8.9 C
Copenhagen
tirsdag 11. november 2025

Live: FC Fredericia jagter det forjættede top-6

0

Hvis FC Fredericia vinder dagens forårspremiere mod Hobro, så er holdet snublende tæt på at være sikker på at ende i det forjættede top-6. Lykkes det? Følg med og få svaret.

Tidligere FHK’ere genforenes – igen

0

Kasper Christensen skal til næste sæson være cheftræner i GOG, og nu har den sydfynske klub offentliggjort, at Christensens assistent bliver Rasmus Bertelsen, som han har en fælles fortid med.

Tidligere er det blevet offentliggjort, at Kasper Christensen blev købt fri af Ikast Håndbold for at tiltræde i GOG til sommer, og nu er trænerkabalen på Sydfyn gået op.

Det betyder, at Kasper Christensen får Rasmus Bertelsen som assistent. Tilbage i 00’erne spillede de to sammen som aktive i Fredericia Håndboldklub, og i SønderjyskE har de også en fælles fortid. Christensen var assistent, mens Bertelsen stadig var aktiv.

Den dag i dag er Rasmus Bertelsen assistenttræner i 1. divisionsklubben Grindsted, men til næste sæson tager han skridt op ad rangstien.

– GOG er jo en helt særlig klub i dansk håndbold, så da jeg blev kontaktet af Kasper Christensen om at komme med som assistenttræner, kriblede det med det samme i maven. Jeg kunne bare mærke, at det var så stor en chance, at det kunne jeg ikke sige nej til, siger Bertelsen og fortsætter:

– Jeg har spillet mod GOG mange gange, også da de lå i den næstbedste række og kæmpede for oprykning. Og så har jeg spillet med flere af de store profiler fra GOG. Både Peter Henriksen, Kasper Nielsen og Søren Haagen. For mig er det en helt særlig klub.

Civilt arbejder Rasmus Bertelsen hos medicinalvirksomheden 2care4 i Esbjerg, men til sommer går han ned på halvtid for at kunne have fokus på GOG.

– Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver utrolig spændende at skulle være med til at få sat et slagkraftigt GOG-hold op til den kommende sæson. Og så tager jeg da også gerne en af de berømte guldfester i Gudme. Det går vi da efter, slutter Rasmus Bertelsen.

Claus vil hjælpe veteraner, men forfølges af eks-kærester

0

Claus Kring har været udsendt tre gange til Balkan og har som følge deraf fået konstateret PTSD. Siden 2015 har han hjulpet krigsveteraner, men nu føler han, at der drives forfølgelse af ham af to ekskærester, Lena Lindhardt Petzing og Lillian Dannels, samt en anonym person, som ifølge Claus Kring kan have påvirket de to eks-kærester.

Claus Kring har stiftet Veteranernes Levevilkår, da han gerne vil hjælpe alle veteraner, som han kan. Det er ikke alle, der vil gå til det offentlige system, og det er ikke alle, der bliver opdaget af det offentlige system. Der kommer Claus ind i billedet og vil gerne hjælpe folk igennem det, som han selv har været igennem.

Selv har Claus været helt ude i tovene, og han er tydeligt berørt over at fortælle om det, der er et tabu at tale om for mange. Udsendelserne til Balkan har sat tydelige spor på Claus, som under samtalen med AVISEN flere gange må stoppe op med at tale, da han mangler ord for at udtrykke sig og bliver ramt af de stresssymptomer, som PTSD giver.

Claus kom så langt ud i tovene efter den tredje gang, han var udsendt, at han endte med at tage ud i skoven at bo og var tæt på at tage livet af sig selv, men han endte med at blive reddet af Lars Hougaard, der var socialrådgiver i Varde Kommune.

– Havde det ikke været for ham, havde jeg ikke været her den dag i dag, siger Claus.

Han sidder under samtalen med AVISEN sammen med Ulla Egeskov, som han har lært at kende. Ulla har siden årsskiftet siddet som kasserer i Veteranernes Levevilkår, hvor hun skal være med til at holde styr på praktiske ting, som hun har erfaring med qua hendes baggrund som selvstændig erhvervsdrivende gennem mere end 20 år.

Claus endte med at få tilkendt førtidspension, og for de penge købte han i 2015 et sommerhus i Jegum Ferieland. Pengene, som Claus købte sommerhuset for, var fra de penge, som han blev tildelt i førtidspension. Siden købet har Claus haft to kærester, på to forskellige tidspunkter, og de er skyld i, at Claus den dag i dag ikke har det særligt godt, igen. Ligesom det var tilfældet, da Lars Hougaard endte med at redde Claus.

Da Claus Kring lavede Facebook-gruppen Veteranernes Levevilkår, var det hverken en registreret forening, havde ikke CVR-nummer, var registreret til at måtte samle penge ind eller noget som helst. Det er det hele sagens kerne drejer sig om med Claus’ ekskærester. De har anmeldt Claus til mange forskellige enheder, blandt andet SKAT, politiet og Civilstyrelsen. Det er siden dukket op i en lang række artikler i JydskeVestkysten, hvor Claus har fået den ene beskyldning efter den anden. Blandt andet denne, hvor de bekræfter, at de har anmeldt foreningen Veteraneres Levevilkår.

– Jeg anerkender, at der ikke var en indsamlingstilladelse, men det andet, som de påstår er forfølgelse af mig som person, siger Claus og fortæller, at der er påstande om, at han selv tager midler, som Veteranernes Levevilkår har samlet ind.

Men hvorfor havde Claus ikke styr på, at man skulle have en indsamlingstilladelse?

– Sådan noget har jeg slet ikke styr på. Jeg har ikke gjort det af ond vilje. Jeg vil bare hjælpe andre, fastslår Claus.

Anonym ledte måske eks-kæresterne på vej

Mens Veteranernes Levevilkår har eksisteret, har han haft de to nævnte kærester. De har ifølge Claus Kring og Ulla Egeskov begge været vidende om Claus’ foretagende, men på intet tidspunkt har de gjort opmærksom på, at det er ulovligt det, som han har foretaget sig. I stedet har de nu slået sig sammen og allieret sig med yderligere en person og anmeldt Claus. Men spørgsmålet er, hvorfor de ikke sagde noget allerede dengang?

– Jeg vil tro, at den anonyme har gjort dem opmærksom på nogle ting. Hverken Lena og Lillian har sagt noget, da jeg var sammen med dem, siger Claus og oplyser, at den ene af de to ekskærester blev droppet, da hun begav sig i et miljø, der ikke var foreneligt med at være krigsveteran, og den anden ekskæreste også havde en række ting, der gjorde, at det ikke gik.

Efter den sidste kæreste og Claus gik fra hinanden, har de to ekskærester talt sammen, og nu allieret sig med en anonym person. De tre personer har efterfølgende kommet med en række anmeldelser af Claus Kring. Alt lige fra den manglende indsamlingstilladelse til at komme med påstande om, at Claus har taget penge fra en bøtte.

– Jeg har slet ikke nogen bøtte, som de påstår, så det passer ikke. Det meste af det, som de påstår, er rent opspind. Det eneste, der passer, er det med indsamlingstilladelserne, som vi endte med at få styr på, da vi blev gjort opmærksomme på det. Jeg synes, at det er ren forfølgelse af mig som person, siger Claus Kring.

Beskyldninger uden hold

En af de ting, som Veteranernes Levevilkår og Claus Kring er blevet beskyldt for, er, at de ikke har styr på deres regnskab. Det undrer Claus sig dog over.

– Vi har tilknyttet et revisionsfirma, så det giver ikke så meget mening. Vi har valgt at have rene linjer ved at bruge dem. Vi har ikke prøvet at skjule noget som helst, og så snart vi er blevet gjort opmærksomme på noget, så har vi handlet på det, men de påstande, som Lena, Lillian og den anonyme er kommet med, har ikke nogen gang på jorden, siger Claus Kring.

I efteråret 2023 kom der en ny beskyldning mod Claus Kring. Veteranernes Levevilkår var blevet tilbudt at stå i forhallen til Fredericia Håndboldklubs kamp mod Ribe-Esbjerg den 22. september. I forbindelse med den kamp var der en landsdækkende kampagne, som Danmarks Idrætsforbund stod bag i forbindelse med konceptet Veteran Match, hvor veteraner hyldes. 

– Beskyldningerne gik på, at vi fik alle pengene fra det, og det gjorde vi ikke. Ulla blev kontaktet af Fredericia Håndboldklub, da de vidste, at Ulla har med veteraner at gøre. De spurgte, om vi ville satte en stand op, og det gjorde vi med vores merchandise, og det var det eneste vi gjorde, slutter Claus Kring.

FC Fredericia har et klart mål

0

Der resterer fire kampe i grundspillet i NordicBet Ligaen for FC Fredericia. Målet er klart: At sikre sig hurtigst muligt, at top-6 er sikret. Missionen starter søndag eftermiddag på udebane mod Hobro.

FC Fredericias kamp mod Hobro er den eneste, der ikke er spillet i denne runde. Her kan man konstatere, at rækken er ved at knække i forhold til top-6, da AC Horsens indkasserede et nederlag til Kolding IF. Der er nu fire point fra Kolding ned til både AC Horsens og Hillerød, der er á point. Med kun tre kampe igen for de hold kan det blive svært at hente.

Inden kampen mod Hobro har FC Fredericia seks point ned til Hillerød og AC Horsens. Dermed kan en sejr stort set afgøre FC Fredericias skæbne. I tilfælde af, at to hold er á point vil man i første omgang kigge på holdenes samlede målscorer. Pt. er FC Fredericias målscorer bedre, men ikke markant bedre, og det kan derfor ændre sig, men med FC Fredericias slutprogram, hvor der venter bundhold som Næstved og HB Køge, burde der komme point nok på bordet til, at FC Fredericia henter de fornødne point.

https://keepers.dk/

De første tre point kan komme allerede mod Hobro, der har mistet flere profiler i januar-vinduet, ligesom FC Fredericia. Væk er den farlige angrebsduo, Laurs Skjellerup og Muamer Brajanac, samt keeperen Jonathan Fischer. Særligt Brajanacs afgang er et tab, der gør ondt på Hobro, da han har tegnet sig for ni mål.

På den anden side har FC Fredericia også mistet spillere. På kort sigt er det fraværet af Nicklas Røjkjær, der gør mest ondt, da han havde den mest markante rolle. Tobias Bach nåede kun at være i FC Fredericia et halvt år, og han er blevet erstattet af minimum tilsvarende kvalitet. Afgangen af Frederik Christensen gør i og for sig heller ikke noget, hvis Nicolaj Ritter holder sig skadesfri, da den rutinerede back er garant for et stabilt niveau. Med salget af Røjkjær er FC Fredericias centrale midtbaneduo, Nicklas Røjkjær og Lundrim Hetemi, blevet splittet ad. Det var de to spillere, der drev holdet, særligt i pokaleventyrene, og nu lader det til, at Sofus Berger skal overtage Røjkjærs rolle.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Lykkes det for Sofus Berger og Lundrim Hetemi, samtidig med at FC Fredericias offensiv med Adam Jakobsen får hul på bylden, ser missionen om at sikre top-6 meget lovende ud.

Der er kampstart mellem Hobro og FC Fredericia klokken 15:00.

FHK er en sejr fra at sikre andenpladsen 

0

I en ny vending i toppen af dansk håndbold er Fredericia Håndboldklub nu blot én sejr væk fra at sikre sig andenpladsen i grundspillet. Denne mulighed åbnede sig efter Bjerringbro-Silkeborg led et nederlag på 30-25 i deres udebane kamp mod TMS Ringsted.

Dette resultat har haft stor betydning for stillingen i toppen, idet BSH nu finder sig seks point bag FHK. Det er værd at bemærke, at FHK har sikret sig en bedre placering indbyrdes over BSH, takket være deres sejre over midtjyderne i både ude- og hjemmekampe, hvilket giver dem en betydelig fordel i kampen om andenpladsen.

FHK står over for et udfordrende slutprogram i grundspillet, som inkluderer kampe mod nogle af ligaens stærkeste hold. Deres næste kamp er hjemme mod Aalborg, efterfulgt af en udekamp mod Skanderborg AGF. Derefter vender de hjem for at møde TTH Holstebro og Nordsjælland. For at sikre andenpladsen skal FHK vinde mindst én af disse kampe.

Sikringen af andenpladsen ville ikke kun være en betydelig præstation for klubben, men også sikre dem en fordelagtig position inden slutspillet begynder. Den stærke position er en attest til holdets imponerende præstationer gennem sæsonen og deres evne til at vinde vigtige kampe.

Forsvarsministeren vil genåbne forsvarsforlig

0
Troels Lund Poulsen. Foto: AVISEN

På toårsdagen for konflikten i Ukraine understregede den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen fra Venstre, vigtigheden af at revidere nationens forsvarsbudget og strategi.

I en udtalelse foran den russiske ambassade i København, hvor ministeren deltog i en ceremoni for at vise solidaritet med Ukraine, blev det klart, at Danmark ser en nødvendighed i at tilpasse sine forsvarsudgifter til de skiftende geopolitiske realiteter.

Poulsens ord falder på et tidspunkt, hvor international solidaritet med Ukraine er stærkere end nogensinde, og mange lande revurderer deres forsvarsbudgetter og -strategier for at imødegå de aktuelle og fremtidige sikkerhedsudfordringer. Danmarks beslutning om at genforhandle forsvarsforliget er et tydeligt tegn på landets engagement i at støtte Ukraine samt en anerkendelse af, at den nuværende globale situation kræver øgede investeringer i national og international sikkerhed.

– Vi kommer ikke uden om at skulle genåbne det forsvarsforlig, vi vedtog for otte-ni måneder siden, siger Poulsen til TV 2.

Det er tid til mere varige løsninger for de ukrainske flygtninge

0

Mange ukrainske flygtninge er faldet godt til i Danmark. Og nu hvor krigen går ind i sit tredje år, er det tid til at veksle den enorme folkelige og politiske velvilje til at modtage ukrainerne til mere varige løsninger.

Krigen i Ukraine går nu ind i sit tredje år. Desværre er der ikke umiddelbart udsigt til fred, og selv hvis der bliver fred, vil der være et enormt genopbygningsarbejde.  

– Vi kan lige så godt forberede os på, at ukrainerne kommer til at være her i længere tid, og det er på tide at overveje nye modeller for, hvad der skal ske. Nye veje, som tilbyder forskellige løsninger og fremtidsscenarier, hvoraf nogle også peger frem mod flere år i Danmark. Det kunne være arbejdstilladelser, studietilladelser eller længerevarende beskyttelse via forlængelse af særloven, siger Kenneth Flex, direktør i Integration i DRC Dansk Flygtningehjælp. 
 
Lige nu er opholdsgrundlaget og fremtidsperspektivet for de ukrainske flygtninge så spinkelt, som det kan blive. Indtil videre har de opholdstilladelse i Danmark til marts 2025.  
 
Bekymringer om opholdstilladelse fylder 
Ifølge en ny undersøgelse fra Københavns Universitet vil seks ud af ti ukrainske flygtninge gerne blive i Danmark, selv hvis der bliver fred i Ukraine. 

Det skyldes i høj grad overvejelser om, hvor man vil have noget at leve af, og hvor man vil kunne give sine børn en fremtid med muligheder. Det viser erfaringer fra DRC Dansk Flygtningehjælp.  

– Samtidig handler det om at have mistet troen på Ukraine i lang tid fremover. Men for nogen handler ønsket om at blive i Danmark også om, at de har fundet sig til rette her, på trods af sorgen og savnet af det derhjemme, siger direktør Kenneth Flex. 

Undersøgelsen fra Københavns Universitet viser også, at bekymringer om opholdstilladelse er noget, der fylder. For hver femte er frygten for at blive sendt tilbage til Ukraine det største problem. Og totalt set er der tale om det næststørste problem for de ukrainske flygtninge, viser undersøgelsen. 

– Bekymringer om opholdstilladelse fylder rigtig meget både blandt ukrainerne og andre flygtninge. Og når uvisheden står på i længere tid, tærer det mentalt og nedbryder mennesker, siger han.  
 
Skal både lære dansk og rejse hjem 
Lige nu befinder de ukrainske flygtninge sig i et limbo. Et limbo hvor de, uanset om de ser deres fremtid her eller i Ukraine, ikke kan vende hjem. Og et limbo hvor de på samme tid skal håndtere to modsatrettede krav. På den ene side et krav om både at være klar til at rejse hjem, og på den anden side et krav om at integrere sig og lære dansk, være i beskæftigelse og lade børnene følge undervisningen i en normal dansk skoleklasse. 
 
– Giver vi ikke de ukrainske flygtninge mere sikkerhed for fremtiden, risikerer vi at tabe dem mellem to stole, hvor de hverken kan vende tilbage til Ukraine eller har ro til at få det fodfæste i Danmark, der skal til for at klare sig på længere sigt, siger Kenneth Flex. 

DMI: Varierer vejr i weekenden

0

Denne weekend byder på et varieret vejr, ifølge DMI. Vejret bliver relativt roligt med en svag til jævn vind fra sydlige retninger, og vi kan forvente en blanding af sol, skyer og nedbør, som lokalt kan have et vinterligt præg. 

Lørdag formiddag giver mulighed for at lade regntøjet hvile, men for resten af weekenden kan det blive nødvendigt igen. Mandag morgen anbefales det at tage afsted tidligt, da der er udsigt til tåge og frostvejr flere steder.

Lørdagen starter med tørvejr og muligheder for lidt eller nogen sol, men i løbet af eftermiddagen kan der forekomme spredte byger, som kan inkludere hagl. 

Temperaturen forventes at nå mellem 5 og 9 grader, med en let til jævn vind fra syd. Om aftenen og natten fortsætter de spredte byger, og senere på natten eller tidlig søndag morgen bevæger et skyområde sig ind over landet med efterfølgende byger, hvoraf nogle kan indeholde hagl. Vinden forventes at være svag til jævn fra syd til sydøst, og temperaturen vil falde til mellem 1 og 5 grader.

På Bornholm er der størst chance for tørvejr og solskin søndag. For resten af landet vil dagen primært byde på skyer med perioder af regn eller slud. Temperaturen forventes at ligge mellem 4 og 8 grader, med en svag til jævn vind fra sydvest til sydøst. Natten til mandag medfører aftagende vind, som bliver svag til let fra østlige eller skiftende retninger, og delvis klart vejr. Den svage vind og delvist klare vejr betyder, at det bliver en kold nat med temperaturer mellem 3 grader under frysepunktet og 3 grader over, hvilket øger sandsynligheden for tågedannelse.

Avenue Q var et trækplaster til publikum

0

Der var næsten fyldt til bristepunktet til premieren på musicalen Avenue Q på Fredericia Musiclateater fredag aften. Se her stemningsbilleder fra den røde løber.

Fredag aften blev en markant kulturel begivenhed fejret ved Fredericia Musicalteater med premieren på “Avenue Q”, et show, der tidligere har nydt succes på samme sted i 2011, men dengang i en mindre sal. Denne tilbagevenden til teatret var ikke kun særlig i kraft af sin popularitet, men også fordi Lars Mølsted, som tidligere har været en del af scenen, denne gang tog en ny rolle som instruktør.

Premiereaftenen viste sig at være et magnetisk trækplaster, idet en forventningsfuld skare af tilskuere ankom til teatret, elegant klædt og klar til at betræde den røde løber. Denne atmosfære af spænding og forventning var palpabel blandt publikum, som havde samlet sig for at opleve denne musikals genopståen.

Og publikums forventninger blev ikke blot indfriet; de blev overgået. Efter forestillingens afslutning rejste publikum sig i en stående ovation, hvilket bekræftede den succes, som hele holdet bag “Avenue Q” havde arbejdet hårdt for at opnå. Denne varme modtagelse og anerkendelse fra publikum signalerer ikke kun en triumferende premiereaften, men også en bekræftelse på musicalteatrets evne til at forbinde, underholde og røre sit publikum.

Billedserien fra den røde løber giver et glimt ind i aftenens festligheder, hvor tilskuerne, iklædt deres fineste tøj, delte deres forventninger og spænding før forestillingen. Disse billeder fanger essensen af teaterets magi – evnen til at samle mennesker fra forskellige baggrunde i en fælles oplevelse af kunst og kultur.

Forsinkelse på vej på sygehusbyggeri i Odense

0
Foto: AVISEN

Region Syddanmark har ikke længere troen på, at totalentreprenøren kan overholde den aftalte tidsplan for byggeriet af det nye universitetshospital i Odense. Dermed bliver en forsinkelse uundgåelig. Arbejdet med en ny tidsplan er i gang.

Det går fremad med byggeriet af det nye OUH, men det seneste år har fremdriften været mindre end forventet, og nu står det klart, at det ikke længere er muligt at indhente det tabte inden for den tidsramme, som blev aftalt mellem Region Syddanmark og totalentreprenøren i december 2022.

Det fremgår af byggeriets kvartalsrapport for efteråret 2023, som vil blive drøftet på et udvalgsmøde i regionens udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling den 29. februar.

I de seneste to kvartalsrapporter har markøren for tidsplanen været gul, hvilket betyder, at der er risiko for en forsinkelse. Men i den kommende rapport er markøren skiftet til rød, som indikerer, at tidsplanen ikke længere kan overholdes, og at en forsinkelse dermed er en realitet.

Færre håndværkere end planlagt

Entreprenøren Odense Hospital Project Team (OHPT) har gennem længere tid haft en lavere bemanding på byggepladsen end planlagt, og det har over tid genereret en forsinkelse, som nu ikke længere er mulig at indhente.

Karsten Uno Petersen (S), der er formand for regionens udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, ærgrer sig over, at det ikke lykkes at nå i mål til den aftalte deadline.

 – Det er meget frustrerende, at vi igen bliver forsinket, og det ærgrer mig grænseløst. Vi har længe vidst, at byggeriet var kommet bagud, men håbede til det sidste, at det var muligt at indhente det tabte. Det har desværre vist sig ikke at være muligt. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi kommer godt i mål, og hvordan vi får lagt en klar, realistisk og holdbar plan for det videre arbejde. Det her skal være den sidste tidsplan, vi laver med OHPT.

Udvalgsformanden understreger, at situationen ikke ændrer på, at regionen får et topmoderne hospital.

Region Syddanmark har påtalt manglende medarbejdere siden januar 2023

Gennem hele 2023 har der været afvigelser i antallet af håndværkere på byggepladsen i forhold til det aftalte. I januar 2023 påtalte regionen som bygherre første gang, at den reducerede bemanding var et problem. I maj fik OHPT et dagbodsvarsel, og i december trådte dagboden i kraft, da de aftalte mellemterminer ikke var nået.

Ifølge den seneste tidsplan skulle patienterne være rykket ind på hospitalet i slutningen af 2025 eller begyndelsen af 2026. Den tidsplan holder ikke længere, og forhandlinger mellem parterne vil i løbet af de næste måneder afklare, hvornår patienterne nu kan flytte ind.

Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange måneder tidsplanen bliver påvirket. En række analyser skal først afklare, hvordan man kan minimere konsekvenserne.

Projektet Nyt OUH arbejder systematisk med risikovurdering på en lang række parametre, heraf også på tid. I kvartalsrapporten er angivet, at en forsinkelse kan være på op til 18 måneder, men det er for tidligt at sige noget præcist. Tidligere har kvartalsrapporten angivet 9 måneder, og den nye beregning giver således et risikospænd på 9-18 måneder. Men det er baseret på tekniske beregninger og ikke de dialoger og forhandlinger, der i den kommende tid skal finde sted. Længden på forsinkelsen vil afhænge af analyserne og udkommet af de mange møder, som Projektorganisationen for Nyt OUH og OHPT vil holde de kommende måneder.

Ikke nok med tidsplan

Projektdirektør Kenneth Holm understreger, at det i den nuværende situation ikke er tilstrækkeligt at lave en tidsplan. Det er også nødvendigt at få klarhed over, hvordan aktiviteterne fremover bliver styret og organiseret.

– Vi vil være helt sikre på, at der skabes et troværdigt og realistisk billede af den resterende byggeperiode, så vi ikke bliver overraskede senere i forløbet. Det er vi nødt til at tage den nødvendige tid til at skabe. Vi fortsætter derfor vores tætte dialog med OHPT.