Enkeltbilletter kommer til at stige 7,7 procent. Det er udmeldingen mandag fra DSB, der dog samtidig sætter yderligere 1 million Orangebilletter til salg på rejser over Storebælt.
Billetpriserne er fastsat i samarbejde med de regionale trafikselskaber og Arriva vest for Storebælt og af DOT (Din Offentlige Transport) på Sjælland og Lolland-Falster. Fælles for de to områder er, at priserne i gennemsnit stiger 10,3 procent.
Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et loft for, hvor meget priserne i den offentlige transport må stige. Taksstigningsloftet er i år beregnet på baggrund af omkostningsniveauet for sektoren i 2022, der var en periode præget af høj inflation og stigende energipriser.
– Vi har sammen med de andre trafikselskaber justeret de fælles priser, så de giver bedst grundlag for at sikre en god og sammenhængende offentlig transport i alle dele af Danmark, siger Charlotte Kjærulff, Kundechef i DSB.
For rejser over Storebælt er det DSB, der fastsætter billetprisen. DSB har i år valgt ikke at udnytte takststigningsloftet fuldt ud for rejser på tværs af landet. Enkeltbilletter kommer til at stige 7,7 procent. Samtidig sætter DSB yderligere 1 million Orangebilletter til salg på rejser over Storebælt. Det betyder, at over halvdelen af alle enkeltbilletter på tværs af landet næste år vil være billige Orange- eller Orange Fri billetter:
– Hvis man kan rejse uden for myldretiden, er der fortsat rigtig gode muligheder for at få et godt tilbud. Orangepriserne for rejser mellem København og Aarhus starter ved 119 kroner. DSB vil også fortsat udbyde Orange-billetter til regionale togrejser. Her starter prisen på 20 kroner, så jeg synes, at vi har mange attraktive tilbud til togkunderne, siger Charlotte Kjærulff.