Årets lokale musikfestival bød på store prøvelser for publikum, der både skulle overkomme lørdagens enorme regnskyl, men også kæmpe sig gennem gennempløjede passager med mudder dybt nok til at synke i. Arrangørerne havde i år tilsyneladende ikke haft en løsning klar på, hvordan de store gange kunne klare de 22000 gæster efter massivt regnvejr.
Publikum havde for det meste forberedt sig på dagen, så der var trøjer, regntøj og fornuftigt fodtøj medbragt hos de fleste. Men det skulle hurtigt vise sig, at kun dem med solide gummistøvler havde en reel chance. Mudderet blev det gennemgående tema, hvor man måtte kæmpe sig udenom de værste og mest ufremkommelige mudderbjerge ved at lede efter græs i siderne, der endnu kunne betrædes. Men på trods af arrangørernes håbløse planlægning af situationen, var den største oplevelse, at publikum ville have Rock under broen til at blive god, hvorfor humøret var fuld af kampgejst. Man ved dog altid at der er udsigt til en prøvelse, når man fra scenen af åbner dagen med at sige:
“Vi skal nok klare den”.
Det var første del af lørdagen, der bød på kaskader af vand. Det stoppede først ud på eftermiddagen. Men navnene på plakaten var store, så den musikalske årsag til at blive på festival var stor. I forhold til forrige års strålende sommerfest lagde vejret og mudderet dog en markant dæmper på “den store havefest”. Alligevel blev Rock under broen en succes, men det skyldtes valget af musik og publikums vilje, der havde tiltrukket de mange mennesker til pladsen under Den Nye Lillebæltsbro. Som arrangører beviste det nye hold, der har overtaget efter Bent Frandsen og kompani, at de har overtaget en succes, der er blevet banket op af den gamle garde, men som fortsat kræver erfaring i at håndtere situationer som lørdagens massive regnskyl.
Bortset fra det var både publikum og musikere fantastiske, så det lykkedes endnu en gang at få skabt en god oplevelse til de tusinder af middelfartere og fredericianere, der har bakket op om Rock under broen siden 1989.
