LEDER. At være udsat for en hetz er ikke rart. Karaktermordet er endnu værre. Men det sker hver dag i Danmark. Og det sker især i gammelmedierne, der lever af at skabe forargelse, moralisere og belære andre om, hvordan man bør drive sin forretning. Det sker samtidig med, at samme medier har hænderne dybt nede i stats-, regions- og kommunekasserne, hvis midler senere bliver investeret i værdipapirer, samtidig med at medarbejderstaben beskæres.

I det seneste år har ét selskab været særligt hårdt ramt af en målrettet kampagne. Først var det konkurrenterne, der rettede sigtekornet mod selskabet. Dernæst tog gammelmedierne over med kritiske overskrifter og indignation. Herefter gik turen videre til myndighederne, hvor kampen mod systemet er både absurd og ulig. Retsfølelsen er mildest talt begrænset, for ressourcerne hos styrelser og myndigheder synes nærmest uudtømmelige. Derfor vælger mange virksomheder at betale en bøde – simpelthen fordi det er billigere og mindre besværligt end at tage kampen op.

Men bag facaden fortæller en række aktindsigter en helt anden historie: Det viste sig, at der reelt ikke var så meget at komme efter. De fleste klager og anklager viste sig at være sendt ind af konkurrenter – på vegne af konkurrenternes kunder. Du læser rigtigt: Store aktører i branchen benytter sig af anmeldere som en del af deres strategi. Dertil kommer, at dem der skal kloge sig og “tænke” på vores vegne, ikke altid rammer helt plet. En aktør får måske en dårlig karakter, mens en anden med samme indhold får en god. Det sker faktisk.

De unge drenge fra Grøn Elforsyning i Fredericia valgte at tage bøden, selvom de følte sig uretfærdigt behandlet. De erkendte, at der kunne være begået fejl, men de stod også klar til at rette op med det samme. En ærlig tilgang til en sag, der langt fra havde de proportioner, som gammelmedierne gav indtryk af.

I samme periode væltede dårlige sager ind over branchens store navne – men konsekvenserne var langt mindre, og omtalen i medierne mere afdæmpet. Tværtimod fik disse store aktører taletid og en slags heltestatus, uden nogen som helst kritisk gennemgang af motiver og baggrund; herunder også det store fokus på den grønne omstilling, klimahelte og veganermad, og er man ikke enig, bliver man hængt ud med en kreativ sang. Det er nu ganske underholdende, det indrømmer jeg gerne. Men det bliver lidt absurd; særligt når det offentlige selv gør noget alvorligt forkert, nøjes man typisk med at give en symbolsk »næse«, fordi man angiveligt ikke har ressourcer til at retsforfølge noget så alvorligt som karteldannelse i musikbranchen på offentlige spillesteder. Det virker både urimeligt og skævt. Og får forvaltningerne ikke deres vilje, så trækkes sagerne i langdrag i Ankestyrelsen.

Samtidig vinder nogle virksomheder CSR- og ESG-priser. Det lyder flot, og det er flot, når man fremhæver, at de hjælper eksempelvis mennesker på kanten af samfundet. Andre bliver derimod hængt ud som forfærdelige skurke og forretningsfolk uden moral, hvis noget går galt. De samme kunne have vundet de samme priser, hvis tingene blot var gået lidt anderledes.

Nogle skriver læserbreve om moral. Andre skriver læserbreve om iværksætteri. Andre kloger sig på byernes udvikling uden selv at komme med løsninger og visioner. Disse læserbreve får ofte topplaceringerne hos gammelmedierne, fordi de kan bruges som krog på holdninger, som mediet måske ikke selv tør stå ved. Ofte er disse holdninger fremført uden indsigt i de byer og lokale forhold, de udtaler sig om. Hvis man som medie tog sig tid til at undersøge tingene lidt nærmere, ville man måske opdage, at de helte og læserbrevsskribenter, man fremhæver, ikke altid er så fine i kanten alligevel. Nogle er tilmed dømt så klart, at de ikke burde moralisere og udskamme andre. Kort sagt; kast ikke med sten, hvis du selv bor i et glashus. Det er sket før, at personer, der blev løftet op som helte hos gammelmedierne, senere viste sig at være skurke.

På de sociale medier kloger folk sig også bag skærmen, og en kommentar får god vind i sejlene. Den “kriger” har læst “sandheden” i gammelmedierne, og derfor skal man nu hænge en virksomhed ud. Men hvis man kendte substansen, hvis man undersøgte anklagerne, så havde man et andet syn på de unge drenge, der knokler time efter time. De virksomheder, der skaber arbejdspladser og får byerne til at blomstre.

Måske skulle gammelmedierne vende tilbage til substansen og væk fra clickbait og sensationsjagten. Jeg er selv inspireret af mange af de gode gamle journalister og redaktører, der ønskede substans. Dem, der ikke klogede sig uden at kende byen, de kalder sig chefredaktør i. Dem, der rent faktisk elsker byen, de arbejder i.

Samtidig kunne de passende kaste et kritisk blik på deres egen forretningsmodel, hvor milliarder af skattekroner årligt foræres til medievirksomhederne i bytte for politisk taletid – alt sammen angiveligt i demokratiets hellige navn.

Afslutningsvis skal lyde et stort og fortjent tillykke til Grøn Elforsyning med det flotte regnskab. Godt gået – fortsæt kampen! Og derudover skal der lyde en stor tak til de mange virksomheder, der hver dag kæmper for at skabe noget til gavn for vores samfund.

LEDER. Ugen bød på den store afslutning for masser af studerende i Fredericia. Gaderne er nu fyldt med stolte unge, der viser deres hue frem. Huen symboliserer en velfortjent anerkendelse af den personlige indsats gennem flere års ungdomsuddannelse. De af os ældre, der selv har prøvet dette og kan huske den bemærkelsesværdige tid og de mange håb, kommer til at tænke tilbage på ungdommen i sig selv. Selvom vi godt ved, at nu tilhører tiden den nye generation.

Talerne fra Fredericias rektorer var præget af ansvar, vemod og håb for de unge. Den store politiske reform af uddannelserne har kastet underviserne ud i endnu et stort eksperiment uden udløbsdato. Det er synd, at politikerne bag reformen er så uvillige til at lytte til de mange kapaciteter, der hver dag uddanner, danner og former unges bevidsthed. Man ønsker fra politisk side at bestemme, hvad den enkelte unge skal blive til. Det er komplet idiotisk. Og det kommer heller ikke til at give de resultater, man ønsker sig:

Mennesker vil søge friheden; ikke politikeres ønsketænkning og rette kasse på jord i forhold til produktionsapparatet. Nutidens unge er kvalitetsbevidste. De vil have livskvalitet, oplevelser og muligheder. Her kan politikerne glemme alt om at arbejde for arbejdets skyld.

Det giver ingen stor mening, at man forsøger at uddanne efter nutidens krav til specifikke fagområder, hvor man mangler arbejdskraft. I stedet for skal politikerne styrke økonomien på skolerne, ungdomsuddannelserne og universiteterne, så de kan tilpasse sig på egen hånd efter helt almindelige, logiske principper om udbud og efterspørgsel. Sandheden om reformerne er nemlig, at det er en ren planøkonomisk tankegang. Disse 5- og 10-årsplaner er lige så tossede, som det man praktiserede i den tidligere kommunistiske østblok. Det er sært, at så mange politikere ikke har lært af historiebøgerne, men tværtimod fortsætter med at tro, at man kan spå om fremtiden og indrette planer for den år for år:

Ingen kender behovet for, hvilken arbejdsstyrke man har brug for om hverken 5 eller 10 år. AI, robotter og teknologisk udvikling burde være nok til, at man stopper den planøkonomiske idioti.

Nej. Man skal lade lærerne stå på egne ben. Lade dem følge egne erfaringer og metoder. De skal først og fremmest danne unge. Give dem forskellige færdigheder. Finde ud af hvem de unge er. Hvor deres styrker ligger. Det er skolerne og ungdomsuddannelserne faktisk ret gode til. Det ser man til disse årlige afslutninger, hvor både de unge og lærerne fælder tårer. Fordi det er lykkedes. At man fandt frem til et menneske, en person og en mulig fremtid.

I de kommende år vil det store eksperiment udfordre mange uddannelser. Nye karakterkrav, nye regler og et omfattende forsøg på at tvinge unge i den ene eller anden retning.

Det kommer til at slå fejl.

For de unge, der nu kører rundt og fejrer deres eksamensbevis, er der masser af muligheder. De kommer ud på arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor definitionen af hvad arbejde egentlig er, måske skal ændres markant. Kortere arbejdstid, mere fleksibilitet og større synergi mellem arbejde og privatliv. Alene på grund af den teknologiske udvikling. De vil kunne forme et helt nyt samfund, hvor man endeligt tager afsked med det gamle, industrielle miljø. Samlebåndets æra er forbi. Man kunne ønske sig, at politikere selv ville nå frem til den erkendelse.

Kære studenter. Husk jeres ungdomsuddannelser. Jeres kammerater. Tag dem alle med jer ind i jeres nye liv. I vil altid huske denne tid som en af de mest fantastiske i jeres liv. Send en kærlig tanke til jeres undervisere. De vil ikke glemme jer. Men tværtimod være stolte af deres livsgerning, der også handlede om at bringe jer videre ud i verden.

Tillykke, tiden er jeres!