22-årige Mikkel Dyhr Spatzek åbner SOSU-skolens julekalender med en fortælling om nærvær, omsorg og modet til at vælge en vej, der både udfordrer og udvikler. I hjemmeplejen i Seest er han med til at gøre julen lysere for ældre, der ellers ville sidde alene – og hans største juleønske er, at flere mænd tør gå samme vej.

22-årige Mikkel Dyhr Spatzek åbner årets første låge i Social- og Sundhedsskolen Fredericia, Vejle & Horsens’ julekalender i AVISEN. For ham er december noget helt særligt. »Jeg hedder Mikkel. Jeg er 22 år gammel, og til dagligt læser jeg til social- og sundhedsassistent på SOSU-skolen i Fredericia. Lige nu er jeg i praktik i hjemmeplejen i Seest, og det er faktisk enormt spændende,« fortæller han.

Julen er for mange fyldt med varme, lys og familie – men Mikkel oplever også en anden side, når han går sin rute hos ældre borgere. »Rigtig mange sidder selv henover julen. For mange ældre kan julen godt være lidt en trist tid. Man bliver måske ekstra mindet om, at man ikke har så mange omkring sig længere. Derfor betyder det meget for mig, at jeg kan gøre julen til noget godt for dem.«

”Bare min tilstedeværelse betyder meget”

For Mikkel er det meningen i mødet med mennesker, der driver ham i faget. »Det betyder helt enormt meget at kunne mærke, at bare min tilstedeværelse har en stor betydning for borgerne.« Han fortæller, at han startede på uddannelsen uden at vide helt, hvad han skulle – og måske med nogle af de fordomme, mange stadig har om faget.

»Jeg kom ind med den fordom, at det kun var kvinder, der var gode til det her. Eller at faget bare handlede om at tørre røv – bogstaveligt talt. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det er så meget andet. Det er måske 20 minutter i løbet af en otte timers vagt. Resten af tiden handler om nærvær, omsorg og relationer.«

Et arbejde, der udvikler én som menneske

Mikkel fortæller, at faget har givet ham langt mere, end han troede. »Det er enormt givende. Det er et arbejde og en uddannelse, der kræver et stort hjerterum. Arbejdet er også din personlighed. Det er et arbejde, hvor du udvikler dig selv som menneske.« Hans juleønske er klart.

»Jeg ønsker, at der var flere mænd, som turde træde ind i faget. Blandingen af køn er sund – både for faget og for borgerne. Vi ser ting fra forskellige perspektiver, og vi kan bidrage med noget andet end kvinder. Ikke bedre – men anderledes.«

Dette er låge 1 i SOSU-skolens julekalender, hvor vi hver dag frem til 24. december bringer en ny elevhistorie.

En hyldest til dem, der hver dag gør en forskel – også når verden omkring os lukker lidt ned for at fejre jul.