DIF mindes et af dansk idræts største sportsnavne, Tom Bogs, som er død 79 år gammel.
Det er et af de helt store navne i dansk idræts historie, som gik bort den 22. december. Tom Bogs var nemlig Danmarks absolut største boksenavn i 1960’erne og 70’erne, og hans evner i ringen bragte ham både til OL i Tokyo i 1964 og til en professionel karriere, hvor han vandt flere mesterskaber.
”Tom Bogs var en udholdende fighter, der med sin vilje og sin boksestil opnåede stor popularitet i befolkningen. I DIF er vi stolte over, at han repræsenterede Danmark ved de olympiske lege, og vi vil mindes en stor idrætsmand med så bemærkelsesværdige resultater, at han i 2002 blev optaget i Sportens Hall of Fame,” udtaler Hans Natorp, formand for DIF og Danmarks Olympiske Komité.
Tom Bogs var også på listen over de 125 største sportsnavne, da DIF i 2021 kårede ’Den største af de største danske sportsnavne’ i anledning af sit 125-års jubilæum. Og ikke uden grund.
Som amatør er han noteret for 69 sejre i 77 kampe, og da han efter sin OL-kvartfinale i 1964 skiftede til professionel boksning, vandt han 77 ud af 86 kampe.
Trods de mange vundne kampe er det især kampen om verdensmesterskabet i mellemvægt i 1972 mod argentineren Carlos Monzon i Københavns Idrætspark, der huskes. Her måtte Bogs efter fem hårde omgange og tre ture i gulvet i netop femte omgang se sig slået.
Undervejs i sin professionelle karriere opnåede han at blive europamester i både letsværvægt og mellemvægt, inden han i 1974 indstillede sin karriere som 30-årig.
”Tom Bogs skrev historie inden for sin sport, og hans præstationer vil blive husket mange år fremover. Lige nu går vores tanker dog til hans efterladte, som har mistet et kært familiemedlem,” fastslår Hans Natorp.