Efter næsten 30 år som direktør for Fredericia Shipping ser Klaus G. Andersen nu frem mod det generationsskifte i virksomheden, han selv engang overtog fra sin far. I et interview taler han åbent om ansvar, perfektionisme, byens udvikling og den svære kunst at give slip – både som leder, far og lokal aktør.
For mange fredericianere er Klaus G. Andersen blevet synonym med Fredericia Shipping. En familieejet virksomhed med dybe rødder i byen og blikket rettet mod havne, logistik og forretning langt ud over kommunegrænsen. Men bag titlen som direktør gemmer der sig også en fortælling om arv, ansvar og et forestående opbrud.
»Den største risiko for en virksomhed er direktørskifter eller generationsskifter,« siger Klaus G. Andersen i interviewet. Ordene falder uden dramatik, men med den vægt, som kun erfaring giver.
Han er 62 år, født og opvokset i Fredericia, fæstningsdreng fra Sct. Joseph og vokset op med byen som ramme. Efter uddannelse på universitetet i Odense fulgte 14 år i A.P. Møller, før han i 1996 vendte hjem for at tage over i familievirksomheden.
»Jeg var nok den i familien, der havde sværest ved at finde mig til rette, da vi kom hjem,« fortæller han. »Men ret hurtigt faldt også jeg på plads.«
Da Klaus G. Andersen i midten af 1990’erne trådte ind som direktør i Fredericia Shipping, var virksomheden overskuelig i både struktur og økonomi. Indtjeningen lå omkring én million kroner årligt, aktiviteterne var færre, og forretningen var i højere grad bundet til lokale kunder og klassisk havnedrift. Det var en virksomhed, man kunne have i hovedet – og i hænderne – på en anden måde end i dag.
Siden er næsten alt forandret. Forretningen er vokset markant, både geografisk og forretningsmæssigt. Nye havne, nye aktiviteter, nye risici. Tallene har fulgt med: tocifrede millionoverskud og en omsætning i størrelsesordenen flere hundrede millioner kroner. Men når Klaus G. Andersen ser tilbage på det afgørende skifte, er det ikke væksten, han først fremhæver.
»Det lykkedes på grund af min far – og på trods af mig,« siger han om generationsskiftet i 1990’erne.
Sætningen rummer både selverkendelse og respekt. For ifølge ham var det ikke givet, at overgangen skulle blive så glidende, som den faktisk blev. Tværtimod er netop generationsskifter det sted, hvor mange familievirksomheder snubler.
Forklaringen på, at det ikke skete her, er i hans øjne enkel: Hans far gav slip. »Næsten fra dag ét lod han mig drive virksomheden,« fortæller han. »Han blandede sig ikke i detaljerne, og han gav mig plads til at træffe beslutninger – også dem, der ikke altid var perfekte.«
Det betød ikke, at overgangen var uden gnidninger. Klaus G. Andersen beskriver sig selv som en leder, der gerne vil sidde i førersædet, tage initiativet og sætte retningen. Den egenskab kunne have udviklet sig til en belastning, hvis den tidligere generation havde insisteret på at holde fast i kontrollen.
»Der var kanter, der skulle slibes – både i forhold til medarbejdere og i forhold til min far,« siger han. »Men fordi han gav plads, kunne det lade sig gøre.«
Netop den erfaring gør generationsskiftet, der nu venter, mere komplekst. For rollerne er byttet om. I dag er det Klaus G. Andersen, der har overblikket, historien og den dybe fornemmelse for forretningen. Det er ham, der har været med til at bygge aktiviteterne op, skridt for skridt, over næsten tre årtier.
»Jeg tror faktisk, det bliver sværere for mig at sidde på anden række, end det var for min far,« erkender han åbent. »Ikke fordi jeg ikke vil give plads – men fordi jeg kender alle hjørner af virksomheden så godt.«
Han ved samtidig, at netop dét kan blive en faldgrube. For den virksomhed, næste generation skal overtage, er langt større og mere kompleks, end den han selv trådte ind i. Det kræver en anden ledelse, mindre detaljefokus og mere delegation.
»Det er nødvendigt, at de finder deres egen måde at drive det på,« siger han. »Præcis som jeg selv gjorde.«
At give slip er dermed ikke bare et personligt spørgsmål. Det er en strategisk nødvendighed. Og måske den sværeste ledelsesopgave, der venter.
Krisernes betydning
Finanskrisen i 2008 og coronapandemien i 2021 ramte shipping- og logistikbranchen hårdt. Efterspørgslen faldt brat, markeder frøs til, og usikkerheden blev en fast følgesvend i hverdagen. For Fredericia Shipping betød det perioder, hvor både aktivitetsniveau og indtjening måtte tilpasses en virkelighed, ingen for alvor havde forudset.
Alligevel tøver Klaus G. Andersen ikke med at kalde kriserne for nødvendige – set i bakspejlet.
»Det har været sundt at skulle skalere ned og ‘right-size’ butikken,« siger han. »Når man kommer ud på den anden side, står man stærkere.« For ham har kriserne fungeret som et korrektiv. De har tvunget virksomheden til at se nøgternt på sig selv: Hvad skaber reel værdi? Hvilke aktiviteter er robuste over tid? Og hvor har man måske holdt fast i noget, der i virkeligheden var på vej ud?
Virksomhedens historie er derfor også historien om forretninger, der gradvist er forsvundet – ikke som følge af fejl eller manglende evne, men fordi de grundlæggende strukturer ændrede sig. Gødningseksport ud af Fredericia, import og klargøring af biler, klassiske industrikunder fra byens tidligere fabrikker. Aktiviteter, der engang var bærende, men som med tiden mistede deres grundlag.
»De fleste ting er jo ikke forsvundet, fordi vi ikke har serviceret kunderne ordentligt,« forklarer han. »De er forsvundet, fordi verden har ændret sig.«
Hver gang en aktivitet faldt bort, opstod der et tomrum. Og hvert tomrum krævede, at noget nyt blev bygget op. Det har betydet en konstant bevægelse i forretningen – fra lokale kunder til nationale og internationale samarbejder, fra klassisk havnedrift til mere komplekse logistik- og containerløsninger.
Kriserne har dermed ikke kun været perioder med pres og usikkerhed, men også øjeblikke, hvor virksomhedens tilpasningsevne blev testet og styrket. Ikke gennem hurtige satsninger, men gennem løbende justeringer og en vilje til at acceptere, at ikke alt kan reddes. »Man kan ikke klamre sig til det, der var,« siger Klaus G. Andersen. »Hvis man gør det, risikerer man at miste det, man har.«
Set i det lys har både finanskrisen og pandemien været med til at forme den virksomhed, Fredericia Shipping er i dag: mindre sårbar, mere fokuseret – og bedre rustet til næste uforudsete bølge.
Byen, sporten og fællesskabet
Klaus G. Andersen har i årtier været en markant skikkelse i Fredericias erhvervsliv, men hans engagement stopper ikke ved virksomhedens matrikel. Parallelt med arbejdet i Fredericia Shipping har han spillet en aktiv rolle i byens foreningsliv – senest i bestyrelsen for FC Fredericia og tidligere i Fredericia Håndboldklub.
Det engagement udspringer ikke af et ønske om direkte afkast.
»Vi bruger ikke en eneste container mere, fordi vores navn står på en trøje,« siger han nøgternt. »Men det gør noget for byen – og det gør noget for vores medarbejdere.«
For ham handler sporten om langt mere end resultater. Den handler om samlingspunkter. Om de steder, hvor byen mødes, og hvor fælles oplevelser skaber identitet og sammenhængskraft på tværs af alder, baggrund og postnummer.
»Jeg plejer at sige, at Fredericia har tre fyrtårne: håndbold, fodbold og teater,« siger han. »Det er ikke de eneste ting, der betyder noget, men det er nogle af dem, vi allerede har, og som kan samle byen.«
Netop den fælles ramme ser han som afgørende for byens attraktivitet. Ikke bare for tilskuere og fans, men for familier, medarbejdere og virksomheder, der skal vælge, hvor de vil slå sig ned.
»Det gør byen mere attraktiv at bo i,« siger han. »Og det betyder noget – også for os som virksomhed.«
Kærlighed til Fredericia
Kærligheden til Fredericia er tydelig i Klaus G. Andersens fortælling. Men den er ikke ukritisk. Tværtimod. Når han ser på byens udvikling over de seneste årtier, peger han på en ubalance mellem potentiale og realisering.
»Vi har haft succes på mange fronter – især omkring havnen og logistikken,« siger han. »Men vi har ikke haft samme tempo i byudviklingen, som man ser i Kolding og Vejle.«
Særligt midtbyen bekymrer ham. Ikke fordi han tror, at den kan eller skal vende tilbage til en fortid med tætpakkede handelsgader og klassisk detailhandel, men fordi han savner en tydelig retning.
»Jeg er godt klar over, at handelslivet aldrig bliver, som det var,« siger han. »Det ved vi godt alle sammen. Men det betyder ikke, at vi ikke kan skabe en attraktiv midtby.«
For ham handler det om stabilitet og balance – om at finde en ny form for byliv, hvor kultur, oplevelser og fællesskaber spiller en større rolle end kvadratmeter og butikslejemål. Teater, sport og andre fælles arenaer er en del af den løsning, mener han, men ikke den eneste.
»Der er et stort potentiale, især i midtbyen, som vi ikke har fået forløst endnu,« siger han.
Det er ikke en kritik rettet mod én aktør eller én beslutning, men en konstatering. En by med Fredericias historie, beliggenhed og erhvervsmæssige styrker rummer mere, end den i dag formår at udnytte. Og netop derfor engagerer han sig fortsat – også uden for bestyrelseslokalerne.
Når Klaus G. Andersen ser frem mod de kommende ti år, er det ikke først og fremmest vækstkurver, regnskabstal eller sportslige resultater, der optager ham. Perspektivet er bredere – og mere alvorligt.
»Den allerstørste opgave i Fredericia er de sociale udfordringer,« siger han og peger på de omkring 500 unge mennesker i byen, som i dag står uden job eller uddannelse.
For ham er det ikke et abstrakt tal, men en konkret udfordring med langsigtede konsekvenser. »Det er en bunden opgave. Den skal bare løses,« siger han uden omsvøb.
Han lægger ikke ansvaret ét sted. Tværtimod efterlyser han et fælles greb, hvor erhvervsliv, kommune, administration og det politiske niveau tager ansvar i fællesskab. Ikke gennem enkeltstående projekter eller midlertidige ordninger, men gennem en vedvarende indsats, der bringer flere unge ind i arbejdsfællesskaber.
»Vi er nødt til at få de unge placeret i virksomhederne,« siger han. »Det kræver, at nogen tager lederskab – og at vi arbejder sammen på tværs.«
Han erkender samtidig, at løsningen ikke er enkel. Men for ham er det netop pointen: At sværhedsgraden ikke må blive en undskyldning for passivitet. Hvis Fredericia vil være en by i balance, er det her, indsatsen skal lykkes.
At give slip – på sin egen måde
Spørgsmålet om fremtiden leder uundgåeligt tilbage til virksomheden og det generationsskifte, der nærmer sig. Hvad håber Klaus G. Andersen, at den næste generation vil gøre anderledes end ham selv?
Svaret rummer ikke resignation, men erkendelse. For det vigtigste er ikke, at hans efterfølgere kopierer hans måde at drive virksomhed på, men at de finder deres egen.
»De skal finde deres egen stil,« siger han. »Deres baggrund er en anden end min.«
Han tvivler på, at de bliver lige så perfektionistiske som ham selv. Og det ser han ikke som et problem – snarere som en nødvendighed i en virksomhed, der i dag er langt større og mere kompleks, end den var, da han selv tog over.
For som han har erfaret gennem næsten tre årtier i spidsen for Fredericia Shipping, kan hverken virksomheder eller byer bæres af én person alene. De kræver tillid, fælles ansvar og viljen til at give plads.
Og netop dér ligger måske den sværeste lære – både som leder og som menneske: At give slip, uden at give op.
Se hele interviewet her
