Psykiater Anette Carling Løwert ser skønheden i dem, der ikke passer ned i kasser, og når noget ikke går lige efter bogen. Nu kan hun fejre 40 års jubilæum, og selv her er der noget, som er gået skævt.

Det er fra Lokalpsykiatrien i Vejle, at Anette Carling Løwert hjælper patienter, som er udviklingshæmmede med psykiatriske diagnoser.

– Jeg har virkelig prøvet at tage alle muligheder til mig. Og det har jeg nydt. Men at jeg er endt her med de udviklingshæmmede med psykiatriske diagnoser, det er så fantastisk. Det er sjovt og interessant, og jeg har mange solstrålehistorier.

Anette har været læge siden, hun blev uddannet i 1978, og selvom hun godt kunne gå på pension nu, så ligger det ikke i kortene.

– Jeg har ikke lyst til at stoppe. Jeg synes, mine patienter er herlige, og jeg holder frygteligt meget af dem. De der skævheder, dem banker mit hjerte for. Der er måske andre, der kan have svært ved at se skønheden, men når mine patienter kommer med en stjernebemærkning, så er det jo så fedt, griner Anette, der blandt andet kan huske, at én af hendes patienter en kold vinterdag pointerede, at der ikke var nogen is på koen.

Skulle slet ikke være psykiater

I løbet af de sidste 40 år har Anette været rundt i psykiatrien. Hun har arbejdet på børnepsykiatrisk afdeling, i oligofrenipsykiatrien, på skærmet og åbent afsnit, i retspsykiatrien og med misbrugsområdet. Det var under hendes første ansættelse på Jysk Nervesanatorium, at hun fik øjnene op for psykiatrien.

– Da jeg blev færdiguddannet, vidste jeg, at jeg enten skulle være hudlæge, fordi de tjener så meget, eller børnelæge, fordi jeg godt kan lide børn. Det eneste, jeg vidste 100 procent, var, at jeg ikke skulle være psykiater. Og her sidder jeg så i dag.

Heldigvis har Anette også en forfængelig side, for ellers havde hun ikke søgt mod psykiatrien i første omgang.

– Der var ikke så mange små piger, som mig, der blev læge dengang i 1978. Så kitlen var som regel fire størrelser for stor, og på Jysk Nervesanatorium skulle vi ikke gå i kittel. Det var jo positivt i sig selv. Så kunne man få lov til at gå i sit eget tøj, siger hun og griner højt. 

Nu kan hun fejre 40 års ansættelse i det, der i dag hedder Region Syddanmark. Men også her er det gået lidt skævt. For hun har faktisk haft 41 års ansættelse.

– Jeg gjorde dem opmærksom på det til mit 25 års jubilæum, men jeg kan så regne ud nu, at det ikke er reguleret ind. Men det gør ikke noget, det binder jo bare en sød sløjfe på det hele, siger hun.