Foto: AVISEN

Hvorfor forlader så mange unge mennesker Fredericia, og hvorfor er der ikke flere af dem, der vender tilbage igen? Det er sådanne spørgsmål, som Karoline Marsay Dal og Lotte Hansen fra Liberal Alliance vil ud og drøfte med vælgerne frem mod det kommende kommunalvalg i 2025.

I meningsmålingerne står Liberal Alliance stærkt, og det slår også igennem i Fredericia, hvor lokalformand Poul Rand nu har samlet et nyt hold af kandidater, der skal stå i spidsen for partiets valgkamp.

– Jeg skal være ærlig og sige, at det ikke er min fortjeneste, siger Poul Rand. Han henviser til, at interessen for Liberal Alliance har været stor, siden han som den første meldte sig på banen for at opbygge en lokal partiafdeling:

– Det har betydet, at vi har haft rigtig mange henvendelser, og antallet af medlemmer er virkelig røget i vejret. Men jeg er specielt stolt af, at vi har så godt fat i ungdommen. Når man ser på alderen i det nuværende byråd, så siger jeg som en lidt ældre, men meget ungdommelig herre, at der trænger til nogle yngre medlemmer, og dem har vi.

Karoline Marsay Dal. Foto: AVISEN

En af dem er den nye formand for Liberal Alliances Ungdom i Fredericia, Karoline Marsay Dal, der endnu ikke stiller op til kommunalvalget, men har påtaget sig opgaven med at samle unge omkring partiets politik og visioner. Hun er selv dybt optaget af klimaet og dyrevelfærd. Karoline Marsay Dal er aktiv i Liberal Alliances Ungdom, hvor hun både sidder i Udenrigs- og Forsvarsudvalget samt Klima- og Miljøudvalget. Til dagligt er hun elev på Fredericia Gymnasium, hvor hun skal til at gå i 2. G efter sommerferien.

En del af hendes tid bliver også brugt på at fordybe sig i faglighed og kompetenceudvikling på Akademiet for Talentfulde Unge (ATU). Akademiet tilbyder en bred vifte af faglige seminarer og workshops, der har til formål at forberede unge til en akademisk karriere og give indsigt i relevante problematikker inden for særlige interesseområder. For Karoline har ATU været en platform til at møde andre ligesindede unge med en interesse for det faglige, og hun har haft stor gavn af akademiets mange tilbud. Nogle af disse tilbud har givet hende kompetencer til at yde en ekstra indsats i gymnasiet.

Fredericia skal blive en by for de unge

Grønt Akademi, der er et tværpolitisk uddannelsestilbud målrettet ungdomspolitikere, der brænder for det grønne område har også været med til at inspirere Karoline. Akademiet forbereder ungdomspolitikere til at håndtere klima-, miljø-, dyrevelfærds- og biodiversitetskriser gennem workshops og diverse oplæg. Akademiet er udviklet af Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og Rådet for Grøn Omstilling med støtte fra Tuborgfondet og KR Foundation. Forløbet på Grønt Akademi har udvidet Karolines forståelse inden for klima- og miljøproblematikker og givet hende et tværpolitisk netværk samt styrket dialogen med de øvrige ungdomspartier.

– Fredericia skal blive en by for de unge. Fredericia har enormt potentiale med sin fordelagtige placering ved Lillebælt og nærhed til storbyer som Odense og Aarhus. Alligevel oplever jeg, at kommunen ikke udnytter vores bys fantastiske historie til at skabe bedre rammer for ungdommen, siger Karoline Marsay Dal.

– Personligt ville jeg ønske, at kommunen forsøgte at skabe bedre forudsætninger for den demokratiske samtale blandt unge. Kommunen kunne med fordel give ungdomspartierne adgang til at benytte Ungdommens Hus til ungdomspolitiske aktiviteter, hvilket der er et forbud imod i øjeblikket. Hvis kommunen ønsker at styrke den demokratiske deltagelse blandt unge, skal de også skabe forudsætninger for det, siger Karoline Marsay Dal og fortsætter:

– Et andet område, hvor kommunen slækker, er på den grønne dagsorden. Her er det min oplevelse, at kommunen kun i minimal grad udviser interesse for byens fremtidige generationer og en bæredygtig udvikling. Ikke nok med den uhensigtsmæssige træfældning i områder som Snoghøj, bruger kommunen også offentlige midler på at have ansatte til at slå græs på offentlige arealer. Det er sjældent nødvendigt at slå græs på offentlige arealer og er også direkte skadeligt for biodiversiteten. Kommunen har heller ikke den bæredygtige udvikling for øje, når de uhensigtsmæssigt fælder 36 træer på Vejrmosegårdsvej i Snoghøj under det påskud, at fortovet skulle renoveres. Der blev kun kompenseret med 20 nye, spinkle træer. Renoveringen har ikke løst et vigtigt problem, og det er decideret uhensigtsmæssigt og grænsende til uansvarligt, at man har forvaltet fredericianernes skattekroner så dårligt.

Lotte Hansen. Foto: AVISEN

Fredericia mangler uddannet personale

Lotte Hansen er endnu en ung liberal, der gerne vil gøre en forskel for Fredericia. Hun er vokset op i Ribe. Hun har en HHX fra Rybners Gymnasium i Esbjerg fra 2014, er uddannet børn- og ungecoach ved Sofia Manning i 2020, har tjenererfaring på over fem år, er under uddannelse som socialpædagog, arbejder på fuld tid som pædagogmedhjælper på ottende år på et bofællesskab for voksne med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse og er næstformand for Liberal Alliance i Fredericia. Hun har igennem livet gjort tingene som merit. Det vil sige, at hun har skabt sin erfaring uden videre uddannelse, men gjort det af den dannelse, det har givet hende “bare at springe ud i det”.

– Min passion for politik er blomstret igennem den erfaring, jeg har skabt ved at være ansat under de vilkår, jeg har inden for det offentlige. Jeg har mange gange været meget uforstående overfor de løsninger, der ikke bliver skabt i det offentlige, og alligevel får man hvert år at vide, at man skal spare. Man har aldrig kunnet få at vide hvorfor, men man kan alligevel få at vide, at man nu selv skal sørge for sin egen kaffe, fordi der ikke er råd til at ‘sponsorere’ de ansattes kaffeforbrug, siger Lotte Hansen og fortsætter:

– Den måde, at man ikke længere kan stille krav til det offentlige, men at det for den generelle danske borger er en pligt at betale 37% i skat for at holde et sort hul kørende, er for mig uforstående. Vi kan heller ikke løbe fra den mistrivsel, der er blandt børn og unge herhjemme, og tilmed ser vi også et voksende antal af de ældre, der bliver ensomme og ikke bliver behandlet som de mennesker, de er. Hvordan kan vi gøre det bedre, hvis vi ikke sætter krav til det system, vi selv er med til at finansiere? Jeg vil gerne tilbyde fredericianerne et ægte menneske, der ved, at det kræver hårdt arbejde at få kørt byen og Danmark tilbage på skinnerne.

Lotte Hansen mener heller ikke, at der mangler penge til velfærden i Danmark, men de penge som det offentlige får hjem i skatter bruges forkert.

– I Fredericia by ser vi mangel på uddannet personale, som vi gør i hele Danmark. Som meritstuderende runger det hult, at jeg selv skal finansiere min skolegang for at være på arbejdsmarkedet hurtigere, for at kunne være et af de uddannede personaler, kommunerne skriger på. Men fordi jeg er meritstuderende, kan jeg intet få – medmindre jeg arbejder for det private, som størstedelen af mine medstuderende gør. Det, der frustrerer mig ved dette, er, at vi har en statsminister, der kalder sig selv for ‘børnenes statsminister’, men bruger hellere 11 milliarder kroner på at få endnu mere papirnusseri i det offentlige, i stedet for at finansiere bedre arbejdsvilkår eller bedre uddannelser til de ansatte og de studerende. Der mangler ikke penge – men der mangler fornuft, også i Fredericia Jeg er blevet tilbudt at være med til at udvikle pædagoguddannelsen sammen med nogle af mine lektorer, som også er bekymrede for udviklingen, der er ved at ske, siger Lotte Hansen og deler sin vision for Fredericia:

– Min vision for Fredericia er at genskabe de rigtige værdier for byen. Byen er kendt for sin historie og for sin måde at være en arbejderby, og det ser vi ikke som vision og mission for det byråd, der sidder i Fredericia lige nu. Jeg vil være med til at skabe en by, der er værd at tage på arbejde i, og hvor man bliver sat pris på. Vi ser, at de unge mangler et ordentligt sted at være, vi ser mangel på uddannet personale, lærere, der forsvinder fra vores børn, og vi ser byrådets lovede lægevagt til de utrygge borgere i Fredericia blive skrottet, fordi det ikke er en attraktiv arbejdsplads. Vi skal genskabe Fredericias trivsel og historie, slutter den unge blå politiker, der vil kæmpe for at komme i byrådet ved næste valg.