Hannerupløbet samlede igen Fredericia i skovens grønne rammer

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

EVENT. Når man står på pladsen ved Hannerup Skov en sensommeraften, forstår man, hvorfor Hannerupløbet er blevet en institution i Fredericia. Tirsdag den 26. august blev løbet afviklet endnu en gang, og med omkring 1350 deltagere var det præcis den folkefest, arrangørerne havde håbet på.

Løbsleder og næstformand i Fredericia Løbeklub, Jørgen Mollerup, smiler, da han ser tilbage på aftenen. »Det var en meget positiv oplevelse, som det jo plejer at være. Vi er alle sammen meget glade og positive« fortæller han.

Han understreger, at det hele klappede fra start til slut. »Både i forhold til deltagerantallet og stemningen på pladsen og ude på ruterne var det endnu en gang en stor succes« siger han.

Glade børn, musik og fællesskab

Noget af det, der gør Hannerupløbet særligt, er bredden i aktiviteterne. Børneløbet og handicabløbet er for mange det rørende højdepunkt, og her er det ikke bare tiderne, men glæden, der tæller. »De glade smil vi får tilbage på det løb, vi arrangerer, det er det, som giver os gejst til at fortsætte. Når de små børn eller deltagerne i handicabløbet kommer i mål, så giver det hele mening« siger Jørgen Mollerup.

I år var der også levende musik på pladsen. Musiker Monika Bigum satte stemningen med guitar og sang, hvilket blev modtaget med begejstring. »Det var dejligt, at der var levende musik på pladsen. Sådan noget baggrundsmusik gør bare oplevelsen endnu bedre« fortæller han.

Og der var masser af aktivitet for børnene. Fredericia Løbeklub havde skabt et aktivitetsområde, som blev flittigt brugt hele aftenen. For mange var det netop kombinationen af motion, leg og fællesskab, der gjorde Hannerupløbet til noget særligt.

Skoven som kulisse

Hannerup Skov er mere end bare et sted at løbe. For mange deltagere er naturen en væsentlig del af oplevelsen. »Det at vi har vores løb i en så flot skov gør det til en unik oplevelse. Der er mange førstegangsløbere, som bagefter fortæller, hvor positivt overrasket de er. De synes, det er flot og godt arrangeret, selvom det selvfølgelig er lidt udfordrende, når det går op og ned hele tiden« siger Jørgen Mollerup.

Frivillige bærer løbet

At samle mere end tusind løbere og tilskuere kræver en enorm indsats. Arbejdet begynder længe før startskuddet lyder. »Det er et arbejde, der går gennem hele året. Allerede nu har vi åbnet for tilmelding til næste år, og vi har tanker i spil om, hvad vi skal gøre anderledes. Men det er jo et kæmpe holdarbejde. Vi var nok 50-60 medlemmer fra klubben, der var aktive på pladsen i år« fortæller han.

De frivillige er ifølge løbslederen selve fundamentet. »Uden dem kan det ikke lade sig gøre. Det betyder alt, at de kommer med lyst og med et smil. Det gør hele forskellen« siger han.

En del af Fredericias DNA

For mange er Hannerupløbet blevet en tradition, og næste år er der en særlig grund til at fejre. »Hannerupløbet er jo nærmest en institution i Fredericia. Næste år markerer vi 50-års jubilæum, siden løbet startede i 1976. Det bliver en stor fest, og vi håber at kunne samle op mod 2000 deltagere« siger Jørgen Mollerup.

Løbet er ikke blot en fest for byen, men også en vigtig del af klubbens økonomi. Indtægterne fra arrangementet er med til at sikre, at Fredericia Løbeklub kan drive sin daglige aktivitet.

Fremtiden

Målet er klart. Hannerupløbet skal fortsætte med at være et løb for hele byen, et løb hvor man kan mødes på tværs af alder og niveau. »Vi har potentiale til mere. Næste år kunne jeg godt tænke mig, at vi når 2000 deltagere. Men ellers er vi meget glade for det niveau, det er på. Det er et fint niveau for os« siger Jørgen Mollerup.

Og hvis han skal beskrive Hannerupløbet 2025 med tre ord, er han ikke i tvivl. »Succes, glæde og fællesskab« siger han.

Det er ord, der rammer præcis det, man oplever, når man står midt på pladsen i Hannerup Skov en sensommeraften i august.

26-årige Mille Holm er ny købmand i REMA 1000 i Strib

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

BUSINESS. Når Mille Holm træder ind i butikken i Strib, er det ikke bare som en medarbejder, men som købmand og ansvarlig for det hele. Hun er kun 26 år, men allerede nu står hun i spidsen for sin egen REMA 1000. For hende er det ikke bare et arbejde, men opfyldelsen af en drøm, hun har haft i mange år.

»Det er jo sådan en drøm, der er blevet til virkelighed. Det er noget, jeg har arbejdet på længe« fortæller hun med et smil, da vi møder hende i butikken.

Rejsen dertil begyndte tilbage i 2015, hvor hun som 16-årig fik sit første fritidsjob i en REMA 1000 i Fredericia. Dengang var ambitionerne ikke større end at tjene lidt ekstra ved siden af skolen. Men som hun selv siger, tog tingene hurtigt fart.

»Jeg startede som ungarbejder og blev senere lukkeansvarlig, da jeg fyldte 18. Jeg troede egentlig, det var det i REMA. Jeg tog til USA som au pair, kom hjem og ville være sygeplejerske. Men så ramte corona, og jeg kunne mærke, at det ikke var vejen for mig. I stedet fik jeg en elevstilling gennem en butikschef, jeg kendte, og så tog det fart derfra« fortæller hun.

Fra elevforløbet gik turen videre til en butik i Kolding, hvor hun blev souschef. Efter to og et halvt år stod hun klar til at rykke endnu et skridt op. Da muligheden bød sig i Strib, tøvede hun ikke. »Jeg sagde bare højt til min regionschef, at det kunne jeg godt tænke mig, og så blev det min butik« siger hun.

At være så ung og alligevel have ansvaret for en hel butik kan virke overvældende. Men Mille Holm er klar. Hun vil sætte sit præg på REMA 1000 i Strib, samtidig med at hun respekterer, at butikken er en del af lokalsamfundet og allerede har sine faste kunder.

»Jeg vil gerne ind og selvfølgelig være mig, men også være det Strib har brug for. Det skal ikke føles som en stor omvæltning, men kunderne skal kunne mærke, at der også kommer et lille præg fra mig« siger hun.

Hun lægger vægt på nærvær, både i butikken og i det omkringliggende samfund. »Det betyder alt at være en del af lokalsamfundet. Det er jo det, der afgør, om kunderne handler hos mig eller ej. Så jo mere jeg kan engagere mig og være synlig, jo mere føler kunderne også, at det er deres butik« siger hun og tilføjer, at hun især vil bruge sin interesse for sport til at skabe forbindelser i byen.

Samtidig har hun et klart fokus på medarbejdernes trivsel. »De betyder alt. Jeg kan ikke gøre det selv. Hvis vi har det godt sammen, og hvis vi udstråler glæde til kunderne, så spreder det sig. Jeg vil gerne have, at vi bliver en butik, som folk i byen taler om som et godt sted både at handle og at arbejde« siger hun.

Mille Holm overtager medarbejderne fra den tidligere købmand og har allerede ansat en ny salgsassistent. Hun vil i den kommende tid mærke efter, om holdet skal suppleres med flere. Men hendes første mål er klart: at falde til og blive accepteret i Strib.

»Det første år handler om at falde på plads. Jeg forstår godt, at kunderne også lige skal vænne sig til en ny købmand, og det skal vi finde ud af sammen. Jeg vil gerne vise, at jeg er her for dem« siger hun.

Når hun ser længere frem, er ambitionen ikke til at tage fejl af. »Om fem år ser jeg en butik, der trives virkelig godt og er i fremdrift. Ikke bare min REMA, men hele Stribs REMA« siger hun.

For Mille Holm handler købmandsdrømmen ikke kun om varer på hylderne og tal på bundlinjen. Det handler om at skabe en butik, hvor kunderne føler sig hjemme, og hvor medarbejderne trives. »Jeg håber, at kunderne vil sige, at det er en pæn butik med de varer, de skal bruge, og at jeg er en købmand, der behandler mit personale ordentligt. Jeg vil gerne gå den ekstra mil for at give folk en god oplevelse« siger hun.

Og med den indstilling er Stribs nye købmand mere end klar til at skrive sit kapitel i historien om REMA 1000.

Kun tre sosu-elever fik kontrakt i Fredericia – udvalgsformand kalder tallene bemærkelsesværdige

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

POLITIK. På papiret lyder det simpelt. Danmark mangler tusindvis af social- og sundhedsmedarbejdere, og manglen bliver kun større i årene frem. I Fredericia alene vurderes behovet at være næsten 30 procent flere hænder end i dag. Alligevel sidder elever på Social- og Sundhedsskolen FVH i Fredericia og kigger på hinanden over bordene, mens kontrakterne glimrer ved deres fravær.

Ud af 24 elever på grundforløb 2 har kun tre fået en ansættelse i kommunen. Resten er henvist til SU og en mere usikker fremtid.

»Vi kan jo se, hvor mange elever der er ansat, og hvor mange der sidder på SU i klasselokalet. Derfor tog vi kontakt til kommunen for at høre, om de kunne genkende tallene. Det kunne de,« har skolens direktør Jacob Bro forklaret. Han pegede samtidig på, at forskellen betyder noget konkret for eleverne, både økonomisk og for deres motivation til at gennemføre uddannelsen.

Det er i den sammenhæng, formanden for Senior- og Socialudvalget, David Gulløv fra Socialdemokratiet, er blevet konfronteret med tallene.

»Det er da bemærkelsesværdigt, at det kun er tre ud af 24, der har fået plads. Det vil jeg tage op allerede i dag og spørge ind til. Vi må have en oversigt over, hvorfor det ser sådan ud,« siger han.

Han understreger, at han ikke har haft tallene foran sig, men anerkender, at situationen kræver handling.

På spørgsmålet om, hvad konsekvensen kan være, hvis unge sosu-elever oplever, at der ikke er plads til dem i kommunen, svarer han tøvende.

»Det kan selvfølgelig have konsekvenser, hvis de søger andre steder hen og ikke får et job her. Spørgsmålet er, om det er fordi der ikke er plads til dem, eller fordi de søger noget andet end det, vi kan tilbyde. Men uanset hvad, så skal vi ind og se på det,« siger han.

Der ligger en vis famlen i svarene, for bag ordene gemmer sig en strukturel udfordring. På den ene side melder politikere og forvaltning om mangel på medarbejdere. På den anden side oplever eleverne en barriere allerede fra start, fordi de ikke får en kontrakt.

Jacob Bro fra sosu-skolen har tidligere forklaret, at det betyder noget helt konkret for elevernes motivation. Elever med kontrakt gennemfører i højere grad deres uddannelse, fordi de føler sig som en del af et arbejdsfællesskab. Uden kontrakt sidder man tilbage med SU og en fornemmelse af at være på prøve.

David Gulløv vil ikke afvise, at økonomi kan spille ind, men han insisterer på, at det i princippet ikke bør være årsagen.

»Der er jo midler sat af til elever. Derfor burde det ikke være et spørgsmål om penge, selvom det selvfølgelig kan have en effekt. Jeg vil hellere undersøge de konkrete årsager, end jeg vil gætte. Vi skal ikke skyde med spredehagl, for så rammer vi forbi. Vi skal finde ud af, hvorfor det er sådan,« siger han.

At situationen ikke kun handler om Fredericia, gør billedet endnu tydeligere. Næsten halvdelen af alle grundforløb 2-elever på sosu-skolen i Fredericia, Vejle og Horsens står uden kontrakt. Det er en tendens, der kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis den ikke ændres.

»Man kan sige, at uanset hvad, så vil vi jo gerne have, at vi alle har et fælles ansvar for at sikre, at der er lærepladser og udviklingsmuligheder for vores unge mennesker. Det vil vi gerne have, at de private gør, og så skal det offentlige selvfølgelig også tage sin del af det. Det ansvar skal vi løfte,« siger David Gulløv.

Han lover samtidig afslutningsvis, at sagen vil blive taget videre politisk.

Kun 3 ud af 24 sosu-elever fik kontrakt – på trods af advarsel om massiv mangel

Milliardudbud om CO₂-fangst går videre til næste fase

Af
Redaktionen
-
0

BUSINESS. Energistyrelsen har nu afsluttet den første del af det store milliardudbud om fangst og lagring af CO₂. Fristen for indledende bud udløb tirsdag den 26. august, og otte budgivere er gået videre i processen om at få del i den såkaldte CCS-pulje på 28,7 milliarder kroner.

»CO₂-fangst og -lagring er et vigtigt værktøj til at afhjælpe klimaudfordringerne og nå de danske klimamål. For hvert ton CO₂, vi ikke udleder til atmosfæren, mindsker vi Danmarks klimapåvirkning. Perspektiverne er enorme, og derfor er det glædeligt, at der stadig er stor interesse for at deltage i udbuddet. Der er fortsat et stykke vej til, at der ligger endelige og bindende bud i postkassen, men i dag var endnu en milepæl på vejen dertil« siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.

I maj offentliggjorde styrelsen navnene på de ti selskaber, der var blevet prækvalificeret til at søge puljen. Udvælgelsen skete på baggrund af selskabernes erfaringer med CO₂-fangst og -lagring samt større anlægsprojekter. Hvilke af de prækvalificerede selskaber, der har afgivet indledende bud, bliver ikke oplyst, da processen fortsat pågår.

De endelige bud skal afleveres senest den 17. december 2025. Først herefter afgøres det, hvilke selskaber der får kontrakterne. Energistyrelsen forventer at kunne tildele de første kontrakter i april 2026.

Støtten fra CCS-puljen udbetales pr. lagret ton CO₂. Det betyder, at der først kan komme penge fra staten, når det er dokumenteret, at CO₂’en faktisk er lagret i undergrunden. Selve fangsten skal foregå i Danmark for at tælle i det danske klimaregnskab, mens lagringen kan ske enten i Danmark eller i udlandet.

Udmøntningen af CCS-puljen kræver, at EU-Kommissionen godkender ordningen som statsstøtte.

Konkurrencerådet griber ind i Norlys’ opkøb af Ewii Fibernet

Af
Andreas Andreassen
-
0

BUSINESS. Konkurrencerådet har sat betingelser for Norlys’ opkøb af Ewii Fibernet. Rådet kunne ikke uden videre godkende fusionen, fordi der var risiko for, at konkurrencen i Trekantområdet ville blive begrænset, og at kunderne derfor ville komme til at betale mere for bredbånd og tv.

Norlys har som følge af indgrebet valgt at lade en anden udbyder levere tv og bredbånd til syv antenneforeninger i Trekantområdet. Det fjerner de betænkeligheder, Konkurrencerådet havde, og rådet har nu givet sin godkendelse.

Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger

»Det har været nødvendigt at gribe ind i fusionen mellem Norlys og Ewii Fibernet af hensyn til slutbrugerne. Et meget stort antal kunder i Ewiis område har hidtil kunnet købe bredbånd og tv leveret via Ewiis fibernet eller købe det fra Norlys via antenneforeningernes coax-net. Uden indgrebet ville fusionen betyde risiko for prisstigninger til kunder på begge net. Fusionen kunne kun godkendes, hvis Norlys fjernede risikoen for, at konkurrencen mellem fiber- og coax-nettene blev begrænset. Det har Norlys valgt at gøre ved at forpligte sig til at sikre, at antenneforeningerne får en anden leverandør af bredbånd og tv end Norlys. På et tidspunkt kan nogle kunder derfor blive nødt til at skifte mailadresse og modem.«

Norlys Fibernet A/S, der nu skifter navn til Sinal A/S, overtager Ewii Fibernet A/S på betingelse af, at Norlys ikke får hel eller delvis indflydelse på de aktiviteter, der angår de syv antenneforeninger i en periode herefter.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har Ewii Fibernet hidtil givet husstande i Vejle, Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejen kommuner to muligheder. De kunne enten købe bredbånd og tv via Ewii Fibernets fibernet eller via coax-nettet gennem deres antenneforening, hvor Norlys var eneleverandør.

Styrelsens undersøgelser viser, at uden indgrebet ville fusionen have skabt risiko for, at priserne steg eller vilkårene blev forringet for omkring 135.000 slutkunder i Ewiis område. Det gælder især kunder, der ønsker en fastnetforbindelse og ikke kan fravælge Norlys, fordi selskabet uden indgrebet både ville eje fibernettet og samtidig være eneleverandør til antenneforeningerne.

Godkendelsen betyder, at fusionen først kan gennemføres, når Norlys har indgået aftaler med nye leverandører til de syv antenneforeninger eller har aftalt et førtidigt ophør af samarbejdet.

Ewii Fibernet ejer og driver fiberinfrastruktur i Trekantområdet, mens Norlys ejer fiberinfrastruktur, der dækker omkring 875.000 husstande i Danmark, primært i Jylland. Norlys driver desuden coax-net i hele landet og sælger bredbånd, tv og fastnettelefoni til både slutkunder og antenneforeninger.

SOSU-krisen: Mangler vi hænder, er systemet problemet – ikke de unge. 

Af
Poul Rand
-
0

Jeg vil gerne starte med et forbehold: De tal, jeg refererer til, stammer fra pressen og FOA, så hvad der er op og ned kan altid diskuteres. Men hvis tallene holder, står vi i Fredericia og Syddanmark med en alvorlig udfordring.

FOA vurderer, at vi i 2034 vil mangle næsten 25.000 fuldtidsansatte SOSU’er på landsplan – alene i Fredericia omkring 221, svarende til næsten hver fjerde medarbejder. Samtidig ser vi det groteske paradoks: Ud af 24 elever på SOSU-skolen i Fredericia fik kun tre en kontrakt. Hvordan kan man på den ene side tale om massiv mangel – og på den anden side afvise de unge, der står klar til at tage fat?

Jacob Bro, direktør for Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, har advaret om, at der er en alvorlig flaskehals i uddannelsen, fordi der ikke findes praktikpladser nok. Det er et systemsvigt, ikke de unges skyld.

Løsningen er ikke flere rådhusnotater, men reel handling:

• Flere praktikpladser, også hos private og selvejende tilbud.

• Fuldtid frem for deltidsstillinger.

• Færre papirskubbere – flere varme hænder.

• Rekruttering på kvalitet, ikke kvantitet.

• Respekt for faget og for de unge, der faktisk brænder for det.

Hvis vi virkelig mener, at vi mangler hænder, må vi begynde at bruge de hænder, vi allerede har. 

Er der en krise eller er der ikke?

Næstformand i senior- og socialudvalget vil have klarhed om manglende kontrakter til sosu-elever

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

POLITIK. Når Social- og Sundhedsskolen i Fredericia gør status over sine grundforløbselever, står et paradoks tydeligt frem. På den ene side melder kommunen igen og igen ud, at der mangler hænder i ældreplejen. På den anden side sidder elever på skolens gange uden kontrakt og uden sikkerhed for, at de kan starte deres uddannelse i samarbejde med den kommune, de fleste af dem bor i.

Ud af 24 elever på grundforløb 2 i Fredericia er det blot tre, der har fået en ansættelse. Tallene har vakt opsigt, for hvordan hænger det sammen, når prognoserne viser, at Fredericia i de kommende år får brug for næsten 30 procent flere medarbejdere i plejesektoren end i dag.

Næstformand i Senior- og Socialudvalget, Kirsten Hassing Nielsen fra Det Konservative Folkeparti, tøver ikke med at kalde tallene påfaldende.

»Det er noget, jeg tidligere har spurgt ind til ved forvaltningen, og det vil jeg gøre igen. For hvis Social- og Sundhedsskolens elever har en oplevelse af, at der ikke er pladser nok, og de samtidig bliver afvist ude i plejen, så kan det da godt undre, hvad det skyldes. Det må vi have undersøgt,« siger hun.

Hun understreger, at hun løbende får orienteringer om stillinger, der bliver slået op og besat, men at det ikke nødvendigvis matcher de unge under uddannelse. Alligevel mener hun, at tallene kalder på en forklaring.

»Hvis man som arbejdsgiver står og mangler stillinger, og der samtidig er elever på sosu-skolen, som gerne vil ud, men ikke synes, de bliver tilbudt noget, så må vi have klarlagt hvorfor. Det er da påfaldende,« siger hun.

Risiko for at miste de unge

Spørgsmålet er ikke kun et talspil. For konsekvenserne kan række langt ud over skolens mure. Hvis de unge oplever, at de ikke kan få en plads i Fredericia, kan de med rette se sig om efter muligheder i andre kommuner.

»Jeg tror da, at de søger andre steder hen. Det er meget naturligt. Jeg vil da helst beholde dem i Fredericia, men hvis pladserne ikke er her, så søger man selvfølgelig ud. Det ville jeg selv gøre, hvis jeg ikke kunne få lov at arbejde med det, jeg er uddannet til. Derfor skal vi da også gøre alt, hvad vi kan for at holde på dem,« siger Kirsten Hassing Nielsen.

Hun vil dog ikke pege på økonomien som den oplagte forklaring. »Det tør jeg ikke udtale mig om, for det skal jeg have flere oplysninger om,« siger hun.

I stedet peger hun på kapacitet og rammer. Det kræver ressourcer at have praktikanter, men det fritager ikke kommunen for ansvar.

»Det kræver jo noget at have praktikanter ind, men det skal man kunne som arbejdsgiver. Jeg er selv arbejdsgiver, og jeg ved, hvor vigtigt det er at kunne tage en praktikant ind. Selvfølgelig kræver det en indsats og et overskud, men det skal man kunne. Og kan vi det ikke, så må vi ind og se på, hvorfor. Er det tiden, der mangler, eller de fornødne rammer. For jeg synes, det er drønærgerligt, hvis vi ikke kan tilbyde de unge en plads,« siger hun.

En fælles opgave

For næstformanden handler spørgsmålet i sidste ende om ansvar. Hun lægger vægt på, at kommunen skal være ekstra vågen på netop de områder, hvor presset er størst.

»Grundlæggende ser vi meget gerne, at der er så mange elever som muligt i kommunen, og det gælder selvfølgelig også på ældreområdet. Når vi ved, at der er mangel på ressourcer, så skal vi være ekstra opmærksomme på at tage elever ind. Det skal vi ikke kun gøre, fordi der er mangel, men fordi vi skylder de unge at give dem mulighed for at komme ind og få erfaring. Det er jo dem, vi skal satse på i fremtiden. Når de er færdiguddannet, skal de kunne gå ud og få et job,« siger hun.

Hun åbner samtidig for, at kommunen må styrke dialogen med både skole og forvaltning, så der bliver skabt bedre løsninger.

»Jeg vil gerne være med til at facilitere samtaler og dialog. Hvis der er barrierer, må vi åbne dørene,« slutter hun.

Tallene fra Fredericia står imens ikke alene. På tværs af sosu-skolens afdelinger i Fredericia, Vejle og Horsens oplever næsten halvdelen af grundforløbseleverne at starte uden kontrakt. Direktør Jacob Bro har tidligere advaret om, at det svækker både motivation og chancen for at gennemføre uddannelsen.

Kun 3 ud af 24 sosu-elever fik kontrakt – på trods af advarsel om massiv mangel

Min kinesiske mareridtsbil

Af
Peter C. Gøtzsche, professor emeritus
-
0

I august lejede jeg en bil i Barcelona, fordi jeg skulle interviewe nogle spaniere til en videnskabelig dokumentarfilm. Da den bil, jeg havde lejet, en Citroen C3 Aircross, var ude at køre, blev jeg ”opgraderet” til et monster af en bil. Den havde en venderadius som en mindre lastbil og var tudegrim forfra, så jeg gættede på, at den måtte være kinesisk. Det var den også, en Omoda 5 Premium B

Bilen er ikke sikker. Den høje køler øger nemlig risikoen for, at børn, der bliver påkørt, dør af det.

Bilen var så stor, at jeg måtte have hjælp af min fotograf, hver gang jeg skulle parkere under trange forhold, fx i en hotelgarage.

Det tog os nogen tid at finde ud af, hvordan man fik monsteret til at køre. Der var automatgear, men det var ikke indrettet som i europæiske biler. Der var en uendelig mængde elektronik i den, der gjorde alting meget svært, og der var ingen instruktionsbog.

Det var et lydmæssigt mareridt at køre i den. Vi kørte 1700 km, og stort set hvert eneste minut bimlede og bamlede det, ofte adskillige gange. Kling-kling-kling sagde det, og det lykkedes os aldrig at finde ud af hvorfor. Eller bilen hvæsede ad os, nærmest som et dårligt bilhorn fra 1950, gentagne gange, hvis antal heller ikke gav nogen mening. Det kunne være 4, 14 eller sågar 24 gange, undertiden afsluttet med et enkeltstående ekstra båt, ligesom når en hund har gøet ad os og lige med et sidste bjæf markerer, at den mener det alvorligt.

Mærkeligt nok kom der ingen advarselslyde, når jeg kom meget tæt på en mur, når jeg parkerede.

Jeg fik konstant at vide, hvor stor en idiot, jeg var. Selvom jeg kørte eksemplarisk og overholdet fartgrænserne, kom der ofte skilte op på tavlen foran mig, fx dette:

”You have been distracted for a long time. Please focus on the driving!” Beskeden var åbenlyst forkert. Engang fik jeg den smidt i hovedet efter at have kørt to hundrede meter, hvilket jo ikke er lang tid.

Der var også ”Focus on the road ahead”, hvilket er en tåbelig besked at give folk, der har kørekort.

Jeg gik på Internettet for at finde ud af, hvorfor lydene kom, men fandt kun lovprisninger af denne rædselsfulde bil, den absolut værste, vi nogensinde har sat vores ben i. Den er helt uden for kategori, som de siger om de værste bjerge i Tour de France.

Da vi et sted ventede på, at porten gik op til en hotelgarage, gik det helt galt. Jeg gik ud for at trykke på en knap til porten, og da jeg kom tilbage, var bilen totalt låst. Jeg kunne hverken køre frem eller tilbage. Vi prøvede alle mulige knapper og indstillinger, men kom ingen vegne. En spanier bagved, der også skulle ned i kælderen, blev ved med at dytte af os, selvom jeg havde forklaret ham, at bilen ikke kunne køre, og det kunne hans dytteri jo ikke rette op på.

Efter meget lang tid kom der et skilt op, der forsvandt så hurtigt igen, at jeg knap nok nåede at læse det, men det var noget med en sikkerhedssele. Vi tog selerne på, og hokus pokus, nu kunne vi liste ned i garagen. For pokker da. Man bruger da ikke sele for at køre 1-2 km i timen ned i en garage.

Når man låste bilen, kunne man ikke gå tilbage og tjekke, om den nu også var låst, for når man nærmede sig, låste den automatisk op igen.

Vi kunne næsten heller ikke komme ind i bagagerummet og lukke det igen. Der sad en knap et sted i bilen, og en anden knap på klappen for at lukke den igen.

Når man gik ud af bilen, klæbede T-shirten til ryggen, fordi bilsæderne var beklædt med plastik. Når man stillede sig et par meter bag ved bilen, svingede sidespejlene ud, og efter kort tid svingede de ind igen. Og så ud igen, mens jeg stadig stod bomstille. Det gav heller ikke nogen mening.

Selve kørslen var et gigantisk mareridt. Engang hvor jeg skulle overhale en lastbil og havde lagt an til at skifte kørebane, lavede uhyret en katastrofeopbremsning, fra 100 km/t til 60 km/t, uden nogen som helst gyldig grund. En anden gang bremsede den kraftigt op, fordi der holdt en bil i nødsporet, hvilket også var åndssvagt, da min kørebane var helt fri.

Andre gange satte den hastigheden ned med 10 km/t midt i en overhaling eller 100 m før, jeg nærmede mig en lastbil. Det var også totalt absurdt. Og hele tiden, mange gang i minuttet, rev uhyret i rattet, så jeg måtte bringe bilen på ret kurs igen. Den var øjensynlig programmeret sådan, at hvis man afveg fra den kurs, bilen syntes, man skulle køre, bare med nogle få centimeter, så flåede den i rattet.

Rigtige mænd har ikke behov for at have en barnepige i bilen. Den knap, jeg savnede allermest, var: ”Stop all warning sounds.” Og hvem ved. Måske lyttede de med på vores samtaler ovre i Kina, som jo er et totalt overvågningssamfund, hvor Big Brother ser dig hele tiden og giver point, hvis du opfører dig ordentligt.

Behold kinesiske biler, hvor de hører hjemme: I Kina.

FHK’s unge profil med verdensmesterskabserfaring er klar: »Jeg vil bidrage, når chancen kommer«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

SPORT. Snart går Fredericia Håndboldklub igen på banen til de store kampe. En ny sæson i ligaen banker på døren, og forventningerne kan allerede mærkes både i hallen under træningskampene og blandt fansene. Drømmen om slutspil, top fire og europæiske aftener lever i bedste velgående, og midt i det hele står en ung fløjspiller, der allerede ved, hvordan det føles at stå øverst på sejrsskamlen. Frederik Jægerum kom hjem fra sommerens VM for U21-landsholdet med guld om halsen, og oplevelsen har givet ham både selvtillid og sult. Nu er blikket rettet mod Fredericia, hvor både han og holdet vil tage nye skridt i ligaen.

Frederik Jægerum smiler, da talen falder på den nye sæson. Han ved, at forventningerne er store, men han mærker også glæden ved at skulle ind i hallen igen med sine holdkammerater. Den unge venstrefløj er stadig høj på oplevelsen af at have vundet VM-guld, men nu handler det hele om hverdagen i Fredericia HK, hvor der er blevet trænet hårdt hen over sommeren og talt om, hvordan man kan bygge videre på sidste sæson. Og her er optimismen til at tage og føle på.

»Stemningen i truppen er rigtig god, og vi er alle klar til at komme i gang igen med de sjove kampe,« bemærker han indledende.

For Jægerum er det ikke kun kampene, men hele kulissen, han ser frem til. Lyden af hallen fyldt i Fredericia Idrætscenter, de røde farver på tribunen og den lokale opbakning er noget, der driver ham.

»Jeg glæder mig mest til at mærke stemningen i hallen igen og til at spille de kampe, hvor der virkelig er noget på spil,« fortæller han.

Han er bevidst om sin rolle. Jægerum ved godt, at han stadig står i begyndelsen af sin ligakarriere, men samtidig har han allerede sat sig fast som et navn, fansene kender på tribunen. Det handler for ham ikke om at jagte overskrifter eller måltotaler, men om at gribe de øjeblikke, hvor muligheden byder sig.

»Jeg tror, at mine personlige mål bare er at bidrage med det, jeg kan, når jeg får lov til det,« lyder det fra den unge venstrefløj.

Og hvor han selv holder blikket skarpt på de små skridt, er holdets mål mere vidtrækkende. Fredericia har de seneste sæsoner vist, at de hører til blandt de stærke, og nu drømmer spillerne om at tage endnu et spring.

»Ambitionen er helt sikkert at se, om vi kan nå nogle af de sjove ting igen. Vi går efter slutspillet og forhåbentlig en plads i top fire, så vi kan spille Europa til næste år. Og så vil vi gerne nå semifinalerne, som vi så ikke lykkedes med sidste år,« siger han.

For en ung spiller er det både en gave og en udfordring at være en del af et mandskab med så høje målsætninger. Det kræver mod at træde ind på scenen, men også ydmyghed til at lytte og lære.

»Det har været sindssygt lærerigt, og det er jo nogle nye roller, man skal finde sig til rette i. Det handler bare om at suge til sig og lære alt det, man kan fra de andre,« fortæller han.

Her har han især fundet støtte hos en af de rutinerede kræfter på fløjen.

»Jeg har selvfølgelig lænet mig meget op ad Bisgaard, fordi vi spiller samme position, og han er en af dem, jeg har lært mest af,« siger han.

Bag alt dette ligger samtidig tilliden fra trænerne. Uden den betyder ingen af drømmene meget.

»Det betyder rigtig meget at mærke tillid fra trænerteamet. Når de tror på dig, begynder du også selv at tro mere på dine egne evner,« siger han. Han nævner både de små samtaler om det, han gør godt, og de konkrete råd om, hvor han kan forbedre sig. Men mest af alt handler det om at mærke handlingen bag ordene, når han bliver sat ind og får lov til at vise, hvad han kan.

Imens har fokuset på udvikling og læring været en del af ham, siden han som seks-syvårig første gang tog en håndbold i hånden. Dengang var det leg og fællesskab, men først på efterskolen begyndte han at mærke, at sporten kunne blive mere end blot en fritidsinteresse.

»Jeg kunne mærke, da jeg kom på efterskole, at det at være i et lille miljø, hvor man pressede hinanden, det kunne jeg godt lide. Det var noget, jeg havde lyst til at prøve at udforske lidt,« forklarer han.

Siden er udviklingen gået stærkt. Det foreløbige højdepunkt kom i sommer, da Danmark vandt VM-guld ved U21-slutrunden i Polen.

»Det må helt klart være at vinde VM-guld, det er det største højdepunkt,« siger han uden tøven.

Men guldet er ikke en endestation. Når han kigger fem år frem, er det med blikket rettet mod endnu større scener.

»Det er en stor drøm at se, om jeg kan nærme mig det danske A-landshold. Ellers handler det bare om at være et godt sted, enten i den danske liga eller måske i en anden spændende liga rundt omkring i verden,« siger han.

Drømmene er store, men bag det ambitiøse ydre står en ung mand, der også værdsætter de små ting uden for banen. Han bruger meget af sin tid sammen med venner, familie og kæreste, og han har sine faste vaner, der giver ro – også lige før fløjten lyder.

»Jeg venter altid med at binde mine snørebånd, til vi går i gang med opvarmningen. Det har jeg altid gjort,« fortæller han.

Og når han endelig står på banen, ved han, at han ikke står alene. Publikum i Fredericia giver ham og resten af holdet en ekstra gnist.

»Det betyder sindssygt meget. Det er virkelig dejligt at mærke den store opbakning, og det giver lige et ekstra boost, når man er på banen,« smiler han.

Derfor er hans budskab til fansene forud for sæsonstarten også krystalklart.

»De skal bare komme i hallen og lave en masse larm, for jeg er sikker på, at det kan give os nogle ekstra point i løbet af sæsonen,« slutter han.

Frederik Jægerum står altså på tærsklen til en ny sæson, hvor ambitionerne er høje, både for ham selv og for holdet. Med erfaringen fra VM-triumfen i rygsækken, en klub i ryggen og et publikum, der aldrig svigter, er scenen sat for endnu et skridt i hans unge karriere.

Første gang på Klimafolkemødet: »Vi føler et ansvar«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

EVENTS. På havnefronten i Middelfart rejser telte og scener sig, når Klimafolkemødet i slutningen af august samler tusinder til tre dages samtaler om klima, hverdag og forbrug. Blandt de mange deltagere finder man i år en debutant. Kirppu Loppesupermarked er for første gang med, og ifølge marketingchef Sophia Kalb Møller er beslutningen både ny og nødvendig.

»Det er første gang, vi er med. Vi har ikke tidligere gjort os så meget i den slags, men vi synes, at det er en vigtig agenda, og vi føler også at vi har et ansvar for at tage del i den,« forklarer hun.

Kirppu er kendt som Danmarks største kæde af loppesupermarkeder. Et sted hvor man kan leje en stand og lade brugte ting finde nye ejere. Netop derfor ser virksomheden sig selv som en naturlig del af en samtale om klima og bæredygtighed. På Klimafolkemødet deltager de både med en paneldialog torsdag, en udstilling og en stand alle tre dage.

»Vi har inviteret Dankort og Emma Sofie fra Bachelorette med på scenen, og Tanja Gotthardsen modererer. Det er ikke tænkt som en konfronterende debat, men som en dialog om vores forbrugeradfærd og vores relation til de ting, vi ejer. Hvad får os til hele tiden at købe nyt, og hvad får os til at genbruge,« fortæller Sophia Kalb Møller.

Hun håber, at mødet med publikum kan sætte tanker i gang. Ikke i form af løftede pegefingre, men som små skub i en ny retning.

»Vi håber, at folk tager med sig, at de får kickstartet en refleksion over deres forbrug. Vores ønske er at være med til at genopbygge en relation til de ting, vi ejer, så vi bliver mere bevidste om, hvad vi har, og hvorfor vi har det. Vi vil gerne vise, at det ikke behøver at være svært at gøre en lille forskel,« siger hun.

Det handler altså om at gøre bæredygtighed tilgængeligt og jordnært. Hos Kirppu kalder de sig selv en platform for ting, der kan få nyt liv.

»Når noget bliver ghostet, som vi siger, kan det komme ud til os og finde en ny kærlighed. Vores rolle er at være stedet, hvor genstande kan få en ny historie i stedet for at ende på en genbrugsstation. Hos os går man på opdagelse og på skattejagt. Det tager længere tid end at shoppe online, men det giver en helt anden oplevelse,« fortæller Sophia Kalb Møller.

Til Klimafolkemødet viser Kirppu en særlig udstilling, som de kalder »Værdiløse værdigenstande«. Den består af ting, der er indgraveret med navn, dato eller særlige mærker. Ting som ofte føles for personlige til at kunne genbruges, men som her får en chance for et nyt liv.

»Vi leder efter nye ejere, der passer til indgraveringen. Det kan være et ur med en dato eller en genstand med et navn. Man kan melde sig, hvis man synes, det passer til en selv, og så finder vi en ny ejermand. Det er ikke en konkurrence, men en måde at vise, at selv noget meget personligt kan få en ny betydning,« siger hun.

Personlige historier spiller i det hele taget en vigtig rolle. Ifølge Sophia Kalb Møller giver de genstande en særlig dybde, som kan være med til at styrke vores forhold til de ting, vi vælger at beholde.

»Vi tror på, at personlige historier kan styrke tilknytningen til det, man ejer. Det handler om affektionsværdi. Nogle gange kan det være svært at give slip på ting, men hvis der kobles en historie på, som man kan relatere til, kan man tænke, at den her ting faktisk var lige præcis til mig. Det giver en ekstra dimension til genbrug,« forklarer hun.

Kirppu oplever også, at det netop er de skæve og lidt anderledes ting, der trækker kunderne til. På sociale medier deler de ofte billeder af quirky fund, og folk tager turen til butikken for at se tingene med egne øjne.

For Sophia Kalb Møller handler Klimafolkemødet ikke kun om at vise, hvad Kirppu er i dag, men også om at placere virksomheden som en aktør i den grønne omstilling. Hun sætter tre ord på den rolle, de gerne vil spille.

»Cirkularitet er hele grundlaget for vores koncept. Så er der relationer, hvor vi vil styrke tilknytningen til de ting, man køber, så man beholder dem længere og passer bedre på dem. Og så er der tilgængelighed. Det skal være nemt at købe og sælge brugte ting. Man behøver ikke være på online markedspladser, man kan bare bruge et loppesupermarked. Det er den balance, vi gerne vil stå for,« siger hun.

For Kirppu er Klimafolkemødet en mulighed for at række ud og tage samtalen med både kunder, samarbejdspartnere og alle de nysgerrige besøgende, der lægger vejen forbi Håbets Plads.

»For os handler det meget om samtalen. Vi vil gerne have de gode snakke med folk, vi møder. Hvis vi kan inspirere til en anden tilgang til forbrug, så er vi allerede nået langt,« slutter Sophia Kalb Møller.

1...697071...462Side 70 af 462