Nyheden om at bremse udvidelsen af Aarhus Havn kommer ikke som et chok for den fredericianske havnedirektør Rune D. Rasmussen. Han forstår godt skuffelsen hos kollegerne i Aarhus, men melder også, at Fredericia er klar til fremtiden.

Udvidelsen af Fredericia Havn er godt i gang, og det glæder Rune D. Rasmussen. “Det betyder, at vi har gjort, hvad vi kunne for at være klar til fremtiden,” siger han og slår fast, at alle ADP’s havne er klar til at hjælpe erhvervslivet. Hos Dansk Erhverv er dagens nyhed fra Aarhus et meget stort tab.

“Dagens udmelding er en trist dag for dansk erhvervsliv. Beslutningen om at sætte udvidelsen af Aarhus Havn på pause betyder, at samfundet og erhvervslivet risikerer, at de økonomiske gevinster og arbejdspladser, som udvidelsen ville medføre, vil gå tabt. Det er et tab for os alle sammen. Aarhus Havn er et af Danmarks vigtigste knudepunkter for transport, handel og en helt afgørende del af dansk infrastruktur, som understøtter store dele af dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser. Der flyttes ca. 10 mio. tons gods om året via havnen, og aktiviteterne skaber mere end 17.000 arbejdspladser,” siger branchedirektør for transport i Dansk Erhverv, Jesper Kronborg og tilføjer:

“Det er derfor bekymrende, at Aarhus Havn nu begrænses i mulighederne for at udvikle sig og følge med tiden og efterspørgslen, for det har betydning for erhvervsliv og økonomi i Østjylland i særdeleshed, men også flere andre steder i landet.”

Fredericia er klar

Rune D. Rasmussen har fulgt sagen fra Aarhus tæt, og han kunne godt se, hvilken vej det gik.

“Fredericia Havn og ADP A/S er klar til fremtiden. Vi har fremtidssikret os så godt, som vi kan. Vi har kapacitet og et konkurrencedygtigt produkt indenfor det, vi tilbyder markedet, og det er det rigtige,” siger han og sender tanker til Aarhus.

“Det er paradoksalt, hvad vi ser i Aarhus, fordi vi lever i en tid, hvor vi skal omstille vores infrastruktur til en mere bæredygtig fremtid, og der spiller havnene en stor rolle. Man bliver derfor nødt til at se på, hvordan man kan fremtidssikre Aarhus Havn på en ordentlig måde. Trods dagens nyhed håber jeg, at man får snakket om det i Aarhus.”

Han forsikrer dog, at havnene i Danmark er klar til at hjælpe, og i Fredericia har man rammerne.

“Vi kan hjælpe rigtig mange kunder i Fredericia. Vi har gode rammer på alle parametre, og vi kan helt klart samle nogle af de ting op, der nu ikke kan lade sig gøre i Aarhus,” slutter Rune D. Rasmussen.

Læs også: