Danmarks Statistiks nyeste befolkningsfremskrivning viser en markant stigning i antallet af ældre borgere, hvilket sætter pres på landets ældrepleje. I Middelfart Kommune forventes antallet af ældre over 80 år at stige med hele 61 procent frem mod 2035. Dette kræver omfattende planlægning og initiativer for at sikre, at kommunen kan imødekomme det stigende behov for pleje og støtte.
AVISEN har stillet en række spørgsmål til Social- og Sundhedsudvalget i Middelfart Kommune med baggrund i den aktuelle rapport.
Kaj Johansen, Jes Rønn Hansen, Ulla Sørensen, Linda Johnsen, Christian Lynggaard, John Kromann og Irene Tørnæs, har valgt at komme med et samlet svar på spørgsmålene.
– Udvalget har arbejdet tæt sammen om at tackle disse udfordringer og har et fælles håb og ønske om at træffe beslutninger, der kan løse fremtidens udfordringer på området. Det er ret komplekse udfordringer, og de dækker over mange forskellige ting. Det mest konkrete er den procentvise stigning, som prognoserne peger på. Det der kan være mere uklart er, hvilke behov det medfører og hvad der i fremtiden efterspørges, forklarer udvalget i et skriftligt svar.
Middelfart Kommunes politikere kender til de mulige udfordringer, og har derfor arbejdet med netop det faktum, at der vil være mange flere ældre i fremtiden.
– Udover de lokale udfordringer er der også væsentlige landspolitiske beslutninger, såsom ældrereformen og strukturkommissionen, der berører området. Disse nationale beslutninger følges tæt af udvalget. Derfor har både udvalget og det samlede byråd haft mange af disse udfordringer på dagsordenen over længere tid. De har også inddraget ældreråd og andre væsentlige samarbejdspartnere i processen, skriver udvalget.
Kan genåbne lukkede pladser
– På den korte bane er der mulighed for at genåbne lukkede pladser ved eksisterende plejehjem. På den længere bane har kommunen iværksat undersøgelser af udvidelsesmuligheder ved flere af de eksisterende plejehjem. Hertil kommer, at forvaltningen i tæt samspil med vores ejendomscenter afklarer muligheden for (og antal af) udbygning af kommunale seniorboliger foruden plejehjemsudvidelse. Herunder undersøges også sammenhængen til servicearealer, sundhedsklinikker, hjemmeplejen og plejehjemspersonalet mv. Endelig skal der være dialog med ejendomsselskaber og almennyttige boligselskaber mhp. vurdering af behov og muligheder, skriver udvalget og fortsætter:
– En væsentlig del af håndteringen af et stigende antal ældre borgere er naturligvis også at sikre en stabil rekruttering af nye medarbejdere, samtidig med at vi gør, hvad vi kan for at holde på de eksisterende. Rekrutteringen og medarbejdertilgang på ældreområdet er noget, alle kommuner må forholde sig til i disse år. Vi har valgt at opgradere kraftigt, f.eks. med ansættelse af dedikerede fuldtidspraktikvejledere, en styrket organisering for at nedbringe sygefravær – bl.a. med ansættelse af en ressourcecoach, udvikling af gode læringsmiljøer og arbejdsfællesskaber, fokus på at flere medarbejdere ansættes på fuldtid, udvidet voksenelevløn mv.
– Hertil kommer mulighederne i den nye bekendtgørelse på SOSU-uddannelsesområdet, som skal sikre flere fleksible veje til en faglært uddannelse som social- og sundhedsassistent eller -hjælper. Konkret betyder bekendtgørelsen, at vi fremadrettet hurtigere vil kunne uddanne social- og sundhedshjælpere samt social- og sundhedsassistenter og sikre, at der er forskellige veje ind til et job på ældre- og sundhedsområdet. Dette gøres blandt andet i tæt samarbejde med vores jobcenter.
Fremtidssikring af ældreplejen
I Middelfart Kommune arbejder man målrettet på at tilpasse og udvikle ældreplejen for at imødekomme den forventede stigning i antallet af ældre borgere. Social- og sundhedsudvalget har iværksat flere initiativer for at sikre, at plejen er både effektiv og tilpasset den enkelte borgers behov.
– Vi er i øjeblikket i gang med en omorganisering i syge- og hjemmeplejen med etablering af flere lokale sundhedsklinikker med både sygepleje- og assistentspor, skærmbesøg, velfærdsteknologi, nyt rengøringsteam mv. Kort sagt velfærd på nye måder ud fra den enkeltes behov, kompetencer og situation, siger Social- og Sundhedsudvalget.
Med vores frisættelse på ældreområdet har vi arbejdet med en kulturforandring, så de gode idéer opstår, udvikles og spredes helt tæt på borgerne og medarbejderne. Det betyder, at medarbejderne med deres kendskab til borgerne i høj grad er med til at forme og udvikle ældreområdet ud fra de behov, de ser og oplever.
Plejehjemspladser og hjemmeplejetilbud
Middelfart Kommune står også over for udfordringen med at sikre tilstrækkelig kapacitet og relevante tilbud inden for ældreplejen. For at imødekomme de fremtidige behov, arbejder Social- og sundhedsudvalget aktivt med både analyser og udvikling af plejehjems- og hjemmeplejekapaciteten
– Der udarbejdes kapacitetsanalyse i forhold til muligheder for udbygning af plejehjemskapacitet, og som nævnt ovenfor arbejdes der kontinuerligt med udvikling af vores tilbud, f.eks. på hjemmeplejeområdet, således at tilbud harmonerer med de (nære) behov, der efterspørges, oplyser udvalget.
Demografiske ændringer
Med udsigt til en markant stigning i antallet af ældre borgere frem mod 2035, er Middelfart Kommune i fuld gang med at forberede sig på fremtidens udfordringer. Social- og sundhedsudvalget lægger stor vægt på at udvikle en bæredygtig og effektiv ældrepleje.
– Stigningen er markant, derfor er det også helt centralt, at vi i god tid bliver så kloge som muligt på mulighederne, det er det arbejde, der er indledt og beskrevet ovenfor. Det skal også bemærkes, at den demografiske stigning er en ting, det faktiske behov og borgerønsker er en anden ting. Der er derfor også nødvendigt med en forventningsafstemning mellem alle interessenter i forhold til, hvordan ældreplejen fremover kan blive så nærværende og kompetent som mulig, forklarer udvalget og fortsætter:
– Derudover er forebyggelse og borgerens eget medansvar for egen sundhed, trivsel og livskvalitet vigtige faktorer, som vi løbende arbejder på at styrke og videreudvikle.
Forventningen om en markant stigning i antallet af ældre borgere har fået Middelfart Kommune til at intensivere forberedelserne på fremtidens udfordringer. Social- og sundhedsudvalget arbejder målrettet på at udvikle strategier, der kan imødekomme de kommende behov på en bæredygtig måde.
– Det er for tidligt at tale om konkrete beløb i forhold til imødekommelse af behov. Hvad der til gengæld er behov for lige nu, er at kommunen bliver så godt klædt på som muligt til at håndtere den udvikling, der kan forudses i de kommende årtier. Og det er det arbejde, der er i fuld gang på mange forskellige områder og ud fra mulige scenarier, slutter Social- og Sundhedsudvalget.