Onsdag tog tre af Venstres byrådsmedlemmer i Fredericia – Peder Tind, Pernelle Jensen og Kenny Bruun Olsen – turen til Christiansborg. Her mødtes de med ministre og ordførere fra deres parti for at sætte fokus på vigtige sager og udfordringer, der påvirker Fredericia Kommune. Målet er klart: At sikre, at Fredericia ikke bliver glemt i de nationale beslutningsprocesser.

Peder Tind, der leder Venstres byrådsgruppe i Fredericia, understreger, at besøget havde stor betydning for byens fremtid.

– Vi var tre af vores medlemmer, der tog over til Christiansborg, og det gjorde vi, fordi vi havde nogle konkrete emner, vi gerne ville drøfte både med transportministeren og med flere ordførere, der arbejder med særlige områder. Vi har politiske sager, udfordringer og potentialer, som vi gerne vil have opmærksomhed på, forklarer han.

Ifølge Tind er besøget på Christiansborg ikke blot en enkeltstående begivenhed, men en del af en langsigtet strategi for at styrke Fredericias politiske position.

– Vi har nemlig ikke et folketingsmedlem fra vores eget eller et andet parti, og det er en udfordring. Når vi skal løfte sager nationalt og få politikerne til at forstå Fredericias potentiale, er det vigtigt, at vi som byrådsmedlemmer gør opmærksom på det. Derfor var vi på Christiansborg i går, og vi vil fortsætte med at gøre det, fordi det har en meget god indvirkning på vores kollegaer på Christiansborg, uddyber han.

Fokus på infrastruktur og grøn omstilling

Peder Tind hilser på transportminister Thomas Danielsen.

Blandt de emner, Tind bringer op, er den længe ventede tredje Lillebæltsbro, støjproblemer og behovet for at fremme grøn transport i Fredericia. Han understreger, at det er vigtigt at tage kampen nu – også selvom beslutningerne om en tredje bro ligger mange år ude i fremtiden.

– Der er jo ikke taget nogen beslutninger om den tredje Lillebæltsbro endnu, men hvis vi bare sidder stille og ikke gør opmærksom på vigtigheden af det, når beslutningen om 40 år skal træffes, kan det ende med en beslutning, der ikke gavner Fredericia, siger Peder Tind.

For Tind handler det om at sikre, at Fredericia forbliver en vigtig transport- og logistikknudepunkt. Han påpeger, at støjproblemer og behovet for at styrke jernbanetransporten er afgørende elementer i den grønne omstilling.

– Vi har jo nogle udfordringer med støj, og vi skal tænke på, hvordan vi forsvarer transport- og logistiksektoren. Den grønne omstilling og mere transport på jernbanen er også noget, vi skal kæmpe for, tilføjer han og understreger, at Fredericia ikke må blive overset i de nationale dagsordener.

Madordninger og forældres frustrationer

Pernelle Jensen med partifælden på Christiansborg.

Pernelle Jensen, også medlem af Venstres byrådsgruppe, sætter fokus på et andet emne: de udfordringer, mange forældre oplever med madordninger i børnehaver og vuggestuer. Jensen mener, at lovgivningen omkring madordninger er for rigid og ikke tager højde for forældrenes ønsker.

– Jeg synes, det er fint, hvis forældre ønsker en madordning til deres børn, men det skal gøres med åbne øjne. Man skal vide præcist, hvad man siger ja og nej til. Det skal ikke være et automatisk ‘ja’, siger Jensen og påpeger, at lovgivningen kun tillader midlerne at blive brugt på frokostmåltider.

Ifølge Jensen skaber det unødvendige begrænsninger for forældrene og udgifter, der kan virke urimelige.

– I Fredericia Kommune koster det 750 kroner ekstra per måned oveni en vuggestueplads, der koster 4000 kroner, eller en børnehaveplads, der koster 2200. Det er mange penge, især når man kun kan bruge pengene på frokosten. Man kan få mange madpakker for 750 kroner, forklarer hun.

Jensen mener, at der er behov for mere fleksibilitet i ordningen, så forældre kan få mere indflydelse på, hvordan pengene bruges.

– Jeg har fået henvendelser fra flere forældre, der er frustrerede over, at mellemmåltiderne ikke kan dækkes af ordningen. Jeg synes, det er skørt. Hvis der er penge tilbage, og man kan gøre frokostmåltiderne billigere, hvorfor kan man så ikke bruge pengene til at dække mellemmåltiderne? Men det må man ikke. Det giver folk et indtryk af, at ordningen er ude af balance, uddyber hun.

Støjsager og byudvikling

Kenny Bruun Olsen, Pernelle Jensen, Christoffer Melson og Peder Tind.

Kenny Bruun Olsen, det tredje medlem af Venstres delegation, retter fokus mod Fredericias støjproblemer, der ifølge ham hæmmer byens udvikling.

– Jeg henvendte mig omkring støjsager. Blandt andet med, at Crossbridge støjer 13 dB mere, end de må. Det betyder blandt andet noget for Randal Beton, der vil opføre nogle boliger, og også for grunden over for Fredericia Gymnasium, hvor ejer vil opføre flere lejligheder, men ikke må grundet støjniveauet fra Crossbridge, forklarer Olsen.

Han fremhæver også udfordringerne ved dampgenvindingsanlægget på Havneterminalen, som har blokeret udviklingen af Kanalbyen.

– Siden 2018 har der ikke været en endelig afgørelse om støj og luftforurening fra dampgenvindingsanlægget på Havneterminalen. Det blokerer for udviklingen af Kanalbyen, da lokalplaner for boliger og andre følsomme formål kræver, at støj- og luftforureningsgrænser kan overholdes i området, siger han.

En værdifuld indsats

Venstres delegation.

Venstre-medlemmerne oplever, at deres besøg blev godt modtaget på Christiansborg.

– De ting har jeg blandt andet nævnt, og der vil blive kigget nærmere på det nu. Jeg føler generelt, at de var meget lydhøre, og det er jeg glad for, konkluderer Kenny Bruun Olsen.

Minister var glad for besøget

Transportminister Thomas Danielsen var blandt dem, Venstre-delegationen fra Fredericia mødte på Christiansborg. Han værdsætter dialogen med de lokale repræsentanter og anerkender Fredericias vigtige rolle i Danmarks infrastruktur.

– Jeg har onsdag holdt et godt møde med repræsentanter fra Venstre i Fredericia Byråd. Vi har drøftet flere transportpolitiske emner af relevans for Fredericia, ligesom jeg blev inviteret til Fredericia, hvilket jeg takkede ja til, siger Danielsen.

Ministeren understreger samtidig byens strategiske betydning for landets transportnetværk.

– Fredericia er et knudepunkt i Danmark, uanset om man taler om vej, bane eller skibstrafik. Derfor er jeg meget glad for dialogen, afslutter han.

Efter en dag fyldt med konstruktive samtaler på Christiansborg kunne Venstre-delegationen vende hjem til Fredericia med fornyet energi og en klar fornemmelse af, at byens interesser var blevet hørt. Med fokus på både lokale og nationale dagsordener fik de sat Fredericia på landkortet, og nu ser de frem til at følge op på de emner, der blev drøftet med både ministre og ordførere. Kampen for fæstningsbyen fortsætter, og besøget på Christiansborg markerer endnu et skridt i arbejdet for at sikre Fredericias fremtid og potentiale.