EU-domme udløser momsbombe under fitnessbranchen

0

24-årig stukket med kniv i Kolding – politiet søger vidner

0

Onsdag klokken 17.48 blev en 24-årig mand stukket med kniv i maveregionen på Stejlbjergvej i Kolding. To ukendte gerningsmænd forsvandt fra stedet, inden politiet nåede frem.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen blev området spærret af, mens politi, ambulance og hundepatruljer arbejdede intensivt for at sikre spor.

»Heldigvis er han ikke alvorligt tilskadekommen, men vi skal have afhørt ham igen i dag. I går blev vi ikke super meget klogere på, hvad der er sket,« siger Arno Rindal Petersen.

Den 24-årige har forklaret, at han havde en kontrovers med to mænd kort før overfaldet. Politiet har søgt efter spor og det anvendte våben med hunde, men efterforskningen fortsætter i dag, hvor man håber at komme tættere på et klart hændelsesforløb.

Sydøstjyllands Politi opfordrer alle, der kan have set noget mistænkeligt omkring Stejlbjergvej før eller efter kl. 17.48, til at kontakte politiet på 114.

Næsten 4,8 millioner vælgere kan stemme ved kommunal- og regionalvalget på tirsdag

0

Når danskerne går til stemmeurnerne tirsdag den 18. november 2025, får i alt 4.785.895 borgere mulighed for at afgive deres stemme ved kommunal- og regionalvalget.

Tallet omfatter også de 17-årige, der på valgdagen fylder 18 år og dermed opfylder betingelserne for at stemme.

Ifølge en opgørelse fra 11. november er 481.172 af vælgerne udenlandske statsborgere, som bor i Danmark. Heraf kommer 281.316 fra andre EU-lande, Norden eller Storbritannien.

Vælgertallet er foreløbigt og kan ændre sig frem mod valgdagen som følge af fraflytninger, dødsfald og andre ændringer i CPR.

Valget afholdes i landets 98 kommuner og 5 regioner tirsdag den 18. november.

Amalie Milling indkaldt til landsholdssamling som gardering for Althea Reinhardt

0

Ikast Håndbolds målmand Amalie Milling er blevet indkaldt til den danske kvindelandsholdssamling forud for de kommende landskampe mod Sverige.

Milling støder til truppen, der består af de 16 udtagne VM-spillere samt fem træningsspillere, når holdet møder ind i København mandag den 17. november.

Hun er udtaget som gardering for Althea Reinhardt, der fortsat døjer med knæproblemer.

»Vi har kaldt Amalie Milling ind, fordi vi stadig er i tvivl om, hvor meget Althea Reinhardt kan spille. Amalie er med på samme vilkår som de øvrige træningsspillere, og der er derfor ikke taget nogen beslutning i forhold til VM,« siger landstræner Helle Thomsen.

De danske håndboldkvinder møder Sverige to gange i næste uge som led i de sidste forberedelser, inden holdet rejser til VM i Holland og Tyskland den 25. november.

Ministeren på rundtur: Fredericia Musicalteater som kulturelt fyrtårn med fremtidsdrømme

0

Der var både historisk vingesus og store visioner, da erhvervsminister Troels Lund Poulsen den 10. november lagde vejen forbi Fredericia Musicalteater. På rundvisningen fik ministeren et førstehåndsindtryk af byens stolte musicaltradition og de rammer, som mange håber snart kan blive udvidet.

»Jeg oplever en bygning med meget historie – og jo også en udvikling i forhold til alt det, man har sat sig på her i Fredericia,« sagde Troels Lund Poulsen under besøget. »Musicalgenren kan måske godt trænge til et salgsfremstød i forhold til nogle bedre rammer.«

En udvikling fulgt tæt

Ministerens besøg var ikke tilfældigt. Han har fulgt teatrets rejse tæt gennem flere årtier.
»Jeg blev valgt i 2001, og jeg var selv med dengang, der var noget, der hed Vejlam, til at understøtte, at vi fik skaffet midler til at udvikle hele det økosystem, der nu er kommet omkring teateret og Musicalakademiet. Det har jeg fulgt med kæmpe respekt for, hvordan det har udviklet sig over tid,« fortalte han.

For Troels Lund Poulsen er Fredericia Musicalteater et skoleeksempel på, hvordan kultur kan blomstre uden for hovedstaden:
»Det er jo en fantastisk historie, og viser jo, at al udvikling ikke nødvendigvis foregår i København. Det foregår jo i hele Danmark. Det handler om at understøtte de økosystemer, hvor det sker, og det er også derfor, jeg er her i dag.«

Teaterdirektøren: Klar til næste skridt

Teaterdirektør Thomas Bay glædede sig over besøget og så det som en mulighed for at vise, hvor langt Fredericia Musicalteater er nået – og hvor meget potentiale der endnu ligger foran.

»Jeg er jo altid glad for, når vi kan vise alt det gode, vi gør, og tale om den værdi, vi leverer som musicalteater. Vi står på 25 års stærk historie, og vi drømmer om at vækste endnu mere,« sagde han.

Men de fysiske rammer er en udfordring:
»Hele fagligheden er jo i top, og vi er midt i en fantastisk udvikling. Men hvis rammerne tillader det, så kan vi skubbe endnu mere til den positive udvikling – både for Fredericia og for dansk musical som helhed.«

Bay fortalte desuden, at teatrets ambitioner rækker langt ud over landets grænser:
»Vi har nogle drømme sammen med vores samarbejdspartner i AHA Creations om at gøre dansk musical til et eksporteventyr. Vores opgave er at udvikle og skabe titlerne, spille dem her i byen – og så kan vores samarbejdspartner tage dem videre ud i verden og være med til at brande Fredericia internationalt.«

Venstres spidskandidat: »Fredericia skal have et nyt teater«

Venstres spidskandidat i Fredericia, Peder Tind, fulgte ministeren rundt på teatret og brugte anledningen til at fremhæve, hvor meget kulturinstitutionen betyder for byen – og hvordan fremtiden bør se ud.

»Fredericia Musicalteater er et fyrtårn i byen. Det er det, jeg gerne vil vise Troels, og understøtte fortællingen om, hvor dygtige vi er til at skabe morgendagens stjerner – både gennem skolen og de fantastiske forestillinger,« sagde Tind.

Han ser de næste fire år som afgørende for teatrets fremtid:
»Drømmen er, at vi skal sætte retningen for et nyt teater. Rammen her er meget slidt, og hvis vi skal fortsætte vækstrejsen og skabe musicals i verdensklasse, skal vi tænke langsigtet. Vores bud i Venstre er, at vi skal bygge et nyt, stærkt musicalteater i Kanalbyen – en vækstmotor for mange år frem.«

Kultur som vækst og identitet

Når Peder Tind ser tilbage på de seneste fire år, peger han på kulturen som et af de helt store fremskridt i Fredericia.
»Vi har haft nogle stærke oplevelser – Royal Run, fantastiske forestillinger her på teatret, og et løft omkring vores museum. Fredericia er blevet et kulturelt metropolpunkt for resten af Danmark. Folk taler om os, når de har været til koncert i Eksercerhuset eller set en musical her,« sagde han.

Og ambitionerne stopper ikke her:
»Det værste, der kan ske nu, er, at vi trækker i bremsen. Vi har virkelig luft under vingerne – og det skal vi understøtte. Får jeg ansvaret efter valget, vil jeg bruge meget tid på netop det.«

En dag med blik for både historie og fremtid

Dagen på Fredericia Musicalteater bød således både på tilbageblik og store visioner. Troels Lund Poulsen fik syn for sagen i byens kulturstolthed, mens Thomas Bay og Peder Tind benyttede chancen til at tegne en fremtid, hvor Fredericia fortsat skal være Danmarks musikalske kraftcenter.

»Det er jo en fantastisk historie,« som ministeren selv sagde – og måske også begyndelsen på næste kapitel.

Efter 57 år lukker Panayotis Brudekjoler – en æra i dansk mode slutter

0

Et stykke dansk modehistorie går nu på hæld. Efter 57 år i Vejle har Panayotis Brudekjoler – kendt som landets førende brudekjolehus – drejet nøglen om. Det sker, selv om butikkerne aldrig har haft bedre driftstal, fortæller Michael Panayotis, der i dag leder familievirksomheden.

»Det føles paradoksalt, at Gældsstyrelsen tirsdag formiddag havde indkaldt os til møde i Skifteretten i Kolding, for butikkerne har aldrig driftet bedre,« skriver Michael Panayotis i et opslag på Facebook.

Han peger på, at eftervirkningerne fra coronapandemien i sidste ende blev for store:
»Jeg må desværre se i øjnene, at en uoverskuelig gæld fra corona-tiden har indhentet os. De to år med nedlukninger gav en kort opblomstring i 2022, men så fulgte senfølgerne af færre dates, færre forelskelser, færre frierier og i sidste ende færre bryllupper.«

Trods konkursen er der stadig håb om, at Panayotis-navnet vil leve videre. Michael Panayotis oplyser, at interesserede købere arbejder på at videreføre virksomheden.

Fra skrædderi til nationalt modeikon

Historien om Panayotis begynder i 1968, da den græske skrædder Panayotis Diakovasilis åbnede sin første butik i små lokaler på Gormsgade i Vejle. Brudeindustrien var dengang presset, og den unge skrædder måtte supplere med alt fra oplægning af bukser til kostumer til et lokalt cirkus for at få økonomien til at hænge sammen.

I 1970’erne blev Panayotis et landskendt navn, ikke mindst for sine banebrydende designs. Han brød med traditionerne og designede brudekjoler i alt fra grøn silke til hotpants – og i 1971 vakte han international opsigt, da han skabte en sort brudekjole, der blev omtalt verden over.

Virksomheden voksede, og Panayotis blev kendt for sin håndværksmæssige kvalitet og for at holde fast i de klassiske skræddertraditioner. »Det vigtigste er, at man har hjertet med, når man driver sin virksomhed – uanset hvad man laver,« har han tidligere fortalt om virksomhedens filosofi.

En familie og et brand med generationer bag sig

I 2005 blev næste generation for alvor en del af historien, da Michael Panayotis – søn af grundlæggeren – giftede sig med Gitte Panayotis, og parret overtog driften. Siden har butikken udviklet sig fra et klassisk atelier til et moderne brudekjolehus.

Panayotis har i de senere år modtaget flere priser, blandt andet titlen som Årets Brudebutik 2017 og den prestigefyldte Danish Retail Award 2019, som den eneste brudekjoleforretning nogensinde.

I 2018 blev Panayotis også kendt for tv-serien Say Yes to the Dress på Kanal 4, hvor danske brude kunne opleve butikken indefra.

En institution i dansk bryllupskultur

Med sin historie, sine designs og sin kompromisløse tilgang til håndværket har Panayotis gennem fem årtier sat sit præg på dansk bryllupskultur.

»Mange tror, at det er en glamourøs branche, hvor der kun er glade kunder, men bag hver tilfreds brud ligger der et enormt stykke arbejde. Når man ser en glad brud, der har fået sin drømmekjole, ved man, hvorfor man gør det,« sagde Panayotis Diakovasilis i forbindelse med virksomhedens jubilæum.

Nu lukker atelieret i Vejle, men fortællingen om Panayotis lever videre – i tusindvis af brudekjoler, billeder og minder fra generationer af brudepar, som begyndte deres store dag i butikken på Gormsgade.

Liberale stemmer i Fredericia: »Vi er ikke her for titler – vi er her for forandring«

0

Solen skinnede, rundstykkerne var smurte, og optimismen var til at tage og føle på, da Liberal Alliance torsdag formiddag gæstede STATIONEN – Danske Digitale Mediers domicil og AVISENs hovedkontor. To folketingspolitikere og den lokale spidskandidat satte fokus på frihed, ansvar og forandring – og sendte et klart signal: Partiet er klar til at tage ansvar, men ikke magt for enhver pris.

Der var frisk kaffe i kopperne og politisk energi i luften, da Liberal Alliance fredag lagde vejen forbi Fredericia. På STATIONEN, der huser AVISEN og Danske Digitale Medier, var scenen sat til dialog og debat om alt fra frie medier og ytringsfrihed til kommunal udvikling og borgernes frihed.

Ved bordet sad folketingspolitikerne Sólbjørg Jakobsen og Steffen Larsen, flankeret af Christian Jørgensen, Liberal Alliances lokale spidskandidat. Sammen med medlemmer af Liberal Alliances Ungdom og et hold lokale kandidater drøftede de partiets fremgang og de kommende ugers valgkamp.

»Vi er klar til at tage ansvar – både lokalt, regionalt og nationalt – men ikke for enhver pris,« lød det samstemmende fra de tre. For Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, er der ingen tvivl om, hvorfor partiet står stærkere end nogensinde.

»Vi ser, at det, vi er blevet belønnet for landspolitisk, også drysser ned til kommunalvalgene. Folk er trætte af at se deres skattekroner blive øslet væk. De oplever, at statskassen og kommunekasserne bliver større og større, men velfærden bliver ikke bedre. Derfor vil vælgerne have et opgør med bureaukratiet. De vil have investeringer i kernevelfærden,« sagde hun og fortsatte:

»Det handler om at bruge pengene, hvor de gør mest gavn – hos borgerne. Og så skal vi have tillid til de mennesker, der arbejder i vores institutioner, i stedet for at kontrollere dem ihjel.«

Hun pegede på, at Liberal Alliance nu har forankret sig organisatorisk over hele landet:
»Vi har gearet op. Vi har fået en partisekretær, som også er vores organisatoriske formand. Det betyder, at vi kan støtte de lokale kandidater og foreninger bedre end før. Det er helt afgørende, for det er lokalt, fundamentet for fremgangen bliver lagt.«

Fredericia har brug for et frisk pust

Den lokale spidskandidat, Christian Jørgensen, mener, at byen står over for et nødvendigt skifte.

»Vi har fået skabt en stærk organisation her i Fredericia. Vi har en aktiv bestyrelse, en ungdomsafdeling og seks meget forskellige kandidater med hver deres profil. Det er det gode ved at være liberal – der er frihed til at være sig selv. Vi er et hold, men vi er også individer med egne erfaringer og perspektiver,« sagde han.

Han mener, at Fredericia har brug for nye ideer og mere fokus på effektivitet:
»Vi skal bruge pengene klogere. Måske bruge lidt mere på velfærd og lidt mindre på administration. Jeg tror, der er et publikum for det, også blandt folk, der normalt ikke ville kigge vores vej. Vi har brug for en kommune, hvor pengene når ud til borgerne – ikke bare bliver hængende i systemet.«

Fra Christiansborg til kommunerne

For Steffen Larsen, der til daglig sidder i Folketinget, handler Liberal Alliances fremgang om, at partiet er blevet et reelt politisk alternativ – ikke kun på Christiansborg, men i hverdagen.

»Vi skal ikke undervurdere, hvor meget det betyder, at vi nu er et stærkt lokalt forankret parti. Vi har folk, der stiller op, som borgerne kender – folk, der er stærke, hæderlige og borgerlige i hjertet. Det tiltaler mange vælgere, især dem, der har mistet tilliden til de gamle partier,« sagde han.

Han pegede på, at partiet er gået fra protest til politisk drivkraft:
»Vi er ikke længere dem, der bare siger nej. Vi kommer med løsninger, der virker. Vi viser, at Danmark er et godt land – men det kan blive et endnu bedre land, hvis vi tør tænke nyt og bruge ressourcerne klogere.« Da snakken faldt på spørgsmålet om magt, var Sólbjørg Jakobsen klar i mælet:

»Der er mange, der gerne vil have, at vi melder os som borgmesterparti i alle kommuner. Men for os handler det ikke om poster – det handler om politikken og de ændringer, vi vil skabe. Vi er klar til at tage ansvar, men ikke for enhver pris. Det er derfor, vi ser partier som Venstre og Socialdemokratiet miste grebet. De har givet slip på, hvad de kæmper for, for at få magten.«

»Når man jagter poster, mister man troværdigheden. Det vigtigste for os er, at vi holder fast i det, vi tror på. Hvis vælgerne bakker os op, tager vi gerne ansvaret – men det skal være fordi, de har valgt os for vores politik, ikke for vores ambitioner,« tilføjede Sólbjørg Jakobsen.

Liberal Alliance på vej mod sit bedste valg

Optimismen var tydelig i hele lokalet. Ifølge målingerne står Liberal Alliance til at få det bedste kommunale resultat i partiets historie.

»Jeg tør godt garantere, at vi får vores bedste kommunale valg nogensinde – også her i Fredericia. Vi står stærkt i mange kommuner, og vi har dygtige folk på stemmesedlen,« sagde Sólbjørg Jakobsen.

Steffen Larsen var enig:
»Der vil være kommuner, hvor vi endnu ikke står så stærkt. Men andre steder, som her i Fredericia, er vi klar. Det bliver et fantastisk valg for Liberal Alliance – et kæmpe fremskridt for partiet. Det er ikke et spørgsmål om, om vi vinder frem. Det er et spørgsmål om hvor meget.«

Christian Jørgensen rundede af med et smil:

»Det handler ikke kun om Liberal Alliance. Det handler om at give Fredericia et reelt alternativ – en politik, der bygger på frihed, ansvar og sund fornuft. Jeg tror, vi står over for et gennembrud. Og så må vælgerne dømme.« Da rundstykkerne var spist, og mikrofonerne slukkede, fortsatte samtalen i mødelokalet på STATIONEN.

»Alle gode ting tager tid,« sagde Sólbjørg Jakobsen, inden hun og Steffen Larsen pakkede sammen for at tage videre. »Når vi styrker det lokale, styrker vi hele partiet. Vi kommer til at gå markant frem både i kommunerne og i regionerne.«

Udenfor skinnede solen stadig over Fredericia, mens kandidater fra Liberal Alliance samlede materialer sammen. Kaffekopper blev fyldt på ny, og optimismen i den liberale lejr var til at tage og føle på.

Sydøstjyllands Politi efterlyser vidner til groft overfald i Grindsted

0

Sydøstjyllands Politi søger vidner i forbindelse med et alvorligt overfald, der fandt sted tirsdag den 14. oktober 2025 omkring klokken 21.15 i en opgang på Tingparken 52 i Grindsted.

Her blev en mand overfaldet af fem til seks endnu ukendte gerningsmænd. Offeret blev efterfølgende kørt til behandling på sygehus.

Politiet beder nu borgere, der kan have set noget, om at henvende sig.

»Vi hører meget gerne fra personer, der har set noget mistænkeligt i området omkring Tingparken tirsdag den 14. oktober mellem klokken 20.45 og 21.45. Det gælder både personer, der har set nogen ankomme til eller forlade stedet, eller som har kendskab til, hvem der kan have været involveret,« siger politikommissær Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet er også interesseret i eventuel videoovervågning fra området, der kan hjælpe med at klarlægge gerningsmændenes færden.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.

Viborg slog til efter pausen og tog tre fortjente point i Fredericia

0

Viborg FF tog en fortjent sejr på Monjasa Park, hvor de grønblusede viste klassen og udnyttede en stærk periode i begyndelsen af anden halvleg til at afgøre kampen. FC Fredericia kæmpede, men måtte se sig overmatchet i både tempo og effektivitet.

Kampen begyndte ellers med et glimt af håb for hjemmeholdet. Allerede efter fire minutter fik Oscar Buch en stor chance, da Svenn Crone sendte et indlæg ind i feltet, som Jean-Manuel Mbom ikke fik clearet. Bolden endte for fødderne af Buch, men afslutningen røg over mål. Det var tæt på en drømmestart for Fredericia.

Kort efter var det Viborg, der truede i den anden ende. Srdjan Kuzmic fik en god mulighed efter småspil i feltet, men hans afslutning blev rettet af og endte i et hjørnespark. Få øjeblikke senere flugtede Mbom første gang efter et hjørne, men skuddet blev blokeret.

Efterhånden tog Viborg mere og mere kontrol. Charly Nouck var aktiv i front, og gæsterne fik også et straffespark, da Mikkel Redder mente, at Mattias Lamhauge nedlagde Nouck i feltet. Efter et VAR-tjek blev kendelsen dog ændret, og Fredericia slap med skrækken.

Fredericia forsøgte at komme længere frem på banen, men havde svært ved at spille sig igennem Viborgs pres. Felix Winther og Andreas Pyndt kæmpede på midtbanen, men det blev mest til afslutninger fra distancen. En af dem kom fra Pyndt kort før pausen, men bolden sneg sig forbi mål.

Viborg fortsatte presset og var tæt på i første halvlegs overtid. Thomas Jørgensen blev nedlagt uden for feltet, og frisparket førte til kaos i Fredericia-feltet. Lamhauge reddede først et skud og derefter en ripost i en imponerende dobbeltredning, inden der blev dømt offside.

Ved pausen stod det 0-0, men indtrykket var tydeligt. Viborg havde haft overtaget, mens Fredericia havde kæmpet for at holde stand.

Anden halvleg begyndte mere åbent, men efter 51 minutter gik det galt for Fredericia. Jean-Manuel Mbom fandt Charly Nouck i feltet, og angriberen tog en tæmning, inden han bankede bolden op i nettaget til 1-0. Bare to minutter senere blev det 2-0, da Frederik Rieper uheldigt headede bolden i eget net efter et hjørnespark.

Fredericia svarede dog hurtigt igen med en stor chance. Jakob Jessen slog et flot indlæg ind foran mål, hvor Oscar Buch forsøgte sig med en hælafslutning. Det var tæt på, men bolden gik lige forbi.

Begge hold foretog en række udskiftninger omkring timemærket. Hos Fredericia kom Sofus Johannesen, Dagur Freyr Kristjansson og Eskild Dall på banen, mens Viborg satte blandt andre Sami Jalal Karchoud og Asker Beck ind.

Kampen åbnede sig derefter, men uden at Fredericia for alvor fik truet Lucas Lund i Viborg-målet. Gustav Marcussen fik dog tvunget ham ud i en redning efter et godt forsøg, men keeperen parerede sikkert.

Efter 78 minutter blev det endegyldigt afgjort. Et hjørnespark blev sendt ind i feltet, hvor Stipe Radic kom højest. Bolden tog en afretning på Rieper, og selvom Lamhauge fik hånden på, kunne han ikke forhindre bolden i at krydse stregen. Da afslutningen havde retning mod mål, blev scoringen tilskrevet Radic.

Fredericia-spillerne virkede modløse i kampens slutfase. 2-0-målet havde allerede taget luften ud af hjemmeholdet, og efter 3-0 var kampen reelt afgjort.

I tillægstiden kom FC Fredericia tæt på en reducering, da Gustav Marcussen og Jakob Jessen begge forsøgte sig, men Lucas Lund leverede en dobbeltredning af høj klasse.

Dermed sluttede det 3-0 til Viborg FF, der med sejren skaber afstand til nedrykningszonen og bevæger sig op mod top-6. FC Fredericia må omvendt se sig overhalet af Vejle, der samtidig besejrede FC København 2-0, og dermed blev det en tung søndag for fæstningsbyen.

Politisk reklame – læs gennemsigtighedserklæring her

Flere seniorer bliver på arbejdsmarkedet efter afskaffelsen af modregning

0

SAMFUND. Flere ældre danskere vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet, selv efter de har nået folkepensionsalderen. Det viser en ny effektanalyse, som peger på, at afskaffelsen af modregning i folkepensionen har fået flere seniorer til at tage en ekstra tørn.

Frem til 2023 blev arbejdsindkomst modregnet i folkepensionen, men de regler er nu afskaffet. Og det kan aflæses direkte i beskæftigelsen. Alene siden januar 2023 er der kommet 19.000 flere lønmodtagere over folkepensionsalderen, og udviklingen har været støt stigende gennem de seneste 15 år.

Ifølge rapporten Status på arbejdsmarkedet skyldes fremgangen både det generelle opsving, at der er flere ældre i befolkningen, og at færre vælger efterløn. Men også, at økonomien nu bedre kan hænge sammen for dem, der fortsætter med at arbejde.

Analysen viser desuden, at det især er kvinder, der har valgt at blive længere på arbejdsmarkedet, efter at modregningsreglerne er fjernet. Tidligere var det typisk mænd, der fortsatte i jobbet efter pensionsalderen.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek kalder udviklingen positiv:
»Det er på alle måder positivt, at flere seniorer vælger at tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Økonomi betyder noget for folks valg. Og det betyder noget for hele vores samfund, når dygtige og erfarne folk fortsætter og bidrager, selvom de har muligheden for at trække sig tilbage.«

I samme rapport peges der dog også på en anden udfordring. Der er en markant overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension. Næsten hver femte person fra MENAPT-landene i alderen 18 til 66 år modtager førtidspension, mens andelen for den samlede befolkning ligger omkring syv procent.

Om det siger Kaare Dybvad Bek:
»Der er en bekymrende overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension, som vi ikke kan forklare. Førtidspension er den højeste ydelse, vi har, og tiltænkt nogle af de allersvageste i vores samfund. Derfor skal vi værne om ordningen. Vi kommer til at genåbne visse førtidspensionssager og frakende førtidspension, hvis det viser sig, at nogle ikke er berettiget til den.«

Rapporten tegner dermed et dobbelt billede af arbejdsmarkedet – hvor flere seniorer bliver længere, men hvor der samtidig er grupper, som trækker sig helt ud før tid.