POLITIK. Justitsministeriet har nu sat gang i en markant stramning af straffene for landets mest alvorlige forbrydelser. Med fremsættelsen af lovforslaget til den nye strafreform skal Danmark tage et historisk skridt mod hårdere konsekvenser for personfarlig kriminalitet. Reformen er resultatet af en bred politisk aftale fra juni 2025, hvor regeringen sammen med en lang række partier blev enige om at hæve straffeniveauet betydeligt de kommende år.
Lovforslaget rummer blandt andet en fordobling af straffen for grov vold og en markant skærpelse for nogle af de groveste forbrydelser i dansk ret. Det gælder blandt andet voldtægter begået ved vold eller trussel om vold, gruppevold, tilfælde af overfaldsvold og vold mod offentligt ansatte. Straffene hæves i disse sager med 50 procent og skal fremover i langt højere grad afspejle forbrydelsens konsekvenser for offeret.
Justitsminister Peter Hummelgaard gør klart, hvorfor regeringen mener, at stramningerne er nødvendige. Han siger »Voldsmænd, der med brutale overfald og voldtægter ødelægger andre menneskers liv, skal mødes med langt hårdere konsekvenser end i dag. Det er ganske enkelt for billigt, når en gerningsmand kan slippe med tre måneders fængsel for på den groveste og mest afstumpede vis at trampe sit bevidstløse offer i hovedet. Derfor er jeg glad for, at vi nu fremsætter et lovforslag, som vil føre til den største samlede strafskærpelse for personfarlig kriminalitet i nyere tid«.
Udover de forhøjede straffe for vold, seksuelle krænkelser og trusler rummer forslaget også en række andre ændringer. Blandt andet foreslås det, at livstidsdømte fremover først kan komme i betragtning til prøveløsladelse efter 20 år i stedet for 12. Beskyttelsen af offentligt ansatte styrkes også, da lovforslaget udvider det strafbare område for chikane, særligt når det gælder deling af krænkende eller identificerbare videoer på sociale medier.
Forslaget skærper desuden straffen for besiddelse og deling af seksuelt materiale af mindreårige, vanvidskørsel og naturkriminalitet, samtidig med at en ny bestemmelse om trafikdrab indføres. På økonomiområdet lægges der op til højere bøder, et fordoblet offerbidrag og en ny model for opkrævning af straffesagsomkostninger.
Det brede aftalefundament bag reformen består af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet. Med lovforslaget tager aftalen nu form, og arbejdet frem mod en gennemgribende opdatering af straffeniveauet er i gang.
Lovforslaget vil blive behandlet i Folketinget i den kommende tid, hvor det endelige omfang af de nye regler skal fastlægges.





