Danmark - Moldova, 28. marts 2021, Foto: Thomas Max Lægaard, AVISEN

Nyt partnerskab mellem landets største dagligvarekoncern og DBU sætter ligeværd, bedre trivsel og uddannelse på banen i en historisk aftale på tværs af landshold, græsrødder og fodboldskoler for børn.

Sammen gør vi hver dag bedre.

DBU og landets største dagligvarekoncern, Salling Group, går sammen i et nyt, historisk partnerskab med målet om at dansk fodbold skal sætte et endnu større aftryk i danskernes hverdag. Sammen sætter de to organisationer fokus på diversitet, fællesskab, fysisk og psykisk sundhed og uddannelse i både fodboldens verden og i dagligvaremarkedet. Det er ambitionsniveauet i et nyt partnerskab mellem Salling Group og DBU, der løber fra 2024 til 2029.

Som det første partnerskab nogensinde omfatter det alle landshold fra U16 til A-landshold, mens Salling Group også bliver en del af Fodboldskolen, Pigeraketten og en række andre projekter. Samtidig kan medarbejdere i Salling Group se frem til unikke fodboldoplevelser i løbet af de næste år.

Kernen i samarbejdet tager afsæt i tre konkrete områder, hvor DBU og Salling Group sammen ønsker at skabe forandringer og forbedringer:

  1. Ligeværd og lige muligheder. Gennem forskellige projekter vil parterne øge diversiteten i dansk fodbold og i Salling Groups organisation.
  2. Fysisk og psykisk sundhed og trivsel.Vi vil gøre danskerne sundere og mentalt stærkere – både i dansk fodbold, butikkerne og i danske hjem.
  3. Rekruttering og uddannelse. Både DBU og Salling Group ønsker at styrke rekruttering af alt fra trænere og dommere til butikskollegaer og fremtidens ledere Vi vil dele erfaringer og udvikle samarbejde, hvor vi sammen kan få endnu flere ombord i spændende udfordringer.

Hos Salling Group er administrerende direktør, Anders Hagh, meget tilfreds med det nye partnerskab:

-Som en af landets største arbejdspladser med butikker spredt over hele Danmark har vi en enorm berøringsflade, hvor over en million danskere hver dag lægger vejen forbi, og det giver os unikke muligheder for at påvirke og rykke på vigtige dagsordener gennem vores tilstedeværelse. Derfor er vi i Salling Group stolte over, at vi sammen med DBU har fundet fælles fodslag om et ambitiøst partnerskab, som sætter helt nye standarder for, hvordan vi sammen med DBU kan bidrage til at gøre hver dag bedre med et særligt fokus på vores fælles indsatsområder, siger Anders Hagh.

I DBU glæder adm. direktør Erik Brøgger Rasmussen sig over udsigten til et partnerskab, der både bakker op om alle landshold og vil skabe projekter, der udvikler dansk fodbold yderligere:

-Vi ønsker både at udvikle dansk fodbold med gode tilbud til vores 373.000 aktive medlemmer, de mere end 120.000 frivillige i klubberne, dommerne som er en vital del af fodboldfamilien, og også med stærkere landshold på alle niveauer.

Med Salling Group som partner kan vi i samarbejde styrke indsatser og tiltag for centrale områder som diversitet, rekruttering og arbejdet for fysisk og mental trivsel, som er vigtige for alle i dansk fodbold. Vi glæder os til at skabe store resultater sammen med Salling Group, siger han.

Salling Group vil være synlige på Kvindelandsholdets træningstøj fra de kommende EM-kvalifikationskampe i slutningen af maj og primo juni, mens de bliver synlige på Herrelandsholdets træningstøj fra januar 2026.

Derudover vil Salling Group være synlige på begge A-landsholds pressevægge, sociale medier og andre flader.

Som den første kommercielle partner nogensinde, vil Salling Group også være på træningstøjet hos alle ungdomslandshold. Det sker fra efteråret 2024.