Der var både historisk vingesus og store visioner, da erhvervsminister Troels Lund Poulsen den 10. november lagde vejen forbi Fredericia Teater. På rundvisningen fik ministeren et førstehåndsindtryk af byens stolte musicaltradition og de rammer, som mange håber snart kan blive udvidet.
»Jeg oplever en bygning med meget historie – og jo også en udvikling i forhold til alt det, man har sat sig på her i Fredericia,« sagde Troels Lund Poulsen under besøget. »Musicalgenren kan måske godt trænge til et salgsfremstød i forhold til nogle bedre rammer.«
En udvikling fulgt tæt
Ministerens besøg var ikke tilfældigt. Han har fulgt teatrets rejse tæt gennem flere årtier.
»Jeg blev valgt i 2001, og jeg var selv med dengang, der var noget, der hed Vejlam, til at understøtte, at vi fik skaffet midler til at udvikle hele det økosystem, der nu er kommet omkring teateret og Musicalakademiet. Det har jeg fulgt med kæmpe respekt for, hvordan det har udviklet sig over tid,« fortalte han.
For Troels Lund Poulsen er Fredericia Teater et skoleeksempel på, hvordan kultur kan blomstre uden for hovedstaden:
»Det er jo en fantastisk historie, og viser jo, at al udvikling ikke nødvendigvis foregår i København. Det foregår jo i hele Danmark. Det handler om at understøtte de økosystemer, hvor det sker, og det er også derfor, jeg er her i dag.«

Teaterdirektøren: Klar til næste skridt
Teaterdirektør Thomas Bay glædede sig over besøget og så det som en mulighed for at vise, hvor langt Fredericia Teater er nået – og hvor meget potentiale der endnu ligger foran.
»Jeg er jo altid glad for, når vi kan vise alt det gode, vi gør, og tale om den værdi, vi leverer som musicalteater. Vi står på 25 års stærk historie, og vi drømmer om at vækste endnu mere,« sagde han.
Men de fysiske rammer er en udfordring:
»Hele fagligheden er jo i top, og vi er midt i en fantastisk udvikling. Men hvis rammerne tillader det, så kan vi skubbe endnu mere til den positive udvikling – både for Fredericia og for dansk musical som helhed.«
Bay fortalte desuden, at teatrets ambitioner rækker langt ud over landets grænser:
»Vi har nogle drømme sammen med vores samarbejdspartner i High Creations om at gøre dansk musical til et eksporteventyr. Vores opgave er at udvikle og skabe titlerne, spille dem her i byen – og så kan vores samarbejdspartner tage dem videre ud i verden og være med til at brande Fredericia internationalt.«

Venstres spidskandidat: »Fredericia skal have et nyt teater«
Venstres spidskandidat i Fredericia, Peder Tind, fulgte ministeren rundt på teatret og brugte anledningen til at fremhæve, hvor meget kulturinstitutionen betyder for byen – og hvordan fremtiden bør se ud.
»Fredericia Teater er et fyrtårn i byen. Det er det, jeg gerne vil vise Troels, og understøtte fortællingen om, hvor dygtige vi er til at skabe morgendagens stjerner – både gennem skolen og de fantastiske forestillinger,« sagde Tind.
Han ser de næste fire år som afgørende for teatrets fremtid:
»Drømmen er, at vi skal sætte retningen for et nyt teater. Rammen her er meget slidt, og hvis vi skal fortsætte vækstrejsen og skabe musicals i verdensklasse, skal vi tænke langsigtet. Vores bud i Venstre er, at vi skal bygge et nyt, stærkt musicalteater i Kanalbyen – en vækstmotor for mange år frem.«

Kultur som vækst og identitet
Når Peder Tind ser tilbage på de seneste fire år, peger han på kulturen som et af de helt store fremskridt i Fredericia.
»Vi har haft nogle stærke oplevelser – Royal Run, fantastiske forestillinger her på teatret, og et løft omkring vores museum. Fredericia er blevet et kulturelt metropolpunkt for resten af Danmark. Folk taler om os, når de har været til koncert i Eksercerhuset eller set en musical her,« sagde han.
Og ambitionerne stopper ikke her:
»Det værste, der kan ske nu, er, at vi trækker i bremsen. Vi har virkelig luft under vingerne – og det skal vi understøtte. Får jeg ansvaret efter valget, vil jeg bruge meget tid på netop det.«
En dag med blik for både historie og fremtid
Dagen på Fredericia Teater bød således både på tilbageblik og store visioner. Troels Lund Poulsen fik syn for sagen i byens kulturstolthed, mens Thomas Bay og Peder Tind benyttede chancen til at tegne en fremtid, hvor Fredericia fortsat skal være Danmarks musikalske kraftcenter.
»Det er jo en fantastisk historie,« som ministeren selv sagde – og måske også begyndelsen på næste kapitel.






