TRAFIK. Trafikanterne på E45 Østjyske Motorvej kan snart trække vejret lidt lettere. I begyndelsen af november åbner Vejdirektoratet den nordligste del af strækningen mellem Skanderborg og Vejle, hvor seks kilometer motorvej står klar med tre spor i hver retning – hele syv måneder før planlagt.
Arbejdet med at udbygge E45 fra Vejle til Skanderborg har stået på i næsten to år, og selvom det samlede projekt først ventes færdigt i 2027, kan bilisterne allerede nu mærke forbedringerne. Den sydlige del blev åbnet i oktober, og nu følger altså endnu en etape.
»Det er godt nyt for de mange pendlere fra Trekantområdet og de mange lastbiler, der hver dag kører gennem Østjylland på E45. Vi ved, at vejarbejdet har krævet tålmodighed, så vi er glade for, at vi nu kan give trafikanterne lidt bedre plads igen,« siger projektchef i Vejdirektoratet, John Kjærsgaard.
Den nyåbnede del får et nyt slidlag og en hastighedsgrænse på 130 km/t. Arbejdet med belægningen er i gang i to etaper og fortsætter de kommende uger.
Med denne åbning tager Vejdirektoratet endnu et skridt mod målet om 38 kilometer udbygget motorvej mellem Vejle og Skanderborg. Hele strækningen forventes at stå færdig ved udgangen af 2026, hvilket skal give bedre fremkommelighed og færre gener for trafikanterne på en af landets mest trafikerede motorveje.
POLITIK. Nationalt ID-center får fremover en ny rolle i arbejdet med at afsløre snyd med udenlandske studiedokumenter. Det betyder, at danske universiteter nu kan få eksperthjælp til at vurdere, om udenlandske ansøgeres papirer er ægte.
Ændringen, som trådte i kraft i dag den 15. oktober 2025, sker efter en justering af bekendtgørelsen på området. Dermed kan Nationalt ID-center, der hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, nu bistå uddannelsesinstitutioner med dokumentkontrol.
Centeret har allerede erfaring med at rådgive politiet og udlændingemyndighederne, og ifølge regeringen er det en naturlig udvidelse af arbejdet.
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund siger: »Folk med falske papirer skal selvfølgelig ikke kunne blive optaget på en dansk uddannelse eller komme hertil i det hele taget. Nationalt ID-center er en international succeshistorie. Det får de danske universiteter nu gavn af ved at få adgang til dokumentkontrol i verdensklasse.«
Ministerens udmelding kommer i forlængelse af tidligere tiltag, der skal forhindre misbrug af danske studieordninger. Ifølge Stoklund har regeringen set eksempler på, at studieophold bliver brugt som smutvej til lavtlønnet arbejde i Danmark.
»Siden vi fandt ud af, at vores studieordninger blev brugt som smuthul til at arbejde i lavtlønnede jobs i Danmark, har vi iværksat en række tiltag for at stoppe dette mønster. Nu har vi sat endnu et skib i søen, som skal understøtte, at det kun er dem med ægte papirer, der kan bruge vores studieordninger,« siger han.
Ændringen får betydning allerede for ansøgninger til vinteroptaget 2025/2026. Samtidig vil Nationalt ID-center gennemgå dokumenterne for alle nuværende studietilladelser udstedt til borgere fra Bangladesh og Nepal. Finder man falske dokumenter, kan opholdstilladelserne blive inddraget.
Nationalt ID-center, der ligger i Birkerød, blev oprettet i 2018 som en del af Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern. Centeret fungerer som et uafhængigt kompetencecenter og har til opgave at styrke sikkerheds- og kontrolindsatsen på udlændingeområdet ved at rådgive danske myndigheder om identitetskontrol.
Regeringen håber, at udvidelsen af centerets opgaver kan være med til at sikre, at studieophold i Danmark forbliver forbeholdt de studerende, der reelt har papirerne i orden.
Efter en historisk sæson i Champions League sidste år er Fredericia Håndboldklub igen klar til europæisk håndbold på hjemmebane. Denne gang gælder det EHF European League, hvor FHK i aften åbner gruppespillet mod tyske TSV Hannover-Burgdorf i Fredericia Idrætscenter klokken 18.45.
Forventningerne er store, når FHK skal forsøge at bygge videre på de internationale erfaringer og vise, at Fredericia hører til blandt Europas bedste håndboldbyer.
Vi er med live fra første fløjt til sidste sekund – med løbende opdateringer, reaktioner og stemningsbilleder fra banen og tribunerne. Følg kampen direkte her på siden, og mærk pulsen, når FHK skriver næste kapitel i klubbens europæiske eventyr.
AVISEN er live fra 18.30
Politisk annonce – læs gennemsigtighedserklæringPolitisk annonce – læs gennemsigtighedserklæring
POLITIK. En kop kaffe og en mand med benene solidt plantet i både det politiske og det erhvervsmæssige landskab. Når man taler med Tommy Rachlitz Nielsen, formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget i Fredericia og bestyrelsesmedlem i ADP A/S, fornemmer man hurtigt, at det handler om mere end poster. Det handler om balance – og om at få tingene til at hænge sammen. Han indtrådte i havnebestyrelsen efter sidste valg. Det skete i kølvandet på et større stormvejr for havneselskabet, hvor han selv var blandt kritikerne af havnens “åbenhed”. I dag er historien en anden.
»Jeg trådte ind i et stort og veldrevent havneselskab, der havde fuld fart på. Men jeg kom også ind i et selskab, der havde været i modvind. Der blev kritiseret meget udefra, og derfor holdt man sig lidt tilbage. Det ville jeg gerne være med til at ændre,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.
Han blev valgt ind i ADP’s bestyrelse i begyndelsen af valgperioden – og gjorde det hurtigt klart, at han ikke kom for at nikke.
»Jeg udfordrede ret tidligt den opfattelse, at man som bestyrelsesmedlem kun skulle tænke på ADP. Det går ikke, når man sidder som ejerrepræsentant for kommunen. Du kan ikke sige, at noget er godt for ADP, hvis det samtidig er skidt for Fredericia Kommune. Det hænger ikke sammen, og det fik vi på plads fra starten,« siger han.
Fra lukkethed til tillid
Tommy Rachlitz Nielsen har aldrig lagt skjul på, at han tidligere har kritiseret ADP for at være for lukket. Men det, siger han, er fortid.
»Noget af det vigtigste, jeg har været med til, er arbejdet med den nye ejerstrategi. Den har skabt meget mere åbenhed, end vi havde før. I dag kan man se direktionslønninger, sponsorater og repræsentationsudgifter – og der bliver rapporteret jævnligt til både økonomiudvalget og byrådet. Det giver en helt anden tillid,« siger han.
Han peger på, at det forbedrede samarbejde har ændret relationen mellem havn og politik fundamentalt. »Der er en langt bedre dialog i dag. ADP informerer politikerne, når der er store sager på vej, og de inviterer os ind, så vi forstår baggrunden. Det betyder meget, at man kan tale sammen, og at vi kan være med i udviklingen i stedet for at stå på afstand og kritisere,« siger han.
Den grønne havn og fremtidens Fredericia
Når han taler om havnens fremtid, bevæger samtalen sig hurtigt over mod klima og energi. Det er tydeligt, at det er her, hjertet banker hurtigst.
»Det, der fascinerer mig mest, er arbejdet med ADP Energy Infrastructure, som jeg er næstformand for. Vi startede med at undersøge flere mulige energispor, men nu har vi fokuseret på CO2-delen, og det giver mening. Havnen har en dybde, der gør den ideel til at håndtere store mængder CO2, og hvis vi bliver rørforbundet med Esbjerg, kan vi sende det videre til Nordsøen eller til grøn produktion. Det er fremtiden – og Fredericia står utroligt stærkt i den udvikling,« siger han.
Fredericia har ifølge ham alle forudsætninger for at blive et grønt centrum i Danmark. »Vi har Ørsted, vi har Crossbridge, og vi har et erhvervsliv, der allerede arbejder med grøn omstilling. Hvis vi binder det sammen, kan vi blive det sted i landet, hvor energien flyder – og det vil skabe både arbejdspladser, vækst og stolthed,« siger han.
Den svære balance mellem by og erhverv
Men Fredericia er også en by, hvor industri og boliger ligger tæt. Og det giver naturligvis udfordringer. »Når man sidder med støj i Fredericia, så keder man sig ikke,« siger han med et grin. »Vi er omgivet af motorveje, og vi har en havn midt i byen. Det giver selvfølgelig henvendelser, og det skal vi tage alvorligt. Men vi skal også huske, at havnen skaber arbejdspladser og er en del af vores DNA. Vi skal reducere støjen, tage hensyn, men samtidig bevare forståelsen for, at en by som Fredericia er bygget op omkring sin havn.«
Han fremhæver håndteringen af miljøprojekter som et eksempel på, hvordan ADP arbejder professionelt med hensyn og udvikling på samme tid.
»Da vi skulle håndtere havneslam, valgte vi at sejle det til Aalborg i stedet for at dumpe det i Lillebælt. Vi flyttede nedbankningen af spuns, så vi ikke forstyrrede marsvinenes yngletid. Det er konkrete eksempler på, hvordan man kan gøre tingene ordentligt – og der kunne vi i byrådet godt lære noget,« siger han.
Tommy Rachlitz Nielsen beskriver ADP som en organisation, hvor tempoet er højt og udviklingen konstant. »Det går utroligt stærkt. Jeg er vant til at arbejde i erhvervslivet, men jeg har sjældent set et sted, hvor der bliver udviklet så hurtigt. Det har været en gave at være en del af, og jeg har lært enormt meget,« siger han.
Han håber, at den måde ADP arbejder på – med åbenhed, dialog og udvikling – kan smitte af på den politiske kultur i Fredericia.
»Jeg tror, vi kan lære meget af den måde, ADP har arbejdet på. De har været på forkant med interessenterne, taget dialogerne tidligt, lyttet og justeret. Det er sådan, man skaber resultater og tillid. Det kunne vi godt bruge lidt mere af på Rådhuset,« siger han.
Når snakken falder på fremtiden, lyser han op. »Jeg håber, man om ti år vil sige, at Fredericia er Danmarks grønneste havn. At vi har el-kraner, el-trucks, solceller på taget og en havn, der driver den grønne omstilling. Jeg kunne faktisk godt se for mig, at ADP skiftede logoet ud med et grønt et. For det er den retning, vi bevæger os i,« siger han med et smil.
Han lægger ikke skjul på, at han gerne fortsætter.
»Det har været vanvittigt spændende at være en del af ADP. Jeg tror, jeg har brugt mere tid der end mange andre steder i min politiske karriere. Men når man sidder i noget, der udvikler sig så hurtigt, og som betyder så meget for byens fremtid, så er det svært ikke at blive grebet af det. Det må vi tage på valgnatten – men ja, jeg håber, jeg får lov at fortsætte.«
POLITIK. Forud for konstitueringsforhandlingerne i Region Syddanmark har SF, Radikale Venstre og Enhedslisten valgt at gå sammen om et fælles udspil til den kommende regionsrådsformand. Målet er at sikre stabilitet, indflydelse og et bredt samarbejde i den nye valgperiode.
De tre partier peger på, at regionen står over for store udfordringer – blandt andet implementeringen af en ny struktur i sundhedsvæsenet, udviklingen af det nære sundhedstilbud og et styrket samarbejde mellem region, kommuner og praksissektor.
Ifølge partierne er der behov for kontinuitet og en regionsrådsformand, der kan samle partierne om løsninger på tværs af politiske forskelle.
»For SF er det helt afgørende, at sammensætningen i det nye regionsråd giver os størst mulig indflydelse, så vi kan kæmpe for et sundhedsvæsen med kortere ventetider, mere lighed i sundhed, styrke psykiatrien og bedre forhold for de ansatte. Samtidig vil vi arbejde for en grønnere region, hvor klima og bæredygtighed tænkes ind i alle beslutninger,« siger Annette Blynel fra SF.
Hos Radikale Venstre fremhæver Morten Lorenzen behovet for samarbejde og fokus på psykiatrien. »Radikale Venstre anerkender det gode samarbejdsklima, der er i regionsrådet. Det kræver god ledelse, inddragelse og forståelse for forskelligheder. Radikale Venstre ønsker fokus på, at vi virkelig får sidestillet psykiatri og somatik, ikke blot integreret. Vi ønsker også fokus på, at vi får skabt et godt samarbejdsklima i de kommende sundhedsråd. Og så skal vi sikre tryghed og udviklingsmuligheder for personalet,« siger han.
Fra Enhedslisten understreger Martin Schmidt Konradsen, at de kommende år bliver afgørende for regionens evne til at gennemføre reformer uden at miste fokus på kerneværdierne. »Implementeringen af sundhedsreformen bliver en kæmpe udfordring for det nye regionsråd og giver ikke plads til eksperimenter. Enhedslisten ønsker maksimal indflydelse for at mindske uligheden, sikre de ansattes tryghed og holde fokus på grønne løsninger. Derfor bakker vi op om en bred konstituering,« siger han.
De tre partier lægger vægt på, at vælgerne skal kunne mærke, at deres stemme gør en forskel. Derfor ønsker de en konstituering, hvor indflydelsen fordeles efter partiernes styrke, og hvor der skabes et fælles afsæt for at løse regionens udfordringer – med stabilitet, samarbejde og borgerinddragelse i centrum.
POLITIK. Borgmester Christian Bro (S) kalder det en fantastisk nyhed, at Fredericia Musicalteater er med i udviklingen af Aqua The Musical. For ham viser samarbejdet mellem teatret og produktionsselskabet AHA Creations, at Fredericia har en helt særlig rolle i dansk kultur – også når projekterne rækker ud over landets grænser.
»Jeg synes, det er fantastisk, at musicalteatret er en del af den konstellation. Det viser, at vi faktisk kan være med til at udvikle musicals, der er større end Fredericia – og i virkeligheden større end Danmark. Det er ret imponerende,« siger Christian Bro.
Han understreger dog, at det ikke er Fredericia Musicalteater, der står som producent, men AHA Creations, som har base i byen.
»Det er jo ikke musicalteatret, der laver forestillingen, det er AHA Creations. Men det er stadig fantastisk, at Fredericia på den måde er en del af et samarbejde, der har internationale ambitioner,« siger han.
For Aqua The Musical bliver ikke en traditionel produktion. Den får premiere i København – og sidenhen skal den ud i verden.
»Tanken er, at forestillingen skal spilles i København først og derefter rejse ud i verden. Ambitionerne er meget større, end vi normalt ser, og det synes jeg i sig selv er både spændende og klogt,« siger Christian Bro.
På spørgsmålet om, hvorfor musicalen ikke får premiere i Fredericia, svarer borgmesteren, at projektet ganske enkelt er for stort.
»Jeg tror, det er rigtigt set, at Aqua The Musical er større end Fredericia kan rumme lige nu. Det er en produktion i international skala. Men man kan da håbe, at den vender hjem på et tidspunkt. Det ville være en fantastisk oplevelse for byen,« siger han.
Han mener samtidig, at det sender et stærkt signal, at Fredericia lægger hus til et produktionsselskab, der kan skabe noget af den kaliber.
»Det er ret fantastisk, at vi har et selskab med base i Fredericia, som kan udvikle forestillinger i verdensklasse. Det viser, at vores by stadig er et kreativt kraftcenter, hvor store idéer bliver født,« siger han.
Christian Bro er realistisk omkring teatrets nuværende fysiske rammer og mener ikke, at Fredericia kan rumme opsætninger i den størrelsesorden, som Aqua The Musical repræsenterer.
»Jeg tvivler på, at vi i dag har et teater, der kan håndtere så store produktioner. Fredericia har gennem tiden rummet store forestillinger, også Disney-produktioner, men de var jo alle nedskalerede versioner i forhold til originalerne. Det her er det modsatte – her skalerer man op. Og det er en helt anden størrelse,« siger borgmesteren.
Selvom produktionen altså ikke får premiere i Fredericia, mener Christian Bro, at byens bidrag stadig er tydeligt.
»Det her er et udtryk for, at Fredericia er med dér, hvor idéerne bliver til. Vi er med i udviklingen, og det er måske det vigtigste. Det er her, kreativiteten og det faglige fundament ligger. Og det er jeg stolt af,« siger Christian Bro.
SPORT. Når Fredericia Håndboldklub tirsdag aften tager imod tyske TSV Hannover-Burgdorf i Middelfart Sparekasse ARENA, bliver det med respekt for modstanderen – men også med troen på egne evner. Playmakeren Jonas Kruse ser frem til en aften med intensitet, fysik og hjemmebanestemning.
»Det bliver en spændende kamp mod et hold med høj klasse. Alle hold i Bundesligaen er gode, så vi regner med en svær kamp. Men det bliver også en kamp, hvor vi glæder os til at spille europæisk håndbold på hjemmebane og forhåbentlig få en god start,« siger Jonas Kruse.
Han kender til tyskernes styrker – især deres tunge fysik og stærke stregspil.
»De har en stor fysik, og det kommer til at give os noget at arbejde med i både forsvar og angreb. De har nogle store gutter i midterblokken, som bliver svære at komme forbi. Så vi skal stå godt på fødderne og undgå at lave fejl,« siger han.
For FHK bliver nøglen at holde fast i strukturen og udvise den fight, som holdet har bygget op gennem sæsonen.
»Der skal være gejst og vilje i hallen. Hannover har mere erfaring end os på papiret, men vi skal ud og vise, at vi kan matche dem på energi og disciplin. De skal ikke have lov til at spille for meget til stregen, og vi skal undgå, at de får de der små frikast hele tiden. Det er detaljerne, der afgør sådan en kamp,« siger Jonas Kruse.
Op til kampen har FHK haft fokus på netop de tyske styrker og forberedt sig på at lukke de farlige rum. »Vi har kigget meget på deres stregspil og deres afslutninger. Vi har arbejdet med, hvordan vi skal møde dem højt og tage initiativet i forsvaret. Det handler om at stå kompakt og presse dem til at tage de svære løsninger,« siger han.
At møde et bundesligahold på hjemmebane er noget, spillerne ser frem til med stolthed.
»Det er altid fedt at spille de store kampe mod de store hold. Det er en kæmpe oplevelse at spille europæisk håndbold, og det giver os en chance for at vise os frem på et højt niveau. Sådan nogle kampe giver energi, og man kan mærke, at hele holdet glæder sig,« siger Jonas Kruse.
Truppen er klar, og stemningen er i top.
»Der er smil på læberne og stor tro på os selv. Vi har haft en god periode, hvor vi hele tiden bliver bedre, og når vi spiller på hjemmebane, går vi altid efter at vinde. Vi skal ud og bygge videre på den bølge, vi er på lige nu,« siger han.
Til de mange fans, der forventes at fylde arenaen tirsdag aften, har han en klar besked.
»Jeg håber, publikum får lov til at se en kamp med masser af gejst, fight og glæde. Vi er på vej i den rigtige retning, og jeg tror, at vi kan tage endnu et skridt frem i morgen. Det bliver en aften, hvor alt kan ske,« siger Jonas Kruse.
SPORT. Der er trukket lod til kvartfinalerne i kvindernes pokalturnering, og feltet er nu klar til de afgørende kampe, der skal finde de fire hold, som spiller sig videre til Final4 i slutningen af året.
Lodtrækningen, der fandt sted her til formiddag, bød på flere spændende opgør mellem nogle af landets største klubber:
Viborg HK – Nykøbing Falster Håndbold
Sønderjyske Kvindehåndbold – Odense Håndbold
Team Esbjerg – Horsens Håndbold Elite
København Håndbold – Ikast Håndbold
Kvartfinalerne spilles den 28. og 29. oktober, mens det præcise kampprogram offentliggøres snarest.
De fire vindere kvalificerer sig til Final4, som i år bliver afviklet i Odense den 29. og 30. december – og der er dermed udsigt til et brag af en håndboldafslutning på 2025.
Opgørene byder både på klassiske rivalopgør og potentielle overraskelser. Favoritter som Odense Håndbold, Team Esbjerg og Ikast Håndbold må dog forvente hård modstand, når alt er på spil i kampen om pokaltitlen.
DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har i løbet af søndagen standset to bilister i Kolding, der begge kørte uden gyldigt kørekort. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.
Klokken 12.30 blev en 32-årig mand fra Kolding standset på Stålvej. Han havde ikke førerret til bilen og blev sigtet for dette.
Kort efter, klokken 12.58, standsede en anden patrulje en bil på Stejlbjergvej.
»Her viste det sig, at føreren – en 57-årig mand fra Kolding – heller ikke havde gyldigt kørekort. Han blev ligeledes sigtet,« fortæller Arno Rindal Petersen.
Begge sager behandles nu videre af politiet. Der var intet på døgnrapporten fra Fredericia.
SPORT. Et ungt sydjysk rallyhold har imponeret i årets danmarksmesterskab. 19-årige Jacob Pallesen fra Egtved og hans erfarne codriver Sarah Haulrik fra Fredericia har kørt sig til en fornem andenplads i RC5-klassen efter weekendens finaleløb, Rally Stoholm.
For bare et halvt år siden tog Jacob Pallesen beslutningen om at rykke op i det danske mesterskab og investerede i en ny Renault Clio i rallytrim til RC5-klassen. Det viste sig at være et sats, der bar frugt.
I en sæson, hvor flere rutinerede kørere har kæmpet om topplaceringerne, lykkedes det duoen at sikre sig en stærk slutplacering. Og i Dansk Super Rally, der er det officielle DIF-mesterskab på tværs af alle bilklasser, endte de som nummer seks – et resultat, der langt overstiger forventningerne for et debutanthold.
»Rally Stoholm gav os nye udfordringer i form af grus og mørkekørsel, og vi havde god fart i bilen, men vi kørte sikkert for at komme i mål og blive nr. 2 i mesterskabet. Jeg har haft et virkelig godt samarbejde med Sarah i årets løb, hun er en meget erfaren codriver, som giver mig ro og tryghed på hastighedsprøverne,« siger Jacob Pallesen.
Også Sarah Haulrik glæder sig over samarbejdet og resultaterne.
»Det var et super fedt løb med udfordrende prøver. Jacob har stor dedikation og indlæringsevne, og han udnytter bilen meget fint. Vi kørte lidt taktisk, for vi skulle have vores mesterskabspoint og en hel bil med i mål,« fortæller hun.
Med sølvmedaljen i bagagen er holdet allerede i gang med at planlægge næste sæson. De to fortsætter samarbejdet i 2026, hvor ambitionerne rækker ud over de danske landeveje.
»Bilen er næsten ny, og vi kører videre i den, men vil køre mere i udlandet for at få større udfordringer og mere rutine på de store hastighedsprøver der. Men vi deltager også i Dansk Super Rally,« lover Jacob Pallesen.
Med årets resultater har Pallesen og Haulrik etableret sig som et af de mest lovende rallymandskaber i Danmark – et ungt talent og en rutineret co-driver, der tilsammen har fundet en fart og en rytme, der peger direkte mod fremtiden.