MIDTBY. Koldings bymidte står foran en omfattende forandring. En områdefornyelse til 160 millioner kroner skal i de kommende fem år forvandle byens centrum fra klassisk købstad til et moderne mødested. Programmet med titlen »Fra plan til handling« er netop godkendt i Plan og Teknik og sendt videre til byrådet.

Borgmester Knud Erik Langhoff understreger vigtigheden af investeringen. »Bymidten er højt prioriteret på byrådets liste over indsatsområder. Det er afgørende, at vi har en attraktiv by, hvor folk holder af at komme og mødes både i hverdagen og til særlige lejligheder. Derfor er der også bred enighed i byrådet om at investere de 160 mio. kroner i en række projekter, som skal opgradere mange af de fysiske rammer« siger han.

Planen er skabt som et svar på ændrede forbrugsmønstre og stigende internethandel, der udfordrer byens rolle som handelsby. Med områdefornyelsen vil Kolding satse på at skabe nye attraktive byrum, grønne pladser og forbindelser, der inviterer til fællesskab, kultur og oplevelser.

Formand for Plan og Teknik, Jakob Ville, uddyber intentionen. »Som kommune har vi mulighed for at gøre noget ved byens fysiske rammer, så bymidten bliver mere attraktiv og pænere at se på. Det handler mange af projekterne om. Men vi kan også hjælpe det gode byliv på vej ved at gøre det mere behageligt at opholde sig på torve og pladser, så vi på den måde stimulerer muligheden for at opleve noget i byen og dyrke byens fællesskaber« siger han.

Programmet rummer en bred vifte af projekter, der tilsammen skal give Kolding en ny identitet som mødested. Akseltorv og Nicolaiplads skal opgraderes, og Bredgade, Slotsgade og Svietorv står ligeledes over for en fornyelse. Derudover lægges der vægt på såkaldt wayfinding – hvordan byen tager imod sine gæster og guider dem rundt – samt indsats mod tomme butikslokaler.

Når byrådet behandler planen den 28. oktober, bliver det samtidig startskuddet til gennemførelsen. Reglerne for områdefornyelser betyder, at programmet skal være realiseret senest fem år efter vedtagelsen. Det første projekt, som ventes igangsat, er opgraderingen af Akseltorv, hvor spaden efter planen sættes i jorden i september 2026.

Fakta: Projekterne i områdefornyelsen

  • Wayfinding og formidling
  • Akseltorv og Nicolaiplads
  • Bredgade
  • Helligkorsgade, Østergade og Søndergade nord
  • Gråbrødregade og Jernbanegadekrydset
  • Jernbanegade mellem Buen og Akseltorv
  • Slotsgade og forbindelsen mod Koldinghus
  • Baggårdsforbindelser
  • Svietorv mod Nicolai
  • Klosterparken
  • Indsats og dialog med bygningsejere om tomme butikslokaler