Josefine Smidt tv. og Hosai Rahman th., begge 3.G elever på Fredericia Gymnasium. De ses her med 'mobilhotellet'. Foto: Fredericia Gymnasium

Fredericia Gymnasium har til denne skolesæson indført mobilhoteller, hvor eleverne afleverer deres mobiltelefoner. Rektor er glad for initiativet. Det er forskeren også, begge slår dog fast, at digital dannelse stadig er vigtigt.

For rektor på Fredericia Gymnasium, Jørgen Lassen, handler det ikke om forbud mod internet, digitale devices eller fremtidens digitale verden. Det handler om nærhed, indlæring og sociale fællesskaber. Derfor har gymnasiet, ligesom mange andre uddannelser og skoler landet over, indført mobilhoteller, hvor eleverne får en pause fra de populære telefoner.

– Vores tankegang har hele tiden været, at mobiltelefonen skal være i tasken og slukket. Men denne regel er svær at håndhæve, fordi vi alle, både unge og voksne, er så tæt knyttet til vores telefoner. Dette fører til, at lærerne bruger meget tid på at bede eleverne om at slukke deres telefoner. Eleverne, ligesom resten af os, er dybt afhængige af notifikationer og sociale medier og føler et pres for at svare hurtigt. For at imødegå dette har vi introduceret mobilhotellet, hvor eleverne skal aflevere deres telefoner, når de er til undervisning, fortæller Jørgen Lassen.

Han er også helt med på, at vil eleverne omgås de nye regler, så kan de gøre det, men det er ikke hans fokus. Han fokus er at skabe kvalitet i undervisningen, og vise hvad man kan uden mobiltelefonen.

Jørgen Lassen, Fredericia Gymnasium. Foto: AVISEN

– Selvom man kan modtage beskeder via computere og smartwatches, mener vi, at mobilhotellet sender et vigtigt signal. Dette mobilhotel er et skridt i retning af en kulturændring – en opfordring til at kigge op, se på hinanden og styrke gruppearbejde og sociale interaktioner, siger Lassen.

Og hvad siger eleverne så til det. “Det er rart, det gør ikke noget, vi synes, det er fedt.” Det er bare nogle af de fortællinger, som vi har hørt det sidste døgn. Det er også, hvad rektor har mødt.

– Med mobilhotellet er det blevet mere overskueligt. Vi har en model, hvor alle kan se, hvor mange telefoner der er indleveret, og det er tydeligt, hvis en telefon mangler. Denne løsning er blevet positivt modtaget af eleverne. Når alle er enige om en løsning, fungerer den som regel også i praksis.

Det var dog en mindre overraskelse for Fredericia Gymnasiums rektor, at det er en national tendens og bevægelse, som Fredericia Gymnasium er en del af.

– Jeg er overrasket over, at denne trend er blevet populær i hele landet. Da vi navngav vores søn Noah, troede vi, at navnet var unikt, men det blev hurtigt populært. Ligesom med vores beslutning om mobilhotellet, hvor jeg troede, at vi var pionerer i Fredericia, men ser nu at mange andre skoler også følger trenden.

Jørgen Lassen tror dog, at den bevægelsen mod den mere dialog undervisningsform er kommet for at blive, men det udelukker ikke den digitale dannelse og læring i digitale værktøjer.

– Generelt er jeg ikke en stor fortaler for forbud. Jeg prioriterer dialog. Vi skal undervise vores elever i at bruge digitale værktøjer ansvarligt. Selvom vi opbevarer telefonerne, kan eleverne få dem igen, hvis der er et presserende behov, fortæller han.

Et langt tilløb går forud for beslutningen at indkøbe mobilhoteller og arbejde med den store kulturændring. Men nu er det virkelighed, og det glæder ham.

– Dette er en beslutning, som vores pædagogiske udvalg har diskuteret i lang tid. Som jeg nævnte under en introduktion, tror vi på, at dette tiltag vil fremme sociale interaktioner, læring og generel forståelse. Hvis nogen skulle mene, at dette er en naiv tilgang, eller at der er alternative metoder, så accepterer vi det. Men vi mener, at man går glip af noget vigtigt ved ikke at følge vores anbefaling. Selvom eleverne ikke har deres telefoner, har de stadig adgang til meget information via deres computere, siger han og slutter:

– For nylig deltog vi i et foredrag om generationer og deres forhold til sociale medier. Interessant nok skelnes der mellem generationer og årgange, når det kommer til sociale medier. Der sker mange ting i den digitale verden, som vi måske ikke altid får talt højt om. I fortiden kunne det være svært at forlade en legeplads først, fordi man vidste, at de andre børn ville fortsætte med at lege. I dagens digitale æra ved vi, at der altid sker noget online, selv når vi logger af. Derfor tror vi på fastsatte regler snarere end fuldstændige forbud.

Forsker: Det er sundt med regler for brugen af mobiltelefoner

Ane Qvortrup, Professor, ph.d. På Syddansk Universitet, der leder Centre for Upper Secondary School Research, under Institut for Medier, Design, Læring og Erkendelse, er det dog god udvikling, hun ser i samfundet. Hun slår dog fast, at mobiltelefonerne også har mange gode egenskaber, og rent faktisk også betyder noget positivt for de elever, som måske ikke bryder sig om det store fokus og fællesskabet.

– Vi oplever en tydelig udvikling i samfundet i øjeblikket. Jeg har netop observeret nyopstartede elever for at få en dybere forståelse af, hvad der præger dem. Min observation viser, at mobiltelefoner kan hæmme ikke kun de sociale interaktioner, men også de faglige. Telefonen kan let distrahere eleverne og påvirke den indlæring, de får fra undervisningen. Men det er vigtigt at anerkende, at der findes nuancer, siger Ane Qvortrup og uddyber:

– For nogle elever, især dem der kæmper socialt, kan telefonen fungere som et fristed – en mulighed for at undgå udstilling i svære sociale situationer. For eksempel kan de undgå at skulle gå med i kantinen og dermed føle sig mere udsatte. På den anden side er der lærere, der formår at inkorporere mobiltelefonen konstruktivt i undervisningen, som når de arbejder med grammatik,

Qvortrup ser positivt på, at skolerne kommer med nye rammer og regler for brugen af mobiltelefoner, og det er i det store billede en nødvendighed.

– Jeg har selv observeret en klasse, hvor mobiltelefonen faktisk hjalp med at fastholde elevernes faglige opmærksomhed. Selvom mobiltelefoner utvivlsomt kan forstyrre, er der også klare fordele ved dem, men kvantitative undersøgelser viser interessant nok, at det især er drengene, der føler, at telefonen ikke forstyrrer dem. Dog er de ofte ikke kritisk bevidste om telefonens forstyrrende effekt. Forskning indikerer dog, at det er effektivt, når skolerne introducerer nye rammer for brug af telefoner. Dette har en positiv indflydelse på de sociale fællesskaber. Det holder fokus på undervisning og aktiviteter, især i gruppearbejde, hvor der er en tendens til at blive distraheret af telefonen, fortæller Ane Qvortrup.

For hende er det essentielt, at eleverne lærer at forholde sig kritisk til brugen af de digitale redskaber, samt at de forstår formålet med at bruge mobiltelefonen.

– Det er vigtigt at integrere telefonen korrekt i undervisningen. Mobiltelefonen kan være et effektivt pædagogisk værktøj, især i forhold til digitale medier. Men det er essentielt, at vi underviser eleverne i kritisk brug af disse redskaber. Vi skal også sikre, at de forstår formålet med deres mobiltelefoner. Denne udfordring gælder ikke kun gymnasieelever, men hele befolkningen. Vi skal lære dem, og os selv, om konsekvenserne ved konstant at gemme os bag vores skærme. Overordnet set mener jeg, at den retning Danmark tager på dette område er meget positiv, slutter Ane Qvortrup.