Som følge af udviklingen i det aktuelle trusselsbillede opretholder politiet den midlertidige skærpede indsats ved de indre danske grænser til og med den 22. august 2023
Rigspolitiet har på anbefaling fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), fundet det nødvendigt at opretholde den midlertidigt skærpede indsats ved de indre danske grænser.
Den skærpede indsats blev iværksat den 3. august 2023 og forventes indtil videre opretholdt frem til og med den 22. august 2023. Det betyder bl.a., at man fortsat vil kunne opleve stikprøvevis grænsekontrol i forbindelse med indrejse fra Sverige, og at grænsekontrollen mod Tyskland fortsat er intensiveret i denne periode.
“Opretholdelsen af den skærpede indsats ved grænsen er en sikkerhedsforanstaltning, der skal bidrage til at hindre personer, som udgør en trussel mod landets sikkerhed, i at indrejse. Dette omfatter ud over den konkrete kontrol også det præventive i risikoen for at blive stoppet i en kontrol,” oplyser chefpolitiinspektør i Rigspolitiet Peter Ekebjærg.