“Hold da kæft, det her var overhovedet ikke det, jeg troede, jeg skulle ud til i dag.” Sådan lød det fra den danske rapstjerne Tessa, da hun onsdag gæstede Fredericia Gymnasium til gymnasiets årlige festival, FG Musikfestival, også kaldet FGMF.
Den populære rapper var blot én af de 12 kunstnere, der fyldte skolens sportsareal med musik og god stemning. Festivalen blev skudt i gang kl. 16.30, og glade, unge fredericianere indtog hurtigt området med tæpper og festivalstole, klar til en hyggelig festival med solskin over gymnasiets plæne. Vejret var nemlig nærmest sommerligt på sådan en forårsdag, og da det blev lidt køligere om aftenen, var de varme dansesessioner til musikken helt oplagt.
Udover Tessas optræden bød FGMF på optrædener fra flere af gymnasiets egne elever og deres bands, som fik chancen for at stå på scenen foran flere hundrede publikummer. Derudover kom der også kunstnere udefra, blandt andet De Uundgåelige og bandet South of Limbo, der også deltager i DR’s KarriereKanonen.
Da Tessa kom på scenen, eksploderede stemningen, og publikum var tydeligt begejstrede. Ligeledes var Tessa selv yderst begejstret for det publikum, hun stod overfor. Hun udtrykte sin overraskelse over, at et gymnasium kunne lave et så imponerende setup, og roste festivalen for den energifyldte atmosfære.
Da hun skulle spille sangen “Fløjt’ne”, råbte hun til publikum: “Er I stive, Fredericia? Man skal nemlig være stiv til den næste sang!” Og sangen faldt da også i publikums smag på pladsen, da de dansede og sang med for fuld kraft. Tessa nævnte ved lejlighed også, at hun tidligere havde boet i Bogense og derfor havde været i Fredericia før, og syntes, det var fedt at være tilbage.
De to scener, der var stillet op på pladsen, dannede rammerne for alsidige musikalske oplevelser, mens festivalen også blev krydret med beerpong-turneringer og et væld af madvogne, der havde rullet ind for de unge festivalgæster. Blandt de mange madmuligheder fandt man blandt andet hotdogs og Rollin’ Kebab. Rollin’ Kebab er et street food-koncept, hvor de mange gæster kunne spise sig mætte i en rulle eller döner box, mens musikken bølgede højt lige bag dem.
Stemningen var super fed og på mange måder ungdommelig. Alle var glade, og der var rigtig festivalstemning over det hele. De andre bands skabte også dans og havde da også et godt nok mindre, men entusiastisk publikum.
Noget, der gør FGMF helt særligt, er organiseringen. Planlægningen står eleverne selv for, i samarbejde med nogle af skolens ansatte, og det store engagement og samarbejde kunne da også mærkes overalt på pladsen onsdag.
Med solskin, musik og godt humør formåede Fredericia Gymnasium endnu engang at skabe en uforglemmelig festivaloplevelse. Elevernes entusiasme og engagement i festivalens planlægning kunne mærkes overalt på pladsen, og som Tessa selv sagde, overgik arrangementet alle forventninger. Med alsidige musikalske indslag, lækker street food og en varm atmosfære blev FG Musikfestival et farverigt bevis på, at kulturen og fællesskabet blomstrer blandt gymnasiets elever.