SPORT. Fredericia Håndboldklubs deltagelse i Champions League kan vise sig at være baseret på en fejl. Det skriver TV 2 Sport, der har undersøgt DanskHåndbolds regler om tildeling af europæiske pladser.
DanskHåndbold er lige nu i gang med at gennemgå tidligere procedurer, efter forbundet tidligere har erkendt fejl ved fordelingen af Champions League-pladser hos kvinderne mellem Odense og Ikast. Nu viser det sig, at en lignende fejl kan være sket hos herrerne, hvor Fredericia i sidste sæson fik mulighed for at søge en Champions League-plads, selvom den ifølge reglerne egentlig skulle være tilbudt pokalvinderen, GOG.
DanskHåndbold bekræfter over for TV 2 Sport rangeringen til European League og dermed også kriterierne for Champions League-opgraderingen, men ønsker ikke at kommentere direkte på Fredericia-sagen endnu.
»Vi er i gang med et gennemsyn af vores tidligere procedurer. Når vi har det fulde overblik, kommer vi tilbage herom. Vi er desuden i dialog med de involverede parter,« siger Heino Knudsen, administrerende direktør i DanskHåndbold, til TV 2 Sport.
Sagen er nu hos Håndboldens Appelinstans efter en klage fra Skjern Håndbold, der føler sig snydt for muligheden for at søge Champions League-plads til næste sæson. Ifølge TV 2 forventes en hurtig afgørelse allerede i næste uge.
Direktør Thomas Renneberg-Larsen fra Fredericia Håndboldklub ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt:
»Jeg har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer, da der kører en verserende sag,« siger han til AVISEN.
Der er dog nok brug for, at Dansk Håndbold får kigget hele sit system igennem. Der har imidlertid ikke tidligere været problemer, da det typisk har været top 4-holdene, der jagtede medaljer og europæiske pladser.