Sundhedsstyrelsen udgiver notat, som beskriver sundhedsfaglige overvejelser ved en grænse for fri abort på forskellige tidspunkter i graviditeten. Notatet kommer ikke med anbefalinger til en bestemt ugegrænse for den fri abort.
I notatet beskrives gældende lovgivning, praksis og anvendt teknologi i forbindelse med abort på forskellige tidspunkter i graviditeten.
Abort er et sikkert indgreb i Danmark, uanset hvornår i graviditeten det gennemføres. Der er sket en sundhedsfaglig udvikling i for eksempel de anvendte teknikker, som gør, at den nuværende grænse ved udgangen af uge 12 ikke kan begrundes sundhedsfagligt.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at det ikke vil medføre hverken flere eller senere aborter, hvis man politisk beslutter at hæve grænsen for den fri abort. Det baseres blandt andet på, at aborter foretages stadigt tidligere i graviditeten, at langt hovedparten af de kvinder, der anmoder de regionale abortsamråd om tilladelse til abort, får tilladelse, samt at lande, der har ændret grænsen for fri abort ikke har observeret en efterfølgende stigning i antallet eller tidspunktet for aborter.
Unge i alderen 15-17 år kan generelt på andre områder give samtykke til behandling i det danske sundhedsvæsen, og Sundhedsstyrelsen kan ikke pege på sundhedsfaglige årsager til, at dette ikke skulle kunne gælde for abort.
I notatet beskrives fordele og ulemper ved abort på forskellige tidspunkter i graviditeten. Der er desuden fokus på at beskrive de grænser for abort, der er fastsat gennem praksis i for eksempel abortsamrådene. Desuden belyses de særlige forhold vedrørende samtykke, der gælder 15-17-årige, som ønsker en abort. Notatet kommer ikke nærmere ind på etiske overvejelser i relation til ændrede abortgrænser.
Notatet er udarbejdet på baggrund af en bestilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og skal anvendes som fagligt grundlag i forbindelse med politiske drøftelser om grænsen for fri abort samt om de 15-17-åriges ret til abort uden forældresamtykke.