Det står nu sort på hvidt, at Region Syddanmark og alle godt 32000 ansatte fra lægen til kontorassistenten, behandler LGBTQ+ personer – dårligt.
Der skal ikke skal gøres forskel på borgere i mødet med sundhedsvæsenet. Det er klart.
Sagen handler om at 38 ud af Regionsrådets 41 medlemmer har stemt for at lave en politik for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og queer personer (Queer: Mennesker der ikke passer ind i samfundets traditionelle binære normer for køn og seksualitet).
Linjerne blev trukket skarpt op på Regionsrådsmødet, hvor politik for LGBTQ+ personers møde med sundhedsvæsenet blev besluttet.
Den nye politik retter på baggrund af et indledende dialogmøde med LGBTQ+ organisationer i sommeren 2025, en hård dom vores hårdtarbejdende, dygtige sympatiske og empatiske medarbejdere i sundhedsvæsenet. Politikken bæres af, at LGBTQ+ patienter angiver, at de ikke bliver mødt med respekt og værdighed i sundhedsvæsenet i Region Syddanmark. En dom som jeg ikke er enig i.
Det konkluderes i oplægget, at vores sundhedsvæsen
• ikke er inkluderende og der er ikke plads til alle,
• art det ikke skaber reel lighed i sundhed og trivsel
• at det ikke møder LGBTQ+ personer fordomsfrit og i øjenhøjde, og
• at eksisterende rammer ikke sikrer, at alle kan føle sig trygge i mødet med sundhedsvæsenet.
Det er et alvorligt og anklagende billede af vores sundhedsvæsen. Et billede jeg ikke kan genkende, men jeg anerkender at det er den opfattelse som LGBTQ+ patienterne står med.
Den politiske vedtagelse – som jeg stemte imod – bestemmer, at der kan indarbejdes symboler på åbenhed og rummelighed som f.eks. diskrete symboler på uniformen og at udstyre regionens kuglepenne med regnbueflag.
Jeg tager mig forsigtigt til hovedet. Hvis der er behov for en holdningsændring i sundhedsvæsenet,kommer det nok ikke til at ske ved at købe symboler og tvinge medarbejderne til at bære dem. Kuglepenne og emblemer til 35000 medarbejdere. Dyrt og unødvendigt. Det grænser til en krænkelse af vores ansatte og det rejser spørgsmålet om, hvad der sker med medarbejdere, der ikke vil svinge en regnbuefarvet kuglepen eller bære et symbol, der skal indikere at de er fordomsfrie overfor de 8% af befolkningen der er LGBTQ+ (Ref.: DS). Vores sundhedsvæsen skal være – og er – neutralt og sådan burde det forblive at være.
Jeg nærer en meget høj grad af tillid til vores sundhedsvæsen og derfor forstår jeg ikke, at der nu er taget en politisk radikal beslutning der skal favorisere en bestemt patientgruppe.
Det her er en ledelsessag og en sag der hører hjemme i medarbejderudvalgene.
EVENT. Musikhuset Posten i Odense lagde tirsdag aften scene til tourstarten for Mikkel Hansen, hvor en fyldt sal fik både latter, eftertænksomhed og gåsehud. I tæt samspil med moderator Thomas Kristensen leverede håndboldikonet en aften fuld af ping pong, personlige fortællinger og de helt store øjeblikke.
Mikkel Hansen lagde fra land med en frisk tone og en befriende ærlighed i replikkerne. Publikum kunne mærke, at han havde lyst til at dele – også de hårde kapitler. Han fortalte åbent om en ungdom på Sydfyn, hvor skoletrætheden kostede flere ekstra år på vejen mod studentereksamen, og om det at kæmpe videre, når vejen ikke er snorlige.
Knæskaden, der satte sit præg på store dele af karrieren, fyldte naturligvis også. »Det var en hård tid,« sagde han, og med selvironi fortalte han om at skulle tilpasse sit spil og sin hverdag til en krop, der ikke altid fulgte med ambitionerne.
De store triumfer fik naturligvis også plads. OL-guldet i Tokyo var et højdepunkt, men Mikkel Hansen fortalte med et skævt smil, at »franskmændene ikke ligefrem stod i kø for at gratulere.« Til gengæld stod en hel nation bag hjemme foran skærmene.
Aftenen fik også en mere alvorlig kant, da han delte om sin fars kamp med kræft og om sine egne blodpropper i både ben og lunger – episoder, der satte livet og sporten i perspektiv.
Som et naturligt punktum på en eventyrlig karriere blev der skruet op for de store billeder: OL-guld, VM-triumfer og rollen som mentor for en ny generation af unge stjerner.
Og så det ultimative øjeblik: Foredraget sluttede med et foto på storskærmen af to konger – Mikkel Hansen og H.K.H. Kongen – taget ved OL i Paris.
Touren fortsætter nu rundt i hele landet i oktober og november, hvor håndboldfans og sportsinteresserede får muligheden for at komme helt tæt på mennesket bag legenden.
MIDTBY. Koldings bymidte står foran en omfattende forandring. En områdefornyelse til 160 millioner kroner skal i de kommende fem år forvandle byens centrum fra klassisk købstad til et moderne mødested. Programmet med titlen »Fra plan til handling« er netop godkendt i Plan og Teknik og sendt videre til byrådet.
Borgmester Knud Erik Langhoff understreger vigtigheden af investeringen. »Bymidten er højt prioriteret på byrådets liste over indsatsområder. Det er afgørende, at vi har en attraktiv by, hvor folk holder af at komme og mødes både i hverdagen og til særlige lejligheder. Derfor er der også bred enighed i byrådet om at investere de 160 mio. kroner i en række projekter, som skal opgradere mange af de fysiske rammer« siger han.
Planen er skabt som et svar på ændrede forbrugsmønstre og stigende internethandel, der udfordrer byens rolle som handelsby. Med områdefornyelsen vil Kolding satse på at skabe nye attraktive byrum, grønne pladser og forbindelser, der inviterer til fællesskab, kultur og oplevelser.
Formand for Plan og Teknik, Jakob Ville, uddyber intentionen. »Som kommune har vi mulighed for at gøre noget ved byens fysiske rammer, så bymidten bliver mere attraktiv og pænere at se på. Det handler mange af projekterne om. Men vi kan også hjælpe det gode byliv på vej ved at gøre det mere behageligt at opholde sig på torve og pladser, så vi på den måde stimulerer muligheden for at opleve noget i byen og dyrke byens fællesskaber« siger han.
Programmet rummer en bred vifte af projekter, der tilsammen skal give Kolding en ny identitet som mødested. Akseltorv og Nicolaiplads skal opgraderes, og Bredgade, Slotsgade og Svietorv står ligeledes over for en fornyelse. Derudover lægges der vægt på såkaldt wayfinding – hvordan byen tager imod sine gæster og guider dem rundt – samt indsats mod tomme butikslokaler.
Når byrådet behandler planen den 28. oktober, bliver det samtidig startskuddet til gennemførelsen. Reglerne for områdefornyelser betyder, at programmet skal være realiseret senest fem år efter vedtagelsen. Det første projekt, som ventes igangsat, er opgraderingen af Akseltorv, hvor spaden efter planen sættes i jorden i september 2026.
Fakta: Projekterne i områdefornyelsen
Wayfinding og formidling
Akseltorv og Nicolaiplads
Bredgade
Helligkorsgade, Østergade og Søndergade nord
Gråbrødregade og Jernbanegadekrydset
Jernbanegade mellem Buen og Akseltorv
Slotsgade og forbindelsen mod Koldinghus
Baggårdsforbindelser
Svietorv mod Nicolai
Klosterparken
Indsats og dialog med bygningsejere om tomme butikslokaler
NEKROLOG. Mandag aften er Jørgen Leth død i en alder af 88 år efter kort tids sygdom. Med hans bortgang mister Danmark ikke blot en forfatter og filminstruktør, men en af de mest markante stemmer i nyere dansk kultur.
Jørgen Leth debuterede som digter i 1962 med Gult lys, og herfra voksede et forfatterskab frem, der i sin enkle, nøgterne stil skabte billeder, som blev siddende. Han skrev ikke for at pynte sproget, men for at afdække verden lag for lag, detalje for detalje. Han var kompromisløs i sin form – og det var netop enkelheden, der gjorde ham så kompleks.
I årene efter digtdebuten bevægede han sig frit mellem genrer og kunstarter. Han blev filmskaber med Det perfekte menneske (1967), en ikonisk kortfilm, der stadig står som et hovedværk i dansk dokumentartradition. Senere skabte han De fem benspænd (2003) sammen med Lars von Trier, hvor han – som han altid gjorde – satte sig selv på spil i kunstens maskineri.
Jørgen Leths stemme blev en fortælling i sig selv. Dybt genkendelig, nasalt bølgende, med en rytme og frasering, der gjorde selv de mindste detaljer til poesi. Som mangeårig cykelkommentator på TV 2 blev han en del af danskeres sommer. Millioner har siddet foran fjernsynet og hørt ham beskrive Tour de France med sætninger, der blandede præcision med lyrisk billedkraft. For ham var det ikke bare sport – det var drama, myte, helte og lidelse.
»Stemmen er blevet tavs,« skrev forlagschef Simon Pasternak i sin mindeord. »Den dybe, lidt nasale Jørgen Lethske stemme kunne lægge den perfekte frasering ind over alting – fra Eddy Merckx og Godard til en saglig og detaljeret kærlighed og ja, døden selv.«
Heltene, kærligheden og døden
Gennem hele sit virke vendte Leth tilbage til de samme grundtemaer: fascinationen af helte, passionen for kærlighed, skønheden i detaljen – og den konstante bevidsthed om døden. Han skrev med en kølig klarhed, men uden at forfalde til kynisme.
Hans seneste digtsamling, Zombie (2025), blev endnu et eksempel på den kompromisløse insisteren på at skrive sig helt ind i det personlige, selv når kroppen svigtede og døden nærmede sig. Han blev ved til det sidste.
Jørgen Leth levede et liv, hvor grænserne mellem roller var flydende. Han var forfatter, journalist, radiomand, filminstruktør, cykelekspert og musiker. Han var højt respekteret, men også indimellem udskældt. Han vakte debat med sin selvbiografi Det uperfekte menneske (2005), hvor hans hudløse ærlighed om privatlivet satte sindene i kog. Men han veg aldrig tilbage fra sin kunstneriske mission: at skrive og fortælle virkeligheden, som han så og oplevede den.
For mange var Jørgen Leth mere end en kunstner – han var en inspirationskilde. Hans måde at arbejde med metaforen på, hans evne til at gøre en lille detalje stor og betydningsfuld, har sat spor i både litteratur, film og journalistik.
Han lærte os, at en metafor ikke er pynt, men en nøgle til at se verden på en ny måde. At en cykelrytter på vej op ad Alpe d’Huez ikke bare er sport, men også et billede på livet selv: styrke, smerte, sårbarhed.
En kompromisløs kunstner
Jørgen Leths betydning ligger ikke kun i de værker, han skabte, men i måden han skabte dem på. Med enkelhed, med kølighed, med en sjælden ærlighed. Han ville altid vise noget, ikke forklare alt. Det gjorde ham til en af de mest kompromisløse stemmer i dansk kultur.
»Han skrev med enkelhed, nøgternhed og ekstrem coolness om sine helte, sine besættelser og sit liv,« som Simon Pasternak formulerede det.
Et ekko vil leve videre
Med Jørgen Leths død er en stemme forstummet. Men ekkoet vil leve videre – i digtene, i filmene, i kommentarsporene fra Tour de France, i de mennesker han inspirerede, og i de metaforer han lærte os at forstå.
Han efterlader sig en arv, der er langt større end et forfatterskab. Han efterlader en måde at se verden på.
Det uperfekte menneske
En af de mest omtalte udgivelser i hans karriere var selvbiografien Det uperfekte menneske (2005). Bogen skabte heftig debat, fordi den med uforbeholden ærlighed beskrev både hans kunstneriske virke og hans private liv. Men for Jørgen Leth var netop ærligheden og hudløsheden en nødvendighed. Han holdt intet tilbage, og på den måde blev værket en fortælling uden lige – en nøgen skildring af mennesket bag kunstneren, med alle dets fejl og ufuldkommenheder. For mange læsere var det chokerende, for andre dybt befriende.
REGIONEN. Regionsrådet i Region Syddanmark har godkendt en ny psykiatriplan, der skal gælde frem til 2032. Planen indeholder 43 indsatser og tager udgangspunkt i den nationale 10-årsplan for psykiatrien, men er tilpasset forholdene i regionen.
Målet er at styrke både faglighed, kapacitet og samarbejde med fokus på patienter, pårørende og medarbejdere. Blandt initiativerne er udbygning af opsøgende teams, nye tilbud til børn og unge med psykiske lidelser og rusmiddelproblematikker, en plan for vederlagsfri psykologhjælp til unge mellem 18 og 24 år samt tættere samarbejde med politi, kriminalforsorg og kommuner.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger: »Vi står med en stærk og visionær plan, der vil kunne løfte psykiatrien markant de kommende år – både fagligt, organisatorisk og menneskeligt. Vi skruer op for tidlig indsats, styrker samarbejdet med patienter og pårørende og mellem sektorer, og vi sikrer, at vores medarbejdere får bedre vilkår for kunne komme i mål. Det er en massiv investering i psykiatriens fremtid, og vi er klar til at føre den ud i livet.«
Planen er blevet til gennem en proces med bred inddragelse af patienter, pårørende, fagfolk, kommuner og civilsamfund. I foråret 2025 var planen i høring, og de 44 høringssvar med mere end 240 bemærkninger har bidraget til justeringer. Blandt ændringerne er forslag om pårørendepeers, mere inkluderende sprogbrug, tydeligere beskrivelser af roller og ansvar samt øget fokus på samarbejdet med politi og kriminalforsorg.
Formand for Psykiatri- og Socialudvalget, Mette Bossen Linnet (V), siger: »Jeg er meget stolt af den brede opbakning og det stærke engagement, som har præget hele processen. De mange høringssvar og input har gjort planen både mere robust og mere relevant for dem, det hele handler om – patienter, pårørende og de ansatte i psykiatrien. Det giver os et stærkt fælles udgangspunkt for at komme i mål.«
Den konkrete implementeringsplan og finansiering forventes fremlagt i løbet af efteråret 2025.
SPORT. DBU Elitedommere har mandag eftermiddag udsendt en opdatering på den situation, der i går skabte stor debat i Superligaopgøret mellem Viborg FF og FC Fredericia. Episoden fandt sted i det 70. minut, hvor Viborgs målmand Lucas Lund greb bolden med hænderne uden for feltet. Mange mente, at situationen burde have udløst et rødt kort, men spillet fortsatte, og VAR greb ikke ind.
I opslaget skriver DBU Elitedommere »For at fjerne enhver tvivl, så har VAR checket situationen, hvor VAR teamet skønnede, at der ikke var nok grundlag for at åbne protokollen for muligt rødt kort for berøvelse af oplagt scoringsmulighed. VAR-teamet skønnede, at keeperens hensigt var at gribe bolden i straffesparksfeltet, men i splitsekundet utilsigtet fik grebet udenfor. Af den årsag ville der kun være tale om et direkte frispark uden udvisning, hvilket betyder, at VAR ikke kan intervenere og kalde dommeren til skærmen.«
DBU’s valideringsgruppe har efterfølgende analyseret episoden. Her bliver det understreget, at der er elementer, der trækker i begge retninger, og at vurderingen må bero på et skøn. »Der skulle naturligvis være dømt et direkte frispark for hands, men det væsentlige i forhold til mulig VAR-intervention er, hvorvidt målmanden skulle være udvist« skriver gruppen og påpeger, at internationale fortolkninger af lignende situationer giver en vis tolerance for såkaldte mindre fejl.
Opslaget understreger, at en udvisning kun kan komme på tale, hvis keeperen tydeligt griber bolden med det formål at forhindre en angriber i en oplagt scoringsmulighed. »I den konkrete situation kan det være vanskeligt entydigt at fastslå. Det betyder også, at hvis dommeren på banen havde skønnet det til en forseelse til udvisning, ville det være vanskeligt for VAR at modbevise« fremgår det.
Afslutningsvis skriver DBU Elitedommere »I disse kontroversielle situationer, hvor der er elementer der trækker i begge retninger, er den generelle anbefaling, at VAR ikke skal blande sig.«
Situationen har været blandt de mest omdiskuterede fra weekendens Superligarunde, og opslaget fra DBU Elitedommere kommer som en reaktion på den store opmærksomhed, episoden fik efter Viborgs sejr på 2-1 over FC Fredericia.
POLITIK. Fra mandag den 29. september bliver det forbudt at flyve med droner i hele det danske luftrum. Forbuddet gælder frem til fredag den 3. oktober og er sat i værk i forbindelse med EU-topmødet i Danmark.
Beslutningen kommer efter flere episoder med droner tæt på danske lufthavne. Transportminister Thomas Danielsen forklarer, at myndighederne ikke vil tage nogen chancer.
»Vi kan ikke acceptere, at fremmede droner skaber usikkerhed og forstyrrelser i samfundet, som vi har oplevet den seneste tid. Samtidig er Danmark i den kommende uge vært for EU’s ledere, hvor vi skal have ekstra fokus på sikkerheden. Derfor lukker vi fra og med mandag til og med fredag det danske luftrum for al civil droneflyvning. På den måde fjerner vi risikoen for, at fjendtlige droner kan forveksles med lovlige droner og omvendt,« siger han.
Skærpet sikkerhed under topmødet
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen peger på, at situationen kræver ekstraordinære tiltag.
»Vi står lige nu i en svær sikkerhedspolitisk situation, og vi skal sørge for de bedst mulige arbejdsforhold for Forsvaret og Politiet, når de skal stå for sikkerheden under EU-topmødet. En opgave, der i forvejen kræver en stor indsats fra vores myndigheder, som arbejder i døgndrift for at beskytte danskerne og vores gæster,« siger han.
Også justitsminister Peter Hummelgaard understreger behovet for forbuddet.
»Politiet er i markant forhøjet beredskab, og vores myndigheder skal bruge deres kræfter der, hvor det er nødvendigt for at passe på danskerne og vores gæster. Formålet med forbuddet mod civil droneflyvning er bl.a. at forenkle sikkerhedsarbejdet for politiet, så politiet ikke skal bruge kræfter på civile droner uden sikkerheds- og politimæssig relevans,« siger han.
Strafferammen er hård
Forbuddet er udstedt med hjemmel i luftfartsloven, der giver transportministeren mulighed for at lukke hele eller dele af luftrummet af hensyn til den offentlige sikkerhed. Overtrædelse kan blive dyr – og i værste fald koste friheden.
En overtrædelse kan straffes med bøde eller fængsel i op til to år.
Dispensation i særlige tilfælde
Forbuddet omfatter ikke militære droner, statsluftfart med droner som politi- og beredskabsopgaver, samt sundheds- og redningsoperationer. Derudover kan kommercielle aktører i helt særlige tilfælde søge dispensation hos Trafikstyrelsen – eksempelvis hvis der er tale om uopsættelige samfundsvigtige opgaver.
Droneforbuddet træder i kraft mandag den 29. september og varer til og med fredag den 3. oktober. Det gælder hele døgnet og hele landet.
SPORT. Der var både forløsning, stolthed og ren glæde i stemmen hos Anders Kragh Martinusen, da han efter kampen satte ord på sejren over GOG. Efter en svær sæsonstart og en turbulent periode i klubben viste Fredericia HK i Middelfart Sparekasse Arena, at de stadig kan være et hold, som ingen har lyst til at møde, når hallen koger.
Kampen endte 33-27 til FHK, men resultatet var mere end bare to point. Det var et bevis på, at holdet har fundet tilbage til glæden, gejsten og viljen til at kæmpe sammen. For tilskuerne var det en aften, de havde længtes efter, og spillerne leverede den præstation, som fansene og byen har ventet på.
Anders Kragh Martinusen lagde ikke skjul på, at sejren var kulminationen på flere uger med hårdt arbejde og en vilje til at ændre energien i holdet. »Det var ligesom vi havde håbet på, og ligesom vi havde troet og arbejdet på, at det skulle være. Der er ingen tvivl om, at vi lagde meget tryk på, at vi ville vise en gejst og en vilje til at spille håndbold. Vi skal have glæden igen, og det synes jeg, vi gør til UG,« sagde han.
Og glæden var tydelig at se. Fra første fløjt kæmpede spillerne intenst, stod tæt sammen i forsvaret og bakkede hinanden op. GOG blev mødt af et hjemmehold, der både var fysisk stærkt og mentalt fokuseret. Martinusen forklarede, hvor meget det betød at lykkes netop i forsvaret. »Vi står vanvittigt flot i defensiv, når vi har nogle gode redninger og gør det svært. Vi vil gerne spille hårdt og fysisk, og det kunne vi jo i dag. Jeg er enormt stolt og glad for at stå her efter os og faktisk er lykkes med det.«
Han pegede samtidig på, hvor sjældent det er at få lov til at opleve en kamp, hvor tingene går op i en højere enhed, og hvordan det kræver noget særligt at håndtere. »Der er ingen tvivl om, at det er svært at komme fra sådan noget her. Der er ikke mange af os. Jeg tror, der er en eller to, der måske har prøvet det i sin karriere. Så hvordan skal man reagere, når sådan noget sker« spurgte han retorisk, inden han selv gav svaret med et smil: »Det er en mentalt flot indsats.«
Sejren blev også set som en trodsreaktion oven på den svage start på sæsonen, hvor præstationerne ikke havde levet op til forventningerne. »Jeg tror, vi viser det, som vi gerne vil. Og vi gerne vil udtrykke, om det er trods eller hvad det er. Nogle gange skal den der famøse rygsæk bare lige af og tømmes. Og så skal vi have puttet på på den gode måde,« sagde Martinusen.
Han understregede, at nøglen til sejren lå i holdets evne til at spille frit og med glæde, uden at lade sig tynge af de seneste måneders pres. »Med en masse glæde og en masse spil, så vi kan vise, at det er den måde, vi gerne vil spille på. Det er klart, at vi ikke kan forvente, at vi kan levere sådan her i alle kampe, men kan vi komme derhen af, og kan vi få den her vilje og fighter-instinkt, som vi har i dag, så synes jeg faktisk, at det er rigtig, rigtig langt,« sagde han.
Omklædningsrummet blev også et tema, da han skulle forklare, hvordan holdet havde holdt sammen i en svær tid. »Altså omklædningsrummet er måske et af de vigtigste rum for os. Og det har været her altid. Vi har været enormt gode til at stå sammen og være der for hinanden. Men der er ingen tvivl om, at engang imellem, så kan tingene også blive presset så hårdt, at det kan også blive et svært rum at være i nogle gange. Og frustrationerne måske bliver større og tager over på en negativ plan. Vi skal tage den ren,« sagde Martinusen.
I kampen mod GOG var bredden på holdet en tydelig styrke. Jesper Houmark roterede flittigt, og mange spillere fik vigtige minutter. Det var en bevidst strategi og en markant forskel fra tidligere. »Vi har jo spillet enormt smalt. Og det er der jo ikke noget ondt at sige på nogen som helst måde. Det er den stil Gummi havde kørt med. Og det er den, han har gjort igennem hele sin karriere. Men i dag viser vi også den bredde, der skal til. Alle, der kommer ind, er enormt skarpe og bliver spillet ind på en god måde. Og det er vigtigt. Vi har brug for alle. Uanset hvilken periode det står i. Om det er en periode, hvor vi er godt kørende, så er det fint også en gang, når der kan komme lidt luft. Der er ingen tvivl om, at når man er inde på banen, vil man jo gerne spille. Og man vil jo egentlig gerne spille alle 60 minutter. Sådan er vi alle indrettet. Men det er så dejligt, at alle byder til og er på samme energiniveau, som vi var i dag,« forklarede han.
På lægterne var der både nervøsitet og spænding inden kampstart, men det ændrede sig hurtigt, da FHK kom i gang. »Men undervejs er det jo ingen tvivl om, at lige så snart kampen bliver fløjtet op, og man er i gang, så er man inde i zonen, og så er man der. Men jeg tror, at vi alle sammen ville lyve, hvis det var, man sagde, at man ikke havde en lille smule sommerfugl i maven i forhold til, at man jo gerne ville ind og gøre en god indsats efter den tumult, der har været. At det så sker, som jeg sagde tidligere, på den måde, som det gør på, er jo bare en kæmpe forløsning, og jeg tror også, at man kunne mærke på det i løbet af kampen, at det var med til at booste os,« sagde Martinusen.
Han fremhævede endnu engang betydningen af hallen og den særlige stemning i Middelfart Sparekasse Arena. »Den her hal har vi jo snakket om så mange gange, at den er et fort uden lige en fæstning, og det viste den sig at være igen, og det var vi enormt taknemmelige for,« sagde han.
Sejren var kun den anden hjemmebanesejr i ti kampe, og derfor havde den en særlig betydning for både holdet og fansene. »Det er skønt, og det skal jo ikke være sådan, at der er så langt mellem de vundne kampe her. Vi er voldsomt stærke, og vi skal være et hold, som folk ikke synes er sjovt at spille mod, når vi er her. Vi har ikke været gode nok, og det må vi spillere også tage på vores kappe. Vi har heller ikke været gode nok, når vi er her i arenaen, og vi har været for uskarpe i mange situationer. Det var vi ikke i dag. I dag var vi konsekvente, og vi var særdeles skarpe og skulle til, når vi skulle stå til,« sagde Martinusen.
På banen leverede FHK en af de mest helstøbte præstationer i lang tid. Forsvaret stod fremragende, målmændene leverede redning efter redning, og offensivt blev der spillet med fart og variation. Alle bød ind, og kollektivet viste sin styrke. Det var en sejr, som fansene kunne fejre med spillerne, og som kan blive et vendepunkt i sæsonen.
For Martinusen handlede det ikke kun om kampen, men om hele følelsen af at stå sammen. »Vi er voldsomt stærke, og vi skal være et hold, som folk ikke synes er sjovt at spille mod, når vi er her,« gentog han. Det er en ambition, der blev ført ud i livet mod GOG, og som kan være fundamentet for resten af sæsonen.
UDDANNELSE. Fredag eftermiddag blev tømrereleverne på EUC Lillebælt fejret, da de bestod deres svendeprøver og dermed trådte ind i håndværkets stolte rækker som nyudlærte svende. Blandt de unge, der nu kan kalde sig tømrersvende, skilte én sig særligt ud. Jonas Raakilde Christensen fra Brenderup modtog en sølvmedalje som bevis på et helt særligt niveau ved sin svendeprøve.
Fejringen fandt sted i kantinen på Teknikervej i Fredericia, hvor familie, mestre, lærere og klassekammerater var samlet for at hylde eleverne.
John Bruun Lyng, uddannelsesleder for tømreruddannelsen på EUC Lillebælt, indledte fejringen med at fortælle om et fag, der står med både lange traditioner og store forandringer.
»Tømreruddannelsen kendetegner sig ved at være et fag i rivende udvikling. Bæredygtighed, nye materialer og innovation præger uddannelsen. Samtidig bygger den på stærke traditioner. Man skal være i stand til at have mange bolde i luften, for faget udvikler sig hele tiden,« sagde han.
Han fremhævede også, at elevernes motivation er tydelig. »Jeg oplever, at de unge brænder for det. De vil gerne faget, og det er fantastisk at se, hvordan de tager det til sig. Der er et stort behov for dem derude, så de kan se frem til gode muligheder,« fortalte han.
For at nå frem til svendeprøven skal eleverne igennem både teori og praksis. De undervises i kvalitetssikring, tegningslære, byggelovgivning, materialeforståelse og tekniske regler – og ikke mindst i det praktiske håndværk.
»Der er ikke kun én måde at gøre tingene på. Det handler om at bruge de rigtige materialer og at gøre det korrekt. Kreativiteten spiller også en rolle. Derfor kræver det, at eleverne hele tiden lærer at finde løsninger,« forklarede John Bruun Lyng.
Samarbejdet med virksomhederne er samtidig en uundværlig del af uddannelsen. »De bedste tømrere bliver skabt i tæt samspil med virksomhederne. Det er på byggepladsen, de unge lærer faget rigtigt. Vi kan understøtte det på skolen, men arbejdet hos mesteren er afgørende,« sagde uddannelseslederen.
Han understregede også vigtigheden af, at materialeleverandører og brancheaktører er tæt på uddannelsen. »Vi samarbejder med mange leverandører, der kommer ind og viser de nyeste materialer og teknologier. Det holder uddannelsen opdateret,« sagde han.
En sølvmedalje til Jonas
Blandt de nyudlærte svende var det Jonas Raakilde Christensen, der kunne gå hjem med en sølvmedalje.
»Det føles virkelig fedt. Det er jo det, man har håbet på de sidste fire år, at det kunne ende med at blive til sådan en. Det er et kæmpe skulderklap,« sagde Jonas kort efter overrækkelsen.
For ham betyder medaljen mere end blot et stykke metal. »Det viser, at andre kan se, at man faktisk ved noget om sit håndværk. Og det viser også, at det ikke bare er for sjov – det er noget, man brænder for,« forklarede han.
Hans familie og mester var til stede under ceremonien. »Min mor var meget overrasket og var hurtigt oppe for at tage billeder. Selv min mester var oppe at tage billeder. Det betyder meget,« fortalte Jonas.
Jonas’ svendeprøve bestod blandt andet i at opføre et bjælkespær med valm og vindue – et hjørne af et hus.
»Det kan være udfordrende, men hvis man har fulgt godt med i undervisningen, så er det til at gå til. Jeg vil ikke sige, at det er nemt, men det bliver lettere, når man har forstået reglerne og kravene. Det handler om at være koncentreret og gøre sig umage,« sagde han.
Hans uddannelsesforløb har været tæt knyttet til mesteren. »Jeg har været i en lille virksomhed, hvor det kun var mig og mester. Det har givet mig en masse muligheder for at lære direkte af ham. Han har været god til at rette mine fejl uden at skælde ud, så jeg kunne blive ved med at prøve igen,« fortalte Jonas.
Fremtiden venter
Selvom Jonas netop er blevet udlært, har han allerede planer for den nærmeste fremtid. »Jeg bliver hos min mester lidt endnu. På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at prøve noget i en større virksomhed og se, hvordan det er. Måske også videreuddanne mig eller en dag blive selvstændig. Det er svært at sige, hvad der sker om ti år, for branchen ændrer sig hele tiden,« sagde han.
Når han ser tilbage på sin tid på EUC Lillebælt, er det svendeprøven, han er mest stolt af. »Det var der, jeg lagde mest energi og koncentration. Det var vigtigt for mig at vise, hvad jeg kunne, og jeg er rigtig stolt af resultatet,« sagde han.
Nye svende i hele området
Ved afslutningen blev flere andre tømrerelever hyldet som nyudlærte svende. Det gælder:
Casper Lillelund Roskvist, udlært ved CONRUM, Vejle.
Frederik Frifelt Christensen, udlært ved Bruun Byg, Fredericia.
Jens Emil Worm Madsen, udlært ved LY-BYG ApS, Børkop.
Nikolaj Andersen, udlært ved Lars Jeppesen Tømrer- og Snedkermester A/S, Middelfart.
Phillip Noah Lyngbak Leonhard, udlært ved Ove Jensen A/S, Vejle.
Mathias Petræus Poulsen, udlært ved Eurodan Huse A/S, Rødekro.
Noah Christensen, udlært ved EUC Lillebælt, SKO Hansenberg, Fredericia-Kolding.
Jonas Raakilde Christensen, udlært ved Carlshøj Tømrer- og Snedker ApS, Brenderup – og modtager af sølvmedaljen.
SPORT. Under en uge efter at Helle Thomsen fik debut som landstræner for Håndboldkvinderne, er hun klar med den trup, der skal spille to kampe i EHF Euro Cup i oktober.
Danmark møder Tjekkiet den 15. oktober i Nykøbing Falster, mens der fire dage senere venter en udekamp mod Tyrkiet i Ankara. Landsholdet samles den 13. oktober.
»Kampene mod Tjekkiet og Tyrkiet er to kampe, som vi selvfølgelig skal vinde. Men det er også to kampe, som skal bruges på at gøre os skarpere frem mod VM-slutrunden. Vi har kun fem kampe dette efterår, inden VM begynder, og derfor er kampene vigtige i forhold til at spille holdet sammen og få alle med på aftalerne« siger Helle Thomsen.
For at se så mange spillere an som muligt har hun udtaget flere navne end normalt. Det betyder, at der vil ske udskiftninger undervejs, hvor nogle spillere deltager i begge kampe, andre kun i én, og enkelte ikke spiller kampe.
»Vi vil altid gerne arbejde med mange spillere, men vi har kun 16 med i kamptrupperne til begge kampe. Blandt andet ved vi allerede nu, at Anna Kristensen, Line Haugsted og Julie Scaglione ikke tager med til Tyrkiet« siger hun.
På målmandsposten er der igen fokus på at afprøve nye navne.
»Sidst så vi Louise Bak og Amalie Milling, og denne gang bliver det Anne Christine Bossen, som vi ser an på målmandsposten. Vi tænker både langsigtet og kortsigtet, og ved at prøve noget forskelligt, garderer vi os, hvis en nøglespiller pludselig bliver skadet« forklarer Helle Thomsen.
Truppen rummer både etablerede profiler som Mie Højlund, Trine Østergaard og Anne Mette Hansen, men også nye navne fra Nykøbing Falster, Viborg og Sønderjyske.
Kampene spilles 15. oktober i Nykøbing Falster Hallerne og 19. oktober i Ankara.