7.9 C
Copenhagen
søndag 9. november 2025

Vinteren griber Danmark med kulde og snebyger

0
Foto: AVISEN

Vinteren har for alvor meldt sin ankomst i Danmark. Ifølge meteorolog Trine Pedersen fra DMI, så vil torsdag den 30. november 2023 blive indledt med snefald i de nord- og østlige dele af landet, hvor temperaturen vil ligge omkring frysepunktet. Samtidig kan de sydvestlige egne forvente en bidende kold morgen med klart vejr og temperaturer, der dykker ned mellem 5 og 10 graders frost, og lokalt endnu koldere.

I løbet af dagen vil snevejret sprede sig sydpå, mens de nordlige egne vil opleve opklaring med lidt sol og spredte snebyger. De fleste steder i landet kan forvente temperaturer omkring eller lige under frysepunktet.

Fredagen lover en blandet vinterdag med sol, skyer, snebyger og en kølig nordøstlig vind, hvilket fastholder vintervejret i landet.

Ældre Sagen og KL i fælles udspil: Styrk det nære sundhedsvæsen for ældre patienter

0
(Foto: AVISEN)

Der skal være trygge rammer, når ældre bliver udskrevet fra hos-pitalet. Og så skal en tidlig indsats i nærmiljøet forebygge, at skrøbelige ældre bliver unødvendigt indlagt. Det er kernen i et nyt fælles udspil, som Ældre Sagen og KL i dag kan præsentere.

Ældre i dagens Danmark lever længere. Og heldigvis for det.

Men når vi bliver flere ældre, og når flere også lider af kroniske sygdomme, udfordrer det sundhedsvæsenets ressourcer.

I dag kommer ældre for ofte i klemme, fordi medarbejderne i det nære sundhedsvæsen mangler tid, kompetencer og de nødvendige rammer for at levere den rette faglige indsats.

I et nyt udspil fremlægger Ældre Sagen og KL derfor nu 13 forslag til, hvordan ældre fremover bør blive behandlet i det nære sundhedsvæsen.

– Vi ønsker alle, at vi selv og vores nærmeste bliver grebet og hjulpet, hvis vi bliver ramt af sygdom i livets efterår. Men i en situation, hvor de ældre oplever at komme i klemme, og hvor sundhedsvæsenets ressourcer er under voldsomt pres, er der akut brug for, at vi tør tænke i nye baner. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med Ældre Sagen nu kan præsentere vores fælles bud på, hvordan vi kan sikre, at ældre kan få mere og bedre behandling i deres nærmiljø, siger fungerende formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL, Sisse Marie Welling.

Ældre Sagens adm. direktør, Bjarne Hastrup, er enig:

– Ældre Sagen har gennem mange år oparbejdet omfattende viden om, hvor ældre patienter oplever problemer i det nuværende sundhedsvæsen. Tryghed og tillid er helt afgørende. Derudover er det vigtigt for ældre patienter, at de oplever sammenhæng i hele deres behandlingsforløb – både på de specialiserede sygehuse og i det nære sundhedsvæsen. Og her taler vi både forebyggelse, behandling og rehabilitering. Det glæder mig derfor, at KL og vi i Ældre Sagen er enige om forslag til forbedring af indsatsen i det nære sundhedsvæsen.

Tryg modtagelse og mere forebyggelse

Første del af udspillet handler om tiden efter behandlingen på sygehuset. Der skal nemlig være trygge rammer, når de ældre bliver udskrevet fra sygehuset til behandling og pleje i deres nærmiljø.

Ældre Sagen og KL foreslår derfor bl.a. en national ramme for behandlingen af skrøbelige ældre, som ikke skal være på sygehus. Rammen skal sikre en ensartet og kendt kvalitet i behandlingen, og den skal følges op med den nødvendige finansiering og et udvidet lægefagligt medansvar fra sygehusene og almen praksis.

Udspillets anden del handler om at forebygge, at skrøbelige ældre i første omgang bliver indlagt på sygehuset for noget, der kunne være undgået, hvis tiden og kompetencerne havde været til stede i nærmiljøet.

Derfor foreslår Ældre Sagen og KL blandt andet, at kommunale medarbejdere får fleksibel adgang til lægefaglig rådgivning om f.eks. ændringer i den ældres behandlingsplan og medicin.

Derudover skal kommuner og almen praksis med afsæt i de gode erfaringer med plejehjemslæger have et langt tættere samarbejde om at forebygge udvikling og forværring af sygdom blandt hjemmeboende ældre.

Udspil lanceres i dag

Udspillet bliver præsenteret i detaljer i dag kl. 9.30 på en konference afholdt hos Ældre Sagen.

Her vil der også være oplæg fra eksperter og sundhedspolitisk debat med bl.a. ældreminister Mette Kierkgaard og formand for Sundhedsstrukturkom-missionen, Jesper Fisker.

Udspillet er udviklet med inspiration fra workshops afholdt med ansatte i sundhedsvæsenet, både fra hospital, almen praksis og kommune.

Foruden de 13 forslag indeholder udspillet to scenarier, der illustrerer, hvor-dan fremtidens forløb og samarbejde på tværs af sektorer – herunder mel-lem sundhedsvæsenet og ældreplejen – bør se ud.

Pas på hundepoterne i frostvejret: Vejsalt er smertefuldt

0

Når temperaturen rammer frysepunktet, bliver vejene saltet. Dette afhjælper glatte veje, men vejsalt er en smertefuld oplevelse for hunde. Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor til at smøre hundens trædepuder med potevoks inden gåturen.

Hundens poter består af tæerne, hvor trædepuderne er placeret på undersiden. Huden mellem hundens tæer er typisk dækket af lidt pels som varierer efter race. I denne pels kan is og sne samle sig. De bløde trædepuder er heller ikke lavet til at gå på det grove vejsalt, og derfor er det vigtigt at passe ekstra godt på poterne, når vejene saltes.

– Det kan være man oplever, at hunden pludselig virker sløv, når man går tur med den om vinteren. Ofte er det er resultat af, at hundens poter er ømme pga. vejsalt. Den salt der spredes på vejene, udtørrer poterne og kan lave sprækker eller sår, som er pinefulde for hunden, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Smerten kan undgås

Den smertefulde udtørring af hundens poter kan undgås ved at smøre dem med potevoks inden gåturen. Potevoks er udviklet som et forbyggende middel til alle hunderacer, der forhindrer, at din hund får sår og sprækker på trædepuderne.

– Potevoksen skal på, så snart vejene saltes. Hvis hunden først har dannet sår og irritationer, kan man ikke smøre voksen på, og så skal der mere omfattende behandling til for at hjælpe hunden, siger Jens Jokumsen og fortsætter:

– Det er en god ide at starte med én pote for at se, om hunden kan tåle voksen. Går det fint, bør det smøres på poterne inden hver gåtur. Efter turen skal poterne skylles i lunkent vand, for at fjerne saltrester, og kan med fordel efterbehandles med potevoks, så udtørring af poterne forebygges, afslutter han.

[FAKTABOKS] Potepleje til hunden

– Potevoks kan blandt andet købes på Dyrenes Beskyttelses webshop her, men de fleste dyreforhandlere har det også.
– Er uheldet ude og får hunden rifter i trædepuderne, kan et par sko være løsningen. Der er nogle hunde som ikke bryder sig om at gå tur med dem på.

Højeste antal udenlandske indsatte overført til afsoning i deres hjemlande

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Rekordmange udenlandske indsatte i danske fængsler er i år overført til deres hjemlande, hvor de skal afsone resten af deres dom. Der er indtil videre i år overført 42 afsonere, som tilsammen har op til 160 års fængselsstraf tilbage af afsoningen, og det giver tiltrængt plads i danske fængsler.

I forrige uge skete det igen. En udenlandsk statsborger, som sad fængslet i Danmark, blev overført til et fængsel i sit hjemland for at afsone resten af sin dom – i det konkrete tilfælde til Holland. I år er denne type overførsler af fængselsstraf sket 42 gange indtil videre, og det er det højeste antal i nyere tid.

Op til 160 år af de idømte fængselsstraffe er derfor sendt ud af landet. Medregner man overførsler til de nordiske lande, som ikke er med i denne opgørelse, er tallet endnu større.

Kriminalforsorgen er hårdt udfordret på grund af et historisk højt belæg, og derfor glæder overførslerne justitsminister Peter Hummelgaard.

– Overførslerne er et vigtigt signal til de udenlandske kriminelle, der kommer til Danmark og begår grov kriminalitet: Deres fremtid ligger ikke i Danmark, og derfor skal de selvfølgelig så vidt muligt heller ikke afsone deres fængselsstraf her. Som det også fremgår af regeringsgrundlaget, arbejder regeringen for at få udvist så mange kriminelle udlændinge, som overhovedet muligt inden for konventionerne. Samtidig sparer overførslerne de danske fængsler for flere hundrede års afsoning over årene. Det falder på et tørt sted, for de danske fængsler mangler som bekendt både fængselspladser og fængselsbetjente – og alt, hvad der kan trække i den rigtige retning, tæller, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

Direktoratet for Kriminalforsorgen overtog i november 2021 kompetencen fra Justitsministeriet til at beslutte, om udenlandske afsonere i danske fængsler kan overføres til afsoning i deres hjemlande.

– Overførsel af udenlandske indsatte til afsoning i deres hjemlande er en tidskrævende og kompliceret proces, hvor mange udenlandske myndigheder skal involveres. Derfor er jeg meget tilfreds med udviklingen, for det giver på alle måder god mening for os og frigør helt konkret kapacitet, som vi har så hårdt brug for, siger direktør i kriminalforsorgen Ina Eliasen.

EU-regler, internationale konventioner og modtagerlandenes lovgivning har blandt andet betydning for, om det er muligt at overføre domfældte i Danmark til afsoning i deres hjemland.

Hvis en domfældt er overført til videre afsoning i hjemlandet, sker den videre straffuldbyrdelse efter hjemlandets lovgivning.

Fakta:

Antal overførsler:
2017: 14
2018: 15
2019: 27
2020: 20
2021: 22
2022: 28
2023: 42 (til og med 8/11)

Overførsler i 2023 fordelt på lande:

Holland, Bulgarien, Rumænien, Spanien, Polen, Tyskland, Ungarn, Frankrig, Litauen, Albanien, Montenegro, og Storbritannien.

Der gælder særlige regler for overførsler af afsonere mellem de nordiske lande, som administreres i et af kriminalforsorgens områdekontorer. Disse er derfor ikke medregnet i denne opgørelse.

FHK oplever en stigende opbakning efter topplacering

0

Torsdag aften spiller Fredericia Håndboldklub på hjemmebane mod Lemvig-Thyborøn Håndbold. Selvom det er en kamp mod ligaens sidsteplads, mærker FHK stor opbakning til kampen.

FHK er flyvende i ligaen i denne sæson. Forud for kampen indtager FHK en andenplads i tabellen, og er pt. førsteudfordreren til Aalborg. Det kan mærkes på direktionsgangen i klubben i Fredericia Idrætscenter. ADP Lounge, hvor sponsorerne mødes til spisning før kampen, er udsolgt i dag, og også blandt de almene tilskuere er interessen stor.

– Vi er blevet rigtig interessante nu, hvor det går så godt, siger administrerende direktør, Thomas Renneberg-Larsen, med et smil på læben.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I sidste sæsons slutspil, da FHK kom på alles læber, og endte med at vinde bronze, blev interessen pludselig også ekstra stor. Hjemmebanen thansen Arena var fyldt til randen, og på udebane var der en sand hær af fans med. Nu kan klubben igen mærke stor interesse.

– Vi har altid haft stor opbakning, men nu går det rigtig godt og det er blevet koldt udenfor, og så stiger interessen altid. Vi kan også allerede nu mærke stor interesse for vores hjemmekampe i december mod Mors-Thy og i pokalkvartfinalen mod Skanderborg AGF, forklarer Thomas Renneberg-Larsen.

At FHK er på andenpladsen havde ikke mange forventet før sæsonen. Til gengæld var det klubbens håb, at man kunne forbedre grundspilsplaceringen fra sidste sæsons syvendeplads.

– Vi har hele tiden sagt, at vi skal ende så højt som muligt i grundspillet, og vi går efter at komme i top-4 for at komme ud at spille europæisk til næste sæson. Fra en fjerdeplads til en andenplads er der ikke langt, men vi må se, hvor vi ligger, når kampene i december er overstået. Vi har svære kampe på udebane mod Skjern og Ribe-Esbjerg, og så må vi tage den derfra, siger Larsen.

adp-as.dk

I andre sæsoner har FHK svinget i niveau alt efter om holdet spillede hjemme eller ude. På hjemmebane har der altid været en base, hvor holdet har tro på, at de kan slå alle, mens det har knebet på udebane.

– Jeg kan mærke, at spillerne virkelig vil det. De er der mentalt, og tager ikke let på nogen opgaver. Det er det der har ændret sig, og så vil nogle af dem, der har været her længe, gerne ud at prøve og spille europæisk. Det kræver, at man præsterer hver gang, siger Thomas Renneberg-Larsen.

Stigende gennemsnit

Kigger man på tallene, kan man allerede nu konstatere, at FHK er i fremgang på tilskuerfronten. I denne sæson er gennemsnittet på 1.877 og det svarer til en kapacitetsudnyttelse på 78,80 procent i denne sæsons hidtil syv hjemmekampe. Sammenligner man tallet med sidste sæsons total for grundspillet 13 hjemmekampe, er udnyttelseskapaciteten steget med 0,89 procent. I den henseende skal man tage i betragtning, at FHK endnu ikke har mødt tilskuermagneterne Aalborg og GOG, der formentlig vil trække tæt på fuldt hus i arenaen, der i alt kan huse 2.400 tilskuere.

Der er kampstart mellem FHK og Lemvig-Thyborøn Håndbold torsdag klokken 19:00.

ADP A/S vil være Danmarks største havneselskab

0

Havneselskabet ADP A/S afholdt tirsdag aften årsmøde, og med mødet blev en ny tradition født, afslørede formanden for selskabet, Christian Herskind. I hyggelige rammer fortalte havnens ledelse om udviklingen i ADP og den grønne omstilling.

Bestyrelsesformand for ADP A/S og TDP A/S, Christian Herskind Jørgensen, bød alle dagens gæster velkommen med et varmt smil og et håndtryk ved indgangen. Herefter kunne gæsterne forsyne sig med kaffe. Forud lå to timer, hvor ADPs formand, direktør og bestyrelsesmedlem Tommy Rachlitz Nielsen skulle tale.

– Det går godt i Fredericia. Det går godt for ADP. Ambitionerne er store, men absolut realistiske, slog både formand Herskind og CEO Rune D. Rasmussen fast i løbet af aftenen. ADP A/S skal være Danmarks største havneselskab. Flere gange undervejs sendte Herskind roser til medarbejderne for deres arbejde. De var der i øvrigt af egen fri vilje og i deres fritid, blev det slået fast, med smil og grin i loungen til følge.

Det var Fredericias Idrætscenters ADP Lounge, der dannede rammerne for det første årsmøde i ADP, men ikke det sidste. Christian Herskind Jørgensen afslørede nemlig, at ADP vil åbne havneområdet op for offentligheden hvert andet år, og hvert andet år vil invitere til årsmøde, hvor man kan lære mere om ADP end, hvad man kan læse i aviserne, sagde Rune D. Rasmussen blandt andet.

Godt 100 gæster havde fundet vej til loungen, og efter en varm velkomst fra Herskind, der var glad for at se flere barndoms- og soldaterkammerater i salen i den by, han er født i, samt den tidligere formand for ADP A/S, Arne Tirsgaard, og tidligere næstformand Uffe Steiner Jensen, blev ordet givet videre til professor i filosofi, Vincent F. Hendricks.

Professoren, der er aktuel med bogen “Nok om mig,” skulle ryste tankerne hos de fremmødte lidt. Det blev til en omgang med spilteori, kyllingespil, anekdoter, analyser, nulsum og andet interessant, der både fik tankerne og lattermusklerne til at arbejde hos gæsterne.

Hendricks og brugte også sin taletid til at sætte fokus på, at vi med samarbejde kan opnå større ting, selvom det kræver, at vi giver lidt af os selv. Med humoristiske eksempler leverede han en række budskaber på skarpeste vis, ligesom han satte fokus på FN’s Verdensmål.

Efterfølgende talte Tommy Rachlitz Nielsen, dog ikke i sin egenskab som bestyrelsesmedlem hos ADP A/S, men derimod som udvalgsformand for klima-, energi- og miljø i Fredericia Kommune.

Det blev til et foredrag om Fredericia Kommunes nye vision, og det arbejde, der er gået forud, men også med et par anekdoter, der matchede den foregående taler, professor Hendricks, som da Nielsen sagde:

– Jeg vil citere kongen af pop, Michael Jackson, der i sangen ‘Man in the Mirror’ fra 1988 sang: ‘If you want to make the world a better place, take a look at yourself, and make a change.’

Netop FN’s Verdensmål, en god by og en by med en stor fremtid og vigtig plads i den grønne omstilling var efterfølgende fokus hos den konservative politiker.

– Vi har alle muligheder. Pointen er, at vi i fællesskab skal have lavet en vision om at være grønne i verdensklasse, fortalte Tommy Rachlitz Nielsen.

Undervejs fik Christian Herskind gentaget ambitionerne for havneselskabet.

– Vi er i dag et af de største havneselskaber. I 2026 er det planen, at vi skal være en af de største,” sagde Herskind og kiggede på sin direktør, der replicerede med et “Det bliver vi.” Herskind fortsatte: “Vi har Taulov Dry Port, som spiller en stor rolle i europæisk logistik. Se lagerbygningerne: Det er imponerende, hvad der er skabt, og med mange gode kunder. For at nævne bare et udsnit, så har vi A.P. Møller-Mærsk, DLG, Bestseller. Det er velrenommerede virksomheder, sagde Heskind og fremhævede, at virksomheden går en endnu bedre tid i møde.

– Den grønne omstilling arbejdede vi med, før man skrev om den i medierne. Transport og skibe er vigtige der, og vi har løsninger til fremtiden hos ADP A/S, tilføjede han.

Slutteligt fik Rune D. Rasmussen, CEO i ADP A/S, ordet. Han lavede tre nedslagspunkter, der var blevet til en håndfuld, inden han startede, men på rolig vis fortalte han om havneplanerne, mulighederne og fremtiden for ADP A/S, men også om forældede love, der satte en stopper for eksempelvis solceller på tagene i Taulov Dry Port, hvorfor han opfordrede alle til at tale med landspolitikerne, hvis de mødte en eller flere.

Aftenen blev afsluttet med netværk og samtaler ved højborde i loungen.

Drøm går i opfyldelse for Lykke: FHK-spiller skal i aktion ved VM

0

Fredericia Håndboldklubs Lykke Hansen er til VM i kvindehåndbold, der afholdes i Danmark og Norge. Netop de norske værter bliver Lykkes første modstander med det grønlandske landshold.

Det varer ikke længe før spændingen bliver udløst. Lykke Hansen blev udtaget til slutrunden i slutningen af december, og reaktionen var ikke til at tage fejl af: Lykke var stolt. Hun har siden barnsben kæmpet for at komme med til VM for hjemlandet, der i hendes tid som håndboldspiller på højt niveau ikke har formået at kvalificere sig før nu, hvor hun er 35 år. Hun har kæmpet sig tilbage fra en hjernerystelse, der holdt hende ude i over et år. I sommer skiftede hun til FHK, som hun tidligere har spillet for, og det har hjulpet hende på vej.

– De har været påpasselige. Jeg har været lidt skadet, og så har de passet på mig. Jeg har holdt et år og fire måneders pause fra håndbolden. I klubben har de været meget hjælpsomme, hvis jeg ikke har haft det så godt og sagt, at jeg bare skulle træne det med, som jeg kunne holde til. Vi har taget meget step by step. Jeg kender Mia, vores træner, fra da jeg spillede i FHK første gang, og hun har hjulpet mig meget. De unge spillere på holdet har også været gode ved mig. Jeg er den ældste på holdet, men de har været gode til at tage imod mig, siger Lykke Hansen.

Efter en periode i hjemlandet fra 2010 – 2019 kom Lykke Hansen retur til Danmark i 2019, hvor hun kom på kontrakt i Nykøbing Falster, hvor hun spillede frem til i sommer. Derefter gik turen tilbage til FHK, som hun spillede for i 00’erne, sammen med blandt andet Mia Nygaard Hansen. Det gør, at FHK nu kan bryste sig af at have en spiller med til VM, der indledes onsdag.

– Vi er meget spændte, men vi ser det som enhver anden kamp, der skal spilles, siger Lykke Hansen.

Siden den 24. november har hun været samlet med det grønlandske landshold, og onsdag går det løs.

– Vi har haft nogle gode træninger, synes jeg. Vi kommer til at tage det som det kommer, og har en masse tilskuere med til Stavanger. I alt er her 180 tilskuere med os, og de landede i Stavanger for tre dage siden, og vi blev modtaget af dem. Da vi ankom til vores hotel, stod de og heppede på os, siger Lykke Hansen og sætter ord på opbakningen:

– Det var faktisk rørende. Det er lidt ubeskriveligt, og det er noget, der kun sker en gang i livet, fortæller Lykke Hansen.

Kampen mod Norge er ikke den nemmeste på papiret. Grønland har ikke været med ved VM siden 2001, og så starter det hele ud mod VM-favoritterne fra Norge.

– Det er en hård kamp, men vi vil gøre vores bedste, konstaterer Lykke Hansen.

Nogen egentlig målsætning for VM har Grønland ikke, afslører FHK-spilleren.

– Vi tager én kamp ad gangen. Vi vil gøre alt, hvad vi kan i hver kamp og bare være fokuseret, siger Hansen.

Nu er det for alvor tæt på. I baggrunden kan man høre Lykke Hansens holdkammerater snakke. Spændingen stiger, og en drøm er på vej til at blive opfyldt: At løbe på banen til en kamp ved VM.

– Jeg har spillet siden jeg var ti år og spillet i ligaen og nu endelig være med til VM. I ligaen er der nu landsholdspause, og da jeg spillede i Nykøbing Falster tog vi på La Santa uden dem, der var med landsholdet, de var afsted, men nu er der mig, der er afsted. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, slutter Lykke Hansen.

Kampen mellem Grønland og Norge fløjtes i gang klokken 20:30. Foruden Norge møder Grønland i gruppespillet Sydkorea og Østrig.

Venstrekvinde tager et skridt op

0

Pernelle Jensen (V) fra Fredericia, står på tærsklen til en betydelig rolle i Region Syddanmark. Efter Stephanie Loses overgang til posten som økonomiminister, og Bo Libergrens nye formandstitel, er der åbnet en vigtig ledig plads, som Pernelle nu er udset til at fylde.

Venstres gruppe har peget på Pernelle Jensen som den nye formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen. Hendes indstilling til posten reflekterer den tillid og anerkendelse hun har opnået i sit parti. Jeg er enormt glad for, at gruppen viser mig den tillid, udtaler Pernelle Jensen, der ser frem til at fortsætte det vigtige arbejde, som Bo Libergren påbegyndte.

– Venstres gruppe peger på mig som formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen. Jeg er stolt. Bo Libergren har haft opgaven i lang tid. Han er en dygtig politiker, så jeg skal prøve at udfylde rollen efter ham på den bedst mulige måde, forklarer Pernelle Jensen.

Jensens tidligere erfaring som vikar for denne position har givet hende værdifuld indsigt og forberedelse til de udfordringer og muligheder, der ligger i denne rolle. Hendes fokus vil være på den nære sundhed uden for psykiatri og sygehuse, herunder arbejdet med læger, sundhedshuse og samarbejde med kommunerne. – Det er en borgernær opgave, så jeg glæder mig til opgaven, siger hun og uddyber:

– Jeg har tidligere fungeret som vikar på denne position, hvilket var utroligt spændende og givende. Det indebærer at tackle forskelligartede og vigtige dagsordener. Vores arbejde fokuserer på den nære sundhed uden for psykiatrien og sygehusene, herunder arbejdet med praktiserende læger, sundhedshuse og samarbejde med kommunerne. Det er et område, der er både spændende og afgørende vigtigt. Det er en opgave tæt på borgerne, og jeg ser med stor entusiasme frem til at påtage mig denne rolle.

Et centralt punkt i hendes kommende arbejde vil være lægevagten, et område hun allerede har beskæftiget sig med i sin tid som vikar. Hendes vision er at sikre en fortsættelse af regionens budget, hvor der ikke er lagt op til besparelser på den nære sundhed. Pernelle Jensen er også en stærk fortaler for sundhedshuse, et fokusområde hun agter at fremme yderligere.

– Lægevagten repræsenterer en af de større opgaver. Den har allerede været en væsentlig del af mit arbejde tidligere i år, da jeg vikarierede. Dens betydning vil fortsætte, især når vi overtager nattetjenesten fra PLO. Med hensyn til vores regionale budget har vi sikret, at der ikke foretages besparelser på den nære sundhed i Region Syddanmark. Det er essentielt at tilbyde en række borgernære sundhedstilbud. Jeg har været en stærk fortaler for sundhedshusene, og det vil fortsat være et primært fokusområde for mig. Denne tilgang er allerede et centralt element i udvalgets arbejde. Jeg agter at videreføre Bos stil og prioritere et effektivt samarbejde med de forskellige aktører, hvilket jeg vil fortsætte med at udvikle, siger Jensen.

Med sin baggrund i kommunalpolitik bringer Jensen en unik perspektiv og forståelse for, hvordan regionale beslutninger påvirker kommunerne og borgerne lokalt. Hendes erfaring fra byrådet i Fredericia vil være en styrke i hendes arbejde i Regionsrådet.

– Med min baggrund i kommunalpolitik har jeg fået indsigt i mulighederne for tættere samarbejde mellem forskellige aktører. At bringe denne viden fra byrådet ind i Regionsrådet har været yderst gavnligt og omvendt. Det har givet mig et unikt perspektiv på, hvordan beslutninger påvirker de enkelte kommuner og borgerne i de forskellige byer. Denne erfaring har vist sig at være en betydelig styrke i mit arbejde, slutter Pernelle Jensen.

Dobbelt så stor omsætning på Black Friday

0

I november 2023 indledte mange butikker måneden med “Black November” eller “Black Month,” et koncept designet til at sprede salget over hele måneden og op til Black Friday. Denne strategi sigter mod at mindske risikoen ved en potentiel dårlig omsætning på Black Friday. Ifølge data fra BlackFridayDanmark var Black Friday dog stadig den mest indbringende dag i Black Week, med en omsætning dobbelt så stor som den næstbedste dag.

Søndagen efter Black Friday, som afslutter Black Week, blev den næstbedste dag for salg. Dette antyder, at forbrugerne ønskede at sikre sig de sidste varer og julegaver. Der var en jævn fordeling af indkøb gennem hele ugen, med undtagelse af Black Friday, hvor salget toppede. Weekendens omsætning efter Black Friday steg i 2023 sammenlignet med 2022.

Gennemsnittet pr. transaktion i 2023 var 1401 kr., hvilket er en markant stigning fra de foregående år, hvilket tyder på en øget købelyst blandt danskerne. Efterspørgslen efter tilbud begyndte allerede torsdag aften, men det var bemærkelsesværdigt, at færre shoppede om natten i 2023 sammenlignet med 2022.

Analyser viser, at der var flere mandlige end kvindelige shoppere i Black Week 2023, og at forbrugere i alderen 55-64 år var overrepræsenteret. Elektronik var den mest populære kategori, tæt efterfulgt af mode og fitness & sport. Sexlegetøj sneg sig ind på en fjerdeplads. Forbrugerne foretrak i 2023 at shoppe på PC frem for mobil, en ændring fra tidligere år.

Konverteringsraten steg gennem Black Week, med søndagen som den dag med højeste konverteringsrate, overgående selv Black Friday. Dette understreger en tendens blandt forbrugerne til at være mere tilbøjelige til at købe om søndagen end på årets største tilbudsdag.

Det er glat: Pas på

0

Onsdag den 29. november 2023 fortsætter den iskolde november med endnu en kold dag efter en kold tirsdag. DMI (Danmarks Meteorologiske Institut) advarer om konsekvenserne for morgentrafikken, opfordrer til brug af vinterdæk og rudeskrabere og forudser fortsat risiko for rim, sne og isglatte veje over hele landet.

Temperaturen kan måske nå frysepunktet i løbet af dagen, men vil ellers ligge på frost ned til minus 3 grader, med sne og snebyger særligt i den sydøstlige del af landet.

Vejdirektoratet advarer også om risiko for isglatte veje på tværs af landet fra morgenstunden, selvom der er saltet i nat på de fleste steder. Der kan dog stadig være glatte områder, især på udsatte steder. Omkring hovedstaden, Odense og Aarhus rapporteres om ‘normalt føre efter årstiden’, mens der i Sønderjylland og Nordsjælland er flere meldinger om sne- og isglatte veje.

Vejrudsigten, udsendt kl. 04.40 af vagthavende meteorolog, forudser mest skyet vejr og perioder med sne eller snebyger i den sydøstlige del af landet. I resten af landet forventes perioder med lidt eller nogen sol, dog med lokale snebyger, og i Nordjylland sne eller snebyger fra nord ud på dagen. Temperaturerne forventes at falde til mellem frysepunktet og 8 graders frost om aftenen og natten, lokalt ned omkring 10 graders frost, med svag til frisk nordøstlig eller skiftende vind, ved kysterne lokalt hård vind eller måske kuling.

Et østgående lavtryk over den nordvestlige del af Tyskland vil i dag bringe skyer og en overgang sne til den sydøstlige del af Danmark, med typiske mængder nysne på mellem 1 og 5 cm. Et område med sne og snebyger bevæger sig ned over Nord- og Nordvestjylland fra nordøst, og der ventes også her typisk 1-5 cm nysne, men lokalt måske mere. I resten af landet vil der kun komme lokale snebyger.

Vejret forventes at fortsætte ind i torsdagsdøgnet, hvilket øger mulighederne for, at julemåneden indledes med et snedække til det meste af landet. Meteorolog Jesper Eriksen opdaterede denne prognose kl. 05.40. Trafikanterne opfordres til at tage deres forholdsregler i trafikken og holde sig opdateret med de seneste vejr- og trafikrapporter.