Der bliver puder og portvin, keramik og glaskunst – og mange andre former for kunsthåndværk – når CLAY den 6. december byder på stort julemarked i de underjordiske udstillingssale.
I alt tegner det til, at der bliver lige så mange boder som sidste år, hvor julemarkedet faldt sammen med, at der stod en hel udstillingssal tom. Det gav plads til over 30 boder, og rekordmange gæster. I år er der ingen tomme sale, men i stedet lover museet et helt unikt julemarked, da boderne vil blive spredt ud over hele museet.
Som gæst får man en tre-i-en oplevelse: nemlig både julemarked, kunstudstilling og mulighed for at deltage i en workshop, hvis man selv har lyst til at være kreativ. Oveni de mange boder med kunsthåndværk vil man også finde boder med lækkerier som chokolade, portvin og kryddersnaps.
Café CLAY har naturligvis gløgg og æbleskiver på menukortet.
En del af udstillingen ‘Playing with Fire: Edmund de Waal and Axel Salto’ vil af sikkerhedshensyn være lukket af denne dag.
Julemarkedet er åbent fra kl. 14-19. Entré-prisen på 65 kr. gælder for alle over 18 og kan ikke kombineres med andre rabataftaler eller medlemsfordele.