Sundhedsstyrelsen har bevilget 2,7 millioner kroner til at udvikle særlige nikotinstop-forløb for unge under 25 år i Kolding Kommune.
Flere og flere unge bruger snus, nikotinposer, e-cigaretter og vapes. Faktisk bruger næsten hver femte af de 15-17-årige nikotinprodukter, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Den stigende tendens virker også til at være gældende i Kolding Kommune ifølge opgørelser, som Kolding Kommune og lokale ungdoms- og erhvervsuddannelser har lavet de seneste år.
Snart kan flere unge, der ønsker at kvitte nikotinen, se frem til særlige nikotinstop-tilbud både i udskolingen og på ungdomsuddannelser i Kolding Kommune. Sundhedsstyrelsen har nemlig bevilget 2,7 millioner kroner til et projekt, der gør det muligt at deltage i nikotinstop-forløb som en del af skoletiden.
– En 15-årig, der bruger snus, og en person, der har røget i røget i 40 år, er meget forskellige. Og derfor ser vi ofte ikke de helt unge på vores almindelige nikotinstop-hold. Vi har derfor med succes prøvet at afvikle særlige nikotinstop-tilbud på ungdomsuddannelser. Med midlerne fra Sundhedsstyrelsen kan vi nu udbrede det. Ikke bare til flere ungdomsuddannelser, men også at teste det i udskolingen på folkeskoler, fortæller Heidi Amstrup Olsen, der er leder af afdelingen Sundhedsfremme og forebyggelse i Kolding Kommune.
– Det nye tilbud er et led i Kolding Kommunes sundhedspolitik, der blandt andet fokuserer på, at der netop skal være let adgang til sundhedstilbud. Derfor kommer vores forebyggende indsatser helt ud på skolerne, når vi kan se, at det er det, der giver mening for de unge, forklarer Birgitte Kragh, der er formand for udvalget for Sundhed & Fritid i Kolding Kommune.
Midlerne til projektet stammer fra en særlig pulje hos Sundhedsstyrelsen, der støtter udvikling af nye metoder til ryge- og nikotin-stop blandt unge under 25 år. Det nye tilbud for unge i Kolding Kommune vil både indeholde gruppesamtaler og individuelle samtaler som en del af skoleskemaet. Derfor bliver det gennemført i tæt parløb mellem Kolding Kommunes Sundhedscenter, Ungdomsskolen Kolding, grundskoler, ungdoms- og erhvervsuddannelser. Kolding Kommune ønsker nemlig at teste en ny strategi, hvor nærmiljøet er med til at rekruttere de unge til nikotinstop-forløbet, forklarer afdelingsleder Heidi Amstrup Olsen:
– Skolerne, der medvirker i projektet, kommer til at spille en helt særlig rolle, når vi skal finde de elever, der ønsker at stoppe eller mindske deres nikotin-forbrug. Det kommer vi selvfølgelig til at klæde medarbejdere på til.
Sundhedsstyrelsens pulje består af i alt 58,5 mio. kr., der bliver fordelt på 17 forskellige kommunale projekter. Projektet i Kolding Kommune løber frem til 2027, og målet er at udbrede forløbene til 24 skoler i løbet af den treårige projektperiode.