KONGEHUSET. Fredag den 4. juli får DGI Landsstævne 2025 i Vejle royalt besøg. Hans Majestæt Kongen har meldt sin ankomst til Danmarks største idrætsfestival, som finder sted den 3.-6. juli i området Ny Rosborg.
Med cirka 22.200 deltagere fra hele landet samler Landsstævnet både børn og voksne, unge og ældre til fire dage fyldt med idræt, aktiviteter og folkefest. DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen, ser meget frem til det kongelige besøg.
»Det er meget glædeligt og vigtigt for både DGI, Vejle Kommune og ikke mindst Landsstævne-deltagerne, at Kongen besøger Landsstævnet. Opbakningen fra Kongehuset har stor betydning i forhold til, at Landsstævnet er et koncentrat af de aktiviteter og det fællesskab, idrætsforeningerne byder på i hverdagen,« siger Charlotte Bach Thomassen.
Under besøget vil Kongen blandt andet overvære træningen hos Efterskoleholdet, hvor mere end 5.000 efterskoleelever forbereder deres store opvisning “Dare2Dream”. Derudover vil Hans Majestæt besøge Frivilligteltet, som fungerer som samlingspunkt for de cirka 4.000 frivillige hjælpere, der får Landsstævnet til at lykkes.
Også Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V) ser frem til det kongelige besøg og understreger betydningen af samarbejdet mellem kommunen og DGI.
»Vi glæder os meget til, at H.M. Kongen besøger Landsstævnet, når det indtager Vejle i juli. Det er altid en ære at få Kongehusets opmærksomhed, og jeg ser frem til at vise, hvordan vi sammen med DGI og borgerne i Vejle Kommune har arbejdet på at skabe et Landsstævne med fokus på fællesskab og forbundethed i glæden ved bevægelse og folkefest på tværs af deltagere og publikum, unge og ældre,« siger Jens Ejner Christensen.
Landsstævnet i Vejle byder på over 30 forskellige idrætter og mere end 300 aktiviteter. Deltagerne kan blandt andet prøve kræfter med nye trends som isbadning, mindful running og surfski. Om aftenen er der shows, festligheder og koncerter for både deltagere og publikum.
Kongehuset har tidligere støttet op om Landsstævnet flere gange. I 1961 besøgte Kong Frederik IX Vejle under Landsstævnet, og H.M. Dronning Margrethe har deltaget ved flere lejligheder – senest i Aalborg i 2017.