Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Folketingets kommende iværksætterpolitik skal rette op på, at Danmark har mistet 20.000 selvstændige på 13 år. Regeringens nye analyser leder i den rigtige retning, men der mangler mere fokus på al det bureaukrati, der er forbundet med at starte og drive virksomhed, mener SMVdanmark, der nu lancerer sin egen online iværksætterportal for at hjælpe nystartede selvstændige.

Siden 2008 er Danmark blevet ca. 20.000 selvstændige fattigere, på trods af at beskæftigelsen i samme periode er steget med godt 186.000 personer. Det er i høj grad mændene, der fravælger livet som selvstændig.

Det er på det bagtæppe, at regeringen netop har offentliggjort sit første analytiske indspark til, hvad en ny iværksætterpolitik skal rumme. Indholdet skal Folketinget om lidt forhandle om, og dét er en opgave, som politikerne skal tage dybt alvorligt, mener Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

-Vi har i årevis hørt alle skåltalerne om, hvor vigtige selvstændige iværksættere er for Danmark. Og at Novo, Maersk og Danfoss jo også var små engang, og at vi derfor skal pleje iværksætterne. Men der har manglet handling, så det er glædeligt, at der nu er ved at ske noget, siger han.

Regeringen har netop åbnet ballet med en analyse af iværksætternes udfordringer. Analysen viser bl.a., at overkommelige regler og lovgivning er afgørende for virksomheders udvikling.

-Og her ser det sort ud. Regelmængden i Danmark bare vokser og vokser, og en ny iværksætterpolitik må og skal indeholde tiltag, der reducerer det administrative bøvl, siger Jakob Brandt.

Ny iværksætterportal

For at bidrage yderligere til at finde rundt i regeljunglen og gøre det lidt nemmere at være ny selvstændig, har SMVdanmark udviklet og netop lanceret SMViværksætter.dk – en portal hvor nystartede kan få vejledninger, skabeloner, links og rådgivning af eksperter om mange forskellige emner, som fx regnskab, skat, jura, webshop, design- og patentrettigheder og kapitalrejsning.

-Iværksættere har typisk et ret hektisk liv i starten, og har svært ved at overskue alt dét, en ny virksomhed kræver. Så på SMViværksætter.dk kan de få rådgivning til fx deres skatteregnskab, så de ikke går glip af fradrag, og dé der selv bygger deres webshop kan fx få rådgivning til at sætte den rigtige betalingsløsning op til shoppen. Og når ens virksomhed er klar til at skalere op, hjælper SMViværksætter med vejledning og rådgivning til det helt rigtige pitch og guider videre til vores partnere, der hjælper med at finde investorer, siger Jakob Brandt.

En af brugerne af portalen er Jeppe Koudal Frostholm, CEO i Heeplink.

-Jeg fandt nemt og hurtigt hvad jeg skulle bruge på SMViværksætter, og deres rådgiver svarede hurtigt på mine spørgsmål. Det fungerede rigtig godt, og jeg fik løst min udfordring uden at skulle bruge en masse tid og penge på at søge materiale og rådgivning. Der er masser af emner på portalen, så jeg kommer til at bruge SMViværksætter igen, hvis jeg får brug for hjælp, siger han.

Regeringen vil efter sommerferien fremlægge et konkret politisk udspil, som herefter skal forhandles. En endelig, ny iværksætterstrategi kan forventes til efteråret.