Evgeni Pevnov, den 35-årige tyske stregspiller, har hurtigt gjort sig bemærket i Fredericia, både på og uden for håndboldbanen. Efter at have tilbragt flere år i den tyske Bundesliga hos Hannover-Burgdorf, skiftede han i 2023 til Fredericia Håndboldklub. Med sig bragte han sin kone og deres tre børn, og familien har slået sig ned i Baldersparken.
Fra første dag i Fredericia har Evgeni Pevnov vist sig at være meget mere end en håndboldspiller. Han er blevet en velkendt skikkelse i bybilledet, ofte set gående rundt med sine børn og kone. Hans venlige natur og tilgængelighed har gjort ham populær blandt byens indbyggere, og han har skabt en forbindelse til sin nye hjemby, som få udlændinge formår.
Da Pevnov og hans familie først ankom til Fredericia, vidste de meget lidt om byen.
– Vi vidste ingenting. Men det er faktisk meget nemt at lære Fredericia at kende, fordi byen ikke er så stor. Hvis du starter fra den ene side og går til den anden, tager det ikke lang tid at komme rundt. Jeg bor i Baldersparken, og jeg kan let gå til byens centrum eller udforske områder som Østerstrand og Volden, som har en historisk betydning for byen, siger Pevnov.
Pevnov indrømmer, at det var lidt af et kulturchok at flytte til en mindre dansk by efter mange år i storbyer som Hannover og Berlin.
– Det er svært at sammenligne Fredericia med store byer som Hannover og Berlin. Men jeg voksede selv op i en mindre by, og jeg foretrækker faktisk at bo i en lille by tæt på en storby. Det er dog lidt langt for mig at køre en time til den næste store by som Aarhus eller Odense, fordi vi i Tyskland boede tættere på større byer som Heidelberg, hvor vi kun havde 15-20 minutters kørsel, forklarer Evgeni Pevnov.
Et nyt kapitel for familien Pevnov
Flytningen til Fredericia var ikke kun en professionel beslutning, men også en stor familieovervejelse.
– Selvfølgelig spillede penge en rolle i beslutningen, men der var også en stor del af det, der handlede om eventyr og oplevelse. Min kone og jeg talte meget om, hvordan det ville være at flytte til et andet land, at leve et anderledes liv og opleve en anden kultur. Vi har tre børn, og mit største problem var, om de ville tilpasse sig her i Danmark. De kom hertil uden at kende sproget og kulturen, og vi var bekymrede for, at de måske ville have problemer, siger Pevnov.
På trods af bekymringerne besluttede familien at tage chancen.
– Vi så det også som en stor mulighed for børnene. De får mulighed for at udvikle deres personligheder, lære en ny kultur og et nyt sprog. Der er altid to sider af medaljen: på den ene side frygt, og på den anden side muligheden for at få nye oplevelser, slår tyskeren fast.
Til Pevnovs store glæde har hans børn tilpasset sig hurtigt.
– Den ældste går nu i skole og taler allerede godt dansk. Den mellemste er i børnehave og begynder også at tale sproget. De er begge imponerende hurtige til at lære dansk, og det er fantastisk at se, hvordan de har integreret sig. De taler begge bedre dansk end mig og min kone, siger Evgeni Pevnov på engelsk og griner.
Han tilføjer, at han også selv har lært meget af oplevelsen:
– Jeg sad derhjemme og tænkte på, hvorfor de lærer så hurtigt. Selvfølgelig har de ikke noget valg, de skal lære sproget, men også fordi de bruger enkle ord og korte sætninger i børnehaven. Det gør det lettere at lære sproget hurtigt, siger Pevnov.
Et nyt eventyr i Fredericia
For Evgeni Pevnov handler flytningen til Fredericia om mere end bare håndbold.
– Vi lever som en familie på fem og er ofte i vores egen boble, men det er også vigtigt at forstå den kultur, vi er en del af. Selvom vi ikke nødvendigvis ser store forskelle i, hvordan folk opfører sig her sammenlignet med Tyskland, er der nogle praktiske ting, der er anderledes. For eksempel er Danmark langt foran, når det gælder digitalisering. Det er virkelig skørt, hvor let det er at bruge kort her overalt, i modsætning til Tyskland, hvor man stadig ofte har brug for kontanter, forklarer Pevnov.
Pevnov har også bemærket, at der er en anden mentalitet i Danmark.
– I Danmark virker folk mere tillidsfulde. For eksempel, hvis du efterlader en elektrisk græsslåmaskine på et offentligt sted i Tyskland, ville den ikke overleve mere end en uge, før nogen stjal den. Men her i Fredericia er der små huse, hvor maskinerne kan oplades og rengøres, og det er bare noget, man ikke ser i Tyskland, siger Evgeni Pevnov.
En hård sæson
Selvom Pevnov nyder livet i Fredericia, er han også meget bevidst om de udfordringer, der venter.
– Det bliver en hård sæson. Ikke kun fordi vi spiller flere kampe, men også fordi der er meget pres udefra på vores hold. Vi skal tage dette pres og bringe det ind på banen og vise, at vi kan håndtere det. Alle taler om Champions League, men vi skal ikke glemme den danske liga eller de andre turneringer. Hvis vi spiller dårligt i sæsonen, men gør det godt i Champions League, hvad betyder det så?, spørger Pevnov retorisk.
Pevnov understreger, at det er vigtigt at holde fokus på alle turneringer.
– Vi skal være klar til hver kamp. Vi kan bruge Champions League til at vise, hvad vi kan, men vi skal stadig holde fokus på det vigtigste, som for mig er ligaen. Jeg tror på, at hvis vi holder fast i målene fra sidste år og i år, hvor vi er i top fire, så er vi i en god position, siger han.
Ambitioner om fremtiden
Evgeni Pevnovs kontrakt blev tidligere på året forlænget til 2027, og han ser frem til de kommende sæsoner i Fredericia.
– Vi har presset for at blive i toppen af ligaen, men ikke nødvendigvis presset for at vinde alt. Mellem første og fjerdepladsen er realistisk for os. Sidste år sluttede vi som nummer to, og nu burde vi egentlig sigte mod førstepladsen. Men det handler ikke kun om at forbedre sig. Det handler om at holde fast på et højt niveau, og det er sværere end at komme derop, siger Pevnov.
Pevnov bemærker også, at holdet har styrket sig i år, hvilket giver flere muligheder i bagkæden, men det betyder også flere kampe.
– Vi spiller mange flere kampe denne sæson, og Gudmundur (træner Gudmundur Gudmundsson, red.) vil gerne have, at vi får så mange erfaringer som muligt, også gennem træningskampe. Hvis vi ender i top seks i Champions League-gruppen, vil det være fantastisk. Alle ønsker det, og hvorfor ikke sigte efter stjernerne?, siger Evgeni Pevnov.
Fansene og fællesskabet i Fredericia
En af de ting, der har imponeret Pevnov mest, er fansene i Fredericia.
– Fansene her er helt utrolige. HK Ultras og hele hallen skaber en fantastisk atmosfære. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, selv ikke i Tyskland. De er så engagerede og skaber en vild stemning, især under de store kampe. Det er virkelig noget særligt at spille her, og jeg er glad for at være en del af det, siger Pevnov.
Han bemærker også, hvordan byens folk har taget imod ham og hans familie med åbne arme.
– Jeg prøver bare at være mig selv og vise mig fra min bedste side. Det er fantastisk at høre, at folk taler godt om mig. Jeg vil gerne vise mine børn, hvordan man lever et liv i respekt for andre, og det føles som om, folk her sætter pris på det, forklarer Evgeni Pevnov, der gentagende gange slår fast, at han “bare” er sig selv.
En lys fremtid i Fredericia
Evgeni Pevnov ser en lys fremtid for sig selv og sin familie i Fredericia. Selvom han er bevidst om, at karrieren nærmer sig sin afslutning, er han ikke klar til at lægge håndboldskoene på hylden endnu.
– Jeg har kontrakt til 2027, og hvis klubben er tilfreds med min præstation, kan jeg måske blive lidt længere. Men det afhænger også af min krop, og om jeg stadig føler, at jeg kan bidrage. Jeg har spillet professionel håndbold i 17 år, og det er hårdt for kroppen, men jeg nyder stadig spillet og atmosfæren her i Fredericia, slår Pevnog fast.
Med sin kontraktforlængelse og ambitionen om at fortsætte med at konkurrere på højeste niveau ser fremtiden lovende ud for Pevnov og Fredericia Håndboldklub.
– Jeg er klar til at give alt for klubben, for fansene og for denne by. Jeg føler mig hjemme her, og jeg ser frem til, hvad de kommende år vil bringe, slutter Evgeni Pevnov.