Gennem de seneste år har Skattestyrelsen løbende styrket kontrollen af tobaksvarer. Siden 2017 er der sendt opkrævninger ud for i alt knap 900 mio. kr.
465. Så mange tobakskontroller gennemførte Skattestyrelsen sidste år. Og der blev fundet fejl i 383 af kontrollerne. Det svarer til, at kontrolmedarbejderne fandt fejl i 82 procent af tilfældene, hvilket er en rekordhøj træfprocent på området.
-Jeg er meget tilfreds med, at vi i vores kontroller af tobaksvarer er blevet mere effektive. Men det er bekymrende, at så mange af kontrollerne viser tegn på fejl eller snyd. Der er jo vigtige grunde til, at vi over de seneste år har skruet tobaksafgifter i vejret: Det skal gerne komme folkesundheden, ikke mindst hos vores unge mennesker, til gavn. Derfor kan vi ikke leve med, at der foregår ulovlig handel med tobak i Danmark, siger skatteminister Jeppe Bruus.
Skattestyrelsens tobakskontroller skal sikre, at der er betalt korrekte afgifter af cigaretter, røgtobak, skrå med mere. Kontrollerne er rettet mod butikker, kiosker, vandpibecaféer, grossister og importører. Samtidig samarbejder Skattestyrelsen med Toldstyrelsen og politiet for at stoppe illegal indførsel og handel med tobaksvarer.
-Kontrollen på tobaksområdet er intensiveret de seneste år, og vi fører kontroller i alle led i kæden. Lige fra producenter over grossister til de salgssteder, der er slutleddet i forhold til forbrugerne. Fejl og snyd kan have stor betydning for statskassen, men også for konkurrencesituationen for de virksomheder og producenter, der følger reglerne, siger Jeppe Bruus.
Siden 2017 har Skattestyrelsen i forlængelse af kontrollerne på tobaksområdet sendt afgiftsopkrævninger ud for 877 mio. kr.