Karsten Byrgesen, der sidder i regionsrådet og i Fredericia Byråd, har meldt sig ud af Nye Borgerlige uden at have et nyt parti i ærmet. Han forklarer grunden til valget med, at han ikke kunne se sig selv i et parti uden bagland.

Tidligere torsdag meldte Byrgesen ud i en pressemeddelelse, at han den 23. januar meldte sig ud af Nye Borgerlige. Han har dog ikke meldt sig ind i et andet parti endnu og er derfor løsgænger.

– Det vigtigste er at bevare integriteten, og jeg vil være i et rum, hvor jeg kan udvikle en politisk linje. Der var ikke et forum for det mere. Jeg er ikke en person, der springer fra det ene til det andet. Jeg tænker mig grundigt om, og det gør jeg også her. Det tager tid at beslutte sig, og det tager tid at tænke sig grundigt om. Der er også parter i det andet parti, der har en procedure. Det er ikke spørgsmålet om bare at melde sig ind via en hjemmeside i et nyt parti, da der er et arbejde bag at finde det rette ståsted og have dialog med partiet, siger Byrgesen.

I princippet kunne Karsten Byrgesen have ventet med at melde sig ud, til han havde styr på, hvilket parti han vil repræsentere, men det – ville han ikke.

– Mit valg er det, at jeg er kendt for at være ærlig og sige tingene, som de er. Det rum, jeg skal have, hvor jeg kan udvikle og udøve politik, eksisterer ikke mere, og derfor vil jeg ikke udtale mig som Nye Borgerlige, når der ikke er noget bagland i partiet. Set i det lys vil jeg udtale mig i et luftrum. Jeg står ved, hvad jeg har sagt og gjort, siger Karsten Byrgesen.

Byrgesen fortæller, at han ser tre faser for ham i processen. Først skulle han lige komme sig over chokket, da Pernille Vermund kom med udmeldingen, og derefter skulle han se, hvad der var sket, og så tænke over fremtiden. Det sidste har han nu fået gjort. Konklusionen blev, at Karsten Byrgesen vil finde sig et nyt parti.

– Jeg har fået henvendelser fra andre partier, og dem har jeg givet mig tid til at lytte til. Jeg lytter til, hvad de vil, og så må vi vurdere, hvad der skal ske. For mig er det noget, der skal tage noget tid. Det skal være grundigt gennemtænkt. Jeg står med et aktiv, da jeg er erfaren og har gjort det godt. Jeg har det mod, der skal til, og det er vigtigt for at sige sin mening klart. Jeg har en linje, hvor jeg favner de vigtige ting som kernevelfærd, erhvervsliv og naturen, forklarer Byrgesen.

Det nu forhenværende medlem af Nye Borgerlige udelukker på forhånd at melde sig ind i Liberal Alliance og understreger samtidig, at hans kommende parti skal være på den borgerlige fløj.

– Jeg noterer mig, at Liberal Alliance har lagt sig ud med borgerlig politik i Fredericia-området. De dømmer os alle sammen som uegnede. Jeg ved ikke, hvad de kan byde på, men jeg kan ikke se mig selv i sådan et parti. De angriber personer igen og igen. Jeg kan ikke se mig selv i et parti, der bygger på konflikter, siger Byrgesen.

Liberal Alliances lokalformand i Fredericia er Poul Rand, som Byrgesen har en fælles fortid med i Nye Borgerlige, som Rand endte med at melde sig ud af efter en kontrovers med Karsten Byrgesen. Ligeledes har Byrgesen en fortid i Dansk Folkeparti, hvor han kom i uoverensstemmelser med Susanne Eilersen. Døren til DF vil Byrgesen dog ikke smække.

– Jeg holder alt andet end Liberal Alliance åbent på den borgerlige fløj, slutter Byrgesen.