Aalborg indkalder til pressemøde om Mikkel Hansens fremtid

0

Aalborg Håndbold oplyser, at de sammen med Mikkel Hansen onsdag har indkaldt til pressemøde.

I indkaldelsen står der, at de vil fortælle nærmere om det fremtidige samarbejde mellem parterne. Pressemødet finder sted onsdag klokken 12:30, og indtil da vil parterne ikke kommentere yderligere på det.

Mikkel Hansen returnerede i sommeren 2022 til dansk håndbold, men det har ikke været en dans på roser siden comebacket. Han blev sygemeldt i februar 2023 med stress, men er siden kommet tilbage på banen.

Nu er Mikkel Hansen imidlertid blevet skadet, og om pressemødet hænger sammen med det må foreløbigt stå hen i det uvisse.

Jysk Fynske Medier har ført skjult reklame

0

I mindst 15 tilfælde har Jysk Fynske Medier bragt reklame uden at det er tydeliggjort, hvem der reklameres for. I flere tilfælde er der tale om udbydere af kviklån.

Jysk Fynske Medier ejer adskillige dagblade som Vejle Amts Folkeblad, Jydske Vestkysten, Fredericia Dagblad og Fyens Stiftstidende, samt Radio 4 og Erhvervsplus. Netop Erhvervsplus er mediet, som Politiken har opdaget har ført skjult reklame.

I et eksempel, som Politiken har fundet, ryger man ind på Molslinjens side, når man trykker på et link med ordene “Moesgaard Museum”. Det er ifølge Politiken vildledende markedsføring.

– Jeg var ikke opmærksom på, at denne form for vildledende reklame var et problem, siger advokat Heidi Højmark Helveg, der sidder i Kulturministerens medieansvarsudvalg.

På Erhvervsplus er der fundet 15 reklameartikler, hvor det ikke fremgår, hvem der reklameres for. Det slår juraprofessor fra Copenhagen Business School, Jan Trzaskowski, fast.

– Og det er ikke umiddelbart tydeligt, udtaler professoren efter at have fået forelagt eksemplerne af Politiken.

Adm. direktør i Jysk Fynske Medier, Jesper Rosener, fortæller at artiklerne ikke følger Erhvervsplus’ retningslinjer. Som følge af det er der nu indført en ny praksis, der gør, at der tilføjes en deklaration om, hvem der står bag annoncen.

Sjaskvådt lavtryk har kurs mod Danmark 

0

Et for årstiden sjaskvådt lavtryk er på vej mod Danmark sydfra og med det også en front, som i den grad vrides igennem, når den rammer landet ud på eftermiddagen.

Lavtryk og tilhørende front er blevet dannet som følge af store temperaturkontraster henover Europa, fra vest mod øst.

Således havner temperaturen i store del af Østeuropa i dag på mellem 20 og 25 °C, mens man må tage til takke med ”kølige” 9 til 14 °C i Vesteuropa.

Foruden de store temperaturforskelle, er luftfugtigheden også langt højere i Østeuropa til sammenligning med luften mod vest og fronterne, der skærer sig ned gennem Europa fra nord til syd, indeholder derfor masser af vand!

Noget af dette vand vil det kommende døgn havne i Danmark, hvor især den syd- og sydvestlige del af landet kan se frem til et sted mellem 30 og ca. 50 mm regn mange steder.

Disse mængder skal ses i forhold til normalen for hele april, som lyder på 38.5 mm (1991-2020 klimanormalen) og nogle steder vil der derfor falde over én måneds nedbør på ca. 24 timer, det er meget vand!  

De forskellige vejrmodeller, som meteorologerne gør brug af, har ikke været helt entydige i forhold til hvor meget regn der kommer, og hvor de største mængder vil falde.

Indbrud i landejendom

0
Foto: AVISEN

Fra lørdag til mandag, 2. påskedag, blev en landejendom på Klebækvej i Vamdrup, Kolding Kommune, udsat for indbrud.

Gerningsmændene brød en dør op og gennemrodede huset. Vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi bekræftede, at politiet endnu ikke har et fuldstændigt overblik over, hvad der er blevet stjålet.

– Vi er meget interesserede i at høre fra folk, der måske har set noget mistænkeligt i området, sagde han slutteligt.

Indbrud i Worsaaesgade

0
Foto: AVISEN

Mellem tirsdag og den følgende mandag, 2. påskedag, blev en villa på Worsaaesgade i Vejle ramt af indbrud.

Tyven eller tyvene formåede at bryde et vindue op for at få adgang til boligen. På nuværende tidspunkt er det endnu uklart, præcis hvad der er stjålet fra villaen.

Vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi fortalte om hændelsen, og opfordrede eventuelle vidner til at kontakte politiet med oplysninger.

Ældre fodgænger påkørt

0

I en færdselsulykke på Domhusgade i Kolding blev en 84-årig mandlig fodgænger kørt ned, da en 87-årig kvindelig bilist under et højresving påkørte ham.

Hændelsen fandt sted omkring klokken 12.15 mandag, hvor Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen om ulykken. Ifølge politiets rapport havde den ældre kvindelige bilist overset fodgængeren ved svinget.

Den 84-årige mand blev hastet til akutmodtagelsen, hvor det efterfølgende blev bekræftet, at han var uden for livsfare.

DMI: Varsel om kraftig regn

0
Foto: PR

Der er varsel om kraftig regn for den sydlige halvdel af Jylland samt Fyn, Sjælland og Øerne, gældende fra mandag aften kl. 20 til tirsdag aften kl. 20.

I varslingsområdet ventes nedbørsmængderne flere steder at overskride 30 mm på 24 timer, som er varslingsgrænsen, og kan lokalt komme op på 50 mm.

For foråret er det usædvanligt store nedbørsmængder, og det skyldes et lavtryk over den Engelske Kanal, som bevæger sig mod nord, og mandag eftermiddag og aften sender en tilhørende front med regn og fugtig luft op over Danmark sydfra.

Fronten ventes at gå i stå over Danmark og vil kun langsomt svækkes frem mod tirsdag aften og natten til onsdag. I løbet af tirsdag eftermiddag går vinden i nord og nordøst og temperaturen falder til 2 til 6 grader. I den forbindelse kan nedbøren lokalt gå over i slud.

KIF Kolding fik en kraftig advarsel

0

Da sidste runde af grundspillet i håndboldligaen blev afviklet, fik KIF Kolding en kraftig advarsel. De blev mindet om, at de kan rykke ned. Mandag tager de hul på nedrykningspillet, hvor et nyt kapitel venter.

KIF Kolding var spillet ud af brættet. De var bagud 10-1 mod Skjern, og da samtidig Lemvig-Thyborøn en overgang førte mod Aalborg, og Fredericia Håndboldklubs kamp mod Nordsjælland stod helt lige, var koldingenserne matematisk set rykket direkte ud af ligaen.

Det ændrede sig i løbet af kampen, men det var en påmindelse til KIF om, at deres bundniveau er alt, alt for lavt, og at de skal tage situationen meget alvorligt. Det var mere end en løftet pegefinger, som Kristian Kristensens mandskab fik i sidste spillerunde.

Nu ser KIF Kolding i stedet ind i et nedrykningsspil, hvor de skal kæmpe for ikke at blive sidst, og dermed undgå kvalifikationskampe mod et 1. divisionshold om overlevelse i ligaen. Med det niveau, som KIF lagde for dagen i den første del af kampen mod Skjern, skal der andre boller på suppen, når holdet den 1. april på hjemmebane møder SønderjyskE, som til gengæld ikke bør komme i fare.

Ret beset burde KIF heller ikke komme i fare, men med den sæson, som KIF har haft, så skal man ikke tage noget for givet. Der skal knokles til det sidste, og så skal de prise sig lykkelige over, at det ene point de fik skrabet sammen mod Skjern, var nok til at slæbe et enkelt point med over i nedrykningsspillet.

Til gengæld var det ikke godt for KIF, at Nordsjælland åbnede puljen fuldstændig op allerede i deres første kamp, da de sejrede med 28-27 mod TTH Holstebro. Nordsjælland var det eneste hold, der havde nul point med over i nedrykningsspillet, og alle hold er dermed på tavlen nu. Hvis Nordsjælland havde tabt, kunne KIF have distanceret dem med en sejr i deres egen kamp.

Med kun fire kampe, der skal spilles i nedrykningsspillet, ville et forspring på tre point gøre al verden. Nu skal KIF i stedet sørge for at komme godt i gang og “holde” deres hjemmebane, som bliver en nøgle til at sikre sig imod at undgå et drama i kvalifikationskampe. KIF har kun to hjemmekampe, den ene mandag mod SønderjyskE og den anden i sidste spillerunde mod Nordsjælland.

Et nederlag på hjemmebanen i den første kamp vil derfor være skidt, da KIF på papiret ikke er favoritter mod Skanderborg AGF og TTH Holstebro på udebane. I den mellemliggende periode, inden sidste runde, hvor KIF og Nordsjælland mødes i Kolding, har Nordsjælland en enkelt hjemmekamp. Kommer KIF pointløst igennem de første tre spillerunder, og får Nordsjælland på den anden side skrabet endnu en sejr i hus, så kan situationen være rigtig skidt for KIF Kolding.

Derfor er det en tidlig nøglekamp for dem, og med den situation, som KIF stod i under sidste kamp i grundspillet, så ringer alarmklokkerne efter den kraftige advarsel.

Den rigeste procent ejer mere end en fjerdedel af danskernes samlede formue

0

Den mest velhavende ene procent af danskerne besidder 25,5 procent af den samlede nettoformue i Danmark, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Regeringens plan om at sænke bo- og gaveafgiften på generationsskifte af virksomheder vil primært komme de allerrigeste til gode og skubbe yderligere til den store ulighed.

Den mest velhavende ene procent af danskerne ejer mere end en fjerdedel af danskernes samlede nettoformue.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af Danmarks Statistiks indkomstdata fra 2022.

”Uligheden er enorm, når det kommer til formuer i Danmark,” siger Sune Caspersen, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

”Det er meget, at den rigeste procent ejer en fjerdedel af den samlede nettoformue. Til sammenligning tjener top-1-procent kun ni procent af de samlede indkomster,” siger Sune Caspersen.

Nettoformuen består af reale aktiver som bolig og bil, finansielle aktiver som bankindestående og værdipapirer og pensionsopsparing fratrukket al registreret gæld som for eksempel realkredit-, bank og SU-lån.

Særligt unoterede aktier fylder meget i de rigestes formuer

En stor del af den rigeste procents formueandel står i unoterede aktier. Et aktieselskabs aktier skal ikke nødvendigvis handles på en børs. Handles aktierne ikke på en børs, kaldes de unoterede aktier.

Unoterede aktier omfatter primært ejerandele i familieejede virksomheder. Det vil sige virksomheder som for eksempel Lego, Danfoss og Ecco.

Det er relativt nyt, at det er muligt at indregne unoterede aktier i formueopgørelsen. Forbedringer i datakilderne betyder, at Danmarks Statistik i samarbejde med Nationalbanken de seneste to år med større sikkerhed har kunnet komme med et skøn over unoterede aktiers værdi på personniveau.

Tidligere opgørelser viste, at den rigeste procents andel af den samlede formue var på cirka 14 procent. Men der har været tale om et mørketal. Medregner man de unoterede aktier løber andelen altså op i omkring 25 procent.

”De unoterede aktier har en kæmpemæssig betydning for uligheden i Danmark. Det viser, at de allerrigeste i mange tilfælde får deres midler fra familieejede virksomheder, der måske endda er gået i arv. Og de er langt rigere, end vi tidligere har haft tal for,” siger Sune Caspersen.

Sænkelse af arveafgift på generationsskifter vil forgylde de allerrigeste

Unoterede aktier, der går i arv i en familie, bliver i dag beskattet under reglerne for bo- og gaveafgiften for erhvervsvirksomheder, også kendt som arveafgiften.

Skattesatsen er 15 procent, men regeringen har bebudet i regeringsgrundlaget, at den vil sænke satsen til 10 procent. Det koster en halv milliard kroner. Derudover vil regeringen bruge en halv milliard kroner på en ny model for værdiansættelse af virksomheder, hvilket også vil komme virksomhedsejerne til gode.

”Hvis man vil bekæmpe uligheden i Danmark, er en sænkelse af arveafgiften den forkerte vej at gå. I virkeligheden er det en skattelempelse, der primært går til milliardærarvinger,” Sune Caspersen.

Over 10.000 bøder på seks måneder: Ny lov møder fortsat opbakning

0

Efter der i oktober sidste år blev indført nye skærpede miljøzoner i fem af landets største kommuner, er der blevet uddelt over 10.000 bøder til bilister, der har overtrådt reglerne. Det viser nye tal, som Miljøministeriet har udleveret til Gjensidige. Samtidig viser en ny undersøgelse pæn opbakning til loven.

Nye skærpede miljøzonekrav førte 1. oktober sidste år til, at det blev ulovligt at køre ind i fem af landets største kommuner i dieselbil uden partikelfilter.

Målet med de nye regler var, at partikelforureningen skulle mindskes i Aarhus, Aalborg, Odense, København og på Frederiksberg, så borgerne i byerne kunne få renere luft.

Men de nye regler har ikke kun påvirket luftkvaliteten positivt, de har også udløst en indtægt til staten på over 15 millioner kroner på seks måneder, fordi der er udskrevet flere end 10.000 bøder på 1500 kroner til bilister, der har overtrådt forbuddet.

Det viser en ny oversigt, som Miljøstyrelsen har udleveret til Gjensidige.

Men de mange bøder er ikke nødvendigvis et udtryk for, at et stort antal bilister i dieselbiler vælger at se stort på den nye lovgivning. I stedet bunder en del af overtrædelserne formentlig i både uvidenhed og usikkerhed om de nye regler, vurderer Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.

– Det er kun et halvt år siden, at de nye regler trådte i kraft, og det er mit indtryk, at mange ejere af dieselbiler enten ikke har været opmærksomme på reglerne, eller at de måske har troet, at de ikke var omfattet af dem. Og derfor tror jeg, at antallet af bøder vil falde den kommende tid, siger hun.

Trods de mange bøder er der generelt set bred opbakning blandt danskerne til de nye skærpede miljøzonekrav. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Gjensidige.

Her svarer flere end hver tredje af de adspurgte, at de ser positivt på de nye regler, mens knap hver femte mener, de nye regler er for skrappe.

Samtidig mener hver fjerde, at reglerne bør strammes yderligere, så der eksempelvis skal være helt forbud mod at køre i dieselbiler i landets største kommuner.