En af hovedarkitekterne bag den nye partnerskabsaftale mellem ADP A/S, Evida og TotalEnergies Denmark, havnedirektør Rune D. Rasmussen, er en grundig mand. Det er man ikke i tvivl om efter fredagens aftale. Vi har talt med manden, der sætter Fredericia på det grønne landkort.
Før folketingsvalget i 2022 inviterede Fredericia Havn med Rune D. Rasmussen i spidsen et væld af nationale, regionale og lokale politikere forbi havnens hovedkontor i Port House, Kanalbyen. Der var dækket op med chokolade, kaffe og vand. Han havde en visuel præsentation klar, der lagde op til de efterfølgende drøftelser. Til møderne deltog også ministre, ligesom jeg var inviteret med for at skrive om møderne. Ambitionerne var tårnhøje, men ikke umulige, var konklusionen fra daværende klimaminister Dan Jørgensen. Men der skulle gøres et grundigt stykke arbejde for at komme i mål. Det vidste havnedirektøren i Fredericia godt. Han var forberedt og kunne svare på alt.
Da Troels Lund Poulsen var forbi, blev der delt fif ud fra venstrepolitikeren, der i dag er forsvarsminister: Få flere med, flere virksomheder og få flere byer involveret, sagde han. Rune D. Rasmussen lyttede og tog noter. Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti var også begejstret, da han havde hørt om projektet i Fredericia. Mulighederne er enorme, sagde han. I fredags realiserede han og ADP A/S første del af det arbejde, der på sigt skal føre Fredericia videre i den grønne omstilling.
Rune D. Rasmussen sidder i bilen på vej hjem til familien. Det er fredag, han er træt, fortæller han, men slår fast, at det er intet mindre end fantastisk, hvad ADP A/S har opnået her.
– Det er derfor, at mit job er så givende. Vi kan så meget i Fredericia. Jeg er helt med på, at det startede med et Power-to-X-eventyr, som vi ønskede at udforske. Nu begynder vi et andet sted, og det giver faktisk rigtig god mening, at vi startede der. Men vi fandt ud af, at vi skulle begynde et andet sted. Jo mere man sætter sig ind i det, jo flere udfordringer opstår der for at få det til at lykkes, siger Rasmussen.
Rune D. Rasmussen har ved flere lejligheder slået fast, at han ikke er akademiker, men man må ikke veje ham for let af den grund. For bag den ydmyghed gemmer sig en stædig ung direktør fra Mors, opvokset i landbruget. Han er vant til at se korn vokse. Han er vant til at så. Nu høster han, og vejen derhen er gået via mange timers forberedelser.
– Jeg er startet fra bunden. Husk på, at jeg er en speditør fra Mors. Jeg har ikke gået på universitetet, men jeg brænder for at lære nye emner. Så for mig startede det med bøger for at forstå alt fra molekyler til muligheder. Der blev sat nogle streger på et stykke papir, og her går det op for mange, at Fredericia og Trekantområdet har en ekstremt god infrastruktur til energi, siger han og tilføjer:
– Ud fra en værdikædebetragtning kan vi noget ekstra. Om det er fjernvarmeforsyning, dybvandshavn, raffinaderi, elektricitet eller meget andet, så kan vi alt. Vi har også Danmarks største spildevandsanlæg. De mange aspekter spiller en afgørende rolle for at nå frem til Power-to-X-eventyret. Det kræver store investeringer, men vi vil også se et direkte afkast på flere parametre, herunder vækst og beskæftigelse.
Selvom et skridt er taget, er der lang vej endnu. Det ved Rune D. Rasmussen godt. Der skal bygges et fundament. Der er derfor drukket litervis af kaffe, skrevet, analyseret, afholdt møder, skrevet og analyseret igen, for at nå dertil, hvor man er nu.
– Det har ikke været let at nå så langt som nu. Vi havde en udfordring i at finde ud af, hvordan vi skulle komme derhen. Der er blevet drukket ekstremt mange kopper kaffe gennem to år for at forstå, hvad det er for nogle penge og klimamål, der er forbundet med CO2, brint, elektricitet, vand og alternative brændstoffer, siger han og uddyber:
– Men rejsen har også været som at bygge et hus. Vi skal starte med fundamentet, før vi kan flytte ind. Politikerne har sat en række klimamål, og her kan vi levere. Vi kan lagre CO2, hvilket er en grundforudsætning for Power-to-X.
Perspektiverne er gode
Nu venter der mere arbejde, flere analyser, myndighedsarbejde og flere møder. Perspektiverne er havnedirektøren ikke i tvivl om.
– Perspektiverne er gode. Vi kan bygge en infrastruktur, der gør, at Danmark kan konkurrere internationalt. Når vi har nået de mål, hvor CO2 kan lagres og Power-to-X er modnet, så vi kan bruge det, kan vi lede CO2 hen, hvor det skal bruges til produktion. Her bidrager vores nye partnerskab, og potentialet er stort. For at sætte lidt procenter på, så kan vi løfte vores årsproduktion med op til 60 procent. Det er kæmpestort, men det er også det hele værd, at vi er nået hertil, selvom processen har været kringlet, siger han og fortsætter:
– Det har ikke været nemt. Jeg er et rationelt menneske født i en verden af logistik, hvor alt er håndterbart. Man flytter noget for at opnå et resultat i en organisation og branche, hvor vi kan følge det præcist. Dette er lidt anderledes, men alligevel ens. Vi har skullet udvikle noget, der langt hen ad vejen er modsat vores kerneforretning. Vejen kan være svær, men det er også motiverende at arbejde med nye perspektiver.
Stoltheden er ikke til at tage fejl af, da Rune D. Rasmussen fortæller historien, imens han har kursen mod Jylland. Vi leverer i en national kontekst, ja international, hvis vi løfter det helt op, fortæller han om det arbejde, der er foregået og skal i gang:
– Det har til tider været frustrerende, men også spændende at arbejde i en verden, hvor man går fra kraner ved havnen til lagerbygninger i Taulov, laver ESG-regnskaber og meget andet. Men den værdikæde, vi arbejder med her, leverer i en national kontekst. Det har fyldt meget i vores organisation. Det er spændende, og det er blevet løftet op, absorberet og formet. Det bliver en vigtig del af fremtidens ADP, slutter Rune D. Rasmussen, CEO for ADP A/S.
Læs også