Han er manden bag de danske herredoublers succes. I 2023 var han med til at hjælpe Kim Astrup og Anders Skaarup til VM-sølv på hjemmebane og en lang række andre store præstationer, og nu bliver Thomas Stavngaard hædret som vinder af ‘Team Danmarks Årets Træner 2023’.
Thomas Stavngaard er selv tidligere herredoublespiller, så han har prøvet at stå på banen, når det gælder, og nu har han sat en tyk streg under, at han også er klar på sidelinjen, når de store titler skal hentes hjem til dansk badminton.
Stavngaard overtog ansvaret for de danske herredoubler i 1. januar 2023, og siden harherredoublekategorien udviklet sig eksplosivt, og Danmarks bedste herredouble Kim Astrup og Anders Skaarup har i 2023 udviklet sig til et verdensklassepar med fem turneringssejre og VM-sølvmedaljen på hjemmebane i København. Samtidig har de unge nye herredoubler, der er på vej, også vist rigtig positive takter igennem 2023.
Thomas Stavngaard vinder prisen foran Casper Jørgensen, landstræner for banelandsholdet og landstræner for håndboldherrerne, Nikolaj Jacobsen.
Thomas Stavngaard har leveret en imponerende indsats for dansk badminton, siden han overtog ansvaret for herredoublerne. Flere makkerpar har udviklet sig eksplosivt, og Thomas indsats og præstation er meget tydelig for Jens Meibom, der er sportschefen i Badminton Danmark.
– Thomas bringer altid god energi og godt humør ind på træningen, hvilket spillerne sætter stor pris på og ofte roser ham for. Han har skabt et træningsmiljø, hvor hårdt arbejde og godt humør, går hånd i hånd, siger Jens Meibom
Thomas Stavngaards trænerpræstation vækker også stor begejstring hos Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, der sad med i komiteen, der udvalgte vinderen:
– Thomas Stavngaard er tydelig i sine krav og forventninger. Han er meget dygtig til at skabe tillidsfulde relationer til spillerne, og hjælpe dem til at forløse deres fulde potentiale. Han har haft et skarpt blik for, hvad det kræver af træning for at blive de bedste i verden i herredouble. Hvis Danmark skal kunne være konkurrencedygtige mod nationer med langt større ressourcer og population, er det afgørende, at vi har verdensklassetrænere som Thomas Stavngaard, siger Lars Balle Christensen.
Thomas Stavngaard modtog prisen i forbindelse med showet ’SPORT 2023’, der blev sendt lørdag den 6. januar på DR1.
Fakta: Team Danmark Årets Træner-pris
- Prisen gives til en træner som har udmærket sig ved at have gjort et særligt udviklingsarbejde med enkelte atleter, et hold eller et elitemiljø, der har ført til resultater på højt internationalt niveau.
- Resultaterne skal være baseret på en kombination af høj faglighed, stærke værdier og en personligledelses- og trænerstil.
Dommerkomité:
Lars Krarup – Formand, Team Danmark
Lars Balle Christensen – sportsdirektør, Team Danmark
Rasmus Lund – Atletrepræsentant, aktivkomiteen
Morten Mølholm – adm. direktør, Danmarks Idrætsforbund
Tidligere vindere:
2022: Piotr Wojewski, sejlsport
2021: Nikolaj Jakobsen, håndbold
2020: Kenneth Jonassen, badminton
2019: Casper Jørgensen, banecykling