De har ventet og ventet. I torsdags kom forløsningen, da Fredericia Håndboldklub sikrede sig adgang til pokalturneringens Final4. Det var en forløsning for både fanklubben HK Ultras og den fredericianske håndboldklub.

26-22 viste måltavlen efter 2×30 minutter af opgøret mellem FHK og Skanderborg AGF Håndbold. Banen blev invaderet af ellevilde tilskuere, der omfavnede deres helte, der netop havde sikret klubben adgang til Final4 for første gang i historien.

Ikke siden 2007 har FHK været i en pokalsemifinale, men i det nye Final4-format, der har ti-års jubilæum, har FHK endnu ikke været med.

– Vi har drømt om det længe, og været tæt på de sidste to sæsoner, og nu er vi der endelig, konstaterer fanformand Anders Holm.

I sidste sæsons slutspil, da det hele skulle afgøres, så man hvordan FHK fik stor opbakning, også på udebane, hvor folk valfartede til. Anders Holm forventer det igen bliver tilfældet i Jyske Bank Boxen i weekenden den 17. – 18. februar.

– Vi bliver rigtig mange, hvor mange er svært at sige. Vi kan godt blive omkring tusinde. Vi bliver et stærkt rødt hjørne, siger Holm.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/

Selve kampen mellem FHK og Skanderborg AGF vinder ingen skønhedskonkurrence. Efter et kvarter havde FHK blot scoret to mål, og var bagud 9-12, men med tre mål i træk fik de udlignet til pausestillingen 12-12, og derfra blev det en dominans af fredericianerne.

– Det blev en rigtig forsvarskamp. Nick Rasmussen havde sat Skanderborg AGF godt op, men vi var ikke så nervøse, da vi har været meget stabile i sæsonen, siger Anders Holm.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Sidste år led FHK et pokalexit i ottendedelsfinalen på udebane til 1. divisionsholdet Skive, og sæsonen inden blev det til et kvartfinale nederlag i egen hule til Mors-Thy i et opgør, hvor FHK faldt sammen og tabte 34-28.

– Man kunne ikke undgå at have det i baghovedet, og man kan altid skuffe, men det skulle helst ikke glippe, når vi havde hjemmebane, hvor vi helst skal slå de fleste hold, slutter Anders Holm.

I pokalsemifinalen venter for FHK’s vedkommende GOG. Den anden semifinale står mellem Bjerringbro-Silkeborg og Aalborg Håndbold.