Der er allerede godt gang i salget til besøget af den populære duo, Popsi og Krelle, der gæster Fredericia næste søndag, når LECTURE byder velkommen til en hyggelig, festlig og musikalsk formiddag i Erritsø Idrætscenter.

Det er femte gang, at Popsi og Krelle rammer Fredericia og LECTURE, når de søndag fra 09.00-11.00 er at finde i Erritsø, Fredericia.

– Da vi første gang bookede Popsi og Krelle, var det fordi vi så noget jordnært, ærligt og menneskeligt ved de to kunstnere, der spiller populære børnesange. Vi så rigtigt. Hurtigt var den første koncert med duoen udsolgt, og vi lavede en aftale om, at de spillede en ekstra koncert i Fredericia samme dag, husker Maj-Britt Andreassen, eventchef hos LECTURE.

Allerede dengang var Popsi og Krelle blandt de mest sete på YouTube blandt de danske børnefamilier, sidenhen har det taget fart med millioner af visninger, nye sange og ny underholdning. Også under coronakrisen måtte de gentænke deres koncept, og det førte til endnu flere visninger og downloads af den populære og velkendte musik.

– Søndag venter der endnu et show i Fredericia, og til de, der ikke har oplevet dem endnu, kan jeg sige, at det er underholdning til alle i alle aldre. Vi har naturligvis rigtig mange børn på besøg mellem 0-5 år, men ligemeget hvilken alder man har, så er det sange alle kan synge med på, og vi garanterer et hyggeligt show, hvor Popsi og Krelle helt sikkert giver sig god tid til hver enkel gæst.

Billetter kan købes på https://lecture.dk