Ustabiliteten i driften af Fredericia Kommune har været tydelig i flere år. Et kronisk budgetproblem vidner om, at forventningerne ikke lever op til virkeligheden. Gang på gang forsikres offentligheden om, at alt alligevel er i skønneste orden. Samtidig lader cheferne som om, at de taler på alle medarbejderes vegne. Men gør de det?
Hvor lang tid kan man som medarbejder gå glad rundt, når politikerne år ud og år ind bestiller sparekataloger, der skaber en kronisk følelse af, at forskellige arbejdspladser og funktioner er i fare for at blive lukket? Man fristes til at tænke, at nogle af politikerne og cheferne nyder den rutinemæssige skræmmekampagne, der minder enhver om, at alle er undværlige. Hvad er formålet i det hele taget? Ofte handler det om, at politikerne skal finde deres pokaler under budgetforhandlingerne, så de bagefter kan gå ud og sige, at de har reddet det ene eller det andet, og derfor implicit fortjener heltestatus. Men metoden er decideret led og krænkende for alle de involverede medarbejdere. Under processen skrives der med arme og ben om, hvorfor den ene eller anden institution er vigtig og for hvem. Det ender som en konkurrence mellem forskellige tilbud, mens politikerne forsikrer om, at det er en absolut uundgåelig nødvendighed.
Det er naturligvis cheferne på rådhuset, der finder på ideerne til sparekataloget. De undskylder sig med, at politikerne har bedt om det. I realiteten er det et aftalt spil, hvor ingen af dem ønsker at tage det endelige ansvar, men vil have det skubbet videre til nogle andre, samt have påstande ude om, at det er nødvendighedens politik. Er det virkelig det?
Gennem årene har flere medarbejdere ytret sig anonymt. De fleste frygter konsekvenserne af at udtale sig kritisk i offentligheden eller blot til andre, der kunne bringe det videre til “de forkerte”. Sandt skal være sagt, halshugninger er ikke en undtagelse i Fredericia Kommune. Fredericianerne fortjener bedre. Det gør medarbejderne også. Det er dem, der ude i fritidsklubber, på skoler, på plejehjem, i sportsklubber, i fritidsaktiviteter og meget andet skaber merværdi for borgerne. For de medarbejdere er Rådhuset et fjernt Elfenbenstårn. Og på trods af ledelsens permanente iver efter at mose enhver kritik og holde enhver debat væk fra kommunens arbejdspladser, så tyder meget på, at utilfredsheden med cheferne ulmer. Alt imens de flotter sig på Kongeskibet og med pokaler, kæmper tusinder af medarbejdere for at levere den service, borgerne har brug for. Her må det være en ren hån at se, hvor dyre lønninger disse chefer hiver hjem, mens man selv kæmper med inflation, energipriser og økonomisk afmatning.
Det er en uskik, at man ikke tillader almindelige medarbejdere at være kritiske overfor beslutninger og arbejdsgange i det offentlige. Tværtimod kan det være med til at forbedre ledelsens viden om konkrete forhold, der kan forbedres. Men sag efter sag vidner om, at man målrettet ønsker tavshed alle vegne. De lukkede punkter på byrådets dagsorden er kun toppen af kransekagen. Ligesom der oftest kun er en enkelt indstilling og ingen alternativer til byrådet. Tavshed. Tavshed. Lukket. Hemmeligt. Ti stille.
Hvis I vil skide borgerne et stykke, så tror vi det gerne. Men de medarbejdere, I angiver at repræsentere og lede, skal da i det mindste have en følelse af, at de kan tale frit? Sag efter sag ser vi det samme mønster:
Et problem beskrives i offentligheden. Politikere og embedsfolk på rådhuset indkalder til krisemøde. Tys tys. Der sendes signaler ned i systemet. Hold kæft. Her er intet at se. Afvis. Bortforklar. Alt er godt. Er der borgere, der ytrer sig? Det er tosser. Er der medier, der er kritiske? Idioter. Løgnere. Fup.
Fredericia Kommune er et klassisk eksempel på, hvad der sker, når man får så meget enighed blandt så mange politikere. Få af de 21 byrådsmedlemmer tager sager op. Hvem skal man henvende sig til? Medarbejdere kan gang på gang se politikerne, også dem i “opposition” (hvilken?), der roser forvaltningen og cheferne for stort set hvad som helst. Det er så misforstået en politisk tankegang, at det næsten ikke er til at begribe. Sammenligner man med byrådsmøder i Middelfart, er forskellen forbløffende.
Hvad med at udvikle en åbenhedskultur? Hvad med åbne punkter på dagsordenen? Hvad med såre simpelt at erkende fejl og beklage, samt ikke mindst lade være med at gentage dem?
Man kunne ønske sig, at medarbejderne udover kommunen tog sagen i egen hånd. Der er masser af medarbejdere, der bliver bedt om at udføre opgaver, der ikke fungerer. Tegnebrætsopgaver. Fiktive visioner og store ord, der ikke passer med virkeligheden. Om det er skolerne, de ældre eller de unge. Der er de senere år skabt en grobund for et medarbejderoprør, hvis man skal tro de mange anonyme kilder. Men det vil kræve, at nogen stiller sig op på ølkassen og siger fra.
Indtil da er alt i skønneste orden. Og så ses vi ellers til næste idekatalog, når kommunens medarbejdere skal til at frygte for deres arbejdsplads og stilling. For det meste med procenter som arbejdsredskab, men det har konsekvenser, og betyder i sidste ende farvel til medarbejdere. Om lidt er det tid til at frygte sin stilling igen. Det kommer jo hvert år. Måske skal man producere en pokal til de forskellige partier, så de kan gå ud og sige “se hvad jeg har reddet”, mens de voksne forsøger at løse problemerne ude i den virkelige verden.
