Politiet efterlyser personer i sager om kontaktbedrageri

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at identificere personer, der er mistænkt for at stå bag flere kontaktbedragerier mod ældre borgere i politikredsen i maj og juni 2025.

Fremgangsmåden har været den samme i sagerne. Ældre borgere er blevet ringet op af personer, der har udgivet sig for at være bankansatte. Her er de blevet overtalt til at udlevere deres hævekort, som efterfølgende er blevet misbrugt til at hæve penge.

I Skanderborg og Hedensted blev der den 22. maj 2025 begået to forhold, hvor de forurettede udleverede deres hævekort til en kvinde, der udgav sig for at komme fra banken. Kortene blev efterfølgende misbrugt af en mand, som politiet nu efterlyser. Han beskrives som 20-30 år, almindelig af bygning og lys i huden.

I Fredericia blev der den 19. maj 2025 begået tre kontaktbedragerier. De forurettede blev ringet op af en falsk bankrådgiver, der fortalte, at deres konti var forsøgt misbrugt, og at deres kort derfor skulle udleveres til en medarbejder fra banken. Kort efter dukkede en kvinde op og hentede kortene, som derefter blev brugt til uberettigede hævninger. Kvinden beskrives som cirka 25 år, 165-170 cm høj, lys i huden og kraftig af bygning. Hun har mørkt langt hår med striber samt tatovering på hænderne.

I Give blev der den 19. juni 2025 begået et kontaktbedrageri. Her blev en mand ringet op og fik at vide, at hans kort var blevet misbrugt. Kort efter ankom en mand, som afhentede kortet. Politiet efterlyser en mand, cirka 25 år, 190 cm høj, almindelig af bygning, mørk i huden med kort sort hår og skæg. Han talte dansk uden accent.

Sydøstjyllands Politi opfordrer borgere med oplysninger i sagerne til at kontakte politiet på telefon 114.

Samtidig minder politiet om rådene til at undgå kontaktbedrageri. Man bør være skeptisk, hvis man bliver ringet op og bedt om at overføre penge. Man skal aldrig udlevere kort eller koder til fremmede og må gerne afbryde et opkald – også hvis den, der ringer, påstår at være fra politiet. Er man i tvivl, skal man ringe til bankens hovednummer, og hvis skaden er sket, skal det anmeldes til politiet.

Politiet anbefaler desuden, at man får udeladt sit nummer hos teleselskabet, så det ikke fremgår af åbne telefonlister, og at man hjælper sine ældre pårørende med at gøre det samme.

Se billederne af de efterlyste personer her

DIF stadfæster afgørelse i Skjern-sag

0

SPORT. DIF’s appelinstans har nu truffet afgørelse i sagen om Skjern Håndbolds deltagelse i Champions League. Dermed er den oprindelige kendelse fra DanskHåndbolds appelinstans blevet stadfæstet.

Sagen har sit udspring i de sportslige regler for, hvordan danske klubber tildeles pladser i de europæiske turneringer. Skjern Håndbold var i første omgang blevet tilmeldt Champions League, men sagen blev indbragt for appelinstansen, fordi der opstod uenighed om fortolkningen af propositionerne.

»Vi noterer os, at afgørelsen stadfæster den oprindelige kendelse truffet ved DanskHåndbolds appelinstans. I en sag som denne er der ingen vindere, og vi er mest af alt tilfredse med, at sagen nu er afsluttet. I DanskHåndbold vil vi nu fortsætte den konstruktive dialog med de berørte parter, samt dialogen i Udvalget for Professionel Håndbold vedr. de fremtidige propositioner for turneringen. I skrivende stund har vi ikke yderligere kommentarer« siger Heino Marnow Knudsen, administrerende direktør i DanskHåndbold.

Dermed er sagen officielt afsluttet, men forløbet har sat fokus på de regler, der afgør hvilke klubber, der får adgang til de største internationale turneringer. DanskHåndbold har allerede meldt ud, at der nu venter en proces med at se på de fremtidige regler, så lignende sager kan undgås fremover.

Unge i flere af Trekantområdets kommuner tager stadig fritidsjob – men færre end tidligere

0

ARBEJDSMARKEDET. Unge i flere af Trekantområdets kommuner er fortsat godt repræsenteret på arbejdsmarkedet, når det gælder fritidsjob. Nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening for 2023 viser, at andelen af unge mellem 13 og 17 år med et arbejde i Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle ligger omkring eller over landsgennemsnittet. Samtidig viser tallene, at færre unge i dag har fritidsjob end for 15 år siden.

I Fredericia er 37 procent af de unge i arbejde. I Kolding og Middelfart er andelen 38 procent, mens Vejle ligger på 36 procent. Det nationale gennemsnit er 36 procent, hvilket betyder, at kommunerne her placerer sig på linje med eller lidt over det samlede billede.

Tallene dækker dog også over en tilbagegang siden 2008. I Fredericia er andelen faldet med fire procentpoint, mens Kolding og Vejle begge ligger seks procentpoint lavere end dengang. Middelfart har haft det største fald på syv procentpoint.

Dansk Arbejdsgiverforening peger i deres analyse på, at forskellene mellem landets kommuner er store. I nogle kommuner topper andelen, så næsten halvdelen af de unge har et fritidsjob. Det gælder eksempelvis Fanø, Varde og Læsø. I den anden ende af skalaen ligger Frederiksberg og Gentofte med 29 procent.

»Det viser, at der er et betydeligt potentiale for at øge antallet af unge med fritidsjob, men det kalder på en målrettet indsats,« lyder vurderingen fra Dansk Arbejdsgiverforening.

På landsplan havde 123.000 unge et fritidsjob i 2023. Det svarer til de 36 procent og er stort set det samme som året før. I 2008 lå andelen på 38 procent. Dermed viser tallene, at færre unge i dag er i fritidsjob, selv om billedet varierer meget fra kommune til kommune.

I alt er der 26 kommuner, hvor andelen af unge med fritidsjob er højere end i 2008. Bornholm har haft en fremgang på fire procentpoint, mens Hjørring og Halsnæs begge har oplevet en stigning på tre procentpoint. Andre kommuner har haft markante fald, blandt dem Ikast-Brande og Holstebro, hvor andelen er faldet med over otte procentpoint. Også Middelfart, Kolding og Vejle er blandt de 18 kommuner i landet, hvor faldet har været størst med mere end fem procentpoint.

»Det kalder på en målrettet lokal indsats, hvor kommunale aktører – såsom skoler, ungeindsatsen og det lokale erhvervsliv – arbejder tættere sammen om at skabe flere jobåbninger for de unge,« fremhæver analysen.

»Fritidsjob styrker nemlig unges faglige kompetencer, øger sandsynligheden for, at de påbegynder en ungdomsuddannelse, og skaber en tidlig og varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Derudover bidrager fritidsjob positivt til trivsel, integration og motivation – især for udsatte unge,« står der også i analysen.

For Trekantområdet viser tallene, at unge fortsat er godt repræsenteret i fritidsjob sammenlignet med landsgennemsnittet, men at andelen er lavere end for 15 år siden.

AMU SYD samler al uddannelse i Kolding

0

UDDANNELSE. Alle uddannelses- og kursusaktiviteter i AMU SYD er nu samlet på én matrikel i Kolding. Dermed møder de omkring 15.000 kursister, der hvert år tager uddannelse på skolen, fremover ét sted, én lærergruppe og én samlet organisation.

»Det giver både kursister og medarbejdere en langt mere enkel og sammenhængende oplevelse. Med ét sted at forholde sig til og alle kræfter samlet, står vi stærkere« siger direktør Asbjørn Nielsen fra AMU SYD.

Flytningen betyder, at Snepsgård i Ribe er lukket ned. De kurser, der tidligere blev gennemført dér, tilbydes nu i Kolding. Det gælder blandt andet certifikater inden for plastsvejsning, epoxysikkerhed og kurser i anlægsgartneri.

Samtidig frigør samlingen af aktiviteter ressourcer til investeringer i nye rammer og faciliteter.

»Vi har indrettet et helt nyt og moderne værksted til plastsvejsning og indgået samarbejder med blandt andre Hansenberg om at bruge deres faciliteter på de grønne uddannelser, vi tilbyder. Det er blandt andet til aktiviteter, der kræver meget plads. Vi har fået adgang til marker og skov via samarbejdet. Det giver vores kursister de bedst mulige forhold« fortæller Asbjørn Nielsen.

For ham handler flytningen dog om mere end logistik. Den handler også om at skabe en stærkere kultur på skolen.

»Når vi alle er samlet ét sted, er det nemmere at forstå hinandens fagområder. Vi mødes over frokosten og lærer af hinanden i hverdagen. Det styrker fællesskabet – og det smitter positivt af på kursisternes oplevelse« siger han.

Samlingen i Kolding betyder ifølge AMU SYD, at kursister og medarbejdere fremover får både bedre rammer, stærkere fællesskab og en højere kvalitet i undervisningen.

AMU SYD tilbyder kurser og efteruddannelse inden for blandt andet transport og logistik, metal- og plastsvejsning, teknisk isolering, anlægsgartneri, rengøring, sprog, medarbejderudvikling samt førstehjælp og brand.

28-årig tilstår indsmugling af 135 kilo kokain

0

KRIMI. En 28-årig mand fra København er mandag blevet idømt 12 års fængsel ved Københavns Byret efter at have tilstået sin rolle i indsmuglingen af i alt 135 kilo kokain til Danmark.

Ifølge anklagemyndigheden skete forbrydelserne over to perioder. Fra april 2020 til marts 2021 medvirkede den nu dømte til, at en bagmand organiserede indsmuglingen af 120 kilo kokain. Hans opgave var at modtage betalinger fra salg af kokain i Københavnsområdet og i Odense og herefter aflevere pengene til medgerningsmænd. Det finansierede nye indkøb af kokain. Den 28-årige modtog mindst 2,6 millioner kroner og afleverede mindst 1,3 millioner kroner.

Koordineringen af betalinger og aflevering af udbytte foregik gennem krypteret kommunikation på platformen SKY ECC.

Tilståelsen omfattede også et nyere forhold begået i april 2024, hvor den 28-årige stod for at modtage betaling i forbindelse med indsmuglingen af yderligere 15 kilo kokain. Dette forhold indgår i et større sagskompleks, hvor 11 personer i juni 2024 blev anholdt og sigtet for indsmugling og distribution af i alt 234 kilo kokain.

Syv personer er indtil nu blevet dømt i komplekset. Blandt dem en 34-årig mand, der i januar 2025 i en ankesag ved landsretten blev idømt 12 års fængsel for at have modtaget, opbevaret og videredistribueret ikke under 120 kilo kokain.

Specialanklager i NSK, Laura Jensen, udtaler sig om dommen. »Den dømte i sagen har spillet en nødvendig rolle i, at indsmuglingen har kunnet finde sted. Han har arbejdet tæt sammen med den formodede bagmand i sagen, og han har som pengemand stået for narkotikaorganisationens inddrivelse og aflevering af penge. Jeg er tilfreds med, at retten på trods af tilståelsesrabatten, har udmålt en markant straf, der afspejler tiltaltes medansvar for, at massive mængder kokain er solgt i Danmark.«

Den 28-årige tog betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Kun 3 ud af 24 sosu-elever fik kontrakt – på trods af advarsel om massiv mangel

0

UDDANNELSE. Det er efterhånden bredt anerkendt, at Danmark står med en stor udfordring i ældreplejen. Manglen på hænder og hjerter mærkes allerede, når kommuner og regioner melder om stillinger, der ikke kan besættes, og ifølge fagforbundet FOA vil problemet kun vokse i de kommende år. I 2030 vil der mangle omkring 13.500 social- og sundhedsansatte, og ti år senere vil underskuddet være tæt på 25.000 fuldtidsstillinger. Det svarer til næsten hver fjerde af de medarbejdere, der i dag bærer ældreplejen.

I Fredericia er behovet beregnet til 28 procent flere ansatte end i dag, i Vejle 27 procent, i Kolding 25,3 procent og i Horsens 31,4 procent. Alle fire kommuner ligger dermed over landsgennemsnittet på 23,4 procent. Det er samtidig netop i disse kommuner, at Social- og Sundhedsskolen Fredericia–Vejle–Horsens har sine afdelinger og uddanner de elever, der skal være en del af fremtidens arbejdsstyrke.

Sætter man de dystre prognoser op imod virkeligheden på skolens gange, bliver kontrasten tydelig. I Fredericia oplever man blandt andet, at kun tre ud af 24 elever på Grundforløb 2 har fået en ansættelseskontrakt i kommunen.

»Vi kan jo se, hvor mange elever der er ansat, og hvor mange der sidder på SU i klasselokalet. Derfor tog vi kontakt til kommunen for at høre, om de kunne genkende tallene. De har kun overblik over de elever, der er ansat, og det kunne de nikke genkendende til,« fortæller skolens direktør Jacob Bro.

For eleverne har det en meget konkret betydning, om de går ind i det første halve år af deres uddannelse med en kontrakt i hånden eller må nøjes med SU. Forskellen mærkes både på pengepungen og måske også på følelsen af at høre til.

»Det kan have en indflydelse på motivationen, at jeg sidder her på SU, mens min sidemand har en ansættelseskontrakt. Vi ved fra undersøgelser, at det øger chancen for at gennemføre, når eleverne er ansat. Det styrker deres faglige identitet og tilknytning til uddannelsen,« forklarer direktøren.

Mens politikerne igen og igen fremhæver den store mangel på arbejdskraft i ældreplejen, møder de unge på Social- og Sundhedsskolen en virkelighed, der ser anderledes ud.

»Der er et dilemma, for vi hører det alle sammen, at vi mangler arbejdskraft. Derfor kan det være demotiverende for den enkelte elev at høre, at man mangles, men at man ikke har en ansættelse,« siger Jacob Bro.

På skolen hersker der usikkerhed om, hvad der egentlig ligger bag, at så mange elever står uden kontrakt.

»Det kan jo være, at de sidder her uden at have søgt. Der kan være mange grunde. Nogle har måske søgt for sent, andre har overset fristen, eller der kan være misforståelser og uvidenhed. Det er netop derfor, vi gerne vil i dialog med kommunen, så vi i fællesskab kan tage fat i eleverne og finde ud af, hvad årsagerne er,« forklarer han.

Derfor har skolen inviteret kommunen til at sætte sig ved bordet. For når både elever og arbejdspladser taber på, at unge går igennem det første halve år uden en kontrakt, giver det ifølge Jacob Bro mening at finde løsninger sammen i stedet for at pege fingre ad hinanden.

»Vi har sagt, kom ud og få en kop kaffe med en stak ansættelseskontrakter under armen. For man kan godt ansætte elever, selvom de er startet. Vi tror ikke, at det er et bevidst valg, at der kun er ansat tre. Derfor er vi også overbeviste om, at der kan findes løsninger,« siger direktøren.

Han lægger samtidig vægt på, at problemstillingen ikke begrænser sig til Fredericia.

»Det her handler ikke kun om Fredericia. Næsten halvdelen af vores grundforløb 2-elever har ikke en ansættelseskontrakt. Og vi ved, at det har indflydelse på, om de gennemfører deres uddannelse. Det er en generel udfordring, vi ser på tværs,« understreger Jacob Bro.

Derfor er hans budskab til kommunerne enkelt.

»Hvis vi skal have ændret den mangel, vi står overfor, skal vi have uddannet flere. Derfor skal vi i fællesskab se på, hvad årsagerne er til, at eleverne ikke bliver ansat, og så skal vi have ændret dem,« slutter han.

Landsholdet må undvære Christian Eriksen for første gang i årevis

0

SPORT. Klubløs Christian Eriksen er droppet fra landsholdet. Den tidligere Manchester United-spiller har stået uden klub siden juni og har dermed heller ikke spillet kampe eller trænet fast på topniveau.

Det står klart efter at landstræner Brian Riemer mandag har offentliggjort truppen til VM-kvalifikationskampene mod Skotland og Grækenland i september.

Christian Eriksen har været et af de største navne på det danske landshold i mere end ti år og har normalt været selvskrevet til en plads i truppen. Men situationen er nu en anden. Efter afskeden med Manchester United har fynboen ikke længere en klub at spille i, og det har fået Brian Riemer til at se bort fra ham.

I juni spillede Eriksen sin foreløbig sidste kamp i rødt og hvidt, da Danmark mødte Litauen i Odense. Her bidrog han med en scoring, men det bliver altså ikke til en gentagelse, når de næste vigtige kvalifikationskampe venter.

Brian Riemer sagde i slutningen af juli, at han havde svært ved at forestille sig, at man kunne spille på landsholdet i september, hvis man ikke havde en fodboldklub. De ord lever han nu op til.

Danmark spiller mod Skotland i Parken den 5. september, mens Grækenland venter på udebane den 8. september. Dermed må landsholdet for første gang i mange år klare sig uden en af de mest rutinerede profiler.

Staten er ikke Ørsteds bank

0

LEDER. Ørsted har i årevis været symbolet på Danmarks grønne ambitioner. En national stolthed, en grøn eksportsucces og en virksomhed, der på papiret skulle vise verden, at en statslig aktør kan være både ansvarlig og konkurrencedygtig. Men anno 2025 står billedet i et helt andet lys.

På få år er Ørsteds aktiekurs kollapset. De amerikanske projekter er endt i juridiske slagsmål, regulatoriske katastrofer og milliardtab. Finansieringsplaner, der var bygget på farm-downs og projektfinansiering, er brudt sammen. Derfor står vi nu med en stat, der som hovedaktionær tvinges til at poste yderligere 30 milliarder kroner i en aktieemission, som i alt skal skaffe Ørsted 60 milliarder. For at redde, hvad der reddes kan.

Det er ikke småpenge. Det er skatteydernes penge. Det svarer til godt 5.600 kroner pr. dansker. Og spørgsmålet er: Har vi som borgere egentlig sagt ja til at være bank for Ørsted?

Mens staten lægger milliarder, kører der samtidig en skattesag, som potentielt kan koste Fredericia Kommune over 300 millioner kroner. Ørsted mener, de ikke skal betale selskabsskat i Danmark på samme måde som andre virksomheder – selv om selskabet udspringer af den danske energisektor og stadig har hovedkontor her. Det betyder i praksis, at byen, der huser selskabet, står til at miste et trecifret millionbeløb.

Lokalt i Fredericia har man for længst lugtet lunten. Det er netop baggrunden for, at byens politikere bad ADP’s ledelse om at sikre sig i tilfælde af, at Ørsted sagde: ”Vi betaler jer nul.” Resultatet blev et salg af aktier i ADP til en ny, interessant partner, som kan tilføje værdi og udvikling – men også et klart tegn på, at man ikke længere stoler på Ørsted som en stabil bidragyder til byens økonomi.

Alligevel er de politiske reaktioner på Christiansborg til at overse. Når landets største erhvervssag lige nu både handler om, at staten redder Ørsted med milliarder, og at samme Ørsted forsøger at undgå at betale skat i Danmark, burde der lyde en storm af kritiske røster. Men de fleste ledende politikere er tavse.

Ingen stiller spørgsmålet: Hvorfor skal staten agere bank for en virksomhed, der selv har drevet sig i knæ? Ingen spørger, hvorfor det er acceptabelt, at et selskab, der beder om redning, samtidig nægter at betale skat, hvor de har deres forretning.

Ørsted har dygtige medarbejdere, det skal ingen tage fra dem. Men virksomhedens ledelse har truffet en række fejlslagne beslutninger, som nu truer hele forretningen. Det er ikke skatteydernes ansvar at redde et selskab, der burde have haft bedre styr på sine risici og sin strategi.

Staten skal stille sig selv et simpelt spørgsmål: Er vi aktionærer eller er vi bank? Hvis svaret er det sidste, er vi ude på et skråplan. For staten er sat i verden for at sikre rammer, velfærd og retfærdighed – ikke for at holde hånden under en virksomhed, der både unddrager sig skat og driver dårlig forretning.

Ørsted anno 2025 er ikke længere et symbol på den grønne succes. Det er blevet et symbol på politisk passivitet, dårlig ledelse og en farlig sammenblanding af stat og forretning. Og mens Christiansborg tier, betaler borgerne regningen.

En sommer for historiebøgerne: »Det hele føltes som en fest,« lyder det fra museumsdirektøren

0

KULTUR. Sommeren har lagt sig over Kolding Fjord, men på Trapholt hænger følelsen af liv og summen stadig i væggene. Det har været en sommer som ingen anden. Ikke blot fyldt med travlhed og glade gæster, men en sommer hvor museet satte rekord og skrev sig ind i sin egen historie.

»Museet er bygget til 60.000 gæster om året, men i 2024 havde vi allerede over 108.000,« indleder museumsdirektør Karen Grøn og smiler, vel vidende at glæden også rummer en påmindelse. For mens sommeren viste, hvor populært Trapholt er, viste den samtidig behovet for de nye kommende rammer.

»Vi har haft dage med næsten 1.400 mennesker. Det har været helt vildt,« tilføjer hun.

Det hele føltes som en fest. En sommer hvor 65 procent flere gæster end sidste år fandt vej til Æblehaven. Flere end nogensinde før. Og selv om man kunne tro, at én udstilling alene havde båret rekorden hjem, var virkeligheden en anden. Buketten af værker – fra Michael Kviums mørke skyggeteater til den sanselige særudstilling FEEL ME – viste sig tilsammen at være det store trækplaster.

Det er heller ikke tilfældigt, understreger Karen Grøn.

»Vi bliver spurgt hvordan det kan være, og jeg tror det er et sammenfald af flere ting. For det første har vi en virkelig flot buket af udstillinger lige nu. For det andet lever vi af, at folk fortæller andre, at de skal besøge os. Det er faktisk vores vigtigste kilde til nye gæster,« siger hun.

Netop den mund til mund-anbefaling hænger tæt sammen med museets egen filosofi. På Trapholt handler det ikke om den ene oplevelse, der skinner, men om helheden.

»Man kunne have den idé, at der er én udstilling som trækker, og så er de andre mindre vigtige. Men sådan er det ikke. Vores gæster er virkelig glade for hele paletten, og det er derfor de anbefaler os videre,« forklarer hun.

Og bag de mange anbefalinger står ikke én person, men et fællesskab. Rekordsommeren er i høj grad også fortællingen om medarbejderne, der får huset til at fungere. Karen Grøn kalder det Team Trapholt og ser det som en af hemmelighederne bag succesen.

»Hvis jeg vidste hvordan man lavede den helt perfekte udstilling, så havde jeg gjort det for længst. Men det her er resultatet af mange års erfaring og et meget dygtigt team. Når kollegerne løfter i flok, bliver ét plus ét til tre, og gæsterne kan mærke det, når de træder ind. Det hører vi igen og igen,« siger hun.

Rekordsommeren markerer samtidig begyndelsen på en afslutning. Ved årsskiftet lukker Trapholt for at gennemgå en omfattende transformation. I 14 måneder vil dørene være lukkede, mens håndværkere, arkitekter og kuratorer gør museet klar til en ny tid. I foråret 2027 bliver det født på ny, men inden stilheden sænker sig, venter en finale, der bliver alt andet end stille.

I september åbner »Trapholt – Til Vægs« med et brag. Den 10. september markeres det med Open Doors og gratis aftenåbent for alle. Herefter vil husets midterakse fra gulv til loft blive fyldt med over 100 hovedværker fra Trapholts samling i en monumental ophængning. Gæsterne kan med et digitalt værktøj markere, hvilke værker de synes bedst om, og dermed være med til at skrive sig ind i museets historie.

»Det bliver en kæmpe afslutning. Vi viser alle malerierne frem og lader gæsterne tage del i udvælgelsen. Det bliver megasjovt,« lover Karen Grøn.

Sommeren viste desuden, hvordan Trapholt er blevet en central del af byens puls. Kolding fik besøg af flere internationale gæster end tidligere, og mange satte måske også kursen mod Trapholt, fordi museet er blevet fremhævet som topattraktion i Marco Polos rejseguide.

»Vi ligger også enormt højt på Tripadvisor, og så kan vi mærke, at samarbejdet med Destination Trekantområdet virkelig giver pote,« bemærker museumsdirektøren.

Tallene taler deres eget sprog. 65 procent af gæsterne kom udelukkende for Trapholts skyld, mens 16 procent også lagde vejen forbi Koldinghus. Det gør Trapholt til en af hovedattraktionerne i byen, og i Karen Grøns optik styrker det hele områdets profil.

»Det fortæller os at Kolding er en kulturby, som stikker op i landskabet. Det betyder noget for bosætning og for hvor folk vil bo. Mange vil gerne bo et sted med både idræt og kulturliv, og det ser vi, at vi bidrager til.«

Med så mange besøgende kunne man spørge, om det ikke er ærgerligt at lukke. Karen Grøn tøver ikke, når spørgsmålet kommer.

»Jo, men det er også flot at slutte af med en finale der peger ind i fremtiden. Vi bygger jo ikke ud for at få en succes, vi ikke har. Vi bygger ud fordi vi har trængte rammer og fordi vi er nødt til at imødekomme gæsternes behov,« siger hun og lægger vægten på nødvendigheden.

Lukningen er derfor ikke et punktum, men et komma. For selv om dørene til Æblehaven lukkes ved årsskiftet, skal byen stadig mærke Trapholt. Det sker gennem »Trapholt To Go«, et program der sender museets sjæl ud i nye rammer. Workshops, pop up-udstillinger og samarbejder med skoler og kulturaktører skal sørge for, at Trapholt stadig lever, selv om bygningen står tom.

»Vi har hele tiden vidst, at museet kun lukker på matriklen. Ikke som identitet. Vores meget dygtige personale kommer til at arbejde i andre arenaer, og de vil udkomme på nye måder. Vi har forberedt os længe og skabt de relationer og den økonomi, der gør det muligt. Vi kommer til at være all over,« fortæller hun og peger på, at erfaringerne fra coronanedlukningen har vist, at museet kan tænke kreativt, også når alt ser sort ud.

»Trapholt lukkede jo heller aldrig dengang. Vi lavede det store fællesskabsværk Lighthope. Så vi skal nok udkomme, bare på andre måder.«

Og når dørene igen åbner i foråret 2027, bliver det ikke en stille genkomst, men et brag. Publikum kan se frem til en stor Hans Wegner-udstilling og en helt ny måde at opleve museets samling på. De 6.000 værker, som Trapholt har i sin varetægt, vil blive præsenteret i nye, interaktive formater skabt i samarbejde med eksterne partnere. Og som et første møde venter et ikonisk blikfang. Det gigantiske 48 kvadratmeter store Panton-møbel, der tidligere vakte opsigt, vil igen stå klar til at tage imod gæsterne.

»Det bliver Team Trapholt, der lukker, og Team Trapholt, der åbner. Og vi ved allerede, at det bliver en travl sommer, når vi vender tilbage,«
siger Karen Grøn og gør det klart, at projektet handler om at ruste Trapholt til en ny tid.

Erfaringerne fra rekordsommeren følger med ind i det nye kapitel. For mens rekorderne er blevet slået, har læringen ikke været til at overse. Der var, som allerede nævnt, dage hvor næsten 1.400 mennesker fandt vej til Trapholt, og hvor rammerne blev presset til det yderste. Alligevel var stemningen lys.

»Vi har selvfølgelig fået kommentarer om, at der var mange mennesker. Men ingen sure miner, og det skyldes vores kollegers kæmpe indsats. De har sørget for, at det blev en god oplevelse for alle,« fortæller Karen Grøn.

Hun taler om et personale, der bar sommeren på skuldrene. Ikke bare med smil i billetsalget og hjælpende hænder i udstillingerne, men med en dedikation, der fik selv de mest trængte dage til at fungere.

»De fantastiske mennesker, der har taget imod vores gæster, har sørget for, at det faktisk er blevet en god oplevelse for alle,« siger hun og giver æren til Team Trapholt.

Derfor står museet ikke bare midt i et rekordår, men på tærsklen til et nyt kapitel. Den arkitektur, der engang blev skabt til færre gæster, vil snart give plads til flere. Parken bliver en integreret del af oplevelsen, samlingen præsenteres i nye formater, og publikum får mulighed for at møde kunsten på friske måder.

Trapholt går altså ind i en ny fase med den samme ånd, der har båret sommeren. Når dørene åbnes igen i 2027, bliver det ikke kun for at vise kunst, men for at give endnu flere historier, endnu flere stemmer og endnu flere øjeblikke, der sætter sig fast, slutter museumsdirektøren.

Hastigheden sænkes efter togulykke

0

TRAFIK. Banedanmark og DSB har i samarbejde med Sønderborg og Aabenraa Kommuner sat gang i en række tiltag, der skal øge sikkerheden ved jernbaneoverkørslerne mellem Sønderborg og Tinglev. Beslutningen kommer efter to ulykker med kort tids mellemrum på strækningen.

Når togene igen begynder at køre mellem Tinglev og Sønderborg, bliver hastigheden sat ned fra 100 til 70 kilometer i timen ved de seks overkørsler, der har advarselsanlæg men ingen bomme. Ifølge Banedanmark betyder det, at bremselængden bliver halveret, og at lokomotivførerne får mere tid til at reagere, hvis biler eller mennesker er i overkørslen.

»Vi er alle meget berørt af de to ulykker, der med kort tids mellemrum har været i to overkørsler på strækningen. Banedanmark og DSB er derfor her og nu blevet enige om, at togene sætter hastigheden ned i overkørslerne, til 70 kilometer i timen. Det sker, mens vi gennemfører en grundig analyse af, hvilke tiltag der er behov for frem til overkørslerne som planlagt får bomanlæg i første halvår 2027,« siger Martin Harrow, sikkerhedschef i Banedanmark.

Udover den midlertidige hastighedsnedsættelse har Banedanmark beskåret beplantningen ved overkørslerne for at skabe bedre udsyn. Tre af dem, Kådnervej, Visgårdvej og Kærvej, bliver desuden overvåget i en periode for at sikre, at signalerne fungerer korrekt.

Hos DSB hilser man initiativerne velkommen.

»Vores kunders og medarbejderes sikkerhed har altid højeste prioritet. Derfor bakker vi fuldt op om de her tiltag, der nu iværksættes for at øge sikkerheden. At sænke hastigheden midlertidigt gennem overkørslerne vil skabe mere tryghed for både vores passagerer og vores lokomotivførere, indtil der hurtigst muligt kan etableres mere permanente løsninger. Vi forsætter arbejdet med både Banedanmark og kommunerne for at finde de mest effektive løsninger ovenpå den forfærdelige ulykke sidste uge, der stadig berører os alle dybt,« fortæller Per Schrøder, driftsdirektør i DSB.

Aabenraa og Sønderborg Kommuner er samtidig gået i gang med at opsætte nye skilte og etablere rumleriller ved de seks overkørsler, så bilister i højere grad bliver gjort opmærksomme på, at de nærmer sig jernbanen.