KULTUR. Et toilet på skolen som værksted. Glasbeholdere fyldt med fermenterende te. En geléagtig biofilm, som langsomt danner sig på overfladen, farvet med rødbede og jern fundet på genbrugspladsen. Det lyder måske ikke som begyndelsen på et kunstværk, men det er præcis sådan, elev Anne Søgaard Frandsen har skabt udgangspunktet for sin udstilling The Shape of What Remains.
»Jeg har været så heldig at kunne indtage et af skolens toiletter, hvor jeg har haft mit eget lille kombucha-bryggeri. Den geléagtige film, der dannes på toppen af kulturen af bakterier og gær, har jeg farvet og bearbejdet. Nogle gange med rødbede, andre gange med forskellige metaller. Det værk, der er udstillet, er farvet med rødbede,« fortæller hun.
Materialer der forandrer sig
Når biofilmen lægges våd på ler, tørrer den langsomt ind og bliver en del af formen. Det efterlader et aftryk, en struktur, som både er organisk og skrøbelig. »Jeg har været optaget af, hvordan materialet forandrer sig over tid. Det er ikke statisk, men bliver ved med at udvikle sig. For mig er det en måde at skabe værker, der taler tilbage til os, fordi de forandrer sig i takt med tiden,« siger hun.
Det organiske møde mellem biofilmen og det højbrændte ler skaber et værk, der både er fysisk håndgribeligt og symbolsk på et dybere plan. »Ideelt håber jeg, at publikum mærker den sanselighed, der ligger i materialet, og undrer sig over mødet mellem noget så skrøbeligt og noget så bestandigt. Og at det måske bringer en samtale op om, hvordan vi forholder os til sorg,« siger hun.
Et personligt afsæt i tab
Bag værket ligger en personlig historie. Allerede som ung oplevede Anne Søgaard Frandsen et tæt tab, da hun mistede sin onkel. »Han stod mig meget nært, og jeg oplevede et behov for at arbejde med sorgen på andre måder end gennem ord. Jeg havde brug for at skabe et univers, hvor der var plads til den,« siger hun.
Sorgen er et gennemgående tema i hendes liv. Hun har selv oplevet flere tab i familien, og hun har senere arbejdet som sygeplejerske på et hospice. »Det har givet mig en tæt relation til emnet. Jeg har set, hvor svært det er at tale om tab, og hvordan vi i vores kultur har en tendens til at lade være. Jeg håber, at mit værk kan åbne et rum, hvor forbindelsen til dem, vi mister, kan blive ved med at eksistere,« siger hun.
Fra eksperiment til udstilling
Arbejdet med biofilmen begyndte for mere end et år siden. Først som små teststykker, siden i større skala. »Jeg har eksperimenteret intensivt i over et år. Det startede meget småt, hvor jeg undersøgte mange forskellige strukturer, før jeg fandt frem til, hvordan det kunne blive en del af min proces,« fortæller hun.
Hun havde oprindeligt skabt tre værker, men det er kun ét af dem, der nu står frem. »Jeg synes, værket er stærkt nok til at stå alene, men ideelt ville jeg gerne have haft alle tre samlet. De andre viste andre sider af sorgen, blandt andet hvor leret prøver at trænge igennem biofilmen som en membran. Men måske handler det også om at slippe kontrollen og lade værket leve i sin egen ret,« siger hun.
Kunst i en bæredygtig tid
Udover det personlige afsæt rummer projektet også et bæredygtigt perspektiv. Biofilmen er bionedbrydelig, og i modsætning til traditionelle glasurer rummer den ikke giftige råstoffer. »Det betyder meget for mig, at jeg har fundet en ny måde at arbejde med farver på. Når værket har været udstillet, kan jeg genanvende filmen. Jeg kan tilføje et nyt lag eller bruge materialet på en anden måde. Det er en proces, hvor intet nødvendigvis går til spilde,« siger hun.
Hun ser et stort potentiale i biofilm som kunstnerisk materiale. »Det tilbyder noget helt andet end glasur. Glasur består ofte af toksiske mineraler, men her har jeg et materiale, der både kan give farve, form og et levende lag, som hele tiden forandrer sig,« siger hun.
Håbet om at røre publikum
Når publikum møder værket The Shape of What Remains, håber Anne Søgaard Frandsen først og fremmest på nysgerrighed. »Jeg håber, at de mærker den sanselighed, værket har, og at de lader sig undre. Ideelt ser jeg, at de kan spejle sig, eller at det sætter en samtale i gang om, hvordan vi håndterer sorg. Men det vigtigste for mig er, at de tager det ind på deres egen måde. Jeg har ikke brug for at styre, hvordan det bliver læst. Det er vigtigt, at værket får lov til at leve i mødet med publikum,« siger hun.
Et projekt der fortsætter
Udstillingen er ikke afslutningen, men en del af en fortsat undersøgelse. »Jeg føler mig taknemmelig for at have fået et rum på skolen, hvor jeg kunne arbejde med det her levende materiale. Jeg har fortsat eksperimenterne hen over sommeren, og jeg glæder mig til at undersøge det endnu mere. Det kræver meget mere research, men jeg ser et stort potentiale i det,« siger hun.
På den måde bliver The Shape of What Remains både et værk i sig selv og en begyndelse. Et eksempel på, hvordan kunst kan tage form af det, der forbliver efter tabet, og samtidig pege frem mod nye måder at tænke materialer, farver og bæredygtighed på.
