LIVESPORT. Det bliver en aften med fest, spænding og fodboldnerver, når FC Fredericia klokken 19.00 tager imod naboerne fra Kolding IF i sæsonens sidste kamp i NordicBet Ligaen. Det er et lokalbrag, hvor rivaliseringen mellem nabobyerne traditionelt skaber en helt speciel stemning på tribunerne – og i aften bliver ingen undtagelse.
FC Fredericia har allerede sikret sig oprykning til Superligaen efter en imponerende sæson, men der er stadig én ting på spil: Førstepladsen. Holdet er kun ét point efter OB, og med en sejr over Kolding IF kan FC Fredericia sætte pres på odenseanerne og potentielt krone en fantastisk sæson med ligaens øverste placering. Kampen præsenteres af ADP A/S.





