POLITIK. Nyt initiativ skal uddanne flere audiologiassistenter for at afhjælpe stigende ventetider på høreapparatbehandling.
På trods af en række initiativer kæmper Region Syddanmark fortsat med lange ventetider til høreapparatbehandling. Derfor har regionsrådet besluttet at afsætte en million kroner om året til at uddanne flere audiologiassistenter.
»Vi har siden 2018 arbejdet hårdt på at nedbringe ventetiderne. Personalet på høreklinikkerne har gjort en kæmpe indsats, og vi har investeret mange penge og medarbejderressourcer. Men selv med alle de gode initiativer kan vi se, at ventetiderne igen stiger. Derfor sætter vi nu ekstra midler af til uddannelse af flere audiologiassistenter,« siger regionsrådsformand Bo Libergren (V).
Stigende ventetider trods indsats
I 2018 vedtog Region Syddanmark en omfattende handleplan for at få nedbragt ventetiden på høreapparatbehandling. Dengang fjernede man blandt andet det økonomiske loft på regionens høreklinikker, så klinikkerne kunne behandle og udlevere høreapparater efter behov.
Det fik ventetiderne til at falde markant. Men siden 2021 er presset igen steget på trods af ekstra personale og investeringer i nye hørebokse. Samtidig har antallet af borgere, der skal behandles med høreapparater, været støt stigende.
I maj 2025 lå ventetiderne således på 21 uger på OUH, 32 uger på Sygehus Lillebælt, 19 uger på Sygehus Sønderjylland og 23 uger på Esbjerg og Grindsted Sygehus.
Udfordret fra flere sider
Regionsrådet har derfor besluttet at prioritere midler til at uddanne flere audiologiassistenter, som skal hjælpe med at få ventetiden ned. Pengene fordeles med 500.000 kroner årligt til henholdsvis Esbjerg og Grindsted Sygehus samt Sygehus Lillebælt, da disse sygehuse har udtrykt særligt behov for ekstra ressourcer.
Formanden for Sundhedsudvalget, Mette With Hagensen (S), forklarer, hvorfor Sygehus Lillebælt er særligt hårdt ramt:
»Ventetiderne er høje i hele landet, men Sygehus Lillebælt er især udfordret, fordi vi modtager mange patienter fra andre regioner. Derudover mærker vi konsekvenserne af den demografiske udvikling med flere ældre, og samtidig bliver førstegangsbrugerne af høreapparater yngre. Derfor er vi nødt til at handle nu, så vi får mere personale ude på klinikkerne og dermed kan bringe ventetiden ned på et acceptabelt niveau,« siger hun.
Regionsrådet vedtog beslutningen på sit møde den 26. maj, og initiativet finansieres gennem regionens budgetaftale for 2025.
POLITIK.