25-årig Agon Mucolli er vendt tilbage til FC Fredericia efter ophold i norske Haugasund, OB og en udlejning til svenske Varbergs. Nu er han retur og vil have fodboldglæden tilbage, og være et forbillede for de unge spillere på FC Fredericias mandsklab.

Agon Mucolli spillede ungdomsfodbold i Fredericia fF, men blev som ung opdaget af Vejle Boldklub. Der spillede han, og blev seniorspiller indtil kontrakten blev ophævet i vinteren 2019. Derefter kom Mucolli til FC Fredericia, hvor han slog igennem med 53 kampe, 19 mål og 12 assists. Siden gik turen til Haugasund, hvor det gik godt sportsligt, men det sociale aspekt manglede.

– Jeg kom til Norge, og det gik rigtig godt deroppe, men livet uden for fodbolden var ikke noget for mig. Jeg havde det ikke så godt uden for fodbold og ville prøve noget andet, da det var tungt at være alene, og jeg tænkte, det var bedre at finde en anden løsning. Selvom det i bagklogskabens lys havde været bedre at blive på grund af fodbolden, hvor jeg gjorde det godt med masser af spilletid, mål og assists. Jeg kom til OB bagefter, og der var jeg i halvandet år, og der gik det forfærdeligt, og ja, nu er jeg her, indleder Mucolli.

Mucolli forklarer, at hans tid i Norge havde sine højdepunkter på banen, hvor han nød masser af spilletid, scorede mål og lavede assists. Men udenfor fodbolden var livet en stor udfordring for ham. Han følte sig ofte alene og savnede den sociale støtte, hvilket gjorde det svært at trives. Da han skiftede til OB, havde han store forhåbninger om at genfinde glæden ved fodbolden og livet udenfor banen, men realiteten blev en anden.

– Klubben i Norge ville egentlig ikke af med mig, selvom jeg havde sagt, jeg ville væk. Det kom som et chok for dem, at jeg ville væk. OB kom på banen, og det tænkte jeg var perfekt. Fed klub og det var i Danmark, hvor jeg ville kunne vise mig frem, men det skete ikke. Jeg var udlejet til en svensk klub undervejs, men det var mest fordi OB ville af med mig, og jeg gerne ville have spilletid. Det var fint at komme derop. Det var en time fra, hvor min bror boede, og det var tæt på Danmark også, så det passede fint. Jeg var ikke i form, da jeg kom derop, og sæsonen var i gang der. De var nærmest også rykket ned, men jeg synes ikke, det kunne blive værre end det var i OB, siger Mucolli.

Da Agon Mucolli kom til OB var det med Anders Alm som træner. Siden blev svenskeren fyret og erstattet af Søren Krogh.

– Jeg havde haft Alm før, og når han har set sig fast på, at man ikke spiller, så er der lang vej for at ændre hans syn på en som spiller. Med en ny træner kunne jeg få en ny start, og selvom jeg vidste, at jeg ville være bagerst i køen, så håbede jeg at overraske alle og gøre det godt. Jeg gjorde det godt, men jeg endte i en situation uden spilletid igen. Jeg troede virkelig på muligheden faktisk, forklarer Agon Mucolli og hentyder til vinteren 2024, hvor han håbede det ville vende for ham i OB.

Agon Mucolli på en af FC Fredericias træningslejre i Tyrkiet. Foto: AVISEN

Mucollis tid i OB endte med en nedrykning. Udefra set virkede klubben som ét stort kaos, men på de indre linjer var det ikke galt, mener den nye FC Fredericia-spiller.

– Jeg vil sige, at det generelt var fint med stemningen, men mod slutningen af sæsonen blev det kaotisk. Inden var det faktisk fint, da folk ikke havde en fornemmelse af, at vi rykkede ned og det nok skulle gå, forklarer Mucolli.

Stemningen i OB lignede at nå antiklimaks, da flere af holdets udenlandske profiler i løbet af slutningen af sæsonen begyndte at udtale sig om, at de ikke ville spille 1. division, hvis det kom så vidt. Internt på holdet var det dog ikke det store problem.

– Det var ikke så godt. Det var ikke slemt i gruppen, men udadtil virkede det helt forkert at sige. Fansene blev meget utilfredse med de spillere, som sagde, at de ikke ville med ned i 1. division, hvis klubben rykkede ned. I truppen håndteredes vi det fint, og mod slutningen af sæsonen gjorde vi det bedre, men det var for sent, siger Agon Mucolli.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Sæsonen endte med en nedrykning. Hvor Mucolli stod henne i forhold til spilletid i NordicBet Ligaen i denne sæson fik han ikke at vide, men han kunne selv se skriften på væggen.

– Jeg fik ikke noget at vide, men jeg kunne tænke mig til, hvor det bar hen, hvis jeg blev i OB. Jeg havde ikke gode kort på hånden, så jeg havde sat mig for at give den gas i opstarten. Fra klubbens ledelses side ville de gerne af med mig for at skabe plads til andre spillere, men trænerstaben pushede ikke på for, at jeg skulle væk, men det er dem lidt længere oppe, der bestemmer noget, slår Mucolli fast.

Agon Mucolli kunne fornemme, at hans tid i OB var ved at være slut, selvom trænerstaben ikke direkte pressede på for hans afgang. Derfor passede det ham fint, at han fik et pludseligt kald fra FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.

– Jeg tænkte faktisk selv, at FC Fredericia ville være en god mulighed. Jeg ville gerne have haft en hurtigere afklaring for at få en god forberedelse til den nye sæson. Men jeg var nødt til at være tålmodig. Til mit held var der en træningskamp med OB, hvor jeg ikke troede, jeg skulle spille, men jeg kunne se, jeg skulle spille hele anden halvleg mod B.93 og spillede en virkelig god halvleg. Stig Pedersen ringede til mig efterfølgende og spurgte, hvad jeg tænkte, og jeg sagde, at jeg gerne ville til klubben, men det var op til dem. Vi blev enige ret hurtigt, siger Agon Mucolli.

Agon Mucolli. Foto: AVISEN

Spilleglæden skal tilbage

Tilbage i FC Fredericia håber Mucolli på at genfinde spilleglæden og etablere sig som en nøglespiller i klubben, hvor han kender både cheftræner Michael Hansen og assistenttræner Christian Ege.

– Jeg har haft træneren før, og jeg kender også Ege, der nu er assistent. Jeg føler, det er rigtigt at være her, da de ved, hvad jeg står for. Andre tænker måske, at jeg har gjort dit og dat, og har et forkert syn på mig. Her ved man, hvad jeg kan, så det var oplagt, siger Mucolli.

Da Mucolli forlod OB var der ingen bad feelings. Tværtimod roste han flere af hans nu tidligere holdkammerater. Blandt andet Bashkim Kadrii, som var kommet med råd til Mucolli, som erkendte, at han burde have lyttet til Kadrii.

– Bashkim gav mig gode råd, og til tider var jeg frustreret, men i sidste ende skal man gøre alt ligemeget hvad. Det er nemmere sagt end gjort. Han var altid god til at komme med råd i forhold til, hvordan man skal presse på banen og andre ting. Jeg lyttede ikke altid og gjorde det. Jeg tænkte ofte, at det var ligemeget, da OB ikke ville bruge mig. Jeg var kørt død i det, erkender han.

Mucolli ser frem til at arbejde med et trænerteam, der kender hans kvaliteter og kan hjælpe ham med at udvikle sig yderligere. Han ser især frem til at trænerteamet kender ham som type.

– Jeg er en type, der vil træne og elsker fodbold. De ved, hvilken spillertype jeg er, og hvad jeg er god til, og det må vi arbejde ud fra og sørge for, at jeg udvikler mig til det, jeg ikke er god til også. Jeg håber at få fodboldglæden tilbage i Fredericia. Det er klart, at det vigtigste for mig er at få glæden tilbage, og sidst jeg var her, var jeg virkelig glad, forklarer Mucolli.

Meget er forandret i FC Fredericia

Ingen af Agon Mucollis gamle holdkammerater fra den første periode i FC Fredericia spiller i klubben mere. Den eneste tilbage, som han spillede sammen med, er Christian Ege, der nu har stoppet karrieren og er assistenttræner.

– Nicolaj Ritter var den sidste tilbage fra dengang, men nu er Ege her igen. Det er faktisk vildt, at der ikke er nogen tilbage. Det er en god gruppe at være kommet ind i, så det skal nok gå alligevel, siger Mucolli.

Fra thansen loungen kan Agon Mucolli sidde og se ud på Monjasa Park. Der er der også sket forandringer siden han sidst repræsenterede FC Fredericia.

– Tribunen ovre modsat er ny, så det er blevet noget flottere end siden sidst, jeg spillede her. Nu mangler vi bare at få tribunerne bag målet lavet, så er det virkelig fedt, siger han med et smil.

Agon Mucolli ser frem til at tage en mere moden rolle i klubben og håber at kunne bidrage både på og udenfor banen.

– Jeg skal tage ansvar nu. Jeg er en af de ældste, så det er en ny rolle med at være mere moden. Det er ikke noget, jeg har prøvet før som sådan. Jeg skal tage rollen på mig. Det bliver spændende at prøve, og jeg skal blive bedre til det, siger Agon Mucolli.

https://www.fksslamson.dk/

Stærk række i denne sæson

Agon Mucolli er fast besluttet på at bidrage til en succesfuld sæson for FC Fredericia og ser frem til at være med, hvor det er sjovt. Han erkender dog, at rækken ser stærk ud.

– Vi skal have en god sæson og være med, hvor det er sjovt. Jeg tror, det bliver tæt, og det er svært at sige, hvem der kommer i top-6. Mange er jævne, og man kan ikke sige, mange kampe er en sikker sejr. Man skal virkelig holde sig til. Det handler om, hvem der rammer dagen, og man skal have lidt medvind. Jeg føler, vi står et godt sted, og forventer, vi kommer med i top-6 som minimum, siger Agon Mucolli.

Agon Mucolli i kamp mod Vejle. Foto: AVISEN

Spørgsmålet er, om rækken i denne sæson er den stærkeste i NordicBet Ligaens historie. Med kompetenter som OB, AC Horsens og Hvidovre helt op, og et felt bestående af Vendsyssel, Esbjerg, Kolding, Hobro og FC Fredericia, der vil i top-6 også. Om det er den stærkest række nogensinde ved Mucolli ikke helt.

– Dengang jeg var her, hvor Silkeborg og Viborg var her, var de faktisk undervurderet. De spillere, som de havde i 1. division, se hvor de er i dag. De er blevet profiler og solgt videre nu, det er vildt. Det er måske den mest jævne 1. division nu. Der er otte hold, som vil i top-6 – ikke mange tænker, de bare vil overleve, slutter han.

FC Fredericia indleder sæsonen i NordicBet Ligaen på søndag, hvor modstanderen er AC Horsens på udebane.