14.7 C
Copenhagen
onsdag 17. september 2025

Sommerfugle i maven og fuld knald på – nu brager 90’ernes musicalfest løs i Fredericia

0

KULTUR. På Fredericia Musicalteater er der travlhed. Der er kun en uge til premieren på What Is Love, og teaterdirektør Thomas Bay lægger ikke skjul på, at intensiteten er på sit højeste.

»Vi er jo i den mest travle periode, man kan være i. Her lige en uge før premieren knokler vi det ud af med fuld fart og højt humør, og vi glæder os til at vise den her fede forestilling,« siger han.

Hektisk og spændende

Ifølge Thomas Bay er holdet præcis der, hvor de skal være. »Vi er dér, hvor man begynder at tage programfotos, lave trailer og lave de sidste tilpasninger. Det er altid hektisk, fordi alle arbejder det bedste, vi kan. Vi laver det yderste for at få den fedeste forestilling,« siger han.

Stemningen beskriver han som en blanding af travlhed og forventning. »Det er sådan lidt hektisk, men det er spændende også. Vi går med sommerfugle i maven og glæder os til, at publikum snart kommer. Man tænker, hvor bliver det spændende at se, hvordan folk tager imod det, vi har arbejdet på så længe.«

Scenografien rykker tæt på publikum

Det særlige ved What Is Love er ifølge Thomas Bay den måde, scenen er bygget op på. »Det er helt klart den scenografiske oplevelse. Man går ind og bliver som publikum nærmest en del af fortællingen, fordi scenen er bygget ud i salen. Lige meget hvor man sidder, får man en unik oplevelse. Der er også koncertsekvenser, hvor man nærmest er koncertpublikum, selvom man sidder i et teater,« forklarer han.

Han sammenligner med det klassiske proscenium-teater, hvor publikum kigger på scenen fra afstand. »Her rykker scenen tættere ud, og skuespillerne kommer tættere på publikum. Men samtidig har forestillingen alt det, en god musical skal have. Der er pissefed musik og sangere i verdensklasse. Man skal virkelig glæde sig til det her cast.«

Et blik tilbage på 90’erne

Thomas Bay håber, publikum går hjem med både smil og refleksion. »Jeg tror, de får et blik tilbage på en tid, som nogen måske husker, hvis de levede dengang. Der er en stor kærlighed til 90’erne, hvor musikken forandrede hele verden. Når vi ser det med moderne øjne, bliver det både et kærligt tilbageblik og en påmindelse om, at vi også er blevet klogere siden. Fortid og fremtid mødes på scenen.«

Spænding før premieren

For ham personligt er det en tid med både glæde og nervøsitet. »Det er altid spændende. Man ved aldrig, hvordan folk tager imod det. Vi ved, vi kan vores kram, og vi gør altid vores bedste. Men man står der og tænker, uh, jeg håber, det lykkes. Og samtidig er man glad og spændt på det hele.«

Slaget om Trekantområdet venter – FC Fredericia klar til historisk kamp mod Vejle

0

SPORT. Når FC Fredericia på mandag løber på banen mod Vejle Boldklub, bliver det ikke bare endnu en Superligakamp. Det bliver et opgør, som mange har ventet på i årtier, og som direktør i FC Fredericia, Stig Pedersen kalder for noget helt særligt.

»Det bliver sjovt og spændende. Og så er det jo et lokalopgør, så den har vel alt det, man kan glæde sig til,« siger han.

Nabobyens duft af rivalisering

For FC Fredericia handler mødet med Vejle om mere end point til tabellen. De to klubber er kun adskilt af små 25 kilometer, og rivaliseringen har været der, siden Fredericia blev stiftet i 1991.

»Det specielle er jo, at vi har en tæt relation til Vejle Boldklub. Det har vi også haft, når vi mødte dem i den næstbedste række. Men nu mødes vi for første gang i Superligaen, og det gør det ekstra stort,« forklarer Stig Pedersen.

Han lægger ikke skjul på, at kampen repræsenterer noget historisk. »Da vi blev stiftet i 1991, tror jeg, at man kiggede mod Vejle og sagde, at der vil vi også gerne op. Det tog lidt tid, men nu er vi her. Og så mødes vi i slaget om Trekantområdet i Superligaen for første gang. Det er jo noget, alle har set frem til.«

Mere end bare tre point

Selvom sportschefen understreger, at kampen tæller som alle andre i tabellen, er han også ærlig omkring betydningen.

»Det er en kamp ligesom alle andre, forstået på den måde, at den er vigtig. Men det, der gør den speciel, er, at det er slaget om området. Og det er jo sjovt, at vi mødes i den her kontekst. Vi kæmper om at vise, hvem der står stærkest i vores region, og det giver en ekstra dimension,« siger han.

En kulisse, der kan mærkes

Der er lagt op til en kamp med masser af mennesker på tribunerne, og Stig Pedersen ser frem til, at stemningen får ekstra tryk på.

»Det bliver da vildt. Dels kommer der mange fans fra Vejle, men der kommer også rigtig, rigtig mange fra Fredericia. Vi vil være i klart overtal, og jeg håber virkelig, at både dem, der sidder på siddepladserne og dem på ståpladserne, vores fanklub, de vil give den fuld gas på mandag. Det er jeg sikker på, de vil,« siger han.

Sportschefen er ikke i tvivl om, at kampen bliver en festdag – uanset resultatet. »Når man møder nabobyerne, er der altid noget ekstra på spil. Det ved man fra alle sportsgrene. Og det gælder også her.«

Opbakning og opmærksomhed

FC Fredericia nyder i forvejen stor opmærksomhed som oprykker i Superligaen, men lokalopgøret giver en ekstra dimension.

»Lige nu får vi jo enorm opmærksomhed, fordi det er første gang, vi er i Superligaen. Om det er Vejle, FCK eller Brøndby, så er det kæmpe opgør for os. Men der er lidt ekstra kolorit, når det er Vejle, fordi det er nabobyen. Det gør det hele mere intenst og interessant,« siger Stig Pedersen.

Ingen anderledes forberedelse

Selvom kampen på mange måder er speciel, understreger sportschefen, at forberedelserne ikke ændrer sig.

»Overhovedet ikke. Vi forbereder os, som vi normalt gør. Vi skal have styr på vores spil og være klar på deres kvaliteter. Så der er ikke noget anderledes i forhold til, hvordan vi griber det an,« siger han.

Historien skrives på mandag

For FC Fredericia er kampen mod Vejle ikke kun et opgør om point og prestige. Det er en milepæl i klubbens historie og et symbol på, hvor langt man er nået.

Når bolden ruller i det historiske slag om Trekantområdet, er det ikke bare spillerne, der skal levere. Hele byen er inviteret med, og Stig Pedersen er ikke i tvivl om, hvad han håber at se.

»Jeg håber, at vores fans vil give alt, hvad de har. At de vil stå bag os i 90 minutter. Det bliver en intens kamp, og det bliver en stor aften for Fredericia, uanset hvad,« siger han.

Bilist overså vigepligt – fem personer involveret i uheld

0

KRIMI. Lørdag klokken 12.51 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Ribevej i Ødsted ved Vejle. To biler stødte sammen, da en af bilisterne kørte frem trods vigepligt, og dermed blev påkørt af en anden, der kom kørende i østgående retning.

»En bil holder for at overholde vigepligten, men da føreren kører frem, bliver bilen ramt af den part, der kommer kørende ude på Ribevej,« fortæller vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.

Ifølge politiet var der i alt fem personer involveret i uheldet – fire voksne og et barn. Ingen meldes alvorligt tilskadekomne, men én voksen blev kørt til kontrol på skadestuen. Barnet slap uskadt.

De to førere er begge unge mænd fra lokalområdet. Den ene er født i 1999, den anden i 2000.

Politiet havde lørdag eftermiddag ikke yderligere oplysninger om sagen.

What is Love – Chief 1’s 90’er-liv bliver til musical

0

KULTUR. Når en idé fødes på et stykke papir i et rodet studie, er der sjældent nogen garanti for, at den nogensinde ser dagens lys. Men tre et halvt år efter at Chief 1 fik tanken om at omsætte sit eget 90’er-liv til en musical, står forestillingen klar. What is Love har premiere i næste uge, og for idémanden, produceren og musikeren selv er det en oplevelse, der griber dybt.

»At sidde og se de første gennemspilninger med kostumer og scenografi og så tænke, at det hele begyndte som en idé for tre et halvt år siden. Det er mindblowing,« siger Chief 1.

Han understreger, at musikken ikke er hans egne gamle hits, men at han har produceret, genfortolket og nyarrangeret 90’ernes ikoniske dansemusik, suppleret med nye numre skrevet særligt til forestillingen. »Historien er baseret på mit liv, men selvfølgelig krydret med mere dramatik. Det er en fortælling, der skal have krop og puls på en scene.«

Glansbilleder og bagsider

90’erne var en tid, hvor dansk dansemusik voksede frem fra soveværelser og kældre. Pludselig kunne unge mennesker skabe beats og melodier på egne præmisser. Men ifølge Chief 1 havde medaljen en bagside.

»Vi troede, vi var frie, fordi vi kunne lave vores egen musik. Men mange af os skrev under på elendige kontrakter og blev kørt rundt af kyniske forretningsfolk. Jeg kender piger, der fik at vide, at de skulle tabe sig eller lyve om deres alder. Så bag den lyserøde facade var der mange, der betalte en høj pris,« siger han.

For ham er moralen klar. »Uanset hvor hårdt det var, så blev der skabt noget musik, som stadig står. Og i dag, når man ser de gamle navne til Vi Elsker-koncerterne, så kan man mærke, at det, vi lavede dengang, faktisk satte sig i folk.«

En talentmasse i topform

Chief 1 har fulgt prøverne tæt. Han har set dansere, sangere og skuespillere bringe hans idé til live. Og han er overvældet. »Jeg kan næsten ikke beskrive det. Når jeg har set danseprøverne, har jeg siddet med åben mund. Når jeg har hørt sangene, har jeg tænkt, at vi har en ufattelig talentmasse i Danmark. Og skuespillerne er både søde, disciplinerede og vanvittigt dygtige. Jeg er imponeret over alt,« siger han.

For ham er det en åbenbaring at opleve en generation af unge kunstnere, der vil stå på en scene med professionalisme og ambition. »Da jeg startede i 90’erne, var der næsten ingen, der kunne synge eller performe ordentligt. Det var bare ikke en del af kulturen. I dag er der masser, der drømmer om at leve af det her, og det kan man mærke på energien.«

En musical med original historie

Når premieren ruller i gang, bliver publikum vidner til noget, Chief 1 selv kalder banebrydende. »Det er den første musical i verden, der handler om 90’erne. Det er ikke en Grease eller en Fame, man har set før. Det er en original historie med original musik og et originalt univers,« siger han.

Forestillingen er fyldt med energi, men den rummer også eftertænksomhed. »Det handler om kompromiser. Om hvordan man risikerer at miste sig selv i jagten på succes. Når man først har solgt sin sjæl for billigt, er den svær at få tilbage. Forestillingen viser, hvordan unge musikere kan blive fanget i en grådig fabrik, men også hvordan de kan slippe ud igen – dog med ar på sjælen.«

Personlig resonans

Chief 1 lægger ikke skjul på, at det har kostet følelser at åbne de kapitler fra sit liv. »Der er meget, der har ramt mig. Det var en tid med store oplevelser, men også et nervesystem, der blev slidt ned. Jeg håber, at publikum både ser festen og eftertanken.«

Han glæder sig til at stå i salen og mærke reaktionen, når musikken brager, og historierne folder sig ud. »Jeg tror, folk vil opleve en energi, der vælter ud over scenen. Og jeg håber, de går derfra med både smil og stof til eftertanke.«

For Chief 1 er What is Love mere end en musical. Det er en musikalsk bekendelse, en hyldest til en epoke og en advarsel pakket ind i pumpende beats og koreografi. »Det handler om at stå ved sig selv, selv når verden vil trække dig i en anden retning,« siger han.

Sebastian Frandsen stopper i Fredericia HK efter sæsonen

0

SPORT. Målmand Sebastian Frandsen har besluttet, at denne sæson bliver hans sidste i Fredericia Håndboldklub. Dermed runder han tre år i klubben, når fløjten lyder for sidste gang til foråret.

Frandsen har været en markant profil i FHK-målet, men den seneste sæson blev vanskelig. Skader satte sit præg, og det kostede spilletid. Efter en mindre operation i sommerpausen er han dog tilbage i fulde omdrejninger, og klubben ser ham som en vigtig del af det kommende år.

»Vi har en lang og spændende sæson foran os med kampe i både Bambuni Herreligaen og European League. Her bliver Sebastian en vigtig brik i bestræbelserne på at indfri vores målsætning om at være blandt de bedste, når det hele skal afgøres i april og maj næste år« siger direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen.

FHK peger på, at målet er at kæmpe med i toppen, både i ligaen og i Europa, og at Frandsen i den sammenhæng fortsat er central.

Klubben afslutter sin meddelelse med en anerkendelse af målmandens betydning. Fredericia Håndboldklub takker Sebastian Frandsen for en solid og professionel indsats og ønsker ham held og lykke med de udfordringer, der venter, når han forlader klubben efter denne sæson.

Mand kørte flere kilometer med ødelagt trailer på motorvejen

0

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi måtte fredag den 12. september gribe ind i en usædvanlig sag på motorvejen. En 44-årig mand fra Trekantområdet blev standset efter at have kørt flere kilometer med en efterspændt trailer, der var i så dårlig stand, at dele fløj af under kørslen.

»Traileren manglede hjul, og dele fra den fløj rundt og udgjorde en fare for de øvrige trafikanter. Han blev til sidst standset og sigtet,« fortæller vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.

Manden blev desuden skønnet påvirket af stoffer og anholdt. Han fik udtaget en blodprøve, som skal fastlægge påvirkningen.

Brand i lejlighed i Vejle

Fredag klokken 13.43 modtog politiet en anmeldelse om brand i en lejlighed på Flegborg i Vejle. Vejle Brandvæsen fik hurtigt kontrol over ilden.

»Brandårsagen undersøges fortsat, men der er meget, der tyder på, at der er tale om et uheld frem for en bevidst handling,« siger Halfdan Kramer.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.

Justitsministeren strammer grebet om hooligans – 14 nye initiativer skal skabe tryghed på stadion

0

Et år med fodboldkampe præget af ballade, slagsmål og utryghed på tribunerne har fået regeringen til at reagere. Justitsminister Peter Hummelgaard har netop præsenteret en ny hooliganpakke bestående af 14 initiativer, der skal skubbe de voldsparate fans væk fra banen og tilbage i retssystemets rammer.

»Alle skal turde tage deres børn med på stadion. Ingen skal være tvunget til at blive hjemme af frygt for at havne mellem to maskerede mænd med mere hård hud på knoerne end brikker at rykke rundt med,« siger Peter Hummelgaard.

Pakken bygger videre på de tiltag, som ministeren lancerede i Parken tidligere på året. Dengang blev der åbnet for muligheden for strakskarantæne og for, at klubberne kan dele tv-overvågning af uroskabende fans med hinanden. Nu udvides politiets værktøjskasse markant.

Mere magt til politiet

Et af de centrale initiativer er, at politiet fremover kan bortvise personer fra alle fodboldkampe, ikke kun højrisikokampe. Samtidig får politiet mulighed for at oprette visitationszoner omkring højrisikokampe og indføre et decideret forbud mod besiddelse af pyroteknik i en radius af fem kilometer fra stadion – fra seks timer før til seks timer efter kamp  .

»Det er en bunden opgave for alle sportens aktører at sætte ind over for de voldsparate typer, der bruger sporten som kulisse for at udøve deres kriminalitet,« siger Hummelgaard.

Karantæner med bid

Karantænereglerne strammes også. Den generelle karantæne kan fremover tildeles bredere og uden krav om, at politiet skal kunne dokumentere gentagelsesrisiko. Fodboldrelateret vold i udlandet vil også kunne føre til karantæne i Danmark.

Derudover skal domme for grov vold automatisk udløse to års karantæne, mens bandemedlemmer, der dømmes efter straffelovens bestemmelser om bandekriminalitet, får hele otte års karantæne. Og hvis en fan tidligere har haft karantæne, kan en ny karantæne fordobles i længde  .

En anden nyhed er, at karantæner fremover bliver synlige på straffeattesten. Dermed får ordningen en helt anden vægt – både i forhold til den enkelte fan og i forhold til mulige arbejdsgivere  .

Skærpede straffe

Også straffene strammes. Visse lovovertrædelser i forbindelse med kampe – eksempelvis slagsmål, maskeringsforbud og uorden på offentligt sted – skal kunne straffes med op til halvanden gange den nuværende straframme.

Ministeriet fremhæver, at der med pakken er tale om en bred vifte af initiativer, som tilsammen skal gøre livet surt for de få, der ødelægger det for de mange.

Bygger på samarbejde

Initiativerne er blevet til i samarbejde med klubber, liga og politi. Under et møde tidligere på året i Parken blev de første skridt taget, og hooliganpakken skal nu løfte indsatsen yderligere.

»Vi vil sikre, at fodbolden og dens rigtige fans ikke tages som gidsler af uromagernes hærgen,« siger justitsministeren.

Træder i kraft i 2026

Flere af initiativerne kræver lovændring. Derfor vil regeringen i den kommende folketingssamling fremsætte et lovforslag, så pakken kan blive ført ud i livet. Planen er, at de nye regler træder i kraft primo 2026.

Trekantområdet går efter EU-status som transportknudepunkt

0

POLITIK. Fra mandag den 15. september til onsdag den 17. september tager formandskabet i Trekantområdet Danmark til Bruxelles. Her skal borgmester i Vejle, Jens Ejner Christensen, og borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd Jensen, sammen med direktøren for Billund Lufthavn, Jan Hessellund, og ADP’s direktør, Rune D. Rasmussen, undersøge mulighederne for at styrke Trekantområdets position i EU.

Trekantområdet er med sin placering og infrastruktur allerede blandt de mest centrale områder i Danmark. Men nu undersøges det, om området kan blive udpeget af EU som et Urban Node TEN-T-område og dermed opnå status som et såkaldt Core-område.

En sådan udpegning vil give kommuner og virksomheder bedre muligheder for at søge om EU-midler til blandt andet infrastrukturprojekter. Urban Nodes er i TEN-T-regi områder, hvor transportformer som havne, lufthavne, togstationer og logistikplatforme er forbundet på tværs, så lokal, regional og international trafik bindes sammen.

»En udpegning som Core-område kan styrke vores transport-, logistik- og energivirksomheder, og give de private og offentlige aktører adgang til at søge projektmidler i EU-systemet i en større skala, end det er muligt i dag. Trekantområdet er et dansk kraftcenter, og derfor synes jeg også, vi skal fortælle den historie i EU« siger Jens Ejner Christensen, bestyrelsesformand i Trekantområdet Danmark og borgmester i Vejle.

Målet med TEN-T-forordningen er at skabe et effektivt, bæredygtigt og multimodalt transportnet på tværs af EU. Her forbindes jernbaner, vandveje, havne, lufthavne, terminaler og veje gennem by-knudepunkter. Udpegningen foregår via en ansøgning til EU, hvor afgørelsen træffes administrativt.

»Trekantområdet har alle de elementer, som TEN-T-forordningen nævner, fx lufthavn og havn. Derfor bliver det også interessant at høre, hvad de mener i forhold til Trekantområdets muligheder. Jeg er desuden rigtig glad for, at både Billund Lufthavns og ADP’s direktør har prioriteret at tage med til Bruxelles, fordi det styrker vores fortælling om Trekantområdet som et dynamisk område, hvor kommercielle og offentlige aktører arbejder tæt sammen« siger Johannes Lundsfryd Jensen, næstformand i Trekantområdet Danmark og borgmester i Middelfart.

TEN-T-forordningen blev indført i EU i 1980’erne for at skabe social, økonomisk og territorial sammenhængskraft i hele EU. Transportinfrastrukturen skal understøtte det indre marked og samtidig bidrage til at nå de europæiske klimamål.

Rejsen til Bruxelles koster i alt cirka 47.000 kroner til fly, hotel, transport og forplejning. Udgiften afholdes af Trekantområdet Danmarks sekretariat.

Kolding-drama: Traktor og bil holdt ubudne gæster fanget på stedet

0

DØGNRAPPORT. Hos Sydøstjyllands Politi blev det et relativt roligt døgn i Fredericia, mens Kolding til gengæld bød på både ulovlig indtrængen og et færdselsuheld. Det fortæller politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi.

»Vi kan melde om et stille døgn i Fredericia,« siger hun. »Dog standsede vi klokken 01.21 en personbil på Søndermarksvej. Føreren, en 33-årig mand fra Fredericia, var påvirket af stoffer og blev sigtet for det.«

Tre mænd tilbageholdt i Kolding

Langt mere dramatik udspillede sig lørdag aften i Kolding. Klokken 21.51 fik politiet en anmeldelse om et muligt indbrud på Borup Østervej i Kolding Kommune. Dog fortæller Susanne Hviid, at det foregik nogenlunde fredeligt.

Her blev tre mænd på henholdsvis 33, 36 og 21 år tilbageholdt af anmelderen og en nabo. De havde via overvågning set de tre ubudne gæster bevæge sig ind på en privat ejendom, hvor en port var markeret med tydelig skiltning om privat område.

»Anmelder og nabo fik kontakt til mændene og formåede at holde dem tilbage,« fortæller Susanne Hvid. »Blandt andet blev en personbil og en traktor brugt til at spærre vejen, så de ikke kunne køre fra stedet.«

De tre mænd er nu sigtet for indbrud og husindtrængen. Under ransagning blev der fundet både stoffer og en 14 centimeter lang springkniv. Ifølge politiet er de kendt i forvejen.

Bil endte i grøften i Vamdrup

Også et færdselsuheld krævede politiets opmærksomhed. Torsdag morgen klokken 08.36 kolliderede en personbil og en bus på Koldingvej i Vamdrup.

»Der opstod en misforståelse mellem parterne,« siger Susanne Hviid. »Bussen, som blev ført af en 55-årig kvinde, kørte frem for ubetinget vigepligt. En 21-årig mand i personbilen forsøgte at undvige, men endte i grøften.«

Der skete ingen personskade i forbindelse med uheldet.

At skabe er at håbe – Agnete Brinch fejrer ti år med kvinder der forandrer verden

0

KUNST. Agnete Brinch udstiller i september i Fredericia Kunstforening. Det sker i anledning af tiåret for hendes kunstneriske projekt Kvinder der forandrer verden. Siden 2015 har hun arbejdet på at portrættere kvinder, der med mod, indsigt og handlekraft har sat spor i verden. Ferniseringen er åben for alle lørdag den 13. september klokken 13, og udstillingen kan opleves frem til den 28. september i kunstsalene på Kulturcenter Kongensgade 111 i Fredericia.

Det begyndte på Frederiksborg Slot. Brinch stod i 2015 foran Vermeers pige med perleøreringen, dette billede som gennem århundreder har stået som et af de mest ikoniske. Hun malede hende selv til udstillingen Portræt Nu, men uden perleøreringen. Noget i blikket, den direkte henvendelse fra et menneske, der vil noget med én, satte en bevægelse i gang. »Hun kigger på os på en måde, som vil os noget,« siger hun. »Og når jeg bliver rørt, og når vi bliver rørt, så skal vi stoppe op.«

Det blev startskuddet til et projekt, der i dag tæller både nulevende og historiske skikkelser, kvinder som står frem i fællesskabet og tør tage ordet, tage pladsen og tage kampen. Brinch fortæller, hvordan hun altid har haft en stærk interesse for historien og for fortællingerne, der ligger i menneskers liv. »Fortællingen i portrætterne er, at vi kan spejle os i nogle rollemodeller,« siger hun. »Vi kan hænge dem op på væggen, vi kan møde deres blik, og vi kan måske blive lidt modigere, hver gang vi ser på dem.«

At male disse kvinder har også sat spor i hende selv. »Jeg er vokset i ånden og i sjælen af de her portrætter,« fortæller hun. »Jeg har mødt mindst tredive nulevende kvinder gennem projektet, jeg har samtalet med dem, og jeg er altid blevet beriget. Jeg er blevet imponeret over deres mod, deres bidrag, og hvor imødekommende og tilgængelige de er.«

Hun nævner Puk Damsgaard og Suzanne Brøgger som nogle af de første. »Jeg undrede mig over, hvordan de kunne være så modige, at de stillede sig i skudlinjen. Puk helt bogstaveligt, de andre i offentligheden. Det mod sugede til mig.«

Når hun går til arbejdet, handler det om at indfange en historie. Ikke bare et ansigt, men det nærvær, der opstår i mødet. »Jeg kan kun mærke dem fra hjerne og hjerte,« siger hun. »De kommer igennem mit værksted, hvor jeg former dem ud fra det øjeblik, vi har haft sammen. Det kan være, jeg møder dem en eller to gange, laver research, og så kan det tage et år, før portrættet er færdigt.«

Nogle gange presser en deadline sig på. Brinch fortæller, hvordan hun har malet tyve værker, der i dag hænger på Esbjerg Sygehus, doneret af fonde og virksomheder. »Min mission er, at de skal hænge offentligt tilgængeligt,« siger hun. »At de kan blive set og minde os om, hvad mod og engagement kan betyde.«

Arbejdet er aldrig ens. »Jeg går til portrættet med spørgsmålet, hvad er det for en person, jeg har foran mig. Hvilken historie vil jeg fortælle. Skal det være hele ansigtet eller det halve. Skal det være farverne, der driver værket. Eller skal det være noget, der vækker nysgerrighed.«

At udstille i Fredericia har for Brinch en særlig betydning. »Jeg er meget stolt af, at jeg står på skuldrene af en række personer, som har været der igennem årene,« siger hun. »Jeg er stolt af, at denne gamle kunstforening, som fungerer som jeres museum, har valgt mig ud. Jeg har ikke udstillet meget i det område, så jeg glæder mig vildt meget. Vi har haft et fantastisk samarbejde, og jeg er imponeret over det store arbejde, de lægger i det. Det er hjerteblod, og det kan jeg mærke.«

Hun håber, at publikum vil gå fra udstillingen med mere end bare et blik for portrætterne. »Jeg håber, at de stopper op og undrer sig. At de måske kommer ud med en oplevelse af, at de har noget at tænke over.«

For Brinch handler det ikke kun om portrætter. Hun arbejder også med landskaber og figurative værker. Hun kalder nogle af sine figurer for gallionsfigurer på land, en slags vandrende historiefortællere, der kæmper for værdighed, klima og ligeværd. Inspirationen henter hun blandt andet i Cecil Bødker, der selv var fra Fredericia og som hun har portrætteret. »Hun bidrog til vores forståelse af det komplekse i at være menneske,« siger Brinch.

Hun trækker tråde til Vilhelm Hammershøis stille interiører, til Edward Munchs lys og Anna Anchers penselstrøg. Hun finder styrke i Anne Marie Carl-Nielsen, hvis skulptur af Dronning Dagmar bærer ordene »Hun kom med fred«. Det er ord, Brinch tager med sig ind i sit eget arbejde, som både en drøm og en fordring.

Hun har også malet sig selv, et selvportræt under titlen »Hvad nu«, der er inspireret af netop Carl-Nielsen og et fotografi, hvor hun leger med sit eget billede. »Det er et billede på min egen indre styrkeprøvelse,« siger Brinch.

Projektet Kvinder der forandrer verden er ikke noget, hun har tænkt sig at afslutte. »Jeg udkommer næste år med en bog på Lindhardt og Ringhof, der samler de ti år,« fortæller hun. »Og det her er en livsopgave, jeg bliver ved indtil jeg ikke kan male mere. At skabe er at håbe.«

Hun beskriver det som en rørkanal, hun har fundet i sig selv. En evne til at formidle noget, der kan bidrage. »Jeg føler mig meget privilegeret,« siger hun. »At jeg kan skabe noget, der går fra hjerte til hjerte.«

Når publikum træder ind i salene i Fredericia, vil de møde en bred vifte af værker. Store portrætter, mindre miniaturer, figurative billeder og landskaber. Hver med sin egen fortælling, hver med sit eget lys. Det er værker, der ikke blot forestiller, men som inviterer til at reflektere, til at standse op, til at lade sig røre.

Det er ti år siden, Brinch første gang lod sig udfordre af en pige med perleøreringen. I dag står hun selv med et katalog af kvinder, der bærer historier frem. Det er billeder, der kan hænge på sygehuse, i offentlige rum, i kunstforeninger. Det er billeder, der minder os om, at mod kan tage mange former, og at det altid begynder med en, der tør stå frem.

Udstillingen i Fredericia er en fejring, men den er også et nyt skridt. For projektet fortsætter. Nye møder venter, nye portrætter vil blive malet, nye historier skal fortælles. Agnete Brinch maler videre, fordi hun ikke kan lade være. Og fordi hun tror på, at kunsten kan gøre os modigere, klogere og mere nærværende.

»At skabe er at håbe,« siger hun. Og håbet hænger på væggene i Fredericia.

FAKTABOKS
Agnete Brinch – Kvinder der forandrer verden og andre fortællinger

  • Fernisering: Lørdag den 13. september klokken 13.00
  • Udstillingsperiode: 13.–28. september 2025
  • Sted: Kunstsalene, Kulturcenter Kongensgade 111, Fredericia
  • Arrangør: Fredericia Kunstforening i samarbejde med Agnete Brinch