I fredags kunne Fredericia Musicalteater fejre Danmarkspremiere på den morsomme og livlige musicalkomedie CHARLES TANTE. I dag kan Fredericia Musicalteater glæde publikum med, at forestillingen forlænges med hele to spilledage henholdsvis den 14. oktober og den 15. oktober. Billetsalget er startet på fredericiamusicalteater.dk.

CHARLES TANTE fik en begejstret modtagelse af anmelderne. Jyllandsposten tog “hatten af” for aftenens levering og kvitterede med 4 stjerner og ordene: “Det er sjældent, man ser nyskrevne, nykomponerede musicals på dansk i en skala som den, vi får med ”Charles tante”. Sceneblogs 5-stjernede anmeldelse roste opsætningen med ordene “Succesen er fuldbyrdet” ligesom Fredericia Avisens 6 stjerner skrev: “Fredericia Musicalteater udfører alt til perfektion.” Den 4. væg skrev således: “At Fredericia Musicalteater stadig ligger allerforrest, når det kommer til musicalteatre i Danmark, viser sig ikke kun i deres upåklagelige valg af skuespillere. Det er også ganske tydeligt i produktionen.”

Musicalen CHARLES TANTE er en moderne og opdateret udgave af den folkekære fortælling af samme navn. På scenen i Fredericia kan man i Mads M. Nielsens opsætning af CHARLES TANTE møde blandt andre musicalstjernerne Lars Mølsted, Magnus Bruno og Mikkel Emil Nielsen, Karoline Toksvig Gammelgaard, Michael Hasselflug og Maria Skuladottir.

Handling
I musicalkomedien CHARLES TANTE kan publikum se frem til at møde de to universitetsstuderende, Charles og Peter, som tager alle kneb i brug, for at komme på date med pigerne Lone og Laura. De to studiekammerater har planlagt en romantisk middag, men deres planer går i vasken, da pigernes anstandsdame aflyser deres aftale. For at redde aftenen overtaler Charles og Peter deres ven, Ditlev, til at klæde sig ud som Charles tante, Donna Lucia d’Alvadorez – med “z” i enden. Alt går efter planen – lige indtil pigernes onkel, Hr. Lohman, forelsker sig glødende i Charles tante.

Nyt liv til folkekær fortælling
Mads M. Nielsens CHARLES TANTE er baseret på den folkekære film af samme navn fra 1959. Det er en dansk filmskat som har prominente skuespillere som Dirch Passer, Ove Sprogøe, Ghita Nørby og Susse Wold rollelisten. CHARLES TANTE er dog oprindeligt en teaterforestilling, som havde premiere på ABC Teatret i 1958. Dengang var Stig Lommer instruktør på forestillingen, som havde fornøjelsen af Dirch Passer som Tante Lucia. Denne opsætning af CHARLES TANTE blev en kæmpe succes og efter spilleperioden på ABC Teatret turnerede forestillingen landet rundt. Dirch Passer og resten af holdet lagde dengang vejen forbi Fredericia Teater.