Fredericia Kunstforening har fået stablet en formidabel udstilling med Thomas Kluge på benene. Vi fik en rundtur af kunstneren, der detaljeret forklarede om de mange faser af hans udvikling som kunster. I det hele taget virker udstillingen så sammensat og imponerende, at man knap nok kan tro, den kører i Fredericia.
En af de mest interessante ting ved Thomas Kluge er, at han er blevet kontroversiel ved at være almindelig. Forstået på den måde, at hans kunst ikke har haft det udskejende og provokerende som ærinde. Faktisk er hans billeder meget naturtro. Som om det i sig selv er et problem, for dem, der kritiserer ham. At Kluge nærmest skal være i opposition til det moderne, fordi han maler gammeldags.
Ganske vist bemærker man hurtigt hans sans for lys og skygge. Det dramatisk snit er ikke til at tage fejl af. Teknisk er det fantastisk. Man kan blive helt betaget af, at det er muligt at male på den måde. For så straks at interessere sig for personen, der gør dette. Det formår Fredericia Kunstforening at gøre en dyd ud af på udstillingen, der kan opleves i lokalerne på Kongensgade 111. Straks man kommer ind i lokalerne, vil man blive ramt af fortællingen om Kluges første tid. Før han blev Kluge. Og hvert billede på vej mod udgangen er et interessant og vedkommende blik på verden.
Selve fortællingen kan man også få med rundt, for Fredericia Kunstforening har udarbejdet et smukt hæfte, der på fremragende vis supplerer udstillingen i tone, takt og substans. Det er en fremragende bedrift af kunstforeningen, der på den mest vidunderlige måde, har formået at overraske med en udstilling af så høj klasse. Thomas Kluge bliver betragtet som en af de store danske malere, og for kunstinteresserede er det meget unikt, at se disse tidligere værker samlet. Der er også mulighed for at se et udsnit af de nyere værker, så man kan fuldende rejsen.
Vi fik et interview med Thomas Kluge, som vi senere bringer i fuld længde. Vi spurgte ham om, hvordan han endte med at blive maler:
– Jeg troede så, at jeg skulle være reklametegner. Og designer. Men et af de reklamebureauer jeg besøgte, sagde at jeg skulle være kunstner. Jeg tror at det bare var for at sige, at de ikke havde plads til mig der. Det var nemt at smide mig ud på den måde. Så søgte jeg ind på kunstakademiet. Jeg fik tre afslag. I samme åndedrag søgte jeg ind på de censurerede udstillinger. Her kom jeg så ind på Charlottenborg og den frie i 1993-1994. Her fik jeg mit store gennembrud.
Det er et af de temaer, man fornemmer i Kluges første tid: At han gør det forkerte, siger nogen. At han ikke duer, siger nogen. At han gør det alligevel. Hans trodsighed. Hans insisteren på at blive ved. At blive sit eget udtryk. På udstillingen “Kluge før Kluge” får man chancen for at komme helt tæt på den enorme flid, der skal til for at levere som Thomas Kluge gør. Samtidig er man fri for at sige “det kunne jeg selv have malet”, for der er ikke tvivl om, at hans talent er helt unikt. I den forbindelse kan man pege på hans seneste billede, som han selv afslørede.
Det er skønt at være original.
Selv hvis man ikke umiddelbart er stærkt fordybet i kunst, så er det værd at tage partner, ven eller veninde, børn eller søskende med ned og se disse fantastiske malerier, der hænger hos Fredericia Kunstforening frem til den 1o. september. Ikke bare for at se manden, der malede et “kontroversielt” billede af kongehuset. Også for at se rigtige malerier. I en tid hvor kunstig intelligens er ved at tage over, kan man med udstillingen om Thomas Kluge få en ægte bekræftelse i, at den virkelige verden findes endnu. Er man skolelærer, kan man tage sine elever med. For der er meget at diskuterer, når man betragter de motiver, som Kluge har valgt at beskæftige sig med.
God fornøjelse, det bliver ikke bedre.
