Kunstner Kristine Mandsberg står i spidsen for det borgerinddragende projekt TID Foto: Daniel Schriver

TID er et højaktuelt debatemne. Er Danmark Arbejdets land med høj velfærd, fordi vi finder mening i at bruge tiden på at arbejde og løfte i fællesflok, som Kaare Dybvad Bek foreslår? Eller skal vi flytte på landet og stå af ræset, som Maj My Humaidan beskriver i Ærø Manifestet? Trapholt lancerer den 4. februar et stort projekt, hvor borgere sammen med kunstner Kristine Mandsberg skal udforske, undersøge og diskutere TID. Hvad er tid, og hvad vil vi med den tid, vi har? Tankerne vil blive broderet og indgår i et gigantisk fællesskabt kunstværk, der vil blive udstillet på Trapholt fra november.

Gennem flere år har Trapholt stået i spidsen for projekter med fællesskabte kunstværker, der gennem craft skaber rum for samtaler og refleksioner over væsentlige samtidsemner. Kunstprojektet TID, der er det tiende fællesskabte kunstværk, starter op med Kick-off på Trapholt den 4. februar og vil udfolde sig fra februar til maj 2024 med workshops og craft-fællesskaber, der vil finde sted i blandt andet medborgerhuse, kulturhuse, højskoler og biblioteker både i Region Syddanmark og landet over.

– Tid er nærmest blevet en form for kapital, som vi tror, andre har mere af end os selv. Formålet med Kunstprojektet TID er at skabe rum for en samtale og udveksling blandt borgere om vores tanker om tid gennem et gigantisk broderiprojekt. Forskning viser, at Trapholts fællesskabte kunstværker styrker deltagernes kreativitet, trivsel og oplevelse af fællesskab. I dette projekt er det netop en ambition, at projektet kan være med til at både etablere og styrke de kulturbærende håndarbejdsfællesskaber, som allerede er til stede i mange lokale miljøer, siger Karen Grøn, museumsdirektør på Trapholt.

Projektet er økonomisk støttet af Region Syddanmarks tematiserede kultur- pulje ”kultur i landdistrikter og mindre byer”.