Energistyrelsen har undersøgt datakilderne bag varmechecken og estimerer, at mellem 1,6 % og 2,6 % af varmechecks blev udbetalt på baggrund af fejlbehæftet eller mangelfuld data. Varmecheckens supplerende ansøgningsrunde åbner tirsdag den 14. marts.

Efter udbetalingen af varmechecken i august 2022 bad daværende klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen Energistyrelsen om at undersøge, hvor rigtigt varmechecken har ramt i forhold til, hvem aftalekredsen politisk gerne ville hjælpe.

På den baggrund har Energistyrelsen undersøgt antallet af udbetalinger, der kan være påvirket af fejl eller mangler i data.

Varmechecken blev udbetalt på grundlag af to databaserede kriterier, som også er udgangspunktet for undersøgelsen:

  • Varmekilde i boligen med udgangspunkt i bl.a. BBR data om opvarmningsform pr. 1/1-2
  • Husstandsindkomst baseret på CPR adresse 1/1-22 og årsopgørelser fra 2020

Undersøgelsen konkluderer:

  • Det estimeres at ca. 1,6 pct. har fået udbetalt varmecheck på baggrund af fejl i data om opvarmning.
  • Mellem 0 og 1 pct. har fået udbetalt en varmecheck på baggrund af skønnet 2020-indkomst (fx pga. uafsluttet årsopgørelse). En del heraf kan have haft en faktisk husstandsindkomst over 650.000 kr. i 2020.

Det er ikke muligt at lægge de to estimater sammen, da der kan være overlap mellem de to datagrupper – fx husstande, som både har haft fejlregistreret varmekilde og uafsluttet 2020-årsopgørelse. Overlappet kan ikke vurderes med eksisterende hjemler i lovgivningen. Derfor estimerer undersøgelsen, at mellem 1,6 % og 2,6 % af det samlede antal varmecheck blev udbetalt på baggrund af fejl eller mangler i datagrundlaget.

Ingen fejludbetalinger i lovens forstand

Modtagere af varmechecken, der har modtaget denne pga. fejl i data, er fortsat berettiget til varmecheck ifølge loven. Det skyldes, at retten til varmecheck hviler på oplysninger i datakilderne og ikke på faktiske forhold. Der er dermed heller ikke tale om fejludbetalinger i lovens forstand.

Læs den fulde undersøgelse af varmechecken på Energistyrelsens hjemmeside.

Varmecheckens supplerende ansøgningsrunde åbner den 14. marts

Fra den 14. marts og otte uger frem bliver det muligt at søge om at få udbetalt en varmecheck. Muligheden retter sig mod den gruppe af borgere, der ikke fik udbetalt varmecheck i forbindelse med den automatiske udbetaling i august sidste år, og hvor der er tale om ikke-selvforskyldte datafejl. De husstande, der kan dokumentere, at de lever op til kriterierne i loven og søger inden for de otte uger, vil være berettiget til udbetaling af varmecheck.

Ansøgningsrunden følger af Lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022Det er derfor samme oplysninger og skæringsdatoer, der lægges til grund for, hvem der er berettiget til udbetaling af varmechecken.

Varmechecken kan søges via ansøgningsportalen på varmecheck.dk. Her er det også muligt at læse mere om, hvordan ansøgningen konkret vil foregå, og om man er berettiget til varmechecken.

Fakta: Hvem kan få tildelt varmecheck efter ansøgning

Det er defineret i loven, at husstande skal opfylde en række betingelser for at kunne få udbetalt en varmecheck i den supplerende ansøgningsrunde.

Lovens udformning giver ikke Energistyrelsen mulighed for at foretage individuelle skøn, der rækker ud over nedenstående kriterier:

  • Husstanden har ikke fået udbetalt en varmecheck i 2022. Husstanden skal i denne sammenhæng forstås som de personer, som var registreret på samme adresse i Det Centrale Personregister (CPR) pr. 1. januar 2022 (baseret på udtræk fra CPR pr. 1. april 2022).
  • Husstandens samlede indkomst i 2020 må ikke være over 650.000 kr. (706.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag). Oplysningerne er baseret på udtræk fra skat pr. 1. april 2022 for årsopgørelse 2020.
  • Husstandens bolig skal pr. 1. januar 2022 være registreret i BBR med en af disse varmekilder:
    • Naturgas.
    • Fjernvarme fra bestemte fjernvarmenet med høj gas- og/eller elandel
      (Se lovens § 3, stk. 1 nr. 2 og 3, samt bilag 1.)
    • Elektricitet (Det kan eksempelvis være varmepumper som primær varmekilde) med et elforbrug på over 1.500 kWh i december 2021.
    • Fjernvarme/blokvarme, hvor den primære opvarmningsform i december 2021 var en af de ovennævnte varmekilder.
  • Alternativt skal der dokumenteres en fejlregistrering af BBR-varmekilde pr. 1/1-22, som ikke kan henføres til husstanden selv.

Alle husstande, der ansøger inden for de otte uger og lever op til kravene, vil være berettiget til udbetaling af varmechecken. Der er således ikke tale om et først-til-mølle-princip.

Sagsbehandlingen af ansøgningerne sættes i gang i takt med, at ansøgningerne modtages. De resterende varmechecks forventes udbetalt løbende fra april og frem, men sagsbehandlingstiden vil afhænge af den samlede mængde ansøgninger, som Energistyrelsen modtager.

Hvem kan fortsat ikke få varmecheck

  • Husstande, der allerede har modtaget en varmecheck.
  • Husstande med varmekilder, som ikke er omfattet af loven, såsom elvarme/varmepumpe med et elforbrug under 1500 kWh i december 2021, træpille- eller oliefyr samt størstedelen af husstande med fjernvarme.
  • Husstande, hvor manglende eller fejlagtige oplysninger i de anvendte datakilder kan henføres til personerne i husstanden. Dette omfatter eksempelvis ejere, der bor i husstanden og ikke har fået opdateret BBR-oplysninger om varmekilde inden den 1. januar 2022.