DMI varsler en klar og solrig dag over store dele af Jylland, hvor himlen flere steder allerede til formiddag åbner op med blå himmel. Enkelte egne må dog vente et par timer, før solen bryder igennem.
I resten af landet bliver vejret mere skyet, men der kan stadig komme små glimt af sol i løbet af dagen. Ifølge DMI forventes temperaturerne at snige sig lige over frysepunktet.
En 42-årig mand fra Vejle Kommune er tirsdag blevet idømt 2 år og 3 måneders ubetinget fængsel ved Retten i Kolding. Dommen omfatter både overtrædelse af våbenloven og loven om euforiserende stoffer. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på X onsdag.
Ifølge politiet blev manden dømt for at være i besiddelse af et oversavet jagtgevær samt haglpatroner.
Dommen dækker også fund af flere typer narkotika, som manden opbevarede til eget brug. Der var tale om:
• 1,38 gram hash
• 2,06 gram kokain
• en joint
• 7 Rivotril-tabletter
Den 42-årige modtog dommen og blev efterfølgende fængslet.
SAMFUND. Regeringen vil nu stramme sikkerhedskravene markant i hele vandsektoren. Et nyt lovforslag skal sikre, at både drikkevand og spildevand beskyttes bedre mod angreb, ulykker og andre hændelser, der potentielt kan ramme danskernes hverdag.
Initiativet kommer i kølvandet på et skærpet trusselsbillede, hvor især hybride angreb kan ramme kritisk infrastruktur. Ifølge Miljøministeriet er der i dag store forskelle på, hvor godt forsyningsselskaberne er rustet, særligt fordi mange mindre lokale selskaber ikke er omfattet af de nyere NIS2- og CER-love, som trådte i kraft 1. juli.
Miljøminister Magnus Heunicke understreger, at situationen kræver handling. »Danmark står i en ny sikkerhedssituation. Det er derfor helt afgørende, at vandsektoren er beskyttet af opdaterede og tidssvarende regler. Det handler om, at hele sektoren har styr på sine beredskaber og derfor kan forebygge og modstå angreb, ulykker og andre katastrofale hændelser.«
De nuværende regler dækker kun de største selskaber, som står for cirka 65 procent af drikkevandsforsyningen. Den resterende del leveres af mindre, lokale vandværker, der i dag ikke har samme krav om beredskab og cybersikkerhed. Netop derfor vil Miljøministeriet nu ændre både Miljøbeskyttelsesloven og vandforsyningsloven, så alle forsyninger – store som små – skal leve op til skærpede beredskabsplaner og sikkerhedstiltag.
Lovforslaget er sendt i høring i dag og forventes fremsat i februar. Planen er, at de nye regler kan træde i kraft i første halvdel af 2026. Ifølge ministeriet vil det også omfatte konkrete krav til, hvordan spildevandsselskaber og renseanlæg – over 1.000 på landsplan – skal sikre deres fysiske rammer og digitale systemer bedre.
Forslaget skal samlet set løfte hele sektorens modstandsdygtighed og skabe et mere ensartet sikkerhedsniveau på tværs af landet, uanset om man får vandet fra et stort regionalt selskab eller fra det lokale vandværk om hjørnet.
Det politiske kaos i Middelfart er ikke tilfældigt. Det er resultatet af et improviseret magtspil, hvor fornærmede baglande, partihoppere og ideologiske modpoler har fundet sammen i én fælles ambition. Ikke at skabe en ny retning for Middelfart. Ikke at præsentere et politisk projekt. Men at vælte Johannes Lundsfryd. Det er det eneste, der for alvor binder dem sammen.
Venstre, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet står nu side om side, som om forskellene mellem dem aldrig har eksisteret. Som om deres værdier opløses i det øjeblik, der er udsigt til taburetter, titler og indflydelse. Mest grotesk er Alternativets medlem, der sælges grønne løfter i klimaets navn, samtidig med at den borgmester, hun peger på, kommer direkte fra landbruget og er modstander af præcis de visioner, hun ellers har kæmpet for. Det er politisk goddag mand økseskaft.
Vi har kontaktet de nye magtbærere hele dagen. Ingen ønsker at svare på spørgsmål om partihopperi, visioner og tanker. Tavsheden er ikke arbejdsro. Det er ro for spørgsmål.
Enhedslisten i Middelfart med Lasse Schmücker står i skærende kontrast til deres egen partitop. Nationalt har Enhedslisten båret den moralske fane højt, når emnet er partihopperi. Næstformand Rosa Lund sagde det selv i DR: Partihoppere skaber mistillid. Partihoppere undergraver demokratiet. Enhedslisten tager ikke imod partihoppere, og hun efterlyste, at alle andre partier gjorde det samme.
Det er deres princip. Det er deres værdigrundlag. Det er deres DNA.
Men ikke i Middelfart.
Her bliver princippet lagt til side, så snart det kan bruges som løftestang til at vælte Johannes Lundsfryd. Her gælder ét princip: Hvis det giver mulighed for at knække Johannes Lundsfryd, så er det ordentligt. Det handler ikke om værdier. Det handler om personligt had og hævn. Enhedslisten forsøgte også dumt at sammenligne med Fredericias Cecilie Roed Schultz, men det var skudt helt ved siden af, for hende kan folk stole på, imens griner Lasse Schmücker og Danmarksdemokraten Jonas René Jensen hele vejen til banken, når de lige om lidt forgyldes med poster og indflydelse, fordi de gør en visionsløs venstremand til borgmester.
Tak for kaffe.
Partihopperen Ulla Sørensen står som den centrale brik. Hendes telefon ringer nok meget, men svarer kan hun i SMS, hvis hun da svarer. En hån mod demokratiet, at hun fortæller om de større baggrunde, og hvorfor hun ikke var opstillet for Venstre, som hun tydeligvis har flirtet med gennem længere tid.
Hun afviser formandsposter med reelt ansvar og budget, men står nu med udsigt til at blive viceborgmester. En position, der giver indflydelse uden at levere resultater. Hendes partiskifte dagen efter valget var detonatoren for kaosset, og nu står hun som den, der ligner en politisk kupmager.
Det er svært ikke at se et personligt regnskab blive afviklet.
Man må forstå, der er mere bag kuppet – hvorfor stiller du så ikke op? Vi tænder gerne kameraet og lytter til dig, men grundlæggende, hvorfor valgte du at stille op for Socialdemokratiet? Tror du virkelig, at de mennesker der stemte på dig også sendte på en venstremand?
Næppe. Også Troels Lund må have røde øre. Stolthed over sin kommende borgmester kan han næppe have.
For i centrum af det hele står Venstres Anders Møllegård. Den kommende borgmester. Når man ser på de seneste fire år i byrådet, er det bemærkelsesværdigt, hvor få politiske initiativer, han selv har formuleret. Han har stemt for meget, men det har været andres projekter og andres dagsordener. Den eneste tydelige linje har været ønsket om at vælte Johannes Lundsfryd. Det er et mål, ikke en vision. Det er et opgør, ikke en retning for Middelfart. Og hans eget svar, da vi bad om kommentar, taler sit eget tydelige sprog: “Tal med Ulla.” Når en kommende borgmester sender alle kritiske spørgsmål videre til partihopperen, der skabte kaosset, er niveauet lagt.
Og hvor står resten af Venstres gruppe?
Det har må gøre ondt på Regitze Tilma, dette kan næppe være hendes DNA
De fem partier, der nu deler magten, deler ingen politisk filosofi. Ingen fælles retning. Ingen større ambition for Middelfart. Det eneste, de deler, er utilfredshed og hævn over den tidligere borgmester. Det er et flertal, der ikke er skabt af værdier, men af vrede. Ikke af visioner, men af alliancer i mørke bag nedrullede gardiner.
Det mest foruroligende er tavsheden. Ingen vil forklare partihoppet. Ingen vil forklare værdiskiftet. Ingen vil forklare, hvordan et flertal kan dannes 24 timer efter valget uden åbenhed, debat eller respekt for vælgernes mandat. Det er ikke politisk mod. Det er politisk vakuum. Og som historien viser, er politisk uro farligt. Det kan koste investeringer, udvikling og dynamik.
Midt i dette cirkus er der dog én stabil kraft tilbage. Kommunaldirektør Steen Vinderslev. Middelfart kan prise sig lykkelig for at have en erfaren og kompetent kommunaldirektør, der kan holde kommunen kørende, når Byrådet ikke selv formår det. Der bliver brug for ham nu.
Det altdominerende paradigme inden for psykiatrien er den biologiske psykiatri, der går ud på, at psykiske lidelser skyldes en fejl i individet, som kan udbedres med medicin.
Der er en kæmpe fejltagelse. Det store og stigende forbrug af psykofarmaka har ført til, at antallet af patienter i Storbritannien med væsentlige psykiske handicap er næsten tredoblet i de seneste årtier, og forskellen i forventet levealder mellem personer med alvorlige psykiske lidelser og befolkningen er fordoblet. Verdenssundhedsorganisationen og FN har derfor opfordret til radikale ændringer, med vægt på psykosociale interventioner.
I Danmark gør vi mere af det samme, hvilket øger problemerne, hvorimod der er et opbrud på vej internationalt. Jeg er medlem af Kritisk Psykiatrisk Netværk i Storbritannien, hvis medlemmer hovedsagelig er psykiatere fra hele verden.
Vi diskuterer flittigt, hvilken katastrofe den nuværende psykiatri er, og hvad vi skal sætte i stedet. Det er op ad bakke. Da psykiatriprofessor Joanna Moncrieff påviste, at der ikke er belæg for, at depression skyldes en kemisk ubalance i hjernen, blev hun udsat for horrible personangreb og pseudovidenskabelige argumenter fra toneangivende psykiatere.
Løgnen om den kemiske ubalance er helt central for at overbevise patienterne om, at de skal tage medicin, flertallet af dem ikke ønsker, i mange år, ofte endda livslangt. Hvorfor skulle de holde op, hvis de har en hjernefejl, som medicinen kan afhjælpe, lige som insulin ved diabetes, en allegori professor Poul Videbech fremførte ved et offentligt møde i Aarhus, hvor jeg diskuterede depression med ham.
I 2017 klagede jeg til redaktøren af Patienthåndbogen over, at professor Lars Kessing havde skrevet, at antidepressiv medicin ”modvirker den kemiske ubalance, som findes ved depression.” Jeg klagede også over, at Videbech havde skrevet, at symptomerne på depression ”skyldes kemiske forandringer i hjernen.”
Det fik jeg ikke noget ud af. Kessing og Videbech ændrede et par småting og introducerede nye misvisende påstande. De skrev nu, at antidepressiva stimulerer hjernen til at danne nye nerveceller. Hvis det er sandt, betyder det, at pillerne skader hjernen, iden den danner nye celler som reaktion på en hjerneskade. Løgnen om den kemiske ubalance fortsatte bare.
Sundhedsmyndighederne lyver også. I indlægssedlerne for antidepressiva i Storbritannien står der, at depression skyldes en kemisk ubalance. Da jeg bad dem om at rette denne fejl, fik jeg en sang fra de varme lande om, at man skam havde udarbejdet informationen i samarbejde med patienterne! En psykiater skrev til mig, at det var det største bullshit-svar, han nogensinde havde set. Det var fuldt af irrelevante og vildledende betragtninger. Jeg bad også Royal College of Psychiatrists om at hjælpe mig, men de gad ikke engang svare.
Da jeg sidst tjekkede det, i 2022, nævnte den hospitalsbaserede psykiatri i Region Midtjylland den kemiske ubalance i relation til skizofreni, depression, affektive lidelser og AHDH på sin hjemmeside.
Langt de fleste patienter har hørt om den kemiske ubalance, som nok er den værste af alle de løgne, psykiaterne benytter sig af for at opretholde deres speciale, som det er, til stor skade for patienterne. Der er så mange løgne om psykofarmakas velsignelser og manglende skadevirkninger, at jeg har skrevet en hel lærebog, ”Critical Psychiatry Textbook”, om, hvad der er forkert i de lærebøger, de medicinstudende benytter i Danmark, samt artiklen ”The Only Medical Specialty That Survives on Lies.”
En anden skadelig løgn, det er umuligt at få udryddet, er, at antidepressiva beskytter mod selvmord. Det hævdede både Videbech, børnepsykiater og professor Per Hove Thomsen, og psykiater Poul Erik Buchholtz, efter jeg i Jyllands-Posten (3/2 2018) havde beskrevet et selvmord hos en 19-årig mand, der højst sandsynligt skyldtes pillerne. Anders Beich, formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, mente, at den lange ventetid hos psykiatere kunne være katastrofal, fordi depression kan føre til selvmord. Det forholder sig lige omvendt. Lodtrækningsforsøgene har vist, at depressionspiller fordobler selvmord, og myndighederne advarer imod netop dette i indlægssedlerne.
En tredje løgn er, at antidepressiva og andre psykofarmaka er sikre. Det kan de umuligt være, når psykofarmaka er den tredjehyppigste dødsårsag, efter hjertekarsygdomme og kræft. En vigtig årsag er, at mange ældre mister balancen, når de får antidepressiva. Når man brækker hoften, dør omkring en femtedel inden for det næste år.
Jeg har lige udgivet artiklen, ”The Pandemic of Fake Psychiatric Diagnoses,” hvor især ADHD er i fokus. De diagnostiske kriterier er så vage og uspecifikke, at når jeg underviser og beder tilhørerne om at prøve testen for voksen-ADHD, slår det aldrig fejl, at mellem en fjerdedel og halvdelen tester positive.
Børne- og ungepsykiater Sami Timimi fra vores netværk har skrevet, at han er imponeret over den ekstraordinære evne, selv de hårdest ramte af de unge patienter, han ser, har til at genvinde funktionalitet og mening i deres liv. Hans råd til forældre med børn med problemer er, at de ikke skal gå med til at få deres børn vurderet for ADHD, autismespektrumforstyrrelse eller angst. Vi bør være i stand til at tale om, hvordan vi har det, uden at gå i panik og forestille os, at det, vi beskriver, kunne være begyndelsen på en psykisk lidelse.
Der er for tiden et væld af folk i aviser og i Aftenshowet, der fortæller om, hvordan deres ADHD-diagnose har hjulpet dem til at forstå, hvad der er galt med dem, og hvor meget medicinen hjælper dem. Men diagnosen kan ikke forklare noget som helst. Det er bare et navn for en subjektiv beskrivelse af symptomer og adfærd, mange af os har. Man kan derfor ikke “have” ADHD, selvom det er det, folk siger. Vi har allesammen et navn, men det forklarer jo heller ikke noget.
Lodtrækningsforsøgene viser, at de positive virkninger af ADHD-medicin er beskedne, og at medicinen er skadelig på langt sigt. Den hæmmer længdetilvæksten og fører ikke til, at folk begår mindre kriminalitet, undgår at blive stofmisbrugere, eller får en bedre uddannelse, hvilket psykiatere ofte hævder. Vi skal huske på, at ADHD-medicin er narkotika på recept, idet langt de fleste præparater indeholder amfetamin eller har effekter som amfetamin.
Bent Furman fra vores netværk har fortalt, at han engang underviste i en kommune i Sverige, hvor de stolt fortalte ham, at de havde haft succes med at ændre deres modus operandi i psykiatrien til en løsningsfokuseret og familieorienteret model. De havde foretaget en organisatorisk ændring, hvor chefen, der altid plejede at være læge, blev erstattet af en person uddannet i samfundsvidenskab og familieterapi.
Wow, tænkte han. Når lederne erstattes af psykologer, socialrådgivere eller familieterapeuter, der ikke har købt den fejlslagne medicinske model, vil tingene automatisk ændre sig.
Bent mindede om et gammelt ordsprog: “Spørg ikke en frisør, om du har brug for en klipning” (spørg ikke en psykiater, om du har brug for psykofarmaka).
Vi skal heller ikke spørge psykiaterne, hvad de selv synes, de har brug for, men patienterne, og sætte en ikke-læge i spidsen for alle psykiatriske institutioner. Det er uomgængeligt nødvendigt, hvis vi ønsker en bedre psykiatri.
Dokumentationen for ovenstående findes i gratis tilgængelige bøger og artikler, se min hjemmeside https://www.scientificfreedom.dk/.
Efter fire år i spidsen for Unge-, Voksen- og Seniorområdet i Fredericia Kommune skifter Mette Heidemann nu job. Hun tiltræder som direktør på Sygehus Lillebælt den 1. januar 2026, oplyser kommunen mandag formiddag.
Efter fire år i Fredericia Kommune skifter direktør Mette Heidemann nu til en topstilling i sundhedsvæsenet. Region Syddanmark oplyser i en pressemeddelelse mandag formiddag, at hun tiltræder som ny direktør på Sygehus Lillebælt fra 1. januar 2026.
Med hendes ansættelse udvides sygehusets direktion fra tre til fire direktører. Den nye ledelse kommer til at bestå af administrerende direktør Christian Sauvr, sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen, lægelig direktør Jane Stab Nielsen og nu også Mette Heidemann.
Region Syddanmark fremhæver, at den udvidede direktion skal styrke Sygehus Lillebælt i arbejdet med sundhedsreformens krav om et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. »Jeg glæder mig over, at Mette Heidemann har sagt ja til at være direktør på Sygehus Lillebælt og til at bidrage til den store opgave med både at udvikle sygehuset og gøre det klar til at levere på sundhedsreformens centrale mål om et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Mette kommer med bred ledelseserfaring og et solidt kendskab til det kommunale område og det tværsektorielle arbejde,« siger Regionsdirektør Jane Kraglund.
Mette Heidemann ser frem til skiftet og de nye opgaver i en mere regional kontekst: »Jeg glæder mig til sammen med den øvrige direktion at trække i arbejdstøjet og bidrage til, at det lykkes Sygehus Lillebælt at levere på sundhedsreformens helt centrale mål om mere nær sundhed til borgerne. Jeg har i Fredericia arbejdet med nære sundheds- og velfærdsindsatser for kommunens borgere. Nu gælder det gode og nære sundhedstilbud i hele Sygehus Lillebælts område.«
I Fredericia Kommune forlader Mette Heidemann stillingen som direktør for Unge, Voksen og Senior – en rolle hun også har varetaget som en del af den øverste direktion. Her siger hun farvel med ordene:
»Jeg har haft fire spændende og travle år i Fredericia, som jeg har lært at kende som en kommune med masser af dygtige og engagerede medarbejdere og ledere. Fredericia har masser af potentiale for at skabe god velfærd for og sammen med kommunens borgere.«
Kommunaldirektør Thomas Jaap ærgrer sig over at miste en direktør, men roser hende for samarbejdet: »Jeg har fuld forståelse for hendes ønske om at ville noget andet og spændende. Mette har set en mulighed, og det er ikke et fravalg af Fredericia Kommune, men et tilvalg af noget andet.« Fredericia Kommune iværksætter nu processen for at finde hendes afløser.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har nu officielt godkendt fusionen mellem Middelfart Sparekasse og Nordfyns Bank. Dermed er vejen banet for, at Nordfyns Banks aktiver og passiver overdrages til Middelfart Sparekasse, som bliver det fortsættende pengeinstitut.
Godkendelsen sker efter styrelsens forenklede procedure, hvilket betyder, at vurderingen bygger på parternes oplysninger, styrelsens egen markedsviden – og det faktum, at ingen har indsendt indsigelser mod fusionen.
Kontorchef for fusionsenheden, Ann Sofie Vrang, udtaler:
»Vi har godkendt, at Middelfart Sparekasse fusionerer med Nordfyns Bank. Vi har ikke modtaget indsigelser mod fusionen og har heller ikke selv haft konkurrencemæssige betænkeligheder ved den. Derfor kunne den godkendes efter vores forenklede procedure, som giver mulighed for at få godkendt en fusion efter en kort og effektiv proces.«
En ny fynsk finansiel enhed
Godkendelsen betyder, at Nordfyns Bank ophører som selvstændigt pengeinstitut og bliver en del af Middelfart Sparekasse. Den nye, samlede sparekasse får dermed en markant styrket tilstedeværelse – særligt på Fyn.
Styrelsen godkendte allerede i juli 2025 en fusion mellem Fynske Bank og Nordfyns Bank, men den fusion blev aldrig gennemført. I stedet indgik Nordfyns Bank sidenhen aftale med Middelfart Sparekasse, hvilket nu er endeligt godkendt.
Fakta om de to pengeinstitutter
Middelfart Sparekasse
Nordfyns Bank
Med fusionen skabes et endnu større regionalt pengeinstitut med solid kundebase og stærk lokal forankring på tværs af landsdelene.
Det første man bemærker er stilheden. Ikke den tavshed, der opstår af mangel på lyd, men den der ligger som en hud over ting, der bærer en anden tids temperatur. Sådan er det ofte med Ole Videbæks værker. Skikkelser af ler, der ikke forsøger at være perfekte mennesker, men som i stedet insisterer på det halvt færdige, det ru, det sårbare. Som om de endnu ikke har besluttet sig for, om de vil træde frem i lys eller blive stående i skygge.
CLAY Keramikmuseum har åbnet udstillingen »Ler til sidst«. Det er det netop denne tvetydighed, publikum inviteres helt tæt på: menneskets væsen hæftet på et materiale, der i sig selv rummer både jordens tyngde og dødens opløsning.
Videbæk arbejder hurtigt, næsten som om han forsøger at fange kroppen, før den forsvinder. Skulpturerne står med mærkerne fra hans hænder synlige, som små ar i overfladen. De er »til tider ru og ufuldkomne, men altid båret af en stille intensitet«, som udstillingen beskriver det. Og det passer. Det er netop i den skrøbelighed, man mærker hans blik for forgængeligheden som et vilkår, ikke en tragedie.
Videbæk er uddannet arkitekt, og hans værker afslører det med det samme. Her er en naturlig fornemmelse for rum, for tyngde, for noget monumentalt, som aldrig bliver tungt. Hans skulpturer balancerer mellem det kropslige og det arkitektoniske – mellem noget urgammelt og noget nutidigt.
Inspirationen kommer fra oldtidens Egypten, bronzealderen, og det vestjyske landskab, hvor han bor og arbejder. Det er landskaber, der i årtusinder har båret spor af menneskekroppe, som for længst er blevet til støv. Hans værker taler ind i den samme tidsløshed: hvor liv og død og ler er forbundet i en cirkel, der ikke kan brydes.
Udstillingen rummer også en reol fyldt med hans skitsearbejder – genskabt, som den står i hans atelier i Ribe. Det er som at træde ind i kunstnerens eget værksted, hvor leret ligger i bunker som hukommelse, og hvor figurerne står og kigger efter én, som om de spørger, om man har tid til at lytte.
I oktober 2025 blev Videbæks bronzerelief til Den Sønderjyske Kirkegård i Braine indviet. Et minde over de dansksindede sønderjyder, der faldt som tyske soldater i Første Verdenskrig. Relieffet glider ind i hans øvrige praksis uden at miste sin egen vægt: en forening af historie og nærvær, som om fortiden kun er et tyndt lag støv over nutiden.
Det er et værk, der ikke forsøger at råbe, men som insisterer på at være til stede. Og måske er det netop den måde, hans skulpturer arbejder på: De skubber ikke publikum væk. De beder én om at stoppe op. At trække vejret.
Til udstillingen har Ole Videbæk skrevet en poetisk tekst, hvor han formulerer det sådan her:
»Før ler vidste af, at det var ler, lå det fast i klippens krop.«
Sætningen bliver som en nøgle til hele udstillingen. Den beskriver hans kunstneriske metode: dialogen med naturens materialer, med lagene af tid, med det, vi bliver formet af uden at kunne se det.
I »Ler til sidst« bliver denne dialog synlig. Ikke kun i skulpturerne og reliefferne, men i den måde materialet står i rummet på. Ler, der en dag måske smuldrer. Former, der kunne være skabt i går eller for tusind år siden.
Der ligger en ydmyghed i hans værker – og samtidig en rolig styrke. En fornemmelse af, at selv om alt forgår, så kan noget alligevel fastholdes i et øjebliks tid.
Når man forlader udstillingen, hænger tanken ved som et ekko: At vi alle, før vi vidste det, kom af det samme stof. Og at vi alle vender tilbage til det.
Udstillingen kan opleves fra 22. november 2025 til 3. maj 2026.
Middelfart befinder sig stadig i politisk undtagelsestilstand efter det dramatiske magtskifte, hvor Ulla Sørensens partiskifte fra Socialdemokratiet til Venstre på få timer væltede flertallet og gjorde Anders Møllegaard til kommende borgmester. Uroen har efterladt byrådet dybt splittet – og nu forsøger partierne at finde ud af, om de overhovedet kan arbejde sammen de næste fire år.
Danmarksdemokraternes Jonas René Jensen står midt i processen, men han deltager ikke i dagens afgørende møde. Det er Socialdemokratiets, SF’s og Dansk Folkepartis topkandidater, der i dag mødes med Anders Møllegaard fra Venstre i et forsøg på at afsøge, om samarbejde er muligt efter den kaotiske valgaften. Jensen holder sig bevidst væk fra den offentlige konflikt.
»Alle dem, der vil køre alt muligt af på nettet, det får de bare lov til. Jeg deltager ikke i det. Jeg tager det stille og roligt lige nu,« siger han.
Mens flere borgere og aktører forventede, at alle partier skulle samle sig om forhandlingerne, slår Jonas René Jensen fast, at Danmarksdemokraterne ikke er inviteret til dagens møde. Han forklarer, at situationen står stille, indtil Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Venstre har talt sammen:
»Der sker faktisk ingenting, før mødet er afholdt. Men jeg er ikke med til mødet i dag,« siger han – og understreger dermed, at han afventer mødet i ro, før Danmarksdemokraterne tager næste skridt. Det er en bevidst prioritering, forklarer han:
»Hvis vi sidder for mange, så ender det i konflikt. Og lige nu er det vigtigt, at det handler om at kunne samarbejde. Det skal være stille og roligt.« Selv om Danmarksdemokraterne ikke sidder med i dag, følger de udviklingen tæt.
»Vi er selvfølgelig spændte og håber, at der kommer en eller anden måde at samarbejde på, hvor de er villige til at komme med. Så vi kan få lavet en bred konstituering med et godt samarbejde.«
Selv om Danmarksdemokraterne er en del af det nye flertal, er ingen poster helt konkret er fordelt. Jonas René Jensen understreger, at intet er på plads. »Der er ikke noget, der er sikkert. Overhovedet ikke. Vi taler selvfølgelig om, hvad der kunne være af muligheder – men vi skal have noget, der gør, at vi kan samarbejde med de andre.« Han afviser også, at partiet møder op med ultimative krav. »Vi bliver nødt til at sikre, at det, vi gør, gør os i stand til at samarbejde med de andre. Det er den vigtigste del.«
Det, der udspiller sig i Middelfart, er ikke længere blot en lokal misere, men et billede på, hvor skrøbeligt moderne kommunalpolitik kan være. Den slags situationer tester ikke bare mandaterne, men selve den politiske kultur. Dagens møde mellem Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Venstre bliver derfor mere end en teknisk afklaring. Det bliver et pejlemærke for, om Middefart overhovedet kan finde en ny fælles retning. For spørgsmålet er grundlæggende:
Kan et byråd, der er blevet kastet ud i den største ændring i årtier, genopfinde sin måde at samarbejde på – og skabe en stabil konstituering på tværs af dybe personlige og politiske brud?
Lykkes det, kan Middelfart blive et eksempel på, at lokalpolitik kan løftes ud af blokke og ideologiske grøfter og over i bred, pragmatisk problemløsning.
For Jonas René Jensen er kursen imidlertid klar:
»Lige nu er det vigtigt, at det handler om at kunne samarbejde. Ikke om at optrappe konflikten.«
Læs også:
USA er verdens ubestridte økonomiske lokomotiv og den primære kilde til global efterspørgsel. Den amerikanske økonomi er defineret af en dynamisk, entreprenøriel kapitalisme med et stærkt fokus på forskning, udvikling og banebrydende teknologier. Landet dominerer kritisk vigtige industrier, som informationsteknologi, finans, forsvar, bioteknologi og underholdning, hvilket giver det en enestående global indflydelse. Den amerikanske dollar er fortsat verdens førende reservevaluta, hvilket sikrer USA en betydelig finansiel og monetær buffer.
Målt på bruttonationalprodukt pr. indbygger (BNP pr. indbygger) placerer USA sig i toppen af de store industrilande, typisk rangerende mellem nr. 8 og 12 i verden (omkring $89.000 i 2025-estimater). Dette gør USA til en af de rigeste nationer i verden målt pr. indbygger, dog uden for top 5. Til sammenligning ligger Danmark omkring plads 15-20 i verden. Bag denne imponerende økonomiske succes ligger dog en markant kontrast i fordelingen af velstanden.
Gini-koefficienten for USA ligger på cirka 46,5 (seneste tilgængelige tal), hvilket placerer landet blandt de 5 mest ulige nationer i OECD/den industrialiserede verden. Til sammenligning har de nordiske lande som Danmark og Sverige en Gini-koefficient på 27-29, hvilket placerer dem som de mest lige nationer i verden (Globalt nr. 1-5). Denne enorme forskel i fordelingen af velstand og indkomst er et centralt og strukturelt træk ved den amerikanske økonomiske model og bidrager til væsentlige forskelle i politisk og social stabilitet sammenlignet med Nordeuropa.
USA fører en langt mindre omfattende velfærdspolitik end de europæiske lande, hvilket tydeligt afspejles i landets skattebyrde og offentlige finanser.
USA’s historiske nedgradering fra den fejlfri ‘AAA’ kreditvurdering til ‘AA+’ i 2011 (og igen i 2023) er mere end blot et tal i regnskabet. Det er et klart signal om en vedvarende politisk dysfunktion og en voksende gældsbyrde. Disse faktorer, som direkte påvirker den føderale regerings evne til at fungere, sættes nu i skærende kontrast til den aktuelle situation med usikkerhed om løn til føderalt ansatte (FED-ansatte).
Den politiske strid om budget og gældsloftet, som førte til nedgraderingerne fra AAA til AA+, er den direkte årsag til de gentagne government shutdowns (lukninger af regeringen). I 2025 gentages dette mønster, hvor forhandlingerne af den amerikanske finanslov igen har ført til usikkerhed og en midlertidig lukning af lønudbetalingerne til de føderalt ansatte.
Denne cyklus af politisk blokering, der sætter de ansattes økonomi på spil og truer landets finansielle troværdighed, betyder, at USA reelt set ikke er et land, der ligger i toppen, når det gælder stabil økonomi og velfærd.
USA har omkring 347 millioner indbyggere, hvilket står i skarp kontrast til Danmarks beskedne 6 millioner. Denne enorme forskel i befolkningstal forstærker de sociale problemer, når man ser på råtal. Men selv justeret pr. indbygger viser statistikkerne en slående forskel på samfundssikkerheden og den sociale velfærd i de to lande.
For eksempel er antallet af hjemløse i USA hele 770.000 mod Danmarks 5.989. Når man ser på satserne, er der i USA 222 hjemløse pr. 100.000 indbyggere, hvilket stadig er mere end dobbelt så højt som Danmarks 99,8 pr. 100.000. Dette understreger de store huller i det amerikanske sociale sikkerhedsnet.
Den amerikanske opioidkrise afspejles brutalt i dødelighedsstatistikkerne. Med 108.285 narkodødsfald mod Danmarks 280 er forskellen enorm. Dette kan omsættes til en dødsrate på 31,2 pr. 100.000 i USA, hvilket er næsten syv gange højere end Danmarks 4,7 pr. 100.000. Denne sundhedskrise er en direkte konsekvens af social ulighed og et udfordret sundhedssystem, der har svært ved at håndtere afhængighed og mental sundhed.
Endelig er voldsraten en kritisk indikator for den sociale stabilitet. USA oplever 22.830 mord årligt mod Danmarks 45. Dette resulterer i antal mord på 6,6 pr. 100.000 indbyggere i USA, hvilket er næsten ni gange højere end Danmarks antal mord på kun 0,75 pr. 100.000. Disse tal tegner et dystert billede af de menneskelige omkostninger ved den amerikanske økonomiske model, der trods sin massive rigdom ikke har formået at sikre basale sociale sikkerhedsnet og tryghed for alle sine borgere.
I modsætning til de små, åbne nordiske økonomier er USA en stor, relativt lukket økonomi, hvis vækst primært er drevet af hjemligt forbrug.
Den lave andel af udenrigshandel i forhold til BNP gør den amerikanske økonomi mindre følsom over for globale konjunktursvingninger end for eksempel Sverige. Amerikansk vækst afhænger derimod stærkt af et robust privat forbrug, som udgør næsten 70% af BNP.
Efter en stærk genopretning fra pandemien stod USA over for en periode med høj inflation i 2022-2023. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), har reageret aggressivt ved at hæve den effektive Fed Funds Rate og fastholder den nuværende rente på 5,25-5,50% (2025-prognose). Fed signalerer en politik om “højere i længere tid” for at sikre, at inflationen vender tilbage til målet på 2,0 %????.
Konjunkturudsigterne for 2025/2026 viser, at BNP-væksten aftager fra et stærkt 2025 på nuværende 3,8% vækst, men forventes stadig at ligge på et moderat niveau, omkring 1,8-2,2% i 2026, da de kumulative effekter af de høje renter begynder at slå igennem. Væksten drives fortsat primært af privat forbrug.
Hvad angår Inflationen, har Fed’s stramme politik haft effekt, men inflationen er mere vedvarende end forventet. Den kerneinflation (Core PCE) ligger på ca. 2,8% (seneste tal) og forventes først at nå Fed’s langsigtede mål på 2,0% i løbet af slutningen af 2026.
Samtidig er Arbejdsløsheden på arbejdsmarkedet fortsat robust med en ledighed på ca. 4,0% (seneste tal), men den forventes at stige let, muligvis op til 4,4% i slutningen af 2026, hvilket indikerer en blød landing snarere end en dyb recession. Fed står over for den vanskelige balancegang at fastholde en rente, der er høj nok til at bringe inflationen under kontrol, men uden at udløse en hård recession – en situation, der er yderligere kompliceret af den massive og voksende offentlige gæld.
Det amerikanske lederskab er fanget i et komplekst paradoks, hvor enorm global indflydelse møder ekstrem politisk polarisering, der fører til institutionel lammelse og manglende evne til at vedtage langsigtede løsninger. Denne uenighed strækker sig over grundlæggende spørgsmål, hvilket forstærker følelsen af skrøbelig styring og afspejles i chok som den historiske 40 dages rekord for FED nedlukning. Samtidig skaber den voksende ulighed grobund for alvorlige sociale kriser; dette manifesteres i en epidemi af hjemløshed og et udbredt misbrug af fentanyl, som sammen med forhøjede drabsrater tærer på tilliden til de offentlige institutioner. Denne interne ustabilitet sender usikre signaler til allierede og rivaler i udlandet. USA’s fremtidige status afhænger uigenkaldeligt af evnen til at overvinde denne splittelse og mobilisere de nødvendige ressourcer mod de presserende indenlandske kriser.
