VEJRET. Efter en tirsdag, der starter relativt roligt med enkelte solstrejf og få byger, står især Vest- og Sydvestjylland nu over for et kraftigt vejrskifte i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Ifølge DMI skyldes det, at et lavtryk, som lige nu befinder sig omkring Stockholm, bevæger sig mod sydvest og i eftermiddag når Skagerrak. Herfra forventes det at placere sig over Danmark og give anledning til kraftig regn og skybrudslignende forhold i Vest- og Sydvestjylland allerede fra sidst på eftermiddagen og særligt i nattetimerne.

DMI har derfor udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud langs den jyske vestkyst og i det sydvestlige Jylland. Der forventes mellem 30 og 50 millimeter nedbør i løbet af det kommende døgn, men med store lokale udsving. Nogle steder kan der falde under 30 millimeter, mens andre områder kan blive hårdere ramt med op til eller måske over 50 millimeter. Lokalt i Sydvestjylland er det endda muligt, at nedbørsmængden når helt op omkring 80 millimeter.

Onsdag og torsdag forventes det omskiftelige og regnfulde vejr at fortsætte i store dele af landet, og også vinden vil være mærkbar. De kommende dage vil derfor være præget af regnbyger og ustadigt vejr over store dele af Danmark.

For de danskere, der ønsker sig mere stabilt og solrigt vejr, er Bornholm det bedste bud. Ifølge DMI vil Bornholm det meste af ugen leve op til sit tilnavn “Solskinsøen” med væsentligt pænere vejr end resten af landet.

DMI minder om, at et skybrud defineres som mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, mens kraftig regn defineres som mere end 30 millimeter regn på et døgn eller mindre.

Borgere i de berørte områder opfordres derfor til at holde sig løbende opdaterede via DMI’s varsler og tage de nødvendige forholdsregler.